Strega

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2014
  • Opdateret: 13 jul. 2014
  • Status: Igang
Gennem hele livet har Lea søgt svar. Hvem var hendes far, hvad skete der med ham og hvorfor har hun altid følelsen af at blive forfulgt?
Spørgsmålene bliver ikke færre da hun møder drengen Seb - som ingen andre end hende kan se. Hurtigt bliver hun kastet ind i en verden af hekse, magi og mystiske evner. Men hvem kan man egentlig stole på i sådan en verden?

2Likes
4Kommentarer
468Visninger
AA

7. En simpel oversættelse

Jeg vendte mig om med et sæt og stirrede forskrækket på kvinden, der stod bag kassen. Seb kløede sig akavet i nakken, men kvindens blik var rettet direkte mod mig. Jeg åndede ud. Hun anede ikke, hvad hun lige havde afbrudt. Det vidste jeg forresten heller ikke selv.
"Jeg, øh... Jeg kigger bare lidt." Hvad skulle jeg sige? "Hejsa, jeg så dig kigge på mig her forleden dag, så jeg ville vide, om du ved, hvorfor jeg kan flytte ting med tankerne, og se en person som ikke er der?" Nej, vel?
"Okay. Sig til hvis du får brug for hjælp." Kvinden bag disken smilede venligt til mig. Jeg skævede til Seb og gik lidt rundt i butikken. Jeg prøvede at mime 'Hvad skal jeg gøre?' til ham, med ryggen til kvinden. Hans trak på skuldrene og rynkede panden. Der var vist ikke nogen af os, der havde fået tænkt det her igennem. Jeg gik nogle skridt og kiggede fraværende på nogle skulpturer.
Jeg skævede til kvinden igen.
I stedet for at kigge på mig stirrede hun nu ud i luften. Hun kneb øjnene sammen, som om hun prøvede at få øje på noget. 
Hun stirrede på præcis det sted hvor Sebastian stod. 
Med rynket pande vendte hun blikket mod mig igen og så vurderende på mig. Så smilede hun kærligt, som om hun pludselig kunne kende mig.
"Hvad hedder du, min ven?" 
Jeg blev overrasket over spørgsmålet. 'Min ven'?
"Jeg hedder Lea," svarede jeg forvirret. 
Kvindens smil blev endnu bredere, og nu smilede hun, som om hun vidste præcis hvem jeg var, og hvorfor jeg var her. Som om vi var gamle venner.
"Velkommen Lea. Jeg var også begyndt at undre mig over, hvornår du mon ville komme. Nå, skal vi se om vi kan finde den? Din ven kan sagtens komme med," sagde hun og nikkede mod Seb. Hun rakte hånden frem mod mig og bød mig nærmere.
"Undskyld, hvad? Finde hvad? Og kan du... Altså, jeg mener... Kan du se...?" 
Hun kiggede på mig et øjeblik og så så undskyldende ud.
”Det er jeg ked af. Jeg har helt glemt at præsentere mig selv. Mit navn er Evelyn, og jeg styrer den her butik. Det er mig du skal tale med, hvis det har noget med stregasten at gøre. Og nej, jeg kan ikke se din ven, men jeg kan fornemme ham – eller hende for den sags skyld. Jeg kan mærke den sitrende energi, når hans slags er i nærheden, men ikke andet.” 
Da hun var færdig med sin talestrøm stod jeg bare og stirrede.
”Åh…” var det eneste jeg kunne præstere. Sebastian så ud, som om der lige var blevet tændt lys i hans hoved. 
”Selvfølgelig!” udbrød han. Evelyn opdagede ikke noget. ”Strega! Nu kan jeg huske det! Men det forklarer ikke, hvorfor folk ikke kan se mig.”
Evelyn rømmede sig. Hun måtte have fornemmet Seb tale, måske fordi jeg stirrede på ham. ”Vil du ikke præsentere mig for din ven, Lea?” 
Jeg stod stadig og var total blank. Hvad i alverden snakkede de begge to om? Sten, strega, og ”den slags”, som Evelyn havde kaldt ham?
”Øh, jo. Det er Sebastian. Han kan ikke huske, hvem han er,” sagde jeg. Jeg anede ikke, hvad jeg ellers skulle sige.
Evelyn nikkede.
”Det er meget normalt. Det er det, der er din opgave. Det er derfor, de kommer til dig. Men skal vi ikke hellere snakke om det herinde?” Evelyn pegede mod baglokalet. ”Det er mere… privat.” 
Jeg kiggede på Seb. Han nikkede, så jeg begyndte at gå over mod Evelyn og baglokalet. 
”Hun kan forklare os mere om streganere,” sagde han på vejen. ”Jeg kan på en måde huske hvad det er, men jeg tror, vi har brug for hende til at forklare os det bedre.”
Baglokalet lignede mest af alt et hyggeligt kontor. Der stod et stort skrivebord midt i rummet. På den ene side af det stod der en kontorstol, og på den anden side stod der to andre stole. Til venstre var der endnu en dør, og ved siden af stod der en bogreol og en lænestol. Til højre var der et køkkenbord og en vask, og på bordet stod der en elkedel og en kaffemaskine. På skrivebordet lå der en masse papirer ved siden af en tændt computer, og der stod en dampende kop te. Det var tydeligt at Evelyn brugte meget tid herinde.
”Tag endelig plads, I to. Må jeg byde jer på en kop te? Eller måske ikke dig, Sebastian. Spøgelser hverken drikker eller spiser. Hvad med dig, Lea?” Evelyn smilede venligt til mig. Jeg var ved at sætte mig på stolen til højre ved skrivebordet, men var stivnet i min bevægelse. Havde hun lige sagt spøgelse? Sebastian, som havde taget stolen til venstre for min, så overrasket på Evelyn.
”Spøgelse?” spurgte jeg. ”Du mener som i… en død?” Evelyn tog mit manglende svar om teen som et ja. Hun hældte te i en fin kop med engle på og stillede koppen foran mig. Hun satte sig i kontorstolen.
”Nå, det vidste du ikke? Det er måske det, I kommer for at tale om? Her troede jeg du kom, for at finde din sten,” sagde hun og rystede på hovedet. ”Jeg må snart holde op med at drage forhastede konklusioner.” Hun smilede og tog en tår af sin te. Jeg ventede målløs. Var Sebastian et spøgelse? Det her blev bare mere og mere underligt.
”Du er en spøgelsesvisker, Lea.”
Okay, tænkte jeg. Super. En spøgelsesvisker? Det er da klart. Haha. 
”Hvad betyder det?” Jeg bemærkede, at jeg var begyndt at svede i håndfladerne. Evelyn tøvede, mens hun fandt en måde at forklare mig det på.
”Nogle gange når et menneske dør, er han eller hun ikke helt klar. Det kan for eksempel være hvis personen er blevet myrdet, eller hvis han eller hun har en besked, der skal videregives til en anden. Det er en spøgelsesviskers opgave at løse det. Hvis Sebastian nu er blevet slået ihjel, kan det være han vil vide, hvad der egentlig skete med ham. Det, at han ikke kan huske noget, er helt normalt. Han er trods alt død. Alt hvad han ved, alle hans minder er stadig derinde, men der skal lidt hjælp til, før han kan huske det. En enkelt samtale, med en afgørende sætning, kan får alle hans minder til at komme igen. Har jeg ret?” Hun spurgte ud i rummet, og jeg vidste at spørgsmålet var til Seb. Han krydsede armene og nikkede.
”Han nikker,” mumlede jeg. Jeg blev nok nødt til at være mellemled.
”Hvor gammel er du, Sebastian?”
Sebastian tænkte et øjeblik. Han drejede hovedet mod mig, vel vidende om, at det blev mig der måtte videregive svaret.
”Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke huske det.”
Jeg sagde det videre og lagde hovedet ligt på skrå. ”Han ser ud til at være på min alder, måske lidt ældre. 18 år måske.”
”Okay. Det finder vi ud af efterhånden. Men lad mig nu høre. Hvad ved I om Sebastian?”
Jeg tænkte et øjeblik. Hvad vidste vi egentlig? Hvad vidste jeg om ham andet end… end at han var utroligt sjov og sød? Det var ikke lige det, jeg skulle fortælle Evelyn.
”Øh… Han tror, han ved hvad strega betyder, men han kan ikke huske det.” Ved siden af mig nikkede Seb.
”Jamen det hjælper en del. Du er altså også en streganer. Eller også kender du bare én. Lea, har du prøvet at forklare ham om os?” Hun smilede ventende til mig. Jeg kløede mig på armen. En vane når jeg bliver nervøs.
”Øh…” mumlede jeg. ”Jeg er ikke helt med. Jeg ved ikke hvad en… streganer, eller hvad du nu kaldte det, er.”
Evelyn stirrede overrasket på mig. Jeg skævede til Seb, men han stirrede skiftevis på mig og Evelyn. Tavsheden var larmende.
”Vil det sige… Jeg mener, har din mor aldrig fortalt dig om det?” 
Jeg nåede slet ikke at svare før hun fortsatte. Hun rystede på hovedet og grinede. ”Selvfølgelig har hun ikke det. Christian har sikkert ikke engang fortalt hende om det. Åh, Christian. Hvad har du rodet din datter ind i?” Hun smilede og tastede noget ind på computeren. ”Jeg anede ikke, du ikke vidste det, Lea.” Hun drejede hovedet og så undskyldende på mig.
Jeg nikkede. Jeg anede stadig ikke, hvad jeg skulle sige. Sebastian puffede til mig med knæet og kiggede opmuntrende på mig. Elektriciteten sitrede. 
Evelyn skrev noget mere på sin computer og vendte den mod mig. Den var inde på hjemmeside til at oversætte sprog.
”Okay. Har du nogensinde hørt ordet ”Strega” før?” Jeg rystede på hovedet. Hun nikkede og fortsatte. ”Er der sket noget mystisk i dit liv på det seneste? Altså bortset fra det med Sebastian selvfølgelig.” 
Jeg spærrede øjnene op og så forskrækket på hende. Okay, det her var creepy. Vidste hun det med blyanten? Overfaldet? 
Hun nikkede. Igen.
”Ser du, verdenen er ikke helt som alle mennesker tror. Der er ingen nem måde at forklare dette her på. Normalt lærer streganere om det hele som børn, men du har ikke haft nogen, til at fortælle dig om det.
Ordet ”strega” er et italiensk ord. Vi bruger det om den ”race” vi er. Vi kalder og selv streganere.” Evelyn sænkede stemmen lidt og så alvorligt på mig. ”Vi er ikke helt mennesker. Vi kan ting almindelige mennesker ikke ville kunne forstå eller acceptere. Derfor er det vigtigt, at du lover mig, at holde alt hvad jeg nu vil fortælle dig hemmeligt.” Hendes øjne var dødalvorlige. Hvis de ikke havde været det, ville jeg være gået nu. Jeg nikkede. Sebastian lagde hånden på min arm. Jeg drejede hovedet, og han så mig dybt i øjnene.
”Lyt til hende. Hun taler sandt.” Han nikkede beroligende og jeg vendte igen hovedet mod Evelyn. 
”Prøv at slå ordet op.” Hun nikkede mod computeren. Jeg tøvede men rakte så forsigtigt armen frem og tastede. 

Italiensk: Strega    Oversættelse: Heks

Jeg stirrede intenst på skærmen. Heks? Sad der en kvinde og påstod at jeg var en heks? At hun og Sebastian var hekse? Jeg stirrede vantro på dem.
”Det her vil blive svært at forstå. Men lige nu, må du bare stole på os.” Evelyn så forstående på mig.
Hun var rablende gal. Der var simpelthen ingen anden løsning.
På den anden side… Jeg havde jo oplevet nogle mystiske ting. Hvad nu hvis hun egentlig havde ret?
”Okay,” sukkede jeg. ”Fortæl mig noget mere om det her strega-noget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...