Strega

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Igang
Gennem hele livet har Lea søgt svar. Hvem var hendes far, hvad skete der med ham og hvorfor har hun altid følelsen af at blive forfulgt?
Spørgsmålene bliver ikke færre da hun møder drengen Seb - som ingen andre end hende kan se. Hurtigt bliver hun kastet ind i en verden af hekse, magi og mystiske evner. Men hvem kan man egentlig stole på i sådan en verden?

2Likes
4Kommentarer
601Visninger
AA

1. Prolog

Seksten år siden


Med rystende hænder styrtede Christian ud ad døren. Han vidste ikke om han skulle grine eller græde. Hans kone var allerede over på hospitalet, så han skulle bare skynde sig derhen. Efter 9 lange måneder ville han endelig møde sin lille datter. Han pressede sig selv til at skynde sig endnu mere, og han smilede ved tanken om sin lille familie. Men smilet føltes ikke rigtigt. Han havde på fornemmelsen, at der snart ville ske noget forfærdeligt. Han havde haft den knugende følelse de sidste par dage. Og desværre plejede hans fornemmelser ikke at tage fejl. 
Han rev havelågen op og løb ud til sin bil. Han skulle lige til at låse den op, da han opdagede, at alle dækkende var flade. 
”Fandens” bandede han og kiggede sig omkring. Solen var ved at gå ned, og mørke skyer truede med regn på himlen. Omhyggeligt kiggede han i alle skyggerne omkring sig og søgte efter energier. Men hvis der var nogen i nærheden, skjulte de sig godt. Han kiggede på dækkene igen. Det var helt klart planlagt. Hvem end der havde gjort det, ville prøve at bremse ham. Han begyndte at løbe i retning mod hospitalet. Spørgsmålet er, tænkte han, hvorfor skulle nogen bremse mig?
Fornemmelsen af noget forfærdeligt blev stærkere. Ville personen der havde gjort det tale med ham? Eller måske nå over på hospitalet først?
Han skævede til sit armbåndsur mens han drejede om på en sidegade. Det her gik for langsomt. Han stoppede forpustet op og kiggede op og ned ad gaden. Henne foran en butik stod en bil. Der var ikke mange mennesker i nærheden på denne tid af aftenen, og de der var, var for langt væk til at kunne se hvad der skete. Han stirrede på bilen og rynkede øjenbrynene. Langsomt begyndte bilen at køre over mod ham. Han fik lettere og lettere ved at styre den, og da den var tæt nok på, åbnede han dørene med tankerne og satte sig ind. 
Mens han kørte, blev han ved med at se i bakspejlet. Havde nogen mon set ham? Han havde en følelse af at blive overvåget. Det havde været virkelig risikabelt, at stjæle en bil med sine evner på en åben gade. Kun de stærkeste af hans slags kunne styre en bil på den måde. Igen tjekkede han energierne omkring sig. Der var intet udsevanligt. Han bremsede hårdt op lidt væk fra hospitalet og kastede sig ud af bilen. Han løb det sidste stykke, men stoppede brat da han så hende.
Hun lænede sig hensynsløst op ad muren ind til hospitalets område og røg. Ved siden af hende stod et skilt, hvorpå der stod `Rygning forbudt´. Følelsen af at noget slemt ville ske hobede sig op og truede med at vælte ham omkuld.
”Victorie?” spurgte han vantro. Hun smilede til ham og brugte skiltet til at slukke sin cigarret. Derefter gik hun roligt hen mod ham. 
”Du kan huske mig?” spurgte hun sødt.
Selvfølgelig kunne han huske hende. Hun havde været hans assistent på hans laboratorie engang for mange år siden. Dengang han undersøgte, om man kunne overføre kræfter fra et væsen til et andet. Det var lykkedes ham med hjælp af besværgelser, at vække døde frøer igen med kræfter fra andre frøer. Han var tilfreds med resultatet, men hun ville forske mere. Hun ville vide om man kunne det sammen med deres evner. 
Christian nikkede venligt til hende.
”Ja, selvfølgelig.” Han gjorde, hvad han kunne for at holde den venlige tone, men han vidste, at der var noget galt. Han var nød til at være på vagt.
Hendes lange sorte hår dansede på ryggen af hende, mens hun kom gående mod ham. Hun smilede uskyldigt.
”Hvor er du på vej hen i den fart?” 
”Hvad skyldes æren, Victorie?” sagde Christian for at undgå at svare.
”Æren ligefrem? Jeg ville bare høre hvordan det går. Jeg har forsket lidt siden jeg stoppede hos dig.”
”Javel,” nikkede han forbeholdent. ”Hvad har du så fundet ud af?”
Hun grinede let, men grinet nåede ikke øjnene.
”Du har lært telekinese, hva’?” sagde hun og nikkede mod bilen han kom fra. Han svarede ikke. Han skannede hendes energi. Hun var ikke så stærk som ham. Han vidste, han ikke skulle have stjålet bilen på den måde.
”Hvad er det du vil?” spurgte han igen.
”Jeg vil være stærkere,” svarede hun ærligt og så ham lige i øjnene. Hendes mørke øjne var med et blevet alvorlige. Christian kunne ikke lade være med at fnyse. 
”Og hvordan har du så tænkt dig at gøre det?” 
”Sammen måde som dengang med frøerne.” Han prøvede at regne ud, hvorfor han skulle vide det. Men mest af alt hvordan han kunne stoppe hende. Victorie var magtsyg og opmærksomhedskrævende. Hun ville ikke tøve med at slå ihjel for at nå sit mål.
”Og du vil have mig til at hjælpe dig?” gættede han. Hun lagde hovedet tilbage og grinede.
”Nej da. Jeg vil have dine evner,” sagde hun og prikkede ham på skulderen. Hendes lange negle borede sig ind i hans jakke. ”Du er den stærkeste, jeg nogensinde har mødt. At have dine kræfter og mine egne ville gøre mig uovervindelig. Jeg ville bliver den stærkeste steganer nogensinde. Enkelt, ikkesandt?” Hun tog hånden til sig og gjorde et kast med håret. 
En lastbil kom kørende for enden af vejen. Febrilsk prøvede han at finde en godt svar til Victorie.
”Selv hvis du var stærk nok til at overføre kræfter, kan du ikke gøre det på dig selv. Begge frøer var bevidstløse under forsøgene.” pointerede han. Men noget ved hendes selvsikkerhed sagde ham, at han tog fejl.
Hun smilede lusket.
”Lad du bare mig om det.” Hun prøvede at finde de rigtige ord, mens hun snoede en lok af sit hår om fingeren. ”Du skal bare, lad os sige, gøre dig selv bevidstløs, så klare jeg resten. Når du vågner, vil du ikke være andet en et normalt menneske.” Hun trak på skulderene som om det ikke var noget særligt.
”Og hvad får dig til at tro jeg vil gå med til det?” Han var flere gange stærkere end hende. Hun kunne ikke tvinge ham. 
Hun vendte sig om og kiggede op på hospitalet. Et smil, der fik enhver til at ville hjælpe hende, spillede på hendes læber. 
”Jeg har en ven, der lige nu står og ser din kone føde. Et ord fra mig og det er ude med dem.”
Han så chokeret på hende. Det tog nogle sekunder for ham før han fik stemmen igen.
”Det vil du ikke gøre!”
Hun nikkede tilfreds og satte hænderne i siden.
”Det kan jeg, og det vil jeg.”
Christian knyttede sine hænder og gennemgik sine muligheder. Han kunne gøre hvad hun sagde, hvilket sandsynligvis ville blive hans og en masse uskyldige menneskers død. Han kunne gå imod hende og se sin kone og datter blive dræbt. Han klappede på sin lomme og bekræftede sin frygt. Han havde glemt sin strega-sten derhjemme, da han havde så travlt med at komme afsted. Uden amuletten, ingen besværgelser. I søgen efter flere muligheder så han sig omkring.  
Lastbilen var kommet meget tættere på nu. Han fik straks en idé. Han kunne ikke vide, om Victorie stadig ville slå hans familie ihjel, men det var hans eneste mulighed. Uden nærmere betænkningstid kastede han sig ud foran lastbilen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...