Strega

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Igang
Gennem hele livet har Lea søgt svar. Hvem var hendes far, hvad skete der med ham og hvorfor har hun altid følelsen af at blive forfulgt?
Spørgsmålene bliver ikke færre da hun møder drengen Seb - som ingen andre end hende kan se. Hurtigt bliver hun kastet ind i en verden af hekse, magi og mystiske evner. Men hvem kan man egentlig stole på i sådan en verden?

2Likes
4Kommentarer
515Visninger
AA

4. Mystiske personer

”Det er en aftale. Shopping, efter skole.” 
Jess slog sin næve i bordet som om hun var en dommer. Jeg smilede til hende. Det var lige, hvad jeg havde lyst til. En omgang shopping efterfulgt af aftensmad og hygge hos Jessica. Klokken ringede og vi gik til time.
Jess og jeg plejede altid at shoppe ved gågaden. Og gågaden lå lige ved krydset hvor jeg havde set drengen. 
Jeg havde brugt lang tid på at lede efter ham, efter han var blevet væk. Jeg havde sat mig over på bænken igen og holdt øje, men han havde ikke vist sig. Jeg var endt med at gå hjem, da mit hover var ved at eksplodere af larm. Måske var han der i dag? På den anden side, hvorfor skulle han det? Bare fordi jeg havde set ham to gange samme sted, betød det jo ikke han ville komme igen. Men et eller andet sted håbede jeg, han ville være der.
Da jeg trådte ind ad døren til klassen, trådte Lucas ud. Vi gik lige ind i hinanden, og i det næste øjeblik sad jeg på gulvet. Lucas tog fat i dørkarmen og blev stående.
”Wow, Lea. Du har fart på, hva’?” Han smilede til mig og rakte hånden frem for at hjælpe mig op. Helt fortumlet tog jeg mod den.

”Det… Det må du virkelig undskylde. Jeg var vist i mine egne tanker.” Jeg kunne mærke hvordan jeg rødmede. Jeg lignede garanteret en overmoden tomat. 
Han blinkede til mig og sendte mig sit scoresmil.
”Det er helt okay. Var det om en fyr måske?”
Han lænede sig lidt frem så vi stod endnu tættere. Jeg kunne ikke lade være med at snuse. Han duftede af deodorant. En god deodorant. Jeg kunne mærke at jeg rødmede endnu mere, og en hårlok faldt ind foran mit ansigt. 
”Øh…”
Langsomt tog han hånden op og redte mit hår tilbage med fingrene. Jeg holdt vejret. Han sendte mig et skævt smil. Hans stemme var hæs og sexet, da han nærmest viskede til mig.
”Vi ses.”
Derefter gik han. Jeg kiggede efter ham, men han så sig ikke tilbage en eneste gang.
Til gengæld stod Jess for enden af gangen med et stort smil og lavede thumps-up.

Han var der! Han stod det samme sted, som han havde gjort i går.
”Jeg skal lige noget.” mumlede jeg til Jessica. Før hun nåede at svare, var jeg gået hen mod drengen. Han så ikke mig, men havde travlt med at springe fra side til side for at undgå mennesker. Hans blik var vildt og farede rundt, som om han ikke anede hvad han lavede. 
Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige til ham. Det føltes som om der var elektricitet i nærheden. Noget med en høj spænding der fik luften til at sitre.
”Undskyld? Er du okay?” Ingen reaktion. Kun en ældre dame vendte sig og kiggede på mig.
Jeg gik tættere på drengen, som nu stod med ryggen til i sin kamp om ikke at røre nogen. Jeg prikkede ham på skulderen.
”Undskyld? Jeg ville bare – ” Jeg stoppede min sætning. Drengen var stivnet ved min berøring og det samme var jeg. Jeg havde fået stød. Eller noget der mindede om. Det føltes som et stød, men det var for rart til at være det.
Langsomt vendte drengen sig om. Han stod helt stille og kiggede forundret på mig. Jeg stivnede igen. Nu hvor han stod stille og ikke kæmpede for at undgå folk, gik de… lige igennem ham. De gik lige igennem ham, som om han ikke var der. Jeg blinkede et par gange. 
”Du kan… kan du se mig?” spurgte han. Han lød stadig forvirret, men nysgerrigheden lyste ud af hans øjne. Måbende nikkede jeg bare. Folk gik stadig gennem ham. En kvinde stoppede op og stirrede på mig med rynkede bryn. Hun stod halvt inde i ham.
”Lea, hvad har du gang i?”
Jeg vendte mig om. Jess stirrede også på mig og nikkede undskyldende til kvinden, der stod i drengen. Hun rystede på hovedet og gik videre.
”Jeg… jeg ville bare spørge om…” Jeg kiggede på drengen igen. Han havde taget hånden op til skulderen som jeg havde rørt og kiggede forundret på mig.
”Du er den første der har set mig.” sagde han og lod hånden falde. Han tog et skridt hen mod mig og jeg skulle til at gøre det samme. Jeg ville mærke den elektricitet igen.
”Jeg ved ikke hvad du har gang i, Lea, men vi har ikke hele dagen. Kom nu!” Jess tog fat i min jakke og trak mig væk fra drengen. Han rakte ud efter mig for at få mig til at stoppe. Jeg smilede undskyldende til ham, mest fordi jeg ikke anede hvad jeg ellers skulle gøre. 
Midt i kaosset, mens Jess trak mig væk, fangede en kvinde pludselig mit blik, mens hun satte en udstilling frem i et butiksvindue. Butikken havde drømmefangere, sten og små engle- og buddhafigurer i vinduerne. Kvinden virkede for ung til at styre sådan en butik, men det gjorde hun altså, og nu havde hun fanget mit blik. Hun smilede indforstået til mig, som om hun vidste præcis hvad der foregik. Hun nikkede. Jeg kiggede mig tilbage over skulderen for at se drengen igen.
Han sprang rundt ligeså forvirret som han plejede, men kastede en gang imellem et blik i min retning.


Det var helt mørkt nu og det støvregnede. Der var ingen andre mennesker på gaden end mig. Alligevel følte jeg mig overvåget. 
Jeg hadede at være ude på denne tid af aftenen. 
Jess og jeg havde brugt nogle timer på at gå rundt og shoppe, men mine tanker havde været et andet sted. Var jeg ved at blive sindssyg? Eller var jeg virkelig den eneste, der kunne se den mystiske fyr?
Da jeg nåede til krydset før den vej jeg boede på, var der egentlig rødt, men efter at have tjekket flere gange, gik jeg alligevel over. Her var ingen andre end mig. Da jeg var halvvejs ovre hørte jeg en lyd. 
Jeg standsede. Og før jeg vidste af det, kom en sort varevogn drønende mod mig.
Jeg hørte skrig.
Først da jeg var sprunget væk fra vejen opdagede jeg, det var mit eget skrig.
Hvis jeg ikke var sprunget væk, ville jeg være død nu. Den sorte varevogn bremsede hårdt op og holdt stille i nogle sekunder. Jeg begyndte at gå over mod den, så jeg kunne tale med chaufføren og sige undskyld for at stå midt på vejen, men varevognen begyndte at bakke. 

Direkte mod mig.

Den kørte hurtigere og hurtigere direkte mod mig.
Jeg begyndte at løbe alt hvad jeg kunne mod opgangen ved min mors blomsterbutik. Der var kun omkring tyve meter endnu. Personen i varevognen steg ud og løb. 
Han jagtede mig. 
Og der var ikke mere end ti meter mellem os.

Jeg nåede døren til opgangen og trak i håndtaget. Til mit held var den ikke låst. Jeg pilede ind og låste døren. I samme sekund hamrede det på ruden og der blev trukket i håndtaget udefra. Et øjeblik var jeg bange for, at han ville rive døren af. Men han stod stille.
Personen hamrede begge sine hænder på ruden. Glasset i døren klirrede. Jeg trådte forskrækket et skridt tilbage. Man kunne ikke se andet end hænderne gennem den matte rude, kun svagt ane en silhuet. I den ene hånd havde personen en lille rund sten.
Mit hjerte hamrede. Jeg stod helt stille og prøvede at få vejret. Personen blev stående med hænderne på ruden. Pludselig satte han ansigtet til ruden. Forskrækket trådte jeg et skridt endnu tilbage og stod med ryggen mod væggen. Han stod igen helt stille. Han havde en sort hættetrøje på, og foran munden havde han et sort tørklæde. Det eneste man kunne se af hans ansigt var hans øjne.
Hans øjne var så mørke, at de næsten var sorte.
Vi stod og stirrede på hinanden i nogle sekunder. Han sagde nogle ord mens han gned på stenen, men jeg kunne ikke tyde dem. Et smil steg op til hans øjne. Han havde næsten slået mig ihjel og nu stod han og smilede. Langsomt, ganske langsomt, trak han sig væk fra ruden. Jeg kunne ikke bevæge mig. Mine arme var frosset fast og jeg kunne ikke bevæge mine ben. Panikken steg op til hovedet. 
Jeg sad fast.
Jeg hørte fodtrin der løb væk og lidt efter lyden af varevognen der blev startet. Da jeg ikke kunne høre flere lyde, kom jeg til mig selv. Jeg løb op ad trappen, så hurtigt jeg kunne, og skyndte mig at låse mig ind i lejligheden. Jeg smækkede døren og stillede mig med ryggen op ad den. Langsomt gled jeg ned på gulvet og prøvede at få vejret. Jeg var i sikkerhed nu. Han kunne ikke komme herind.
”Er det dig, skat?” Jeg rettede mig op med et sæt, men det var bare min mor der kaldte fra sit soveværelse. 
”Øh, ja,” svarede jeg så roligt jeg kunne. Jeg hev mig selv op at stå og dobbelt tjekkede at døren var låst. Derefter tog jeg en dyb indånding og gik over på mit værelse, som om ingenting var sket.
Inde på mit værelse lukkede jeg med rystede hænder mit vindue helt. Vi boede to etager over jorden, og under mit vindue var der også en kældertrappe, så selv med en stige, ville man ikke kunne komme op til mit vindue uden af lave en masse postyr. Alligevel sikrede jeg mig, at det var lukket flere gange. 
Skulle jeg alligevel fortælle min mor, hvad der var sket? Jeg gik ud i gangen og hen mod hendes værelse, men allerede uden for døren kunne jeg høre hendes blide snorken. Jeg ville ikke vække hende, så jeg besluttede at vente med at fortælle hende det til i morgen. Efter at have tjekket at hoveddøren var låst og alle vinduer lukkede, brugte jeg lang tid på at berolige mig selv. Jeg gjorde mig klar til at sove, men mine hænder, hele min krop rystede. Jeg travede frem og tilbage på mit værelse og trak vejret dybt for at berolige mig selv. Der var jo ikke sket noget. Endnu. 
Mens jeg bed mig i læben for at holde tårende tilbage, listede jeg ud i køkkenet og hen til køleskabet. Noget sukker. Var det ikke det man skulle have, når man var ved gå i chok? Jeg fandt noget saftevand og puttede en teske ekstra sukker i, bare for at være sikker. Jeg drak det hurtigt og tog et glas til. Jeg tog glasset med ind til min seng, efter at have tjekket døren endnu en gang. Men så kunne jeg heller ikke klare mere. Jeg begyndte at hulke og trak dynen helt op til hagen. 
Først flere timer senere faldt jeg i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...