En flugt fra verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Mit bidrag til 24-timers konkurrencen :)


9Likes
10Kommentarer
540Visninger
AA

1. En flugt fra verden

Jeg var træt af det hele. Jeg var træt af mine forældre der altid skændtes. Jeg var træt af, at min søster aldrig så noget andet end de ting på computerskærmen hun interesserede sig for. Jeg var træt af, hvordan alle overså mig ligegyldigt hvor jeg gik hen. Men mest af alt var jeg træt af mig selv.

Jeg følte ikke ret meget mere. Jeg ville tit opsøge situationer, som ville fremkalde en form for reaktion. Som når jeg med vilje stod uden for døren når mine forældre skændtes, bare for at føle noget. Nogle gange ville tårerne komme, andre gange ville de ikke.

Det kunne også være jeg samlede alle triste minder, kun for at føle smerten en gang mere. Nogen ville nok mene, at det bare var selvtortur, men smerte var altid den følelse der var nemmest at frembringe.

Når de ting ikke virkede, tyede jeg til historier. Jeg ville stikke høretelefonerne i ørerne og læse i timevis. Begrave mig selv så dybt i historien og musikken, at jeg ville glemme alt der foregik omkring mig.  Glemme mig selv og hvordan jeg havde det. Bare fokuserer på alle de ord jeg slugte.

Jeg kunne også selv sætte mig til at skrive nogen gange. Leve mig så meget ind i min hovedperson, at jeg blev suget ind. En ting havde de to ting havde tilfælles – de var alle så langt væk fra min egen virkelighed som muligt.

Så snart jeg læste eller skrev, ville følelserne komme. Det var ikke mine egne, men det var stadig langt bedre end den uendelige træthed og følelsesløshed.

Det var som om jeg var sat på autopilot, så jeg kunne komme gennem hverdagen. Jeg ville følge en fast rutine om morgenen inden skole. Jeg ville tage i skole. Jeg ville smile det faste lille smil når nogens opmærksomhed var rettet mod mig, så de ville tro jeg havde det helt fint. Jeg ville tage hjem og spise lidt med min søster og mor. Så forsvandt jeg op på mit værelse og forsvandt ind i min egen verden indtil aftensmaden, hvor jeg ville spise hvad jeg skulle, selvom jeg egentlig ikke rigtig var sulten. Bare prøve at virke så normal som muligt.

Det var sjældent der skete noget ud over det sædvanlige. Jeg husker stadig en morgen, hvor en af mine få venner havde brokket sig over, at jeg ikke reagerede nok. ”Jeg er stadig syg, jeg magter ikke at reagere lige nu,” havde jeg nemt svaret. Jeg havde lige været syg, så det var en undskyldning der kunne fungere.

Der var dog en følelse, der aldrig forsvandt. Trætheden. Trangen til at sove hele tiden. Lysten til at falde i søvn og aldrig nogen sinde vågne igen.

”Selvmord er selvisk.” Det var det, de næsten alle sammen sagde. Jeg så ned på pilleglasset i min hånd. Jeg vendte blikket mod spejlet foran mig. Andre ville nok se en ganske normal, køn pige, men jeg så intet andet end de tomme øjne. Man siger altid, at øjnene er sjælens spejl, ikke?

Det eneste de grå øjne viste, var lysten til at flygte fra verden. Ikke bare nogle timer eller en nat, men for evigt.  

Hvis man ikke føler noget alligevel, hvorfor så forsætte livet? Det er alligevel meningsløst.

Som en zombie, skruede jeg låget af, tog en pille og puttede den i munden. Jeg kunne et kort øjeblik mærke en kold fingerspids mod mine læber, før jeg trak hånden væk igen. Lidt vand, og den røg ned. Den næste gik lidt hurtigere. Et par stykker mere samtidig. Inden jeg vidste af det, var de alle væk. Hver og en.

Endelig kunne jeg få den søvn jeg trængte til. Den evige søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...