Abandoned ~ Forladt

Mit bud på 'Det At Miste' + min novelle, jeg brugte som opgave til OSO.
Håber I vil tage godt imod den.

3Likes
2Kommentarer
547Visninger

1. Abandoned

 

"Sofie, kommer du ikke lige ned?" Jeg sukker kort, før jeg lægger min lilla læder indbundet dagbog fra mig. Jeg går med trætte skridt ned af trappen, imens jeg spekulere over, hvorfor min mor vil have mig nedenunder. "Hvorfor skulle jeg komme ned?" Hun ved udmærket godt, at det eneste jeg vil lige nu, er at være alene. "Går du ikke lige med ind i stuen, så vi kan snakke?" Jeg har overhovedet ikke den fjerneste lyst til at snakke med hende lige nu, men ved for alt i verden, at jeg ikke kan slippe uden om det. Så jeg nikker kort som svar, før jeg følger hende ind i stuen.

Den velkendte duft af cigarrøg, der fylder stuen får mig automatisk til at slappe af. Min mor sætter sig i den gamle lædersofa, og gør tegn til, at jeg også skal sætte mig ned. Jeg sætter mig overfor hende i lænestolen, for at være så langt væk fra hende som muligt. Jeg har ikke engang lyst til at være her lige nu, og slet ikke i nærheden af hende - for hun forstår ingenting. Mit blik glider hen til, hvor hendes ting plejede at ligge. Hvor hun plejede at ligge imellem hendes ting. "Skat, kan du ikke lige se på mig, bare i et kort øjeblik?" Jeg retter mit blik i mod hende, med et irriteret glimt i øjet. Hun ser på mig med et blik fyldt med medlidenhed og sørgmodighed. "Lad vær' med at se på mig sådan der." "Hvordan?" Forstår hun da ingenting? Jeg sukker irriteret, mens jeg ser på hende. "Som om jeg er et eller andet lille barn. Du har medlidenhed med mig, det kan jeg se, og det betyder, at du mener at jeg skal beskyttes. Jeg kan godt klare mig selv."  Hun ser en smule overrasket ud, imens kun kort retter på de vinrøde  pels pyntepuder i sofaen - hendes blik fortæller stadig det samme som før. Det er stadig fyldt med sørgmodighed og medlidenhed. "Skat, jeg ved godt at du er en stor pige, men du lukker dig inde, og du vil ikke snakke med nogen om, hvad der er sket. Jeg vender mit hoved væk fra hende, for at se over til hvor hun og hendes ting plejede at være igen. Der hvor hun altid lå og så så uskyldigt op på os. "Hvad vil du have, at jeg skal gøre, mor?" "Snak med far og jeg om det..... Vi har også mistet hende..." Jeg vender mit hoved, for at se på hende igen. "Jeg har mistet min bedste ven, mor. Hvad vil du have mig til at sige? Hun var min bedsteven. Hun betød ikke så meget for jer, som hun betyder for mig."

 Hvorfor forstår hun det ikke? Hun var min eneste ven. Den eneste jeg kunne regne med altid ville være der for mig. Hvad ville hun have mig til at gøre? Jeg vil ikke bare kunne glemme hende på et splitsekund. Min bedsteven igennem mit seksten år lange liv blev revet væk fra mig som bladene på træerne i stormvejr.

"Nej, det ved jeg godt skat, men det hjælper ikke noget at låse dig selv inde på den måde." Hendes tonefald var trist og pædagogisk. "Det hjælper mig. Jeg har mistet hende. Der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Jeg kan ikke bare snakke om det på den måde, mor. Hvorfor forstår du det ikke? Der er ingenting der er det samme uden hende, og det vil de aldrig være." Jeg rejser mig for at gå, men min mors stemme afholder mig fra at gøre det. "Måske skulle du gå en tur? For at få klaret tankerne lidt, oven på i dag? Efter alle de gæster må du være udmattet." Hvad bilder hun sig ind? Jeg fortsatte op ad den stejle tappe, og ind på mit værelse.

Jeg ser rundt på alle billederne rundt omkring. Mig sammen med Bianca, smilende. Ingen kunne skille os ad, vi var det perfekte makkerpar. Vi kunne lave alt sammen. Jeg rækker over og tager min dagbog igen, imens jeg sætter mig på sengen. Jeg åbner den, og læser små bider, fra de forskellige dage, hvor Bianca og jeg havde lavet et eller andet sammen. Jeg når til siden, jeg skrev før min mor kaldte på mig, for at jeg skulle komme nedenunder.

Jeg sidder tilbage på mit værelse, alene. Alle andre er taget hjem, og det vil jeg mene også er for det bedste. Jeg kan ikke klare stor mængder af mennesker. Ikke lige foreløbig i hvert fald. Jeg kan ikke holde masken på alt for længe af gangen. Det er der ikke nogen der kan, men det kan heller ikke være sundt. At gå rundt hele tiden, med en facade oppe, og lade som om at alting er perfekt.

 Mit værelse, som ellers før var fyldt med varme og glæde, er koldt og har en trist stemning. Lidt som om, at mit humør har påvirket stemningen i rummet. De røde vægge ser kolde og triste ud, mens min sorte sovesofa symbolisere det jeg føler perfekt.

Der er rodet, men der er ikke noget der driver mig til at få ryddet op. Gamle billeder er spredt ud over mit hårde trægulv og min seng. En masse minder, der pludselig er det eneste tilbage. Minder der for alt i verden ikke må blive væk, minder der ikke må blive glemt.

Det er som om at alt er gået i stå - at alting ikke har nogen mening længere. Som om at hun var det der gjorde, at alting fungerede perfekt. Jeg ved ikke helt om jeg skal være sur eller ked af det over, hvad der er sket. Måske er jeg begge dele? Sur på hende over, at hun forlod mig på den måde. Ked af det fordi, at jeg ved at jeg aldrig vil se hende igen. Det er det, der piner mig mest. Ikke flere lange og udmattende gåture langs den skummende vandkant på stranden. Ikke flere dage, hvor vi spilder vores tid på at ligge i solens varme stråler i flere timer uden egentlig at lave noget bestemt. Ked af det over, at jeg udmærket ved at jeg har mistet en så kær ven, der aldrig vil kunne blive erstattet på nogen måde.  Det hele er bare som om, at der ikke er noget der passer ind længere. Som om, at et enkelt tandhjul sidder en smule skævt, så resten af systemet ikke fungere.

Jeg sukker, og lukker dagbogen i igen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve denne tid. Det er svært, og der er hele tiden et eller andet der mangler - og det er altid det samme. Jeg mangler hende ved min side.

Min mors ord fra tidligere giver genlyd i mit hoved. 'Måske skulle du gå en tur? For at få klaret tankerne lidt, oven på i dag? Efter alle de gæster må du være udmattet.' Måske er det en god ide. Måske vil jeg kunne indse nogle ting, hvis jeg får noget frisk luft. Slippe en smule for mit kolde, indelukkede værelse.

Jeg tager min varme vinterjakke fra knagerækken på mit værelse, og fumler med at få den på, uden at lyne mit halstørklæde ind i lynlåsen, imens jeg går ned af trappen. "Jeg går." Råber jeg kort til min mor, samtidig med at jeg går ud mod entreen. "Hvor går du hen?" Råber hun tilbage. "Bare ud." Mine lange vinterstøvler glider let på, som om de passer perfekt.

Jeg åbner døren, og den kolde vinterluft slår mig i ansigtet. Det er koldere end jeg regnede mig. Sneen knirker under mine støvler, og får mig et øjeblik til at glemme alt om Bianca. Indtil jeg ser ud over forhaven, hvor der er en masse aftryk i sneen. Hendes pote aftryk i sneen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...