Smil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2013
  • Status: Igang
Emma er seksten år og går på gymnasiet. Hver dag, er Emma sammen med sine to bedste veninder, Caroline og Sofie. De beslutter, at de vil prøve at tage amfetamin. Emmas liv falder fuldstændig fra hinanden efter det, og træder ind i en ny verden der består af gråd, angst, frygt, facader, falske smil, cutting og ensomhed. Men er en stærk facade nok til at overbevise alle, og kan en ny person ændre alt med et? Er det muligt at ændre venskab til kærlighed?

2Likes
3Kommentarer
282Visninger
AA

6. Hvad har jeg gang i?

Jeg ved ikke, hvad jeg har gang i. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, for at blive straffet på denne ubærlige måde af Gud. Hvordan kunne det ske for mig? Jeg har lavet mine fejl, og jeg har ingen steder at løbe hen, men livet går videre, og jeg har lyst til at skrige. Jeg er bange. Jeg er rædselslagen. Hvad vil min mor ikke tænke? Hvad vil min far ikke tænke? Hvad vil folk ikke tænke? Jeg skammer mig. Jeg skammer mig så meget. Det er ikke det, folk ser mig som. Jeg er englebarnet. Jeg er det fucking englebarn, der altid tager de rigtige beslutninger. Hende der ikke gør noget dumt og ikke laver fejl. Sådan ser de mig. Hende der er så pishamrendes god til alting. De forventer så meget, og jeg er til en skuffelse nu. Hvorfor cutte? Hold nu op, Emma. Du ved det jo godt. Det letter. Du får styr på alle dine følelser, tanker og ubrugelighed. Du har ødelagt det selvværd, der altid har været lidt af. Har du overvejet at slappe af? Nej. Nej, det har du ikke. For nu gider du ikke mere. Nu ødelægger du dig selv, og så tror du hele din verden finder sammen igen. IKKE EN SKID. Jeg er en fucking normal pige, der er lige så ligegyldig ligesom alle andre. Eller det ser jeg det som. Jeg skal væk en dag. Og lige nu, venter jeg på dagen. Jeg kan ikke styre det her. Jeg tager det hele ud af sammenhæng. Jeg fortæller folk jeg er okay. Jeg smiler. Jeg dør. Jeg fucking dør. Indeni græder jeg. Facaden dur ikke. Fuck den. Den dur ikke til en skid, og hvorfor skal den være der? Jeg har ikke noget at bruge den til. Den er ligegyldig, for den er allerhelvedes dårlig alligevel. Den er ubrugelig. Den er pishamrendes irriterende. Men så passer den jo til mig. Jeg har lyst til at gå ud i badeværelset igen. Sidde med barberbladet, og lade blodet ramme gulvet. Jeg har lyst til at lade mine tåre dræbe sig selv. Jeg har lyst til at skrige. Og det skræmmer mig. For bare en måned siden, var mit liv præcis, som jeg ville have det. Jeg havde de to allerbedste veninder, jeg kunne have. Jeg kunne finde hoved og hale i mig selv. Jeg var mig, og jeg havde bare en lille sølle del, at være stolt af. Men nu, nu er der intet. Jeg er skide ligegyldig, det er, hvad jeg er. Jeg er ligeglad med mig selv. Jeg fortjener ikke, at være på Guds grønne jord. Jeg fortjener ikke, at kende mennesker. Jeg fortjener at sidde alene i en dyb, mørk og forfærdelig kælder. Så det er det Gud sætter mig i nu. Sætter mig ned i mørket. Ser den mørke side, af mit liv. Det giver ikke nogen mening. Det giver slet ingen mening! Hvis jeg havde lyttet til mig selv og mine indre tanker fra starten af, sad jeg ikke her nu. Jeg bebrejder mig selv. Men og hvad så? Måske bestemmer jeg ikke over deres valg og beslutniger, men jeg skulle have taget chancen, og talt dem fra det amfetamin. Men næ nej, så langt gik jeg ikke. Jeg gik med på idéen. Sådan er jeg nemlig. Ja, fuck mig. Fuckmigfuckmigfuckmig. Jeg er så klam. Jeg er så dum. Jeg er så ubrugelig. Jeg er så uansvarlig. Jeg er så meget.. mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...