Tidsløs ~ Novelle i 24-timers konkurrencen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Oliver Hvidgård vågner op efter 2 års koma. Men da han vågner er ikke alt som det burde være...
Hospitalet er tomt, bortset fra et rådnende lig. Gaderne ligger øde hen, bygningerne bedækket af beplantninger. Han ved ikke hvad der er sket, hvor alle menneskerne er henne og hvordan han skal overleve. Men pigen Victoria fortæller ham om krigen, og den menneskeskabte virus, som Nordkorea sendte i bomber mod Europa. Om, hvordan størstedelen af alle smittede døde, mens størstedelen af de andres kroppe opbyggede resistens, og udviklede dem i stedet for til mørke skabninger, der kun er ude af deres skjul om natten, og Oliver og Victoria er de sidste mennesker tilbage på på jorden.
Men kort tid efter opfanger de et radiosignal der fortæller, at der er overlevende tilbage i Sverige. De planlægger en flugtplan, der kun ser ud til at være umulig.
Deres chancer er få...

21Likes
2Kommentarer
757Visninger
AA

1. Del ét

 

BANG! Det første, jeg reagerer på. Lyden skærer i gennem luften og buldrer i mine ører. Den kommer ikke så langt herfra.

Den første sans er altid hørelsen. Jeg hører Insekternes summen fra det sted, lyden kom fra. Begge lyde er så regelmæssige, at jeg efterhånden kender deres rytme og takt. Det er en helt unik symfoni. Da jeg lægger mærke til, at jeg genkender lydene, ved jeg straks, at jeg er ved at gendanne min bevidsthed.

Efter lang tid kommer lugtesansen. Tyk og varm luft når mine næsebor. Den ildelugtende, lidt søde duft giver mig en idé om, hvorfra insekternes summen kommer fra. Det er lugten af råddent kød.

Min næste sans er smagssansen. Jeg smager den tykke, varme luft og den dårlige smag i min mund. Det føles som om, at jeg ikke har børstet tænder i meget, meget lang tid. Og der har vi den næste sans: følesansen.

Min krop føles øm. Jeg har ondt i det, jeg genkender som nakken. Jeg føler en glat, kildende overflade mod min krop. Jeg mærker efter i mine hænder og genkender overfladen som stof. Sengelinned, for at være nøjagtig. Det er svøbet om en aflang klods. Den er hård, men også en smule blødt. En madras.

Mit hoved hviler på noget, der minder om. Den er bare blødere og mindre. En pude. En seng. Jeg ligger i en seng, men jeg ved straks, at det ikke er min egen. Følelsen af koldt metal er afslørende. Der er sat tremmer for, så jeg ikke kan falde ned.

Min egen seng føles også anderledes. Følelsen af blød silke mod min krop er anderledes, end dette slidte sengetøj. Erindringen om mig selv, der ligger i min egen seng, er den første information, min hjerne giver mig om mig selv.

Den næste erindring er mig, der sidder i den hvide sofa i stuen og ser Matador med min familie. Min mor, en høj og spinkel kvinde med leverpostejsfarvet hår, hvor man lige kan ane hendes grå hår; Min far, en lav og lidt buttet mand, med sorte krøller og et tyndstellet par briller; Mine to yngre brødre, Marcus og Benjamin. Marcus er tolv år gammel, og Benjamin syv. Bortset fra aldersforskellen, ligner de næsten hinanden på en prik. De har arvet mors tynde, leverpostejsfarvede hår, hendes brune øjne og fars kropsbygning. Jeg har til gengæld fars krøller, grå øjne og mors kropsbygning.

Den næste virker mere som en drøm end en erindring. Alt er sort bortset fra to, runde lys, der kommer tættere og tættere på. Jeg prøver at huske mere og mere, men lyset bliver svagere og svagere og til sidst opslugt i mørket.

Det er billeder, der kører rundt i mit hoved. Billeder, tænker jeg. Jeg kan se mine erindringer i billeder. Jeg begynder at kunne huske mig. Se, hvem jeg var. Hvordan jeg levede. Hvordan mit liv var. Personer, steder og minder. Billeder af bogstaver og tal, hvor nogle bliver til lyde i mit hoved, men jeg er ikke så god til at læse, så lange ord bliver til volapyk.  De er sat fast på en rulle, der kører lodret over mit syn. Efter flere hundrede, standser jeg ved det sæt ord og numre, der virker mig mest bekendt:

Oliver Hvidgård

15 år

Endnu flere erindringer om mig selv skyder frem. Nej, ikke erindringer. Billeder. Små videoklip af mit liv. Billeder, der beviser at den information, jeg lige har fået er sand. Mit navn og min alder.

Da min hjerne kommer på denne tanke, standser jeg ved ordet ’se’. Det er den sidste sans: synet. 

Mine ømme øjenlåg åbnes, efter hvad, der føles som få timers søvn, men jeg ved ikke om det er mig selv, der udfører denne handling. Det sker bare.

Det platinlyse lys blænder brændende mine øjne, og jeg mærker, at mine pupiller trækker sig sammen. Den hvide overflade dækker mit syn og klistrer sig til mine øjne. Jeg blinker flere gange, end jeg kan tælle til lige umiddelbart. Den klistrede masse ætses op og bliver i stedet til små, bitte violette og lyserøde klumper, der danser i kanten af mit syn. I mellem dem kommer rummets konturer frem; seks hvide, firkantede overflader udgør loftets vægge, gulv og loft; vinduet: et kvadrat, hvor lyset, som er en slags kegle vælter ind fra venstre side; døren: en hvid rektangel til højre. Hvor er jeg?

Jeg kigger ned ad min krop. Jeg kan se, at mine arme og ben er vokset. De er blevet meget længere, men også tyndere. De er spinkle med lidt kød på, men mange rynker. Ligesom når en plante tørrer ind. På mit højre håndled sidder et lille lurvet papirarmbånd, men papiret er næsten slidt op, så jeg kan ikke læse, hvad der står.

Jeg er iført en slags hvid kjole, der går mig ned til knæene. Mine skuldre er dækket af tykt, langt og fedtet hår. Men det så ikke sådan ud, sidst jeg så det. Der var det kort og ikke så fedtet.

Jeg bliver liggende i nogle minutter. Trækker vejret tungt og dybt ned i lungerne og prøver på at slappe af. Okay, tænker jeg. Der må være en forklaring. Der må være en forklaring.

 Jeg tager fat om det gitter i siden, der omringer sengen, og rejser mig lige så stille op i sengen. Mine arme og ben føles som om, at de ikke kan bære mig. Men der går lige akkurat da jeg svinger benene over gitteret og glider langsomt ned ad sengen. Jeg gisper, da mine fødder mødes med det isnende kolde linoleum.

  Jeg tager de første skridt, men er tæt på at miste balancen. Jeg kan mærke, at det er længe siden, jeg gik sidst. Min hånd griber fat om gitteret, mens jeg lægger alt min vægt oven i sengen, der står oven på et hvidt stativ i stål. For enden ser jeg, at der stikker en træplade med papirark spændt fast med en sølvfarvet stålklips. Her står en masse informationer om mig som mit navn, min fødselsdag, cpr-nummer. Jeg kan ikke læse så godt og får ondt i øjnene, men jeg tvinger mig selv til at læse det. Det er her, jeg opdager, at jeg er indlagt på et hospital. Et hospital!

Mine øjne fanges af en tekstboks, hvor der står indlæggelsesårsag:

FORFLYTTET TIL ROSKILDE HOSPITAL GRUNDET PLADSMANGEL DEN SYVENDE JULI 2013 EFTER 53 DAGES INDLÆGGELSE.

PATIENT KOMMET UD FRA KRITISK BILUHELD. FØLGEVIRKNINGER: KOMA, INDRE BLØDNINGER OG BESKADIGEDE INDVOLDE.

BEHANDLING: LUNGE- OG NYRETRANSPLANTATION OG RESPIRATOR.

 PATIENT IKKE ORGANDONOR.

Jeg taber pladen i chok. Det føles som skæren i mine øre, da klipsen mødes hårdt mod gulvet. Min hjerne gentager sætning for sætning. Jeg har ligget her i mindst 53 dage. Men hvor er mine forældre? Hvor er personalet? Respiratoren, der blev nævnt i teksten? Hvor lang tid har jeg ligget her?

Jeg går hen til døren og åbner den langsomt, ud i mod en lang gang med mange andre værelser. Der er intet lys på gangen. Skyggerne bevæger sig langsomt hen ad væggen, snoende som slanger. En tyk sky af varm og ildelugtende luft blæser lige op i mit ansigt. En masse flue samler sig omkring mig, summende og sætter sig på min krop. Jeg får kvalme, og jeg er på nippet til at brække mig, da jeg kigger ned for mine fødder: Hvide knogler dækket af fedtede klumper råddent kød, maddiker og fluer. Et lig!

Liget holder en sort pistol i højre hånd, den som jeg mistænker for at stå bag mordet og bang’et, jeg hørte kort tid siden, men det rådnende kød og fluerne tyder på, at det er flere måneder siden. Han holder også en sort notesbog i sin venstre hånd, hvor der på forsiden med gyldne bogstaver står dagbog. Jeg samler den op og bladrer hurtigt igennem den uden at læse den.

”Hjælp,” mumler jeg og stirrer ned i de dybe, sorte og tomme øjenhuler. Derefter begynder jeg at skrige: ”ER HER NOGEN? HJÆLP! HER ER ET LIG! HJÆLP MIG!” Min stemme er hæs og min hals føles ru. Det er lang tid siden, at jeg har brugt min stemme.  

Der er ingen reaktion. Ingen, der kommer. Ingen.

 Min krop ryster og skælver. Mine øjne fyldes med tårer. Der er ingen hjælp at hente. Ingen.

Jeg giver mig til at løbe. Væk herfra. Væk fra liget, væk fra det tomme hospital. Jeg åbner nogle af dørene i siderne, men der er ingen på værelserne. Ingen.

Mine ben giver sig ikke, trods det er hårdt at løbe så langt. Ned ad tomme trapper og gange, til jeg er på nederste etage. Ingen.

Dørene åbner sig ikke, da jeg stiller mig foran dem, som de burde gøre. De forbliver lukkede. Jeg prøver flere gange at gå frem og tilbage, men det nytter ikke noget. Til sidst tager jeg en stol fra caféen på samme etage og smadrer igennem den ene glasrude. Den splintres så de tusinde af små glasstumper hvirvler i luften, mens solens lys får dem til at glimte. Glasskårene lander foran mig og udenfor døren. De har mange forskellige former og størrelser: fra store, kantede stumper til små, kurvede splinter.

Jeg tøver, før jeg med mine bare tæer træder ned i glasskårene. De skærer i gennem huden under mine fødder, op i kødet og springer hul på mine blodårer. Jeg skærer tænder, for smerten er forfærdelig. Derefter går jeg i gennem hullet og ud på fliserne, hvor jeg langsomt piller glasskårene ud, ét for ét.

Jeg tager mig sammen, løber ud og standser brat op midt på vejen, der bliver farvet af mit blod og hvor der ingen biler kører. Ingen mennesker på fortovet. Ruderne i bygningerne er smadret. Der er ingen lys heller.

Det svimler for mig. Sorte prikker flimrer for mine øjne, mens jorden langsomt drejer rundt om mit legeme. Det hele er så uvirkeligt. Skørt. Utroligt. Forfærdeligt.

Men det næste der sker, er fuldkommen uventet: ud fra en gyde træder en rødhåret pige ud på min egen alder. Hun er ligesom mig høj og spinkel. Hendes tøj er en militærtrøje, der er lidt for stor, et par grønne jeans og en rød og blå kasket. Hendes hår svajer i vinden. Et andet menneske.

Jeg er ved at dø af glæde og skal til at spørge hende, hvor jeg er, hvad der er sket og så videre. Men jeg ser, at hendes ene arm bærer på et gevær, som hun retter mod min pande, mens hun højt og tydeligt siger: ”Rør dig, og jeg skyder.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...