Carpe Diem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Færdig
Carpe Diem er mit bidrag til 24 timers konkurrencen, skrevet i sidste øjeblik.
Jeg tænkte og tænkte hele dagen i går, men først for en halv times tid siden, fandt jeg ud af præcis, hvad min flugt-historie skulle handle om.
At flygte fra sig selv.

Enjoy - Padlihtam

22Likes
21Kommentarer
982Visninger

1. Carpe Diem

Fod foran fod, spor i sandet. Bølgerne slår mod klipperne i vandklanten. Jeg stopper op og vender ansigtet mod blæsten. Mærker hårene rejse sig på mine arme. Min brystkasse, der hæver og sænker sig når jeg hiver efter vejret.
Derhjemme sidder du, eller er du fulgt efter mig? Jeg spejder efter en skikkelse, men der er kun ét sæt spor i sandet, og det er mit. Over mig flyver et par måger, men jeg er ensom. De skriger ned til mig, de håner mig.

Jeg er skræmt fra vid og sans, skræmt af at elske dig. Ved du hvor ondt det gør? Forstår du, hvor meget af mig selv, jeg giver? Jeg lader dig snuse i alting; hvad der er mit, er dit. Hvornår får jeg noget tilbage?

Jeg åbner spændet i mit bælte og vrikker cowboybukserne af. Farer sammen, da jeg kommer til at kradse på det mørkeblå stof. Kuldegysninger. Mine fødder er allerede bare, så jeg trækker bare blusen over hovedet og står lidt og venter. Hvad venter jeg på? Jeg åbner bh'en med en hånd på samme måde, jeg selv har lært dig. Slikker mig på mine tørre læber. Vinden river i mit hår og blander sig med mågernes skrig.

Jeg bruger et kvarter på at folde mit tøj pænt sammen. Jeg piller endda mine sokker ud af bukselommen og ruller dem på den måde, du kræver af mig. Smiler lidt ved tanken om, hvor stædig du kan være ind i mellem.
Jeg står her, kun iført mine trusser. Du ville elske synet, ville du ikke?

Alting kan forsvinde på et øjeblik. Jeg tænker på, om du vil fortryde, at du ikke ringede oftere? Vil du ligge i din seng og genskabe mit ansigt i stearinlysenes skær?

Jeg skriver en besked til dig i sandet. Eller til hvem end, der nu finder mit tøj her.
Carpe diem er ordene jeg slutter med. Grib dagen. Lev i dag, glem i går, glæd dig til i morgen.
Jeg håber inderst inde, at du er den, der tyder mine ord i sandet og følger mine fodspor hen til klippestykkerne.

Det er der, jeg går hen. Jeg klatrer op på klipperne, falder og får blå mærker. Skærer fødderne på de skarpe kanter. Men det er lige meget. Når jeg rammer vandet, vil det hele være glemt.

Jeg når kanten og tøver lidt. Vipper op på tåspidserne og fægter med armene for ikke at miste balancen. Ud af øjenkrogen ser jeg en skikkelse bukke sig over mit tøj i sandet. Tårerne presser sig på, men jeg vil ikke være svag nu. Jeg har besluttet mig. Et enkelt lille hop, er alt, der skal til.

Jeg vakler baglæns til jeg ikke kan komme længere. Jeg trækker vejret dybt ind, og lukker øjnene. Mågerne skriger, bølgerne bruser, vinden hvisker til mig. Himlen, havet, døden kalder på mig.

"Du skal ikke bekymre dig om hvorfor," hvisker jeg, og jeg ved, at du har hørt mig, på den ene eller den anden måde.

Jeg løber mod kanten. Egentlig kan jeg løbe så længe, mine ben kunne holde til det, men jeg vil aldrig komme en centimeter længere væk.
Man kan nemlig ikke flygte fra sig selv, og slet ikke fra sine tanker.

Der er ikke mere klippe under mine fødder, så jeg lader mig falde. Hovedet først.

Det sidste jeg hører, inden jeg bliver opslugt af vandet, er din stemme, der råber mit navn.

"Carpe diem," mimer jeg, mens jeg synker mod bunden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...