Ude

Dette er egentlig bare en skoleopgave, som vi fik for i min klasse. Tænkte bare at jeg ville dele den med jer alle.
Opgaven lød følgende:

Skriv en novelle, hvor situationen i digtet spiller en central rolle. Din novelle skal:
Have en jegfortæller
Foregå inden for et døgn
Have en åben slutning

Ude (digtet som novellen skal skrives ud fra)

Hold mig i hånden her
på denne klode
hvor de har sat os af
Er vi på en vinderrejse
for to børn?
Eller ville de bare af med os?

Læg dig godt under tæppet
her er ikke varmt
og jeg ved ikke hvor køkkenet er

Byen er tom kan jeg se herfra
Der ligger en telefonboks
midt på gaden og lyser
og en hund der halter
løber skråt ud til horisonten

Jeg bryder mig ikke
om stjernerne her
de er alt for store

Jeg skal nok holde op
med at snakke
Sover du?
De henter os sikkert i morgen
hvis det da ellers bliver morgen
her
Så kommer vi hjem
i vores egen seng tror jeg

2Likes
0Kommentarer
3026Visninger

1. Ude

 

Jeg vågnede ved at min far løftede mig op fra min seng, men hvorfor ved jeg ikke. Det var jeg for træt til at spørge ham om på det tidspunkt, jeg sov bare videre i hans arme, indtil jeg senere vågnede ved siden af min bror, Magnus, på bagsædet af vores bil. Jeg gned mine øjne, og kiggede ud af bilens ruder. Der var intet jeg kunne genkende derude, overhovedet. ,,Hvor er vi på vej hen?” spurgte jeg.

,,Shh, Magnus sover,” tyssede min mor på mig.

,,Jamen hvor skal vi hen?” hviskede jeg. Der kom ingen reaktion, hverken fra min mor eller min far, så i stedet for at vade mere i det, satte jeg mig bare til rette og kiggede ud af bilruden. Vi kørte i en evighed, eller i hvert fald i noget, som føltes sådan. Vi kom længere og længere ud på landet, det eneste vi næsten i rækkefølge passerede, var småbyer og marker og skove, og småbyer og marker og skove, og så videre. Det var godt nok trættende at se på, så jeg faldt da også i søvn til sidst, men det var nu også kun indtil bilen stoppede i midten af ingenting. Det eneste der var her, var græs på begge sider af vejen, nogle træer og én enkelt telefonboks. Min far steg ud af bilen, og først troede jeg, at vi var stoppet, fordi motoren måske var gået i stykker. Men min far så nu ret så afslappet ud, og fik sig da også nogle hvæs fra sin cigaret. Min mor sad helt tavs på forsædet og kiggede bare ud, det var som om hun var bange, men for hvad? Jeg steg ud af bilen, og kiggede mig lidt rundt. Der var ingenting at se, man kunne kun lige ænse en af småbyerne, hvis man kiggede langt ud i horisonten. ,,Hvor er her kedeligt.” hørte jeg Magnus sige bagved mig. Og egentlig havde han ret.

Magnus og jeg gik lidt rundt ude på græsset, kun for at se os omkring selvfølgelig, andet kunne man sgu ikke lave herude. Pludselig hørte vi bilens motor, vi så mor og far køre væk ud af horisonten. Magnus råbte og skreg efter dem, men det hjalp ikke. Før jeg overhovedet havde tænkt mig om, løb jeg hen til telefonboksen og trykkede min mors mobilnummer ind, men der skete intet. Og dum som jeg er, tænkte jeg ikke over, at der skulle penge i før den overhovedet ville virke. Da det gik op for mig, at det krævede penge for at ringe, begyndte jeg at slå helt uhæmmet på boksen, bare for at se om der nu ikke bare kunne ryge en tier eller en tyver ud af den, så jeg kunne ringe, men intet skete. Efter utallige slag på boksen, opgav jeg.

Magnus havde sat sig under et træ, med et tæppe omkring sig, som mor og far også havde efterladt herude sammen med os. Jeg satte mig hen ved hans side, tog hans hånd og stirrede bare ud i det blå. Jeg gik helt i sort, kunne slet ikke stoppe alle mine spørgsmål. ,,Hvorfor er vi her? Er du også bange?” spurgte jeg. ,,Er vi på en vinderrejse for to børn? Eller ville de bare af med os?” blev jeg ved. ,,Magnus, jeg er bange.” Sagde jeg skælvende. Magnus tog mig ind til sig, og beroligede mig, fortalte mig at de nok skulle komme tilbage.

Da det blev mørkt, og koldere, lagde vi os begge ned med tæppet omkring os. Vi lå tæt, det var vi nødt til når det var så koldt. ,,Jeg er sulten.” sagde Magnus.

,,Vi har ikke noget mad, og jeg ved altså ikke lige hvor vi kan skaffe noget,” forklarede jeg ham.  Heldigvis faldt han hurtigt i søvn, så jeg skulle ikke høre på, hvor sulten han var, troede han måske ikke også at jeg var sulten?  Ligesom Magnus kunne sove, kunne jeg ikke sove, derfor jeg satte mig op, og kiggede ind mod den lille by. Den så så tom ud, der var kun lys enkelte steder i den. Nu jeg tænker over det, var det eneste lys der var lige her, det lys der kom fra telefonboksen, og når jeg tænker tilbage på den telefonboks, så er jeg egentlig meget taknemmelig for at den var der, for havde den ikke været der, så havde jeg været fuldstændig rædselsslagen.

Jeg husker, at jeg så en hund, der haltede skråt gennem horisonten. Udover mig og Magnus, var den hund det eneste levende herude, og jeg fik en trang til bare at løbe efter den, indhente den og bare give den det største knus nogensinde, for selvom jeg havde Magnus herude, så følte jeg mig virkelig bare så ensom og forladt, hvilket jeg jo også var. Forladt. Jeg kiggede mod stjernerne, bare for at have noget smukt at se på, men det var som om himlen var forandret, så anderledes, så skræmmende. Det hele så, så meget større ud herudefra, og jeg brød mig virkelig ikke om det, det skræmte mig rigtig meget, og den nat var den værste jeg indtil nu har oplevet. Det var som om stjernerne prøvede at dræbe mig, de var så kæmpe, som om de ville komme mig nærmere og nærmere, og kvæle al liv ud af mig. Selvom det nu var begyndt at blive lyst igen, eller nok nærmere tusmørke, var jeg rædselsslagen.

,,Magnus jeg er rigtig rigtig bange.” Hviskede jeg til min sovende bror. ,,Magnus, vågn op, jeg kan ikke lide at være her, kan vi ikke gå ind mod byen?” blev jeg ved med at hviske. ,,Magnus, sover du?” Jeg blev ved. ,,Jeg skal nok holde op med at snakke, jeg er bare så bange.’’

Jeg kiggede ned på min sovende bror, betragtede ham, som han lå der. Han lå så stille, og så fredefuldt, næsten som om han lige var besvimet eller sådan et eller andet. ,,De henter os sikker i morgen, Magnus, hvis det da ellers bliver morgen her.’’ Hviskede jeg til ham.  ,,Så kommer vi hjem i vores egen seng, tror jeg.’’ Jeg kiggede på ham. ,,Sover du stadig, Magnus? Vågn op! Vågn nu op!’’ jeg ruskede i ham, for at vække ham, men han var umulig at vække. ,,Har du taget sovepiller eller hvad?!’’ Nærmest skreg jeg ind i hovedet på ham. ,,MAGNUS! Vågn op! Vågn nu op for fanden!’’ Jeg blev ved med at ruske og råbe af ham…

Men selvom det blev morgen, vågnede han aldrig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...