Et flugtforsøg.

Aisha troede, at hun var fuldkommen paralyseret efter hun, sammen med to andre jævnaldrende piger, blev bortført. I forhold til de to andre, er hun dog ikke så lemlæstet, som de er. Derfor lyser ordet op bagerst i hendes sind. Det ligger og skriger efter, at hun reagere på det. Det lyser som et af de nødskilte, der hænger i større bygninger. Hendes underbevidsthed skriger: Flygt!

15Likes
12Kommentarer
1126Visninger
AA

3. Et flugtforsøg - del 3.

Del 3

Kvinden trak ansigtet op i et smil, der næsten var ægte. Hendes øjne havde hun dog ikke styr på. Hun så overrasket ud. Hun havde ikke regnet med, at jeg gav op. Jeg trådte tøvende hen imod hende, imens mit blik lå på mændene bag hende.

”Har jeg overhovedet flere muligheder?” Min stemme lød så opgivende og deprimerende, som den kunne blive. Det var gået op for mig, at jeg skulle dø. Sekunderne talte ned. Mit timeglas med sandkorn var langt mindre end, hvad jeg havde troet. Hvis jeg havde sluppet ud, hvor skulle jeg så løbe hen? Sandheden var jo, at jeg ikke anede, hvor jeg var. Jeg kunne være i midten af en ørken. Så var mit timeglas allerede slået i stykker.

”Har du nogensinde haft det?” Hun tog fat om overarmen på mig, og skuppede mig blidt hen til mændene, der tog over med deres kløer. Jeg bed tænderne sammen og sukkede. Vi gik ud af lokalet og tilbage af de gange, jeg var kommet fra.

”Flugt er ikke løsningen, mit barn. Når I først er kommet her, så er I her for at blive. Du er ikke den første, der har gjort dette før, og du er nok heller ikke den sidste, men vi fanger jer altid. Hvor ville du løbe hen – hvem ville du kalde på?” Hendes mørkeblå øjne lyste, imens hun snakkede. Det virkede til, at hun så op til sig selv:

”Men jeg vil være sød. Jeg vil advare dig imod den mand, du skal ind til. Jeg er englen – han er djævlen. Når han hører dine små fejltrin, ville du inderligt ønske, at du aldrig havde prøvet at tage os for næsen.”

Jeg bed mig selv hårdt i læben indtil jeg smagte blod. Jeg kom i tanke om de to andre piger. Da vi kom forbi lokalet, hvor jeg vågnede op, stak jeg hovedet forbi skulderen på en af mændene, så jeg kunne se, om hulkepigen stadig lå derinde. Der var tomt. Nu var det parat til andre mennesker, der skulle lide den samme død. Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene, imens jeg fortsat gik. Jeg åbnede dem igen og pustede luften ud imellem læberne. Det fik mig til at slappe en anelse af.

Gangen tog endnu et sving, og vi fulgte det. Jeg bemærkede, at vi gik op af, og inden længe, var her vinduer. Jeg så dagen uden for, der hånede mig direkte ind i ansigtet. Den skinnende sol, som alle andre end jeg kunne få fornøjelsen af at nyde. Min fremtid var væk. Udryddet som en supernova. Jeg anede ikke engang, hvor lang tid, jeg havde endnu. Det kunne være minutter? Jeg valgte at bede til gud, hvilket var noget, ingen længere gjorde, men følelsen af at spørge nogen til hjælp, lettede noget ved mit hjerte. Ordene lå på min læbe, men jeg sagde dem ikke højt.

”Er du klar?” Kvinden havde et spørgende udtryk på ansigtet. Jeg rystede på hovedet, og hun smilte det grumme smil, der gjorde, at min krop igen gøs. Vi stoppede foran en stor jerndør. Jeg kunne regne ud, hvad der var bag den. Jeg trådte ind i himlen nu.

En af mændene åbnede døren, og jeg blev puffet derind. Foran mig stod en mand med et smil, der var 10 gange så grumt, som kvindens havde været. Jeg begyndte at forstå, hvorfor hun kunne omtale sig selv som en engel:

”Er du klar til en lille leg?”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...