Flugt!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Dette er historien om Isobel, der har en kæreste, André, som er ond ved hende... En dag opdager hun at hun er gravid, men hvad skal hun dog gøre? I panik flygter hun hjemmefra, og til Århus, hvor hun møder sin veninde Signe, og på en nærliggende campingplads møder hun Britta, en jordemoder som hjælper Isobel med fødslen, som slet ikke går, som Isobel havde regnet med...
Da hun føder, opdager hun at tvillingerne Edmund & Edward, hænger sammen! I mellem tiden, har hun fundet ud af, at Xander, faderen til Edmund & Edward, har forladt hende, og truer med at dræbe dem, hvis hun fortæller noget til nogen. Jordemoderen, som hjalp Isobel med fødslen og som hun måtte bo hos, dør, da Xander dræber hende og pludselig dør Edmund, og så skal Edward skilles fra sin, nu, afdøde bror Edmund...

1Likes
1Kommentarer
580Visninger
AA

9. Hos En Veninde

Klokken slog 8:00, da Isobels vækkeur ringede. Udenfor regnede det, og alt var gråt og sort. 'Øv!' Tænkte Isobel, og spekulerede på om hun skulle aflyse sin aftale med Signe. Men nej, lidt regnvejr skulle ikke stoppe hende. Bussen gik klokken 8:32, og så ville hun være hos Signe omkring klokken 10:45. Hun trak forsigtigt og søvningt dynen til side, og straks fløj hendes ben ud over sengekanten. Hun havde sovet fantastisk, utroligt at det ikke kostede mere end omkring firehundrede kroner. Eller, det ville jo være billigere i dag, for i dag skulle hun jo ikke spise morgenmad på campingpladsen. En tanke fløj igennem hendes hoved, 'Xander'. Han kom i morgen, og hun var parat til at se ham, parat til at høre historien om hvorfor hun var endt her, altså med at være gravid. Hun var sikker på at Xander ikke ville gøre det imod hende, med mindre nogen eller noget havde troet ham eller hende, så ville han selvfølgelig ikke gøre det. Sådan var Xander ikke, nej, han er den søde og bløde type. Ikke bad-guy typen. 'Det er slet ikke Xander' tænkte hun.

Da klokken slog 8:20, var Isobel allerede i tøjet og børste tænder. Det tog omkring ti minutter for Isobel at gå op til bussen, inden hun gik ud af døren i hytten, havde hun selvfølgelig låst den. Det ville da være dumt andet. Hun stod omkring to minutter og ventede på bussen, da den kom kørende op af den smalle vej, hun steg ind, klippede et klip på klippekortet og forsvandt længere ind i bussen og buschaufføren drejede hastigt på rattet og trykkede speederen i bund. Hun fandt et ledigt sæde, svang siig ind på sædet, og der blev hun siddende den næste time indtil chaufføren nærmest råbte ind i den stakkels lille microfon: "Ja, så nærmer vi os næste stop, Blomster Allé." Sagde han og Isobel kunne ikke lade være med at grine over hans underlige måde at tale på. Men da hun så at en lille dreng, der sad på sædet foran hende, stirrede underligt på hende og rakte frækt tunge agf hende, rømmede hun sig og satte sig op. "Møgunge!" Nyste hun ind i ærmet og håbede at moderen til ungen ville opdage ham. "Thomas! Kan du så lade være med det!" Udbrød moderen, hev fat i hans trøje, så han vendte sig om og kiggede på Isobel med undskyldende øjne: "Det må De meget undskylde Frøken. Det var ikke hans mening at..." Så gik moderen i stå, og Isobel forsvandt med ryggen vendt til hende, da dørene til bussen gik op. De var nu på Blomster Allé.

Isobel steg ud af bussen og derefter så hun Signes flotte, hvide hus. Da hun kom nærmere kunne hun se at Signe stod ved hoveddøren og ventede på at Isobel skulle komme.

"Kom ind! Kom ind!" Udbrød Signe glad, da hun så Isobel. "Hej Signe!" Skreg Isobel. Signe pegede og Isobel satte sine sko på måtten, hang sin jakke på knagen og trådte op på Signes værelse.

Lidt efter fem timer, sad Isobel igen i bussen, på vej hjem fra Signe. Signe havde bagt boller, lavet pandekager, bacon, æg og pølser. Alt sammen kun fordi at Isobel kom. Isobel havde takket Signe mange gange for venligheden, men Signe havde ikke lagt mærke til Isobels 'lille' hemmelighed.

Da Isobel igen sad alene tilbage i sin hytte, på campingpladsen, begyndte hun at kede sig. Men pludselig fik hun en idé. 'Is!' Tænkte hun, og trak sin vinterfrakke på og løb over til købmanden på campingpladsen. Da hun åbnede døren og trådte ind i butikken, ringede en lille klokke, et par centimeter over hendes hoved, og straks kom den venlige dame, som også havde tjekket Isobel ind på campingpladsen, til syne.

"Åh, hej min kære!" Sagde damen overrasket. "Hej, med dig." Sagde Isobel overrasket og et venligt blik fremtrådte i hendes øjne. Isobel trådte langsomt og forsigtigt hen imod damen. "Hvad kan jeg så hjælpe dig med, min pige?" Spurgte damen. Isobel følte sig nu mere end velkommen, da damen havde snakket færdig. Hun blev betragtet, nu, som en del af familien. Damen kunne virkelig godt lide hende. "Kan man købe is?" Spurgte Isobel og kiggede nysgerrigt rundt i butikken, og hendes blik stoppede ved isen. "Ja, hvad kunne du tænke dig?" Spurgte damen. "En med, 3 kugler. Det skal være..." Sagde Isobel og pegede på tre slags is, hun bedst kunne lide. Damen var mere end god ved Isobel, da hun kom en stor klat guf oven på isen, og derefter smed hun også lige en klat syltetøj på. "Herligt!" Udbrød Isobel, og en gys kom over hende. Der var iskoldt i lokalet, og Isobel havde bemærket at det ene vindue var åbent. "Fryser du?" Spurgte damen og Isobel nikkede høfligt, og et lille smil kom til syne på hendes læber. Efter hun havde betalt for sin is, forsvandt hun ud af butikken og ind i sin hytte, hvorefter hun trak i sit nattøj, og satte en film på fjernsynet. 'Tid til Titanic!' Tænkte hun, fandt filmen frem over på tv-reolen og placerede sig selv under det varme tæppe, hun selv havde medbragt på turen.

Efter tre måneder, havde hende og Xander endelig fundet ud af det hele. En læge, damen i butikken, havde vurderet Isobel til at hun skulle føde om en eller to uger, altså havde Xander travlt med at holde øje med Isobel, selvom Isobel insisterede på at Xander ikke behøvede at holde øje med hende hele tiden, men Xander er jo den beskyttende type. Han ville gøre alt for hende, han elskede hende endda. De elskede hinanden. Men inderst inde, vidste Isobel ikke om hun ville føde alene, med Xander eller på et hospital. Eller på et sygehus. Dagene gik, Isobel spiste og sov, imens Xander holdt øje med hende og hendes voksende mave. Damen i butikken havde vist sig at være jordemoder, så hun havde hjulpet Isobel på damens-, som hed Britta, -klinik i Århus. Britta havde vurderet at der var to, drenge. Derfor havde Isobel og Xander fundet to drenge navne, de begge var vilde med: Edmund & Edward, ikke hendes, men deres kommende drenges navne. Isobel glædede sig utrolig meget, men Xander, inderst inde, håbede at hun ville overleve. Hvis hun ikke gjorde, hvad skulle han så med to børn? Han kunne jo ikke bare efterlade dem, det ville være egoistisk og Isobel ville hade ham for det, og han kunne heller ikke aflevere dem til adoption, det ville Isobel også hade ham for.

De var ikke kærester, nej, bare venner. Som snart skulle have to børn, og disse 'venner' var 14 og 15 år gamle...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...