Et flugtforsøg.

Aisha troede, at hun var fuldkommen paralyseret efter hun, sammen med to andre jævnaldrende piger, blev bortført. I forhold til de to andre, er hun dog ikke så lemlæstet, som de er. Derfor lyser ordet op bagerst i hendes sind. Det ligger og skriger efter, at hun reagere på det. Det lyser som et af de nødskilte, der hænger i større bygninger. Hendes underbevidsthed skriger: Flygt!

15Likes
12Kommentarer
1146Visninger
AA

2. Et flugtforsøg - del 2.

 

Del 2.

Med det ene øje lukket og hovedet fladt ned i gulvet, fokuserede jeg igen på fødderne, der gik hen imod pigen, der igen begyndte at hulke, da de kom. Jeg havde haft ret. De ville tage hende nu. Jeg kunne adskille kvindens ben fra de andres, da hendes grå støvler var mindre og benene smallere.

”Lad være,” hulkede pigen, imens hun prøvede at trække sig væk, men der skete ikke meget: hun var for svag. I stedet krøllede hun sig mere sammen, og lignede nu rigtig en fireårig.

”Jamen kære barn. Det er snart overstået. Den sidste pige gjorde det godt,” trøstede kvinden, imens hun gjorde tegn til mændene om, at de skulle tage hende op. Igen var hænderne der. De tog hende om livet, og løftede hende op, imens hun gjorde nogle ynkelige spark ud i luften. Det afslørede hendes blodige ben, der gav mig kvalme. Jeg tvang mig selv til ikke at presse læberne sammen. De ville gå lige om lidt. Det var nu.

 Jeg bed tænderne sammen for ikke at gispe, og rejste mig op, hvilket var noget af en udfordring. Hele min højre side skreg af smerte, så jeg forsøgte at lægge vægten på den venstre. Jeg kørte hovedet rundt i ryk, imens jeg dannede et blik over rummet ovenfra. Mine øjne faldt på døren – min udvej. Jeg trådte et lille skridt for at mærke, om mit højre ben kunne følge med. Jeg nåede dog ikke at komme med en videre bedømmelse, da jeg i det samme blev opdaget.

”Hey. Hun er oppe!” skreg kvinden, og jeg hørte et hørt ’SLAM’, hvilket ikke kunne komme fra andet end pigen, som en af mændene havde smidt på jorden. Forskellen mellem hende og mig var, at jeg kunne gå. Min adrenalin slog igennem kroppen og fik mit hjerte til at koge og straks var mine ben i gang. Smerten var modbydelig, men den mindede mig om, at jeg kunne løbe. Jeg var hurtigt ude af døren og løb ned mod gangen i små haltende spring, imens jeg prøvede at danne et overblik over, hvor jeg var.

Gangen havde uendelig mange ens døre, og jeg anede ikke, hvad der gemte sig bag dem. Måske var der ofre ligesom mig? Jeg overvejede, om jeg skulle gøre, som de gør i de klassiske heltefilm: åbne for alle døre og lade ofrene løbe ud og overbemande ’de onde’? Nej. De var sikkert i så dårlig stand, at det var spild af tid. Jeg fortsatte. I stedet kunne jeg tage idéen fra en af de bedre actionfilm, jeg havde set.

Jeg satte hånden på håndtaget af den næste dør, jeg kom til. Jeg trak ned i håndtaget og åbnede døren ind til et mindre kosteskab. Det var ikke lige, hvad jeg havde haft i tankerne. I det samme hørte jeg skridt, der kom efter mig. Pis. Jeg havde ikke tid til at stå her, så jeg lod døren stå, og satte igen i løb, hvilket resulterede i, at mine ben igen klagede. Jeg kan med klynkende lyde hver gang, min højre fod plantede sig på jorden. Det gjorde så ondt. Ilden havde bredt sig.

Jeg var dog ikke så hurtig, som jeg havde håbet, og jeg mærkede en hånd, der rev mig i håret. Et skingert og hvæsende skrig forlod min strube og gav genlyd ned igennem gangene. Derefter mærkede jeg en hård hånd med negle skarpe som kløer, der borede sig ned i mit skulderblad. Jeg skreg, og begyndte at vifte med hænderne af rent instinkt. Jeg kunne for fanden ikke blive fanget! Jeg udstødte en hvæsende lyd, og jagede albuen bag ud i ren refleks. Den ramte noget hårdt - jeg fik min skulder tilbage.  Jeg satte igen i løb og kom med hulkende lyde. Gangen skiltes i et T. Jeg fortsatte til venstre uden at tænke nærmere over det. Det havde jeg ikke tid til. Jeg løb blot ned af de mørkegrå gange, der hverken var fyldt med vinduer eller mallerier. Har var tomt og klamt. Det mindede mig om hospitalet, som jeg sidst havde besøgt for måneder siden, da Alice blev kvalt i et fiskeben – ja, det skete altså. Jeg nåede dog ikke ret langt før, at jeg igen mærkede en hånd. Denne gang placerede den sig på mit håndled og tog et godt fast greb. Dette var dog en af de få ting, jeg vidste, hvordan man kom ud af. I 7’ende klasse havde Jimmy gjort det samme, og efter jeg grædende var kommet hjem, havde Alice vist mig et trick.

 Jeg tog fat om håndledet ved at dreje min hånd om. Jeg vred hans håndled om, så han nu var nød til at slippe grebet på mig. Så stak jeg hovedet under hans arm, og var pludselig i løb imod den vej, som vi var kommet fra. Jeg var overrasket over, at han var alene. Jeg syntes, at jeg havde hørt flere skridt.

”Har I hende?” Stemmerne kom fra nede længere af gangen. Ingen længe kom 3 mænd styrtende ned i mod mig, imens manden fra den anden side også var på vej imod mig. Havde jeg en mulighed? Jeg måtte tage i dørhåndtaget nærmest og håbe på, at jeg mødte det lokale, som jeg ønskede, og det gjorde jeg. For enden af lokalet var der vinduer! Jeg gjorde et lille spring af glæde, og løb igennem rummet, da det skulle gå stærkt! Jeg trak den nærmeste ståltaburet op, og svang den igennem luften, da jeg mødte vinduerne. Jeg ignorerede smerten fra min højre hånd, der måtte overleve det mindre slag, der måtte komme. Jeg kunne allerede se glasset for mig, der klirrede som krystaller og udgjorde min flugtvej. Men det skete ikke. I stedet fik jeg et jag igennem mig, da stolens ben ramte glasset. Jeg begyndte at græde af smerte, og slog igen på vinduet, men intet skete. Nu så det virkelig sort ud. Hvad andet havde jeg at gøre?

”Har du givet op?” Kvinden var her igen. Da jeg drejede om, stod 8 mænd først i 20’erne og omringede mig på en god afstand, så kvinden kunne træde frem. Hendes udseende gjorde mig bange. Hun var fuldkommen bleg, havde lagt kuldsort hår, og et gigantisk ar, der strækkede sig fra øret og hen over hendes næse, hvor det sidst sluttede med at strejfe hendes overlæbe. Hun gjorde et sindssygt smil, der fik mig til at ryste af skræk.

”Nej.” Min stemme var uden styrke. Den var svag og hæs. Det lød ikke overbevisende. Havde jeg givet op? Jeg prøvede at sige nej igen i håbet på, at modet tog til, og min stemme virkede stærkere, men det skete ikke. I stedet lød jeg som en idiot. Jeg bed tænderne sammen og trak igen min hånd op til brystet, hvor den lå i beskyttelse. Den skreg af smerte nu. Jeg havde kun voldet mere skade, kunne jeg regne ud. Min side havde heller ikke fået det godt af, at jeg havde løbet, og mit baghoved var der allerede ild i. Måske havde jeg givet op. Jeg stønnede svagt og kneb øjnene sammen, imens jeg krøb tilbage og helt hen til vinduet.

”Er du klar til at gøre os en tjeneste?” Hun prøvede at virke som den venlige igen, men efter jeg havde set hendes ansigt, var det svært at blive overbevist, så jeg rystede blot på hovedet, imens jeg trak den anden hånd op til brystet. Jeg tudede nu.

”Jeg ønsker bedst muligt, at du er i live, når vi skal videre, så i stedet for at vi bliver uvenner, burde du følge med,” hvislede hun, imens hun holdt ansigtet i de rolige toner, hvilket jeg ikke var klar over, at man kunne. Jeg mumlede noget, jeg ikke selv fangede, imens jeg stadig rystede på hovedet. Jeg tror, jeg bønfaldt hende om at lade være.  

”Du ved vel allerede, hvad der vil ske. Jeg vil på forhånd sige, at det vil ske hurtigt, og så får du fred.” Hendes øjne lyste af magt, da hun sagde det. Hun havde et skummelt smil på læben, jeg overhovedet ikke brød mig om, så jeg gjorde, som jeg ind til nu havde gjort. Jeg prøvede at virke tapper.

”Du..du får ikke mine øjne,” prøvede jeg. Det var svært at udtale ordene for gråd, men det lod til, at hun forstod ordene. Hun slog en latter op, der løb koldt ned af ryggen på mig.

”Så siger vi det, barn. Jeg tror dog ikke, at det ender sådan. Følg med os. Vær sød,” sagde hun og trådte nærmere. Panisk pressede jeg mig op mod væggen, og satte hænderne for hovedet for at beskytte mig selv. Hun måtte ikke gøre mig noget. Jeg var hunderæd.

”Du skal være sød,” hviskede jeg, imens jeg snøftede. Det var svært at snakke, da min hals blev ved med at snøre sig sammen. Jeg ville gå i et med væggen. Hun måtte ikke tage mig.

”Det er jeg skam. Jeg har jo sagt, at det vil gå hurtigt.”

”Okay,” mumlede jeg. Jeg gav op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...