Et flugtforsøg.

Aisha troede, at hun var fuldkommen paralyseret efter hun, sammen med to andre jævnaldrende piger, blev bortført. I forhold til de to andre, er hun dog ikke så lemlæstet, som de er. Derfor lyser ordet op bagerst i hendes sind. Det ligger og skriger efter, at hun reagere på det. Det lyser som et af de nødskilte, der hænger i større bygninger. Hendes underbevidsthed skriger: Flygt!

15Likes
12Kommentarer
1125Visninger
AA

1. Et flugtforsøg - del 1.

Del 1. 

Ild. Det var den første tanke, der strejfede mig, da jeg halvberuset vågnede op i et ubekvemt og indelukket rum, hvor murbrokker lå på det hårde betongulv efter at være faldet ud af væggen. Det havde dog ikke været nok til, at naturen bag blev blottet. Jeg mærkede en smerte i mit hoved, der føltes som, at en person havde sat ild til mit hår af ren morskab. Det var helt klart mit berusede jeg, der talte. Jeg stønnede af smerte og tog forsigtigt hånden op til mit baghoved i små stønnende bevægelser. Det føltes som, at min hånd havde fået et større slag.

Vådt. Min hånd stødte på noget vådt og klistret, der mindede mig om siruppen, som min søster Alice og jeg puttede på vores pandekager, når vi stod for morgenmaden en søndag. Men da jeg tog hånden med væsken på op til næsen, blev jeg overbevist om, at denne søde duft ikke var sirup. Det var blod. I ren væmmelse trak jeg næsen sammen i en grimasse, og søgte igen hånden op til hovedet for at vide, hvor slemt det stod til.

En bevægelse. Noget i det fjerne lavede en lyd af tøj, der bevægede sig. Her var andre. I gispende bevægelser trak jeg mig op på min albue, hvor jeg efterfølgende med mit brændende hoved lod blikket køre rundt i lokalet. I det fjerneste lå to skikkelser mere eller mindre bevidstløse. Uanset hvad det var sket, kunne jeg regne ud, at de havde været ude for det samme, som jeg havde. Men hvad havde jeg været ude for? Spørgsmålet hang tomt i luften som en myg, der var blevet væk fra sin sværm.

”Hallo?” Min stemme var en hæs hvisken. Der var ingen tvivl om, at den bad om vand. Jeg sad i et stykke og ventede, men jeg gav op, da min arm gav under mig. Var der overhovedet noget i min krop, der ikke gjorde ondt? Jeg skar tænder i smerte og lukkede øjnene. Jeg prøvede at huske, hvad der var sket. Der måtte være noget, jeg kunne huske. Hvor var jeg og hvorfor?

”Ja, sidst jeg kiggede, var de alle bevidstløse. Vi kan hente den første nu, hvis det er?” Jeg hørte en svag stemme uden for rummet, hvor i jeg lå. Efterfulgt af stemmen kom fodtrin, der trådte nærmere. Hans sætning måtte være henvendt til en af dem, der lå i dette rum. Det kunne lige så godt være mig.

”Det lyder godt. Skulle vi starte med den rødhårede?” En mørk stemme, der lød langt mere beruset end min, talte højere end, hvad den forrige stemme havde gjort. Det var uden tvivl en mand. Jeg gik ud fra, at den anden stemme derfor tilhørte en kvinde.

”Ja. Jeg kan få hende hentet med det samme. Gå du bare tilbage til dine ting, herrer,” beklagede den første stemme, der måtte tilhører en kvinde. I det næste øjeblik lød der et klik fra et sted i lokalet, hvilket måtte være der, hvor døren var placeret. I ren refleks lagde jeg mig ned og lukkede øjnene. Jeg var ikke rødhåret, så jeg vidste, at uanset hvilken grusomhed der ventede, var det endnu ikke blevet min tur til at møde den.

I det samme blev døren åbnet, og tavse trin gik igennem rummet og hen til den fjerneste krog, hvor de 2 kroppe lå. Igen mit halvlukkede øje, der var vendt direkte mod kroppene, kunne jeg se, da stærke hænder tog fat omkring klædet på den rødhåredes skulder. Hænderne trak hende op, og i et kort sekund, så jeg det ganske røde hår, der var gemt under klædet. Det så for komisk ud til, at hun selv havde taget det på. Mon min påklædning var ligesådan?

”Hvad skal I bruge os til?” En anden hæs stemme brød den tavshed, der lå over rummet. Var den anden til bevidsthed? I forhold til min egen stemme, lød hun til at være i langt dårligere stand. Man kunne endda høre smerten i hendes ord, der kom ud i små gisp.

”Åh, kære. Du skal ikke være bange. Det eneste vi ønsker, er at udnytte jeres øjne. Ved du, hvor smukke dine øjne er?” Kvinden var her stadig. Hun knælede ned, så hun kunne kærtegne pigens ansigt, imens hun gav pigen de dragende og søde ord. Det tog mig få sekunder inden, at jeg forstod, hvad de ville. Pis. Det var den slags forskere, hvor det var lykkedes at overføre kropsdele fra en krop til en anden. Man kunne få nye hjerner, nye fingre og endda øjne. I forhold til hospitalerne, der tog det med ro, var der de hurtigere metoder: man kunne købe kropsdele ulovligt, og disse kropsdele stammede næsten altid fra ofre, der var blevet dræbt for dem. Det var så klamt, at jeg var lige ved at kaste op. Men jeg ville ikke opdages.

 ”Vær sød at lade mig gå,” bad pigen med en stemme, der kunne stamme fra en 4 år, der var blevet væk fra sin mor. Man kunne let høre hendes lunger, der skreg efter luft, når hun lavede hulkende lyde.

 ”Det skal nok gå hurtigt. Det lover jeg dig,” fortalte kvinden inden, at hun rejste sig op, og forsvandt efter de andre, der havde taget den rødhårede med sig. Døren blev lukket og jeg satte mig igen op på albuen, imens jeg betragtede pigen, der lå og hulkede.

”Hey?” hviskede jeg, imens jeg trak mig over imod hende, hvilket ikke ligefrem var let, når hele vægten nu lå på min dårlige hånd.

”Ved du, hvordan vi er havnet her?” Jeg var kun et par meter fra hende. Hun burde kunne snakke med mig nu, så jeg lagde mig ned, og gispede i smerte, imens jeg beskyttende lagde min hånd ind til brystet, som var den et barn, jeg skulle beskytte.

”Ja. Vi var til fest – vi fejrede transplantationen af gamle Harrys hjerte. Du.. du var ude på badeværelset, da nogle mænd stormede ud fra toiletbåsene. Vi blev tvunget ud bag i en bil.. og…” hun begyndte at hulke igen, imens hun lå på jorden. Trods den dårlige belysning, kunne jeg nu ane blodet, der hang størknet ned over hele hendes arm. Jeg prøvede at samle tankerne om festen. Jeg kunne sagtens huske, at jeg havde siddet sammen med Alice og de andre. Vi havde sunget med på alle sangene, og havde sludret om alles påklædninger, som vi altid gjorde, når vi fejrede lykkedes transplantationer. Jeg syntes ellers, at jeg var kommet hjem fra den fest. Det måtte være den sidste alkohol i blodet, der snakkede.

”Men hvorfor har jeg slået hovedet, og hvorfor har du blod på armen?” Jeg hævede et øjenbryn, imens jeg prøvede at få svar på spørgsmålene. Det kunne godt være, at hun ville græde sig selv til døden. Det ville jeg ikke. Jeg var ikke modig, men jeg var bedre end dette. Jeg skulle dø uanset hvad. Måske kunne jeg dø i forsøget på at slippe væk?

”Mændene i bilen.. de var ikke søde,” gispede hun hulkende, imens hun græd. Hun trak i små ryk benene op til sig, og lagde armene om knæene, imens hun hulkede. Jeg regnede ikke med, at det betød, at hun ville snakke videre. Samtalen var død. Ligesom jeg, hvis jeg ikke snart fandt på noget.

Sukkende trak jeg mig tilbage til det sted, hvor jeg havde lagt. Jeg ville ikke opdages i at være vågen. Hvis de havde valgt den hulkende pige som deres næste offer, kunne jeg måske snige mig ud af døren, eller løbe ud, imens deres fokus lå på hende? Jeg ville gøre et forsøg. Jeg lukkede øjnene igen og prøvede at tænke på andet end pigen, hvis stemme uafbrudt i lang tid hulkede, indtil hun endelig stoppede. Jeg nåede udelukkende at nyde stilheden i minutter inden, at menneskene igen kom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...