Smil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2013
  • Status: Igang
Emma er seksten år og går på gymnasiet. Hver dag, er Emma sammen med sine to bedste veninder, Caroline og Sofie. De beslutter, at de vil prøve at tage amfetamin. Emmas liv falder fuldstændig fra hinanden efter det, og træder ind i en ny verden der består af gråd, angst, frygt, facader, falske smil, cutting og ensomhed. Men er en stærk facade nok til at overbevise alle, og kan en ny person ændre alt med et? Er det muligt at ændre venskab til kærlighed?

2Likes
3Kommentarer
298Visninger
AA

5. Rend mig da for sygt

Den lavede to streger af gangen. To tynde, fine og røde streger. Der er ikke noget, der gjorde det her forkert. Der er ikke noget, der er siger stop. En følelse af lettelse overtager min krop, det er nu. Nu er tingene mere overskuelige, indtil øjeblikket, hvor jeg ikke længere har barberbladet. Mit elskede barberblad.

Normalt går piger med falske øjenvipper. Med falske negle. Med hair extensions. Med falske smil. Med hemmeligheder. Jeg er de to sidste. Nu gør jeg det, jeg ikke vil gøre. Jeg cutter.

Torsdag morgen. Solen skinner. Fuck den skole. Jeg gider ikke se på den. Den skal ikke lyse min verden op, det er den nemlig pishamrendes dårlig til. Jeg vender mig om. Hvorfor? Hvorforhvorforhvorfor? Det er jo forkert. Mit liv er forkert. Jeg er forkert. FORKERTFORKERTFORKERTFORKERT. Der går ikke en dag, hvor mine forældre ikke fortæller mig, at det jeg gør, ikke er godt nok. Jeg skal sammenlignes med de andre søskende. Jeg skal sammenlignes. Jeg skal forbedres. Jeg er fucking ikke dem!

Jeg har lyst til at skrive. Jeg føler mig så tom. Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke noget af det her mere. I skolen tager folk hensyn til mig. Som om, jeg er sådan en lille skrøbelig porcelænsdukke, hvis hun bliver skubbet bare lidt til, falder hun. Hvis hun rammer rigtigt, går hun i stykker. Sådan er jeg ikke. Jeg kan klare det her. Jeg skal nok komme videre. 

Jeg rejser mig op. Rækker fuck til solen og går ud på badeværelset. Jeg tager barberbladet, sætter mig på gulvet, og jeg lader det lave fine, tynde, smukke striber hen af mine arme, min mave, mine lår, mine skinneben, mine skuldre, mit alting. Hvorfor er jeg her?

Jeg går ind på mit værelse, i det min mor skriger efter mig. Jeg kan ikke gå derned. BH og underbukser, sår over det hele, HAHAHAHAHA, nej. Det sker så ikke. "To minutter!" Brøler jeg tilbage. Jeg løber ind på mit værelse. Hun må ikke se mig. Hun må ikke se mig. Jeg gider ikke i skole. Jeg gider ikke sidde deroppe, og være den skrøbelige porcelænsdukke, alle tror de skal tage hensyn til. Hende, der altid skal sættes i første række, hende der altid skal sidde over, hvis hun ikke gider læse ope. Hende der altid skal vernes om. Jeg finder tøjet og går ned til min mor. 

"Hvad er der?"
"Du skal i skole."
"Fuck da det."
"Hvad er der galt med dig?"
Jeg sender hende et blik. JA, HVAD FANDEN I HELVEDE ER DER GALT MED MIG?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...