Smil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2013
  • Status: Igang
Emma er seksten år og går på gymnasiet. Hver dag, er Emma sammen med sine to bedste veninder, Caroline og Sofie. De beslutter, at de vil prøve at tage amfetamin. Emmas liv falder fuldstændig fra hinanden efter det, og træder ind i en ny verden der består af gråd, angst, frygt, facader, falske smil, cutting og ensomhed. Men er en stærk facade nok til at overbevise alle, og kan en ny person ændre alt med et? Er det muligt at ændre venskab til kærlighed?

2Likes
3Kommentarer
289Visninger
AA

4. Hvad sker der?

Dagene går hurtigt. Uden Sofie i klassen er der tomt. Der er stille. Hun sagde ikke så meget, men hun var en del af den. Hun var hende der turde være sig selv. Skider sgu på, hvad andre mener. Hendes lave selvværd, der kunne virke så højt. Det savner jeg.

Caroline. Hun er forandret. Ikke forandret, som i en ny hårfarve, ikke nye sko, ikke nye bukser, men en ny Caroline. Hvad er der galt med hende? Der er noget galt. Der er noget helt helt galt. Hun får mere og mere fravær. Hun snakker ikke til mig. Hun har ikke været i skole i hele den her uge. Det er torsdag, og hun er ikke syg. Det ved vi alle sammen. Folk begynder at bemærke det. De bemærker hendes sære væremåde. Hun bemærker hendes måde, som hun ligner en død på. De bemærker hendes fravær.

I det samme jeg tager mit headset ud, kommer Caroline ind af døren. Ligbleg, trist, rystende, grædefærdig. Jeg kigger på hende, men hun sender mig ikke et blik. Det skræmmer mig. Det skræmmer mig så meget, at jeg har brug for at lukke ned. Jeg skal ud. Jeg skal ud herfra. Jeg rejser mig. Jeg mærker alle blikkene borer sig ind i min nakke, siderne af mit ansigt, men de får ikke lov at se mit ansigt. De får ikke lov. Jeg tager om håndtaget, jeg ryster. Hvorfor ryster jeg? Jeg er ikke bange. Jeg er ikke ked af det. Jeg skal nok finde ud af, hvad der er galt. Jeg skal nok vinde alle de kampe, der vil hobe sig op. Jeg er stærk. Jeg åbner døren, og lukker den efter mig. Der er ingen mennesker på gangen. Der er stille, det er rart. Døren sidder fast i måtten, den er åben. Vindstødet griber mit hår, og aldrig har jeg følt mig mere fri. Min krop slapper af. Jeg lader vinden røre den, jeg føler vinden. Jeg kan mærke den. Den hjælper. Den gør mig fri. Det er, som en drøm. Døren til klasseværelset bliver revet op. Flere kommer ud. Anne ringer efter en ambulance. Jeg er ikke dum. Jeg ved, hvad der er galt. Hun har gjort det igen. Hun har fandeme gjort det igen! Jeg stikker hovedet ind i klasseværelset, og ser en Caroline ligge på gulvet. Jeg bider mig i læben. Jeg græder. Jeg vil ikke græde. Jeg vil ikke. "Hendes hjerte banker ikke!" Lyder det. Jeg vender mig om. Nejnejnejnej. Det er forkert. Forkertforkertforkertforkertforkert. Alt er forkert. Nej, det her, det sker ikke. Det ser kraftpikkesatme ikke. Jeg gider ikke. Jeg gider ikke det her mere.

Ja, det var så det. Nu har jeg mistet min bedste veninde. Jeg har mistet mine to allerbedste veninder på 12 dage. Det satme godt gået. Hvorfor talte jeg dem ikke fra det? Hvad tænkte jeg på? Jeg er syg i hovedet. Jeg er syg i hovedet. Jeg er fortabt. Jeg er tom.

Dagene går. Jeg gider ikke være her mere. Hver dag, skal jeg overvinde råbene derhjemme. Skrigene fra barberbladet, der vil have jeg skal bruge det. Jeg vil ikke, jeg må. Jo. nej. Ja. Nej. Jo. For helvede. Jeg vil. Jeg vil jo godt. Jeg vil skære. Der er så tomt. Så ligegyldigt. Så... trist.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...