Strega

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Igang
Gennem hele livet har Lea søgt svar. Hvem var hendes far, hvad skete der med ham og hvorfor har hun altid følelsen af at blive forfulgt?
Spørgsmålene bliver ikke færre da hun møder drengen Seb - som ingen andre end hende kan se. Hurtigt bliver hun kastet ind i en verden af hekse, magi og mystiske evner. Men hvem kan man egentlig stole på i sådan en verden?

2Likes
4Kommentarer
495Visninger
AA

5. Navne

Jeg vågnede midt om natten, da jeg mærkede en sitrende energi i luften. I sekundet før jeg vågnede huskede jeg, at jeg havde mærket den energi før. Jeg havde mærket den, da jeg var i nærheden af ham drengen, men også før det. Jeg kunne huske, at jeg havde været på kirkegården i den by, vi boede i før, med min mor for nogle år siden. Vi skulle besøge min far. Jeg havde aldrig brudt mig om at være på en kirkegård. Netop på grund af den følelse af, at der var elektricitet i luften. Min mor havde bare rystet på hovedet, da jeg havde nævnt det. Bagefter sagde hun det til min psykolog. Siden havde jeg aldrig nævnt det. Jeg satte mig op med et sæt og kiggede rundt. 
Der stod én henne ved døren.
Jeg rykkede mig, så jeg var klar til at springe ud af sengen, hvis det blev nødvendigt. Personens ansigt var skjult af mørket, og jeg kunne ikke se hvem det var.
Skikkelsen løftede armen og kløede sig på albuen. Jeg holdt øje med hver en bevægelse. 
Han trådte et skridt frem.
”Stop!” kvækkede jeg. Mit hjerte hamrede. Jeg prøvede, at lade være med, at tænke på hænder der blev trykket mod den mørke rude. 
Han stoppede op. Langsomt, uden at tage øjnene af skikkelsen, rakte jeg bagud og tændte min natlampe. 
Personen havde mørke slidte jeans på og en grå T-shirt.
Hans ansigt var stadig badet i mørke, men jeg havde gættet hvem det var.
”Hvad laver du her?” spurgte jeg. Min stemme rystede stadig af chokket over at se fyren fra gadehjørnet. 
Han trådte endnu et skridt frem. Hans blik var forvirret, som det plejede. Jeg lagde mærke til, at han faktisk så lidt barsk ud. Han var flot, slank og muskuløs. Hans ansigtstræk var markante og hans mørke, lidt buskede øjenbryn skyggede over hans mørke, tænksomme øjne.
”Jeg ved det ikke,” svarede han og så sig undrende om på mit værelse. ”Jeg tænkte bare, at jeg måtte tale med dig, og nu står jeg her.” 
Jeg sprang ud ad sengen og løb hen til vinduet. Lukket. Præcis som jeg havde efterladt det. Jeg stak hovedet ud af døren til mit værelse. Hoveddøren var også som jeg havde efterladt den. Jeg blev pinligt berørt over mit nattøj og smuttede tilbage i min seng, hvor jeg trak min dyne op til min hage. Jeg havde kun en stor T-shirt på. 
Et øjeblik var der ingen af os der sagde noget. Vi kiggede bare på hinanden.
”Hvem… hvem er du?” sagde jeg for at bryde tavsheden. Han tøvede og så frustreret ud.
”Jeg ved det ikke,” svarede han ærligt og kiggede på mig.
”Ved du ikke, hvem du er?” spurgte jeg vantro. Han begyndte at gå hen mod vinduet, men vendte så om og gik tilbage til døren. Han tog hånden op til munden og tænkte så det knagede.
”Jeg kan ikke huske det. Noget med E? Nej… S! Ja, mit navn starter med S! Det tror jeg i hvert fald,” han tog sig til hovedet og satte sig tungt i enden af min seng. Efter en lille pause drejede han sig mod mig. 
”Ved du hvem jeg er? Vil du ikke hjælpe mig med at finde ud af, hvad der sker med mig?” Han så en smule skræmt ud. 
Jeg nev mig selv i armen. Jeg var vågen.
”Øh…” Jeg anede ikke hvad der skete. Hvorfor kendte han ikke engang sit eget navn, og hvordan var han kommet ind på mit værelse?
Og hvorfor var jeg den eneste der kunne se ham?
Var det her en hallucination? Var jeg virkelig blevet sindssyg? Jeg troede det var ovre. Jeg troede, jeg var færdig med psykologer og bekymringer, efter jeg var flyttet. Men mine hallucinationer dengang var så virkelige… Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne vel ligeså godt forsøge at hjælpe.
”Dit navn starter med S. Sam? Stefan? Simon?” Han rystede på hovedet ad dem alle. ”Okay. Sonny? Ssss… Sonic?” Han trak på smilebåndet.
”Som ham fra spillet? Nej.”
”Spencer? Steven?” Han rystede stadig på hovedet. Sådan her kunne vi ikke fortsætte. Jeg fandt min telefon og søgte efter navne.
Vi brugte lang tid på at gennemgå navne der startede med S. Nogle timer faktisk. Da jeg var lige ved at falde i søvn, var klokken halv fire om morgenen. 
Jeg gabte og lukkede øjnene. Bare lige 2 sekunder.
”Øh… ja, jeg går nu. Du skal sove. Undskyld jeg bare kom brasende, det var ikke min mening. ”
Jeg tvang mig selv til at åbne øjnene. `S´ havde rejst sig op og stod nu og kløede sig i håret. Jeg nikkede.
”Det er okay. Du kan måske finde mig igen i morgen. Eller senere i dag er det jo. Så kan vi lede videre.”
Han smilede taknemmeligt.
Jeg var lige ved at falde i søvn igen, da hans blide stemme vækkede mig.
”Hvad hedder du egentlig?” Jeg smilede.
”Lea. Jeg hedder Lea Waterstone.”
”Waterstone? Det er et flot navn.” Han rynkede brynene og så igen tankefuld ud. ”Det minder mig om et eller andet…”
Jeg nåede ikke at høre mere før jeg faldt i søvn.


Dansktimen var ekstrem kedelig. Vi sad og analyserede en tekst, men mine tanker fløj hele tiden hen på alt det, der var sket i går. Jeg havde glemt at fortælle min mor om overfaldet, eller hvad man nu skulle kalde det. Jeg havde travlt med at tænke over navne med S. Og nu tænkte jeg over, om overfaldet overhovedet var sket. Var det også en hallucination? Det havde bare været så virkeligt. Før jeg flyttede, havde jeg hallucinationer, hvor jeg flyttede ting. Den første hallucination jeg fik, var i en matematiktime. Jeg havde i kedsomhed prøvet at flytte min blyant med tankens kraft, og i næste øjeblik fik jeg den i øjet. Der var ingen der så det, og derfor heller ingen der troede på det. Jeg havde forsøgt at gøre det igen, men det mislykkedes. Siden var det sket en gang imellem, når jeg ikke tænkte over det, men der var aldrig nogen der så det.
Samtidig havde jeg en konstant fornemmelse af, at jeg blev forfulgt, og jeg kunne mærke elektricitet på kirkegården. Min klasselære og min mor var blevet enige om, at sende mig til psykolog. Jeg var så bange for at blive forfulgt, at vi til sidst endte med at flytte. 
Jeg troede jeg var sluppet af med hallucinationerne, forfølgelsen og elektriciteten, men de sidste dage havde bevist det modsatte.
Der var noget galt med mig.
Jeg skævede til Jessica som sad ved siden af mig. Hun sad og skimmede teksten og skrev noter, fordi hun ikke havde lavet sine lektier. Det havde jeg, men lige nu kunne jeg ikke fokusere på dem.
Pludselig mærkede jeg en ændring i energien i rummet. Med et smil så jeg mig omkring i klassen men 'S' var ingen steder at se.
"Jeg har opdaget noget nyt," hviskede han i mit højre øre. Jeg drejede hovedet, men kunne stadig ikke se ham. Men jeg kunne høre hans ånde, lige ved siden af mig.
"Jeg er her lige nu. Jeg kan se dig, og jeg kan også røre dig," sagde han og prikkede mig på min venstre skulder. Elektriciteten sitrede. "Men jeg kan se på dig, at du ikke kan se mig. Jeg kan heller ikke se mig selv. Når jeg ser på min hånd, eller der hvor den burde være, er den der ikke." Han lød begejstret mens han gik rund om mit bord. Jeg skævede til Jess, men hun hverken så eller hørte noget. Jeg ville gerne svare ham, men hvis jeg gjorde det, ville Jess høre det. Jeg smilede til ham selvom jeg ikke længere anede hvor han var, men mit smil blev en smule anstrengt. Ikke nok jeg var den eneste der kunne se ham, han kunne også være usynlig for mig. Jeg rystede tanken af mig. Jeg ville ikke tænke på hvor underligt det hele var. 
Han materialiserede sig ved siden af min lære forrest i klassen. Han startede med at være gennemsigtig, men blev så klarere indtil han lignede et normalt menneske. Han smilede til mig og jeg smilede oprigtigt igen. Hans smil var mere selvsikkert end jeg havde set det før. Hele hans holdning var mere selvsikker. Han viftede med hænderne foran ansigtet på min lære og rakte tunge. Så begyndte han at skele, og skar en masse underlige grimasser, lige op i hovedet på ham. Jeg kunne ikke lade være med at fnise, men stoppede, da Jess lænede sig ind mod mig.
"Hvad er jeg gået glip af? Hvad er det, der er så sjovt, som jeg ikke fik set?"
Ups.
Hvad skulle jeg lige svare til det?
"Jeg, øh, tænkte bare på -"
"Har i to lyst til at dele jeres samtale med resten af klassen?" Min lære havde sat hænderne i siden og kiggede strengt på Jess og mig. Bag ham stod 'S' i nøjagtig samme stilling.
Hverken mig eller Jess sagde noget. 
"Så kan vi måske vende tilbage til historien."
Jeg kiggede ned i min bog foran mig. Jeg gad virkelig ikke analysere historier.
"Er der nogen der kan fortælle mig, hvad Sebastian hentyder til på side 14, linje 6?" Jeg slog op på siden og prøvede at se koncentreret ud. Min læres blik fejede over klassen, men endte heldigvis ikke på mig.
Mit blik gled op på 'S' igen. Jeg forventede han ville stå og lave mere sjov, men det selvsikre smil var forsvundet fra hans ansigt. Hans øjne var helt åbne og hans mund var stivnet i en chokeret grimasse. Han stirrede stift på læren, men hans blik var fraværende. Langsomt drejede han hovedet og kiggede nu på mig. Han begyndte at smile igen og jeg åndede lettet op.
"Sebastian!" udbrød han. "Der var det! Mit navn er Sebastian!" Han løb mellem bordene ned til mig. Hans hurtige bevægelser startede en vind, som fik de andre elever ved bordene til at se undrende på hinanden. Lucas, som Sebastian lige var løbet forbi, rynkede panden og så om mod mig. For der ikke var nogen der skulle fatte mistanke, prøvede jeg at se ligeså forvirret ud. Det var ret svært, for Sebastian smilede så meget, at det måtte gøre ondt i kinderne. Jeg kunne ikke lade være med også at smile. 
Sebastian. Tænk, at vi ikke havde tænkt på det navn. Jeg var ellers begyndt at tænke over helt andre navne, såsom Safir, Sabah, Simba og Snebjørn. Men jeg vidste nu godt, at jeg ikke ville komme langt med de navne.
De andre i klassen var vendt tilbage til deres papirer igen.
"Tillykke" mimede jeg, så der ikke var nogen der hørte mig. Sebastian satte sig på kanten af mit bord.
"Tak for hjælpen," svarede han taknemmeligt. Jeg fandt et blank stykke papir og begyndte at skrive.
Jeg fandt jo ikke dit navn. Du behøver ikke takke.
Han kastede et blik på papiret.
"Måske ikke, men du prøvede. Og hvis det ikke var for dig, ville jeg ikke være i den her klasse," pointerede han. Han smilede et skævt charmerende smil. Et øjeblik kunne jeg ikke lade være med at stirre på ham. Så kom jeg til mig selv og skrev videre på papiret. 
Ved du, hvem du er nu?
Godt nok havde han fundet sit navn, men hvad betød det?
Sebastian kløede sig tænkende på hagen.
"Nej, egentlig ikke. Men det er vel et skridt på vejen." Han rystede på hovedet med en smule frustration.
Jeg klappede ham på armen for at trøste. Elektricitet skød gennem kroppen på mig. Den bredte sig fra fingrene, op gennem armen og ud i kroppen. Forskrækket trak jeg armen til mig, og han gjorde det samme. Jeg kiggede på mine fingre. Der var intet at se, men det kriblede stadig i dem. Det var underligt. Hvorfor mærkede jeg den elektricitet når jeg var på kirkegården og når jeg rørte Sebastian? Jeg greb ud efter min blyant, men før jeg vidste af det, fløj den selv over i min hånd. Det skete igen. Var det hele en hallucination? Jeg kiggede på Sebastian som stirrede på mig.
"Jeg har set nogen gøre det før," sagde han forundret med rynket pande. Jeg stirrede på ham.
"Hvem er du?" hviskede jeg forvirret. 
"Og hvem er du?" svarede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...