Tidsløs ~ Novelle i 24-timers konkurrencen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Oliver Hvidgård vågner op efter 2 års koma. Men da han vågner er ikke alt som det burde være...
Hospitalet er tomt, bortset fra et rådnende lig. Gaderne ligger øde hen, bygningerne bedækket af beplantninger. Han ved ikke hvad der er sket, hvor alle menneskerne er henne og hvordan han skal overleve. Men pigen Victoria fortæller ham om krigen, og den menneskeskabte virus, som Nordkorea sendte i bomber mod Europa. Om, hvordan størstedelen af alle smittede døde, mens størstedelen af de andres kroppe opbyggede resistens, og udviklede dem i stedet for til mørke skabninger, der kun er ude af deres skjul om natten, og Oliver og Victoria er de sidste mennesker tilbage på på jorden.
Men kort tid efter opfanger de et radiosignal der fortæller, at der er overlevende tilbage i Sverige. De planlægger en flugtplan, der kun ser ud til at være umulig.
Deres chancer er få...

21Likes
2Kommentarer
752Visninger
AA

3. Del tre

 

Ugerne går. Jeg har et forhold med Victoria nu, os to, de eneste overlevende i Danmark. København er der, hvor jer er opvokset. Så mærkeligt at se sit barndomshjem ligge i ruiner.

Om morgenen er hun begyndt at stå tidligere op. Hun vil næsten ikke snakke med mig. Hun tager hele tiden afstand til mig. Jeg ved ikke hvorfor.

Men en dag efter, at jeg har været inde i et forladt indkøbscenter og ’hente’, som vi kalder det, selvom vi nogle gange diskuterer, om det er tyveri eller ej, nyt tøj, går jeg ud og ser, at hun står og skælver med geværet mod sin tinding.

”Nej!” råber jeg og løber over vejen. Jeg slår geværet ud af hendes hånd og stirrer hende rasende ind i øjnene. ”Hvad fanden tænker du på?! Du er et af de sidste mennesker på jorden, du kan ikke gøre det der!”

Hun trækker skælvende en hvid gentand op ad hånden: en graviditetstest. Hun er gravid.

”Jeg skal være far,” siger jeg til mig selv, uden rigtig at vide, hvad det betyder. ”Jeg skal være far.”

”Jeg vil ikke føde et barn i denne verden, Oliver,” græder hun. ”Jeg vil bare gøre en ende på det hele.”

”Du sagde, at jorden skulle befolkes,” påminder jeg hende.

”Jeg vidste ikke, hvad det betød.”

”Du kan ikke gøre det der. Det skal nok gå. Vi er mindst elleve overlevende!”

”Hvad skal jeg gøre, når barnet dukker op?”
”Du ville være en god mor,” siger jeg blidt til hende. ”Vi tager til Sverige, får det barn sat til verden, opdrager ham eller hende. Det skal nok gå.”

”Bevis det,” kræver hun. ”Hvordan kan du bevise, at det nok skal gå?”

Jeg presser mine læber mod hendes. Hendes tårer triller ned ad mine kinder. Jeg skal være far, tænker jeg. Jeg skal være far.

”Jeg elsker dig,” hvisker hun.  ”Du vil være en god far.”

”Jeg elsker også dig, Victoria. Victoria er sådan et smukt navn.”

 

Få dage efter ligger København bag os og vi kører over Øresund. Vi kører udad de Svenske motorveje, mens vi synger med på Victorias yndlings-CD af Coldplay. Første del i vores flugtplan.

”Fuck,” siger Victoria, da mørket falder på. ”Der er snart ikke mere benzin, og mørket falder på.”

”Kør ind ved den næste tankstation,” siger jeg stille.

”Men de må være fremme snart,” siger Victoria. ”De samles tæt ved tankstationerne, når der ikke er by i nærheden.”
”GØR DA FOR HELVEDE SOM JEG SIGER!” råber jeg af hende. Jeg tager dybe indåndinger, og prøver at slappe af. ”Vi kan ikke sove på en tankstation, vel? De vil opdage os for hurtigt. Hvis jeg hjælper dig med at være vågen hele natten, kan vi køre i stedet for at sove. Men så skal vi have brændstof.”

Hun kører ind ved næste tankstation, en lille lurvet sag med gule vægge og orange tag.

”Bliv her, ” siger hun, mens hun tager fat i mit håndled, da jeg stiger ud af bilen. ”Tag ikke den chance, vil du ikke nok lade være?”

”Vi må tage chancer for at overleve.”

Hun slipper mig, mens hendes øjne flyder over igen. Jeg lukker døren bag mig og hiver den friske natteluft ned i mine lunger.  Mine ben fører mig over mod benzinslangen, jeg stikker i benzintanken. Alt går fint, der er ingen tegn på zombier.

Men efter noget tid flyver en skikkelse gennem luften bag mig, en mørk silhuet. Den rammer mig i ryggen, så jeg vælter om og lander på den hårde asfalt og slår hovedet ind i bilen. Jeg bliver fuldkommen forskrækket og skriger.

Jeg stirrer ind i kvindens røde øjne. Hun ligner næsten et menneske, forskellen er bare, at hendes hud er mere grålig og afskallet, hendes kjole er slidt i laser og hendes øjne er glødende rød.  

”OLIVER!” kan jeg høre et utydeligt skrig inde fra bilen. ”OLIVER!”

 ”BLIV. DER. INDE.” råber jeg så tydeligt jeg kan.

Zombien vender mig om, kradser mig til blods på mine arme, hals og ansigt, mens den bider mig i maven. Smerten er ulidelig, som tusind skærende knive. Jeg prøver at rejse mig, men den er for stærk. Jeg skal dø, tænker jeg stille til mig selv. Det hele er ovre nu. Slut. Alting er forbi.

To zombier mere kaster sig over mig. Ud fra tøjet at dømme er det to teenagedrenge.

Jeg hører, at døren i den anden side smækkes i. Victoria… Victoria!

”VICTORIA!” råber jeg af hende. ”Bliv hvor du er, Victoria. Kør, Victoria, kør!”

Hun kommer løbende over for mig, med geværet i den ene arm. Hun presser geværet mod zombiernes tindinger, én efter én, og skyder hjernen ud af dem, så hjernemassen flyver ud til alle sider, før de kan nå at reagere. Hun er utrolig, som en sej pige i en actionfilm.

”Ikke tale om,” siger hun, mens hun rækker sin hånd i mod mig. Jeg tager den, og hun trækker mig op. Jeg sætter mig på forsædet og hun på chaufførsædet som sædvanligt.

Hun sætter farten op, og kører utrolig stærkt mod Göteborg.

Jeg føler mig svagere og svagere. Jeg kigger ned ad min krop, hvor blodet flyder ud ad pulsårerne i mine håndled. Jeg sukker.

Victorias øre opfanger mit suk og ser, at jeg er døende.

”Nej,” siger hun stille. ”Sig, at det ikke er rigtigt. Sig det nu.”

”Victoria,” mumler jeg, mens jeg bliver mere og mere svimmel. ”Lyt på mig. Hør godt efter. Jeg skal dø.”

”Nej,” græder hun. ”Nej, nej, nej. Nej.”

”Du tager til Göteborg uden mig. Føder dit barn. Vores barn. Mød en sød svensk fyr. Få et barn til. Stift familie. Overlev. Vigtigst af alt: Vær lykkelig.

”Du vover…” siger hun med en anstrengt stemme. ”Du vover bare på at forlade mig, din gravide kone. Lov mig, at du ikke gør det!”

”Det hele skal nok gå,” hvisker jeg til hende.

”Bevis det,” kræver hun. ”Bevis det!”

Jeg kysser hende en sidste gang på munden. Meget mindre mund og tunge, vores læber rører kun lige hinanden.

 

Det sidste jeg ser, er lysene fra Göteborg i horisonten. De funkler som stjerner, forskellen er bare den, at de er på jorden.

Jeg når lige at høre, at radioen modtager endnu en besked. Det er den samme kvinde som før, der snakker engelsk igen. Signalet skrider ikke ud denne gang, da vores bil er forholdsvist tæt på radiostationen. Beskeden lyder:

Bil spottet på motorvejen. Hvis bilejerne hører dette, bedes de give sig til kende ved det første Coop-supermarked til højre ved daggry. Jeg gentager: bil spottet på motorvejen. Hvis bilejerne hører dette, bedes de venligst give sig til kende ved det første Coop-supermarked til højre.

 

Jeg giver Victorias hånd et sidste klem.

”Så er det nu,” siger jeg. ”Solen er ved at stå op.”

”Bliv,” siger hun. ”Bliv hos mig.”

”Det ved du, at jeg ikke kan.”

Hun braser i gråd en sidste gang, lægger sit hoved på min skulder, mens jeg langsomt lukker øjnene…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...