På Flugt Hjemmefra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Efter flere år med slag og arbejde hele dagen, får elleve årige Clara chancen for at flygte fra sin forfærdelige far. Men det er ikke just nemt, da faren beslutter sig for at følge efter Clara. Vil hun nogensinde undslippe sin fars greb?

0Likes
0Kommentarer
423Visninger
AA

1. På Flugt Hjemmefra

Jeg kunne ikke mærke mine ben. Det føltes som om, at jeg havde løbet i flere timer, og hver en muskel i min krop skreg på en pause. Mit åndedrag lød som om, at jeg havde astma, og mine fødder havde flere vabler. Men jeg kunne ikke stoppe. Jeg vidste, at hvis jeg stoppede nu, ville han bare indhente mig, og jeg ville for alt i verden ikke tilbage.

Hvordan kunne jeg ende her? Jeg havde jo aldrig troet, at jeg ville rode mig ud i sådan noget. Jeg må nok hellere gå tilbage, og fortælle og hvordan det begyndte.

Mine fingre var iskolde efter at have vasket op. Mine forældre havde ikke råd til varmt vand eller bare sæbe, så det tog rimelig lang tid, at gøre tre tallerkner nogenlunde rene. Nogle gange havde vi ikke engang råd til mad, selvom at min mor havde to jobs. Det var fordi, at min far brugte næsten alle pengene på alkohol. Min mor plegede at gemme nogle af pengene, så vi kunne købe lidt mad og betale huslejen. Et problem var dog, at når min far nogle gange opdagede det, slog han hende til hun faldte om, eller sagde hvor de var. Du kan nok høre, at det ikke var helt nemt hjemme hos mig.

"Er der snart mad?" brummede min far inde fra stuen. Jeg gik ind til ham og kiggede ned i gulvet.

"Jamen du har jo lige fået noget for en time siden" sagde jeg med en forsigtig stemme. "Jeg er også lidt sulten". Det sidste jeg håbede på, var at gøre ham vred.

"Gi' mig noget mad eller jeg flår hovedet af dig" sagde han irriteret. Det var bare tomme trusler, han kom med dem tit. Jeg kunne dog ikke undgå at blive lidt skræmt af det. Derfor skyndte jeg mig, at sige at jeg straks ville gå i gang med maden.

Jeg kom ud i køkkenet igen, og så mig lidt omkring. Det var meget småt. Omkring halvdelen af de få skabe der var, manglede deres låger, og malingen var for længst skrællet af. Det var det, jeg fik tiden til at gå med, når mor og far skændtes. Der var et køleskab, men det virkede ikke mere, og flere år gammel mad lå derinde. Jeg havde aldrig rigtig taget mig sammen til at fjerne det. Var dette her normalt? Levede andre børn også i et hus uden varme og el? Det troede jeg ikke, men hvor kunne jeg vide det fra? Når jeg gik ude på gaden, kunne jeg se familier der samledes i deres lejligheder, igennem vinduerne. De så allesammen så glade ud. Kunne jeg også være glad, hvis jeg bare ikke var her?

"Hvor blev den mad af?" råbte min far. Jeg kom ud af min fantasi og begyndte at finde noget mad. Jeg ledte i skabe og skuffer, men kunne ikke finde noget. Havde vi virkelig allerede brugt det hele? Min far ville blive rasende. Efter at have dobbelttjekket kunne jeg konstantere, at vi ikke havde mere. Forsigtigt gik jeg ind i stuen og nærmede mig min far, uden at komme for tæt på.

"Der er ikke mere" hviskede jeg stille.

"Hvad?" spurte han.

"Der er ikke mere mad" sagde jeg denne gang lidt højere.

Nu rejste han sig op, og gik hen til mig. Han tog fingeren frem, og pegede på mig.

"Jeg hørte dig godt første gang" nærmest råbte han. Jeg stod helt stum. Jeg havde ingen idé, om hvad jeg skulle gøre. Frygten for at han ville slå mig, voksede langsomt inden i mig..

"Så gå da ud og find noget" råbte min far, og skubbede mig over mod døren. Jeg skyndte mig at løbe ud af lejligheden. Jeg var grebet af angst, selvom jeg vidste, at han ikke ville gøre noget, hvis bare jeg kom med noget mad. Men hvor skulle jeg få det fra? Jeg havde jo ingen penge.

Jeg stod lige uden for lejligheden og tænkte på, hvad jeg kunne gøre. Måske hvis jeg satte mig og tiggede, ville nogen komme og give mig nogle penge? Det var det eneste, jeg umidlbart kunne finde på.

Jeg gik over på hjørnet af en gade, hvor der plejede at gå mange mennesker, og begyndte at tigge folk omkring mig om penge. De fleste ignorerede mig bare, men der var også nogle, som stirrede underligt på mig. Der var dog ingen, der gad at give så meget som en krone.

Efter nogle timer hvor jeg havde siddet på de hårde fliser, begyndte dråber at falde fra himlen. Efter få minutter var de små dråber hist og her blevet til tung regn, og folkene begyndte at gå hjem. Gid at jeg kunne det. Men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ville jeg bare få tæsk for ikke at have mad med hjem. Jeg måtte finde på noget.

Jeg rejste mig op og kiggede mig omkring. Der var en cafe på den anden side af gaden, med et par mennesker, der hyggede sig og snakkede. Det så rart ud. Så var der også et par forskellige butikker bl.a. en blomsterforretning og en gammel tøjbutik. Der var også en bager, der stadig havde åbent. Mon jeg kunne få noget der?

Jeg gik ind i bageren, og kiggede mig omkring. Der var så meget mad. Der var både boller, franskbrød, rundstykker og et hav af kager. Min mave rumlede så forfærdeligt, at det næsten var ulideligt.

"Hvad vil du købe?" mumlede en stor mand bag disken. Han læste et eller blad, og jeg var forbavset over, at han overhovet havde set mig.

"Jeg... har ikke rigtig nogle penge. Kunne jeg måske få lidt mad? Jeg er bare så sulten" sagde jeg stille. Langsomt løftedes mandens blik fra bladet og over på mig.

"Ligner jeg én, der bare giver mad til alle og enhver, som sætter fod i butikken?" brummede han. Jeg kom til at tænke på min far, og blev straks bange for at få slag. Jeg ved godt, at det lyder underligt, for denne mand var jo ikke min far. Han ville nok ikke slå en fremmed pige.

"Undskyld, jeg kunne bare rigtig godt tænke mig noget mad" nærmest hviskede jeg, mens jeg tog et skridt tilbage. Manden kiggede længe på mig. Det føltes som en evighed, men der var sikkert kun gået nogle sekunder, da han sagde "så lade gå, men kun lidt. Der ligger sikkert rester ude bagi". Jeg kiggede forbavset på ham.

"Tak... tusind tak" skyndte jeg mig at sige. Manden sendte et hurtigt smil, før han vendte tilbage til bladet.

Da jeg gik ud bagi, mødte et ubekendt syn mig. Bakke efter bakke var fyldte med brød og kager, mens at en fantastisk blanding af en stærk duft af vanilje og lidt svagere men tung duft af chokolade fyldte rummet. Der var så meget mad. Jeg havde aldrig set så meget på samme sted. Men det var nok ikke nogle af dette flotte bagværk, manden havde ment, at jeg kunne tage.

Jeg kiggede mig omkring, og fik øje på en blanding af de mange kager og brød, som var skubbet over i et hjørne. De var næsten alle helt brændte, så jeg tog dem der så bedst ud. Efter at have fyldt mine lommer og hænder med så meget så muligt, gik jeg ud igen og hen til manden bag disken.

"Tak igen" sagde jeg.

"Det var så lidt, men du får heller ikke mere" sagde han uden at hæve blikket fra bladet.

Da jeg kom ud, så jeg, at det var holdt op med at regne. Jeg tog med det samme en næsten helt sort chokoladebolle og begyndte at spise. Trods den brændte smag var den fantastisk. Den sprøde konsistens blandet med chokoladens mørke smag var virkelig god, og så mættede det også meget. Jeg prøvede at nyde den, men sulten tog hurtigt over, og jeg åd den på kort tid. Jeg tillod mig at tage endu en, og den lækre smag fyldte min mund igen.

Efter at have spist, tænkte jeg på, at det var bedst at gå hjem igen. Jeg ville jo ikke have, at min far blev vred, men da jeg stod og kiggede gennem vinduet, og så far skændtes med min mor, kom jeg til at tænke på noget. Kunne der være mere for mig derude? Ville jeg kunne klare mig selv? Måske jeg skulle løbe hjemmefra? Der var da ikke noget at miste, når jeg nu ikke havde noget. Til sidst besluttede jeg mig for at prøve det, hvad er det værste der kunne ske?

Jeg sendte min far et sidste blik, før at jeg vendte mig om, men han havde opdaget mig. Han åbnede vinduet, og råbte noget, jeg ikke kunne høre. Jeg blev grebet ef frygt og begyndte at løbe. Efter lidt tid kunnne jeg høre skridt bag mig og så, at han løb efter mig. Han var overraskende hurtig på trods af at han ikke ligefrem trænede. Jeg var nødt til at løbe, så hurtigt jeg kunne, men det var svært med al maden. Jeg løb hen af vejen, og fik øje på en gyde. Måske den ledte til en anden gade? Han ville måske ikke se, at jeg hurtigt drejede. Jeg tog chancen og løb ind i gyden, men blev overrasket over, at den endte blindt med et højt hegn, hvor man på den anden side kunne se en vej. Jeg blev så rædselsslagen. Hvis han fangede mig nu, vidste jeg ikke, hvad han ville gøre ved mig. Jeg kiggede tilbage. Var der stadig tid, til at vende om? Det fik jeg hurtigt svaret på, da jeg så min far stå i den anden ende af gyden. Grebet af skræk vendte jeg mig mod hegnet, og begyndte at klatre op. Min far prøvede at række ud efter mig, men kunne ikke nå. Et øjeblik hang jeg bare og stirrede på ham, men kun i omkring et par sekunder for så begyndte han også at klatre op. Det så lidt besværligt ud, men jeg skyndte mig stadig at klatre op til toppen og hoppe ned. En smerte jog gennem mit ben, men jeg måtte fortsætte.

"Kom tilbage" råbte min far, da han var kommet til toppen, men jeg var allerede kommet meget længere. Jeg tog et enkelt blik tilbage og tænkte på, om far løb efter mig fordi at han inderst inde elskede mig eller på grund af maden. Uanset hvilken en af delene så måtte det være meget vigtigt, eftersom han ikke har forladt lejligheden i flere år.

Jeg drejede ud ad gyden, og så mig hurtigt omkring. blandt alle de mang butikker var der en park på den anden side af vejen. Måske jeg kunne ryste ham af dér.

Jeg løb over mod parken, da jeg hørte min far råbe efter mig. Hvad ville der ske, hvis han fangede mig? Jeg havde ikke lyst til at vide det. Jeg spænede hen af det fugtige græs så hurtigt jeg kunne, og min far så ud til at komme længere bagud.

Jeg løb ind på en lille sti, der var omringet af store flotte egetræer. Denne del af parken var nok mere en skov end noget andet.  Et par brændenælder var spredt i skovbunden, så jeg var forsigtig med ikke at træde uden for stigen.

Et par vabler kunne efterhånden mærkes under min fod, men jeg stoppede stadig ikke. Jeg ville ikke, jeg kunne ikke. Nu kunne jeg næsten mærke friheden, og ville ikke kunne klare at komme tilbage. Selvom mine ben var fyldte med smerte, gav jeg dem ikke lov til en pause. Selv mine hænder var ømme efter at have været knyttet i så lang tid.

"Det nytter ikke noget... jeg skal nok indhente dig" prustede min far bag mig. Det var nok løgn, jeg løb stærkere end ham, og havde senest fået mad. Han blev ved med at råbe ting, men jeg gad ikke at høre på dem. Snart var jeg fri.

Efter noget tid opdagede jeg, at jeg ikke kunne høre løbende fødder eller arrige råb bag mig. Skulle jeg stoppe? Var det sikkert? Min mave rumlede, hvilket fik mig til at tænke på, hvor lang tid jeg mon havde løbet. Jeg stoppede op og tog et kig på mine forsyninger: en chokolade bolle, et rundstykke og fire småkager. Jeg tog to småkager og rundstykket, og begyndte at spise, imens jeg så mig omkring. Der var træer til min højre side og en lille sø omringet af græs til min venstre. Jeg satte mig ned ved søen, og så ned i vandet. Lige ved siden af mit eget trætte spejlbillede kunne jeg se solen gå ned. Var det allerede så sent? Pludselig kom en gevaldig træthed ned over mig, og jeg lagde mig ned på græsset og lukkede øjnene.

Jeg kunne mærke en vuggende bevægelse. Var der nogen, der bar mig? Ja, det føltes, som om at to stærke arme var rundt om mig. Jeg åbnede forsigtigt øjnene på klem. Der var en mands silhuet. Langsomt åbnede jeg øjnene lidt mere, uden at åbne dem helt, og så at det var min far. Kunne det virkelig være ham? Jeg troede kun, at han bare brugte mig til at lave mad og gøre rent i lejligheden. Men ville det være det samme, hvis jeg kom hjem? Han ville nok bare blive ved med at drikke og skændes med mor, og jeg gad jo helst være fri. Hvis jeg ligeså stille vågnede, ville han vide det og være parat på at jeg flygter. Jeg måtte være hurtig.

Jeg åbnede øjnene og ruskede mig fri af hans greb. I mindre end et sekund stirrede vi bare på hinanden, men så skyndte jeg mig at løbe væk. Vi var lige uden for parken, så jeg ville prøve at spæne den anden vej. Jeg løb over mod en togstation. Den så meget gammel ud med dens brune mursten, og gamle lokomotiv stående udenfor. Det så ikke ud til, at der kom særligt mange toge mere.

"Stop nu" nærmest tiggede min far. Siden hvornår var han blevet sådan? Men jeg var ligeglad. Jeg ville bare væk fra ham.

Jeg løb uden om togstationen og ud på skinnerne. Jeg kiggede mig tilbage og så, at min far var lige bag mig. Jeg fortsatte så hurtigt jeg overhovedet kunne, men faldte over en af skinnerne. En forfærdelig smerte skyldede ind over mig, mens jeg så min far komme tættere på. Jeg prøvede at rejse mig op, men kunne ikke. Det føltes som om, at min fod var brækket. Min far gik langsomt over til mig, og satte sig på knæ.

"Nu løber du ingen steder" sagde han. Små pletter begyndte at forme sig for mine øjne. Det føltes som om, at jeg var ved at besvime. Jeg kunne lige knap skimte noget stort bag ved ham.

"Tog!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft, men det var forsent, og pludselig blev alting sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...