light beam

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
"Sandie, Sandie Phome. Du kender mig nok ikke eftersom jeg skjuler mig. For dig og for dine venner. Nogle gange er jeg en forvirret tøs og nogle gange tror jeg, jeg drømmer. Men livet er ikke som man ønsker det. Og nogle gange er det meget mere end en blot drøm."

Historien om den forælsket men også klodset pige Sandie Phome fortælles fra hendes synsvinkel. Jeg har formodet at skabe en hovedperson der ikke er som andre piger. En underlig og klodset pige der er Dårlig til ALT. Men da hun finder den hun vil dele resten af livet med (bogstaveligt talt) forandre alt sig. Det viser sig han gemmer på nogle hemmeligheder og noget meget specielt. Sandie dykker længere ned og giver ikke om. Men om hun skulle have stoppet da legen var god, se det må i selv finde ud af.

(Historien er inspirerret af mit store idol "Stephanie Mayer" som også har formodet at skabe en fantastisk Historie)

1Likes
1Kommentarer
169Visninger

1. Kapitel. 1

At være forelsket føles dejligt og befriende. Men ikke hvis det er i et andet væsen. At skulle holde sin kæreste hemmelig for alle og ikke at kunne fortælle noget. Man føler sig så indelukket og fortabt. Nogle gange er livet bare ikke som man ønsker det. Og nogle gange vare det ved i tusinde år.   

 

Det hele startede med min første dag i Alaska. En by fyldt med glade men også mystiske mennesker, store klipper og mange træer og skove. Mange huse gik op gennem klipperne og regnen skyllede ned. Mine forældre havde af en eller anden grund besluttet at Los Angeles var nok for dem, de havde brug for lidt fritid og fred for larmen. Derfor var bilen pakket og vi var nået til vores nye hjem Alaska. Vi stod nu foran det store hus. Det var fint træ det var bygget af og vinduerne havde rammer udenfor. Men det var lidt svært at se for regnens mange dråber. Der gik et par trin op  og så stod vi på terrassen. Den gik rundt om hele huset med sin flotte facon. Hoveddøren var lille og også at træ, et lille rundt vindue øverst på døren, og dørhåndtaget vådt selvom vi stod i læ. Jeg åbnede langsomt håndtaget og trådte ind i et lille rum men så ret stort ud, nogle trapper gik op på første sal og en åben dør en mod køkkenet. Jeg kiggede mig lidt rundt inden jeg bevægede mig igennem køkkenet. Det var så gammeldags og slidt op, men mine forældre havde sagt ”intet skal laves om, det ødelægger hele den dejlige hyggelige stemning” jeg smilte svagt og gik videre ind i stuen. Den var mindre end på billedet vi så et par uger før. Tapetet var lidt gammeldags med blomster og gulvtæppet var brunt med lidt grå i. Eftersom huset ikke rigtig interesserede mig bevægede jeg mig bare op af de lyseblå trapper og op på første sal hvor mit værelse lå. Det var så kedeligt og gråt, jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle falde til her. Alt var så gammel og gråt.

Lysets skær fra vinduet rammede mine øjne. Jeg trak min hånd for og kiggede udenfor, regnen havde dæmpet sig og solen var ved at komme frem. Jeg hørte trappetrin og grin fra trappen. Det bankede på og mine forældre Cameron og Lisa kom ind og grinede kort med store smil på læben. Min mor tog mig på kinderne ” er her ikke rart snuske” Jeg vendte mit hoved væk og trak mig væk. Jeg gik over og kiggede ud af vinduet igen. Smilte kort da jeg så en dreng gå på gaden i en kort rød ternet skjorte og et par mørkebrune halvlange shorts. Hans hår var mørkebrunt og kort klippet, det strittede lidt til siderne. Mere så jeg ikke før han gik ind i Nabohuset. Jeg vendte mig om og lænede mig op ad vindueskarmen. Min mor og fra kiggede på mig ”hvad siger du?” Sagde min mor blidt. Jeg fik bare en følelse af at jeg havde brug for at være led og så røg det op ”hvad tror du selv?” Jeg gik ud at værelset, tog min lange mørkebrune jakke på med pelshuen og gik mig en tur gennem kvarteret. Mine hænder var stukket i lommerne og mine lange sorte bukser nede i mine røde convers. Jeg kiggede rundt på alle husene på vejen, men de var ens bortset for der stod en sort cykel foran det ene og en rød gammel bil foran det andet.

En lang vej gik op gennem de høje klipper. Jeg kiggede opad og derefter hen mod den våde strand. Helt oppe på toppen lå et lille villa hus. Smukt og enkelt. Jeg begyndte at gå op af vejen. Det var sådan en fredelig by, ikke specielt meget larm og heller ikke så mange mennesker. Træerne dækkede det meste af klippen og vejen var meget tæt. En stor gammel slidt rød bil kom kørende. Den stoppede et par meter længere fremme. Jeg gik op til den og kiggede kort ind af vinduet. En dreng med hvid lang skjorte sad i bilen. Hans hår var sort og kort. Hans hud var lys og lignet en der aldrig havde fået sol. Hans øjne var sorte og jeg kunne ikke se hvor propillen sad. Hans øjenbryn og øjenvipper var tydelige sorte. Han smilet kort til mig. ”hvor skal du hen af” Sagde han stille til mig. Jeg kiggede på ham og svarede ”ingen steder jeg er ny i kvarteret” Han smilte kort og kiggede op ad vejen. Han pegede op mod huset på klippen. ”jeg bor deroppe” Jeg smilte stort og kiggede på ham. ”det mener du ikke” Han nikkede kort. ”vil du have et lift” Jeg beundrede hans øjne og hår og hørte ikke hvad han sagde. ”hallo vil du have et lift” Sagde han igen med en lidt mere ivrig stemme. Jeg vågnede fra mine korte drømme og smilede stort og svarede ja. Jeg satte mig ind i den anden side af bilen. Han startede bilen og kørte op af den lange snurrede vej. ”hvad hedder du?” Spurgte han mens kan så på mig kort. ”Sandie, Sandie Phome” Jeg så på ham og smilte ”Hvad med dig?” Han så i sidespejlet og kiggede derefter fremad igen ”Dalas Hamie” Jeg smilte kort og kiggede fremad igen. ”hvad laver du så her i byen” Spurgte han, men jeg nåede aldrig at svare før vi var fremme på toppen. ”her bor jeg så” Svarede han. ”jeg håber vi ses Sandie” Jeg kiggede på ham og vinkede kort. Da han trådte ind ad døren følte jeg mig lidt forladt, men det var nok min egen skyld. Jeg så en stor sort skikkelse. Jeg blev lidt oprørt. Men hvad lavede jeg heroppe. Det ville tage mig flere timer at gå ned igen. Men et eller andet sted skulle jeg jo starte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...