Smil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2013
  • Status: Igang
Emma er seksten år og går på gymnasiet. Hver dag, er Emma sammen med sine to bedste veninder, Caroline og Sofie. De beslutter, at de vil prøve at tage amfetamin. Emmas liv falder fuldstændig fra hinanden efter det, og træder ind i en ny verden der består af gråd, angst, frygt, facader, falske smil, cutting og ensomhed. Men er en stærk facade nok til at overbevise alle, og kan en ny person ændre alt med et? Er det muligt at ændre venskab til kærlighed?

2Likes
3Kommentarer
291Visninger
AA

2. Nervøsitet, frygt og skam

Timen er slut. Det var nu. Normalt ville vi gå ned i kantinen, men nu skulle vi hjem til Sofie. Sofie bor tættere på skolen end Caroline og jeg gør. Vi bor seks kilometer væk, og hun bor fire huse væk. Vi tager vores jakker og går. Sofie har et mørkt værelse. Hun er vel lidt af det man kan kalde en goth. Det er altid sort. Normalt var hendes hår lysebrunt. Nu er det sort, og det samme er alt hendes tøj. Men sød, det er hun.

Sofie åbner en skuffe i kommoden. Hun tager en lille pose op. Det ligner flormelis, men det var amfetamin. Det var det, der gjorde at vi snart ville være skøre i hovedet. Jeg tager en dyb indånding, sender et smil til Caroline, tager imod posen og deler det op med mit mastercard. Tre lige store bunker. Vi tager et lille stykke papir hver, ruller det sammen og suger. Det smager faktisk godt. Mine bekymringer forsvinder. Måske er det ikke så slemt. Måske er min viden om hash, narkotika, amfetamin osv. overvurderede. Det her bliver fedt. Det skal nok blive fedt.

Vi går tilbage til skolen. Vi skal have dansk om to minutter, så vi går bare ind i klassen. Jeg gider ikke have dansk. Karen er kedelig. Hun snakker og snakker, og jeg gider ikke høre på hende. Jeg har ikke lært noget hele året, så rend mig. Musik i ørene. Tiden går lige så stille, og en hovedpine erobrer det hele. Det flimrer for mine øjne. Jeg skal fokusere, men jeg kan ikke. Jeg ryster over hele kroppen. Jeg kniber øjnene sammen, rejser mig op og går ud af klassen. Folk kigger, men jeg er ligeglad. Jeg skal ud. Helt ud.

Jeg falder sammen på gulvet. Holder mig for ørerne, ufatteligt at jeg ikke skriger. Jeg bider tænderne sammen, jeg græder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...