Strega

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Igang
Gennem hele livet har Lea søgt svar. Hvem var hendes far, hvad skete der med ham og hvorfor har hun altid følelsen af at blive forfulgt?
Spørgsmålene bliver ikke færre da hun møder drengen Seb - som ingen andre end hende kan se. Hurtigt bliver hun kastet ind i en verden af hekse, magi og mystiske evner. Men hvem kan man egentlig stole på i sådan en verden?

2Likes
4Kommentarer
476Visninger
AA

6. Strega

Sebastian og jeg brugte de næste par dage sammen, for at finde ud af mere om Sebastian. I skolen stod han ofte i hjørnet og fulgte med i timerne. Jeg forstod ikke han gad, men han sagde, at det alt sammen var noget, han havde lært før, fra da han selv gik i skole måske. Han blev mindet om alle de ting, som enhver skoleelev vidste, men som han ikke selv kunne huske. Det var alt sammen et skridt på vejen til hans hukommelse, men intet i skolen hjalp ham med at huske, hvem han selv var. 
Jeg nød, at han var med mig rundt omkring. Han gjorde de kedelige timer lidt sjovere. Han drillede lærerne eller de andre elever med et gavtyvesmil på læberne, eller kom med bemærkninger i historietimen. Han var sjov og være sammen med, og jeg følte mig helt afslappet med ham i nærheden. Jeg kunne lide ham bedre og bedre for hver dag. Han fik mig til at tænke på noget andet end Lucas hele tiden, endda til at glemme ham. En gang i mellem sendte Jessica mig bekymrede blikke når jeg fnes i timen, men jeg havde alt for meget andet at tænke på, til at tage mig af det. 
På den ene side var jeg sikker på, det havde slået klik for mig. På den anden side havde Sebastian jo set mig flytte min blyant for nogle få dage siden. Men hvis han også var en hallucination, var det vel lige meget, hvad han havde set?
Det eneste jeg vidste, var, at han havde brug for hjælp, og det samme havde jeg. Mest af alt havde jeg lyst til at skrige i min pude og få det hele til at forsvinde igen, lade alting blive som før. Men jeg kunne godt se, at jeg var nødt til at hjælpe ham med at finde ud af, hvem han var. Hvis jeg vidste hvem han var, kunne jeg måske også finde ud af, hvad han havde med mig at gøre. For noget måtte vi vel have tilfælles, når det kun var mig, der kunne se ham.
Problemet var bare, at vi ikke anede, hvor vi skulle begynde.
At kende et enkelt navn var ikke nok, men Sebastian kunne intet huske om sit efternavn. Vi havde prøvet bogstav for bogstav, men ingen af dem lød rigtigt i hans ører. 
”Hvad med, at vi går hen til det gadehjørne, du plejer at stå ved? Der må da være en grund til, at det er lige dér du…” jeg prøvede at finde det rigtige ord. ”… materialiserer dig.” Jeg smed mig på min sofa i stuen og pustede en hårtot væk fra mine øjne. Sebastian sad på gulvet og zappede kanalerne igennem. Han kiggede bedrøvet og undskyldende op på mig.
”Jeg har jo aldrig opdaget noget dér før. Hvorfor skulle jeg opdage, hvem jeg er nu, bare fordi jeg har opdaget et navn?” Han skubbede fjerbetjeningen fra sig med et suk, og lagde sig på ryggen. Irriteret satte jeg mig op. Irriteret over, at han havde ret.
”Jeg ved det godt, men vi løber snart tør for muligheder.” Sebastian blev liggende med hænderne over ansigtet. Hans grå T-shirt var gledet en centimeter op og afslørede nogle spændte mavemuskler. Mens jeg så på ham, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan han ville se ud, hvis han lå i min seng.
Jeg lagde mine hænder på mine rødmende kinder. Stop, beordrede jeg mig selv. Jeg måtte bare ikke tænke den slags tanker om en usynlig person. Slet ikke når han var i rummet. 
Min mobiltelefon begyndte at vibrere på sofabordet. En perfekt distraktion fra mine tanker.
Med glohede kinder tog jeg den, mens jeg skævede til Seb, som stadig lå på gulvet. Han fjernede hænderne fra ansigtet og kiggede på mig. Jeg rejste mig og gik hen mod køkkenet, mens jeg mærkede hans øjne i ryggen. Gad vide hvad han tænkte, når han så sådan på mig?
”Det er Lea,” sagde jeg ind i telefonen.
”Selvfølgelig er det dig, ellers ville jeg ikke ringe til det her nummer.” Jeg smilede.
”Hej Jess.” I bagrunden kunne jeg høre hende gå, og jeg kunne høre biler. 
”Jeg ville egentlig bare spørge, om du er okay? Du var mega fraværende i skolen. Både i dag og i går. Du opdagede ikke engang, at Lucas blinkede til dig.” Hun sagde det med bekymring i stemmen, men samtidig med sin lad-os-tale-om-drenge-stemme. 
Jeg stoppede op. ”Hvad gjorde han?” spurgte jeg forhåbningsfuldt.
”Du hørte mig godt. Han blinkede til dig, men du ignorerede ham totalt. Det ligner ikke dig at spille kostbar. Så fortæl mig: Hvad sker der?”
Lucas havde blinket til mig? Jeg lavede en lille sejrsdans og fortsatte ud i køkkenet. 
”Jeg ved det ikke. Jeg tror bare jeg er træt,” svarede jeg undvigende. Jeg hadede at lyve for hende.
”Nå, men du har bare at blive frisk igen, for jeg tror, at Lucas kunne lide din modstand. Jeg kunne godt forestille mig at han…” Jess stoppede op. ”Hvad har hun gang i?” mumlede hun så. 
”Hvad sker der?” spurgte jeg. I den anden ende begyndte Jess at gå igen.
”Kan du huske hende pigen fra den der butik, der sælger drømmefangere og alle mulige dimser?” spurgte hun dæmpet.
Det kunne jeg godt. Det var hende der havde fanget mit blik, lige efter jeg havde talt med Sebastian første gang. 
”Hvad er der med hende?”
”Hun sidder lige nu og roder sten igennem, sten fra stien i parken. Hun sidder altså midt på fortovet. Hun tager en sten op og sidder og inspicerer den. To sekunder, jeg skal lige kunne se bedre. Nu lægger hun den tilbage. Hun roder videre,” fortalte Jess fortroligt. ”Nu har hun fundet en ny sten. Hun kigger, lægger den fra sig og tager en ny.”
”Hvorfor fortæller du mig det her, Jess?”
”Er det bare mig, eller er det ikke lidt underligt at sætte sig på fortovet og kigge på sten? Nå, nu ser det ud til, at hun fandt den sten, hun ledte efter. Hun smiler og rejser sig op. Holy shit, hun kommer over mod mig!” sagde Jess og ændrede sin stemme lidt. ”Ja, ik’? Ej, det sagde jeg også! Jeg er helt enig.” Jeg smilede og tog mig til hovedet ad Jessicas forsøg på at få samtalen til at lyde normal. Jess elskede at lege spion. ”Okay, hun er gået forbi. Hun tog stenen i lommen og gik over mod hendes butik, vil jeg tro. Men helt seriøst. Hvem vælger at lede efter sten på en sti? Jeg ville forstå det på en strand, men ikke på en sti midt i byen.”
”Jeg ved det ikke. Måske så hun bare en flot sten og tænkte, at hun ville have den? Hvad ved jeg. Sælger hun ikke sten i sin butik?” Jeg mente jeg havde set nogle sten ligge i vinduet, men hvis det bare var sten, hun fandt på gaden, ville jeg aldrig købe dem. 
”Jo, det gør hun vist. Jeg synes bare, det er et underligt sted at finde dem. Hun er mystisk.” 
Det syntes jeg også. Mens Jess havde trukket mig væk fra Sebastian på gadehjørnet for nogle dage siden, havde hun smilet til mig, som om hun vidste præcis hvad der skete.
Som om hun kendte mig og ventede på, at jeg tog kontakt.
”Øh, Jess? Jeg er nød til at løbe. Min mor kalder fra blomsterbutikken.” Det var anden løgn i løbet af et opkald.
”Okay, men ring til mig hvis der skulle ske noget mellem dig og Lucas!” Hendes stemme var igen ovre i drenge-mode. 
”Det skal jeg nok,” svarede jeg og lagde på. Jeg stormede ind i stuen, samtidig med at Seb rejste sig op. Han kiggede afventende på mig.
”Jeg tror, jeg ved, hvem vi skal spørge om hjælp.”

Sebastian og jeg var taget direkte hen til hendes butik. Jeg kiggede på skiltet over døren. STREGA stod der med en rød kringlet skrift. 
”Gad vide, hvad det betyder,” mumlede jeg og skævede til Seb. Vi havde aftalt, at jeg ikke måtte kigge direkte på ham, kun ud af øjenkrogen en gang i mellem, så der ikke var nogen der fattede mistanke. 
”Strega. Jeg kender det ord. Jeg ved hvad der er, men jeg kan ikke huske det.” Han kneb øjnene sammen og stirrede på skiltet, som om svaret pludselig ville komme til ham. 
Hvem end Sebastian var, vidste han i hvert fald noget om alt det her rod. Hvis bare han fik hukommelsen igen, kunne han måske hjælpe mig med at forstå, hvad der skete. 
Beslutsomt trådte jeg ind ad døren. Der hang små klokker over døren, der larmede da jeg åbnede den. Jeg holdt den åben et par sekunder mere end nødvendigt, så Seb kunne komme ind, uden nogen så ham holde den. Jeg rynkede panden, da en tanke løb gennem hovedet på mig.
Kunne Seb overhovedet holde døren, eller ville den gå lige gennem ham? Kunne han gå gennem vægge? Det kunne forklare, hvordan han var kommet ind til mig midt om natten. Men han havde jo holdt fast i en fjernbetjening tidligere i dag. 
Mennesker, bortset fra mig, gik gennem ham, men fjernbetjeninger gjorde ikke. Hvor gik grænsen?
Da døren lukkede, ringede klokkerne igen og fik mig ud af mine tanker. Jeg måtte huske at tale med Seb om det. 
Jeg trådte længere ind i butikken og så mig omkring. Det var overvældende. Der stod små borde og reoler op ad væggene, og der hang en masse hylder over dem. Overalt var der ting at se på. Der lå små krystaller og smukke sten på bordene, og der stod en masse forskellige figurer. Alt fra englefigurer og Buddhafigurer til små fine feer. På små stativer hang der smykker af træperler, sten og også af sølv. I loftet og fra hylderne hang der drømmefangere med farverige fjer og små glasprismer, der kastede flotte regnbuer på væggene. Det var som at gå gennem en skov af farver og indtryk. Rundt omkring i butikken stod der duftlys, som man også kunne købe, der fik rummet til at dufte eksotisk. Men der var intet, der afslørede hvad ordet 'strega' betød. I enden af butikken stod en disk, men ekspedienten måtte være ude i baglokalet, som lå bag disken. 
"Wow," sagde Sebastian og tog fat i en drømmefanger med et indviklet mønster og store røde fjer.
"De er virkelig flotte," hviskede jeg overvældet. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville synes om butikken, men der var en helt særlig atmosfære herinde. Noget kraftfuldt. 
Han nikkede og fandt en samling håndskårede træfigurer af forskellige dyr. Med et eftertænksomt blik tog han et af dyrene op. Han kiggede på mig og så så tilbage på figuren, som om han sammenlignede os. Jeg så spørgende på ham og gik over for at se, hvad han havde fundet. Med et smil tog han min hånd og lagde figuren i den. Et kort øjeblik nød jeg bare den sitrende energi fra hans berøring. Så fjernede han sin hånd og jeg kiggede på den lille løve der lå tilbage. Det var en smuk, majestætisk hunløve i lyst træ.  
"Den minder mig om dig," sagde Seb.
"Om mig? Hvorfor det?" Jeg kunne ikke selv se nogen ligheder. Jess havde en gang sagt, at jeg havde katteagtige bevægelser, men jeg var alt andet end farlig og majestætisk som en løve. Måske var jeg bare en killing.
Seb tog min fletning, der hang ned ad ryggen, og sammenlignede løvens farve med mit hår. Farverne var næsten ens.
"Du hedder Lea. Kommer det ikke fra løve? Jeg mener Lea betyder en smuk løvinde." Han så mig dybt i øjnene mens han sagde det. Hans blik var lidt usikkert, men han tog ikke blikket fra mine øjne. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Syntes han at jeg var en smuk løvinde? Eller nævnte han bare, at det var det mit navn betød - uden at lægge mere i det? Jeg stod helt stille med løven i hånden og var fanget af hans øjne. 
Hans øjne var så mørke, at de næsten var sorte.
De sagde mig et eller andet. Havde jeg ikke set dem før? Han kiggede på mine læber og lænede sig så en anelse frem. 
"Kan jeg hjælpe med noget?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...