Hun græd ikke

Kort historie om at alt ikke er som man tror. Den glade, hjælpsomme pige der aldrig spørger om hjælp kan sagtens være den der har mest brug for hjælp.
Jeg ved der står det mange steder, men nu har jeg også skrevet det.

0Likes
0Kommentarer
349Visninger

1. Hun græd ikke

Da de hørte nyheden var de alle chokkede. Hun virkede altid så glad og livlig. Hjalp med glæde de andre gennem hårde tider, men spurgte ikke om noget igen. Hun delte endda nogle af hendes sorger med hendes nærmeste, men åbenbart ikke alle af sorgerne. Åbenbart ikke dem der hver dag åd af hende.

Hvordan kan en der smilede så meget, grinede så meget. Bare forsvinde? Der løb ingen tåre ned nogles kinder.

De fleste kendte hende næsten ikke, hun var der bare. Andre havde endnu ikke fattet det. Var det fordi de havde skubbet hende væk, var det nogle af de sørger hun havde delt der var blevet for meget, eller var det noget helt nyt der var sket?

Bare så sent som i går kom hun smilende ind i klassen. Så sent som i går, sagde hun det hun altid plejede "Hav en god dag" "Kom godt hjem".

Hun havde lavet sine lektier til den næste dag, havde gået i seng som hun plejede. Havde hun planlagt det? Eller var det en spontan handling? Nogle kunne ikke engang fatte at en pige som hende kunne bare overveje det. Burde det ikke være pigerne man kunne se når de var ved at knække der gjorde sådan noget?

Spørgsmålene var mange, svarende var en del færre.

Hele dagen spurgte eleverne sig selv hvorfor hun gjorde det. Få tænkte om hun var bange eller om hun var et bedre sted som alle sagde. Kunne hun ikke have sagt noget? Var det virkelig så hårdt at åbne munden og sige noget? Hun sagde så meget andet. Så meget som lød halv lalleglad og skørt.

Senere spurgte de sig selv hvorfor der ingen tegn var, og da alle kom hjem og lå i deres senge indså tegnene der var.

Hvem græder aldrig over noget til nogen efter næsten 3 år. Hvem er så villige på at hjælpe andre, men ikke bare halvt så villig til at tale om sine egne problemer. Nogle gange kunne man endda se mørket i hendes blik, men ingen gjorde noget. Ingen hjælp hende.

Hvorfor skulle de også det? Ingen af dem har rigtig snakket med hende i over et halvt år. Nogen af dem har ikke engang rigtigt snakket med hende nogensinde. Hun var der bare.

Den næste tid var mærkelig for alle. Klassen både virkede som den plejede, og på samme tid underligt kold. Ingen sagde rigtigt noget for tiden, jo mindre de ynkeligt forsøgte at få stemningen op, men alligevel vidste alle at kulden ikke skyldtes den manglende snak.

Der var ingen tegn på hun kom tilbage, og da ugen var omme var der ingen tegn på hun nogensinde havde været til.

Ingen fra klassen kom til det sidste farvel. Ingen vidste hvornår det var, og selv pigen der altid sørgede for at tjekke sådan noget, havde gjort det. De vidste bare at det var for sent da der var gået lidt over en uge siden de fik beskeden.

Alt det skete ved en lille sætning fra deres lærer. En lille sætning der fik alting til at virke urealistisk og forvirrende. En lille sætning læreren selv ikke fattede kunne være rigtig.

"Louise begik selvmord i går"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...