Tidsløs ~ Novelle i 24-timers konkurrencen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Oliver Hvidgård vågner op efter 2 års koma. Men da han vågner er ikke alt som det burde være...
Hospitalet er tomt, bortset fra et rådnende lig. Gaderne ligger øde hen, bygningerne bedækket af beplantninger. Han ved ikke hvad der er sket, hvor alle menneskerne er henne og hvordan han skal overleve. Men pigen Victoria fortæller ham om krigen, og den menneskeskabte virus, som Nordkorea sendte i bomber mod Europa. Om, hvordan størstedelen af alle smittede døde, mens størstedelen af de andres kroppe opbyggede resistens, og udviklede dem i stedet for til mørke skabninger, der kun er ude af deres skjul om natten, og Oliver og Victoria er de sidste mennesker tilbage på på jorden.
Men kort tid efter opfanger de et radiosignal der fortæller, at der er overlevende tilbage i Sverige. De planlægger en flugtplan, der kun ser ud til at være umulig.
Deres chancer er få...

21Likes
2Kommentarer
758Visninger
AA

2. Del to

 

”Du er et menneske,” siger pigen med øjnene knebet sammen, mens hun undersøger mit udseende nøje.

”Ja?”

”Der er virkeligt overlevende tilbage!”

”Hvad snakker du om?” spørger jeg undrende. ’Overlevende’.  Det må betyde at… nej, det kan ikke være rigtigt. Det er en joke, det det være!

”Er du dum eller hvad?” siger hun, mens jeg kan se vreden stige i hende. Hendes hoved bliver svageligt lyserød, hendes hænder knyttes og hun bider sig i læben.

”Jeg føler mig ret dum i øjeblikket, der må jeg være ærlig. Er det her skjult kamera, eller hvad? Sig det nu bare, ikke?”

Der gik jeg over en grænse, kan jeg se. Hun tager hånden frem og giver mig en syngende lussing.

”Av!” råber jeg. ”Hvad fanden gjorde du det for?!”

”Ja, hvad tror du,” hulker hun, mens tårerne kommer frem på hendes ansigt. ”Det her – intet af det her… det laver man bare ikke sjov med!”

”HØR NU BARE FOR HELVEDE PÅ MIG, KÆLLING!” råber jeg af hende. Farven forsvinder fra hendes ansigt. Hun holder op med at græde og stirrer stift på mig. Jeg er mindst lige så chokeret over min reaktion, som hun er.

”Jeg ved ikke, hvad der er sket – jeg ved ingenting!” Jeg mærker et sug i maven. ”Jeg er for kort tid siden vågnet op på et hospital efter koma. Der var ingen andre, der modtog mig, andet end et rådnende lig!”

Hun tøver, og trækker vejret dybt. Hendes smukke grønne øjne glimter i sollyset. Mine bare arme og ben bliver varmet af den bagende sol. Det må være sommer.

”Jeg tror på dig,” siger hun, næsten hvisker. ”Jeg ved ikke, hvorfor. Min far sagde, at jeg ikke skulle stole på nogen andre, hvis der overhovedet var andre.”

Det hele virker så verdensfjernt. Pigen, byen, hospitalet – alt er bare uvirkeligt. Jeg kan ikke engang sætte ord på det. Det er bare… ikke ægte.

”Du stoler på mig,” siger jeg stille mens tårerne skyder frem. ”Så lad mig høre det. Hvordan alle mennesker forsvandt, døde eller hvad der nu skete.”

”Det hele startede med, at Rusland blandede sig i fjendskabet mellem USA og Nordkorea, jeg ved ikke helt hvad, det gik ud på. Det udviklede sig til at Nordkorea sendte denne her raket, som ingen rigtig vidste, hvad indeholdte, mod Moskva. Så døde indbyggerne som fluer, selv dem, der ikke blev ramt direkte af hverken raketten eller eksplosionen.  En… virus af en slags. Formentligt skabt af Nordkoreas videnskabsmænd. Den spredte sig til Europa og måske Asien – hvad ved jeg? – og hvad, firs procent af menneskene døde. Men der var også de mennesker, der overlevede. Der var de fleste overlevende - deres krop opbyggede resistens og forvandlede dem til…” Hun stopper midt i sætningen og tager en dyb indånding.

”Go on,” siger jeg undrende over, hvorfor hun standsede midt i sætningen. ”Hvad forvandlede det dem til?”

”Jeg ved ikke, om det er den rigtige sætning, men jeg så den her film, der hedder ’I Am Legend’ og så tænkte jeg-”

”Kan du ikke bare sige, hvad de blev forvandlet til?” afbryder jeg hende. Hun sukker dybt.

 ”Zombier,” siger hun stille. ”De blev forvandlet til aggressive bæster, der går til angreb på mennesker. De lever i forladte huse om dagen, og kommer først frem om natten.”

”Og resten?” spørger jeg, og tager ruskende fat om hendes skuldre. Det hele er bare ikke rigtigt. Det er en drøm, siger jeg til mig selv. Det er alt sammen bare en drøm. ”Hvor er resten? Dem der overlevede? Dem, der ikke blev smittet? Min familie? Min mor og far? MINE BRØDRE?!”

Hun er fuldkommen rundt på gulvet, da jeg slipper hende igen. Jeg ville ikke have reageret sådan. Jeg ville ikke behandle hende dårligt, eller være voldelig. Det kunne jeg aldrig drømme om. Men jeg gjorde det alligevel. Er de… døde? Er hele Europa gået under?

”Din familie kan ikke være overlevet,” siger hun stille. ”Vi vidste godt, at der var ham her den sindssyge doktor, der altid snakkede med sig selv. Vi hjalp ham med mad og sådan noget, min far og jeg. Han fortalte aldrig, at han havde overlevende patienter. Der var ikke andre overlevende, vel? Ellers ville du ikke være stukket af, ville du? Hvis der var andre overlevende, ville vi klart vide det. Der er ingen overlevende tilbage på Sjælland. Vi er de eneste mennesker tilbage, muligvis på hele dette kontinent.”

Jeg sætter mig ned og tager dybe indåndinger. Det er som om, at hele min verden er kortsluttet. Væk. Min familie… død. Min familie er død.

Hun sætter sig ned ved min side, og lægger sin hånd på min skulder. Hun tager bagenden af sit ærme og tørrer alle mine tårer væk.

 

Pigen fortæller mig lidt efter, at hendes navn er Victoria. At det er den treogtyvende August, og det vil sige, at to år af mit liv bare er overstået. Hun viser mig sin sorte bil, den hun tilbringer det meste af sin tid i. Hendes far, en af de få overlevende, lærte hende at køre bil, før han blev dræbt. Hun viser mig også alt den dåsemad, hun har liggende i bagagerummet. Det var først da jeg åbner en dåse majs jeg indså, hvor sulten jeg egentlig er.  Jeg har ikke spist siden manden, hvis lig der lå på hospitalet, som jeg kan regne var den sindssyge doktor gav mig mad, som var før hans selvmord for få uger siden. Victoria fortæller mig, at hun ikke havde set ham i tre uger, hvilket jo passer meget godt med forrådnelsen.

Jeg prøver at glemme min familie, men lad mig være ærlig – sådan noget kan ikke glemmes, lige meget, hvor meget man prøver. Hullet efter noget, der har fyldt så meget i ens liv kan aldrig nogensinde føles ud igen. Det er en del af dig, til du dør.

Natten falder på, og hun kører om i en gyde. Her holder vi stille og venter på, at sollyset kommer frem. Jeg kan ikke se disse skabninger, der går på gaden tydeligt, men jeg kan se deres skygger. De gør mig så bange, at jeg ikke kan falde i søvn omme på bagsædet. Jeg tænker på, om de nu vil gå til angreb på os.

”Bare rolig,” siger Victoria, der ligger i tilbagelænet i chaufførsædet. ”De går ikke til angreb. Deres sanser er svækkede; du skal næsten have fysisk kontakt, før at de vil opdage dig.”

 

Dagene går meget langsomt. Spise, snakke og køre. Jeg undrer mig over, hvordan hun kunne holde ud at være så alene. Hun svarer, at hun faktisk ikke kunne holde ud. Hun var ved at blive skør.

Victoria bruger hele dagen på at dreje og trykke på alle knapperne, der sidder på hendes bilradio. Alle kanalerne har lukket af efter epidemien. Men hvis nu der var andre overlevende, der sender et radiosignal. Jeg synes, at det virker håbløst. Men hun vil bare ikke give op.

Det viser sig så, at hun har ret. En dag hvor vi kører til København, bare for sjovs skyld, overhører vi dele af en radioudsendelse, på engelsk. Victoria kan ikke sidde stille og skriger af glæde, da vi støder på et signal, mens jeg sidder stille og hører nøje efter hvad kvinden siger. Hun snakker engelsk, hvilket jeg hurtigt oversætter i hovedet. Men flere gange skrider signalet. Det tyder på, at radiostationen ligger langt væk herfra.

”Hallo, vore… mennesker, hvis der er flere af jer tilbage. Vi er en … ni overlevende i Göteborg, Sverige. Gentager: … vore medmennesker. vi … gruppe på ni overlevende i Göteborg… -rige.”

”Jeg havde ret,” siger Victoria stille. ”JEG HAVDE RET!”

”Der er flere overlevende,” siger jeg til hende. Hun standser midt på motorvejen, hvor vi går ud og danser mit i det hele, skriger, griner og græder af overvældende lykke.

”Vi skal til Sverige,” siger jeg til Victoria. ”Du kender tilfældigvis ikke vejen?”

Hun åbner døren og handskerummet, og fisker en rød bog op ad det. Det er et vejkort. Vi folder det ud og finder sammen den korteste rute.

Vi planlægger at blive i København en måned eller to. For at gøre os helt parate til den store tur.

Det næste jeg gør, er mere adrenalin end fri vilje: Jeg kysser hende. Mit allerførste kys.

Hendes mund er varm og smager af mint-tyggegummi. Hun trækker hænderne til sig i forskrækkelse, men ikke hovedet. Efter nogle sekunder sætter hun sine hænder i min side, og trækker mig bagud. Hun slipper mig, åbner døren ind til bilen og smider mig på bagsædet. Hun sætter sig på mit skridt, mens jeg er overrasket over hvor meget, hun vil mig.

”Jeg har jo ikke – vi har ikke beskyttelse.”

”Jorden skal befolkes igen,” hvisker hun stille.

”Men…” hun afbryder mig, da hun kysser mig igen, mens hun langsom tager både mit og sit eget tøj af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...