Smil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2013
  • Status: Igang
Emma er seksten år og går på gymnasiet. Hver dag, er Emma sammen med sine to bedste veninder, Caroline og Sofie. De beslutter, at de vil prøve at tage amfetamin. Emmas liv falder fuldstændig fra hinanden efter det, og træder ind i en ny verden der består af gråd, angst, frygt, facader, falske smil, cutting og ensomhed. Men er en stærk facade nok til at overbevise alle, og kan en ny person ændre alt med et? Er det muligt at ændre venskab til kærlighed?

2Likes
3Kommentarer
301Visninger
AA

1. Det er sindssygt.

 

Det er mandag. Det styrter ned udenfor. Mit lange brune hår er helt glat i dag, tynd, bordeaux striktrøje, sorte bukser og hvide Converse. Det er typisk mig. Enkelt men pænt. Det er sådan jeg kan lide det. Jeg tager den sorte paraply, og går ud til bussen. Som sædvanligt er det hende der altid kommer forsent. Altid ti minutter efter tidsplanen. Jeg træder ind i bussen, viser mit periodekort, og sætter mig ved Caroline. Som altid har Caroline den nyeste mode på. Den står på højhælede sko. De er da egentlig et røvsygt valg, efter vejret. Det kunne da have været støvler? Jeg forstår ikke den nye mode.

"Sofie og jeg skal prøve at tage amfetamin i dag, skal du med?"
Forbavset kigger jeg op fra min mobil. Jeg tager min ene høretelefon ud, og kigger sindssygt på Caroline.
"Er du da blevet sindssyg? Det var da helt absurd dumt!"
"Kom nu, man. Så er det heller ikke værre."
Hun kigger på mig. Et eller andet i hende, kan altid overtale mig. Det irriterer mig grænseløst, men det kan hun.
"En gang skader vel ikke."

Jeg tog min høretelefon i igen. Hvad er det dog, jeg har gjort? Jeg er sindssyg. Fuldstændig sindssyg. Amfetamin er skadeligt. Allerede første gang jeg tager det, kan jeg blive afhængig.

Inden jeg ved af det, er vi nået skolen. Som altid går vi direkte hen og hænger vores jakker, går ind med vores tasker og går hen ad gangen, indtil det ringer ind. Første time er frygtelig. Vi har virksomhedsøkonomi. Lars snakker bare løs oppe ved tavlen. Jeg gider ikke høre på ham. Ubemærket smider je.g mine høretelefoner i mine øre, og lytter til musikken. "You can't always get, what you want. No, you can't always get, what you want" Sådan lød musikken. Jeg så Lars' mund bevæge sig. Jeg kiggede ned. Jeg har da bare en lorte dag. Det her, det bliver en lorte dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...