Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
22608Visninger
AA

9. Kapitel 8: An awkward situation (pt.1)

Melanie's synsvinkel

Da jeg vågnede igen, var alt kaos i den nu propfyldte bus. Mennesker sad over det hele, og snakkede med hinanden på kryds og tværs af midtergangen, og da de var nødt til at råbe højere end sidemanden, var det stort set ikke muligt bare at høre sine egne tanker længere.

Et blik på uret allerforrest i bussen fortalte mig, at klokken nu var omkring de 19 stykker, hvilket måtte betyde vi snart skulle holde aftensmadspause. Lige da jeg så hvad klokken var, blev jeg en smule overrasket, da det slet ikke havde været min mening at sove i så lang tid, da det jo kunne betyde at jeg ikke ville kunne sove senere hen på aftenen og natten.

Hurtigt skubbede jeg tanken fra mig - det ville jeg faktisk helst slet ikke tænke på lige på det pågældende tidspunkt.

Den tid den sorg.

Med en akavet bevægelse, fik jeg mig sat ordentligt op igen, og prøvede så at orientere mig en smule.

Allyson sad stadig ved min side, og var i fuld gang med at snakke med Zayn, Niall, Liam og Louis. For Liam og Louis sad nemlig på sædet der var på den anden side af midtergangen - altså lige ved siden af/overfor os, alt efter hvordan du ser på det.

I lang tid sad jeg forvirret og stirrede på dem, før jeg lod mit blik glide lidt længere frem.

Og så skal jeg da ellers nok lige love for at jeg fik smækket en hånd op foran min mund, for ikke at komme til at grine højlydt.

For på sædet foran Liam og Louis sad der nemlig to helt bestemte drenge. Du har sikkert allerede gættet dig frem til hvem det var, men i tilfælde af at du skulle være en smule langsomopfattende, kan jeg fortælle dig at det var ingen ringere end Harry og Lucas.

Og hvor var det sjovt.

Hylemorsomt faktisk.

De lignede begge to nogen der lige havde spist et kilo citroner, og bare det, at Harry - der sad nærmest gangen - nærmest sad helt nede på gulvet, bare for ikke at sidde tæt ved Lucas, var ved at få mig til at dø af grin.

"Næh! Se engang hvem der stadig er i live!" Udbrød Louis pludselig, hvilket fik samtlige personer i bussen til at kigge hen på mig.

Til mit held spærrede Allyson for de fleste, hvilket jeg var dybt taknemmelig for, da jeg var sikker på at jeg ellers ville have kastet mig selv ud af vinduet.

Eller.

Nej okay det havde jeg sikkert ikke.

For så var jeg ligesom nok død.

Og det kan vi ikke have.

Så i stedet valgte jeg at mande mig op og svare.

"Ja, jeg tænkte at jeg nok hellere måtte vente lidt med at dø." Sagde jeg med et smil.

Louis grinede, og der gik ikke lang tid før Niall, Zayn og Liam stemte i.

Deres stemmer passede perfekt sammen, og jeg er overbevist om, at sammen - og selvom jeg ikke var meget for det, så også med Harry - ville de sikkert kunne lave et perfekt boyband.

Altså jeg var ikke sikker på om de overhovedet kunne synge, men udover det!

"Det er vi sørme glade for." Sagde Louis med et smil.

Han var seriøst rar.

Et rigtigt legebarn, der alligevel kunne tage alt seriøst når det kom til stykket. 

Plus det faktum at han var enormt charmerende og pæn.

Måske det bare var ham jeg skulle gå efter?

Et blik på hans to venner på bagsædet samt vennen ved hans side, fik mig dog til at tvivle en smule.

Urgh.

Hvorfor skulle de også allesammen være så pæne?

Suk.

"Ja." Mumlede Harry lavt, og sendte mig et strålende smil, der gav mig lyst til at kaste op på stedet.

Han måtte derimod gerne stille træskoene for min skyld.

Ja altså undskyld mig.

SorryNotSorry.

Jeg åbnede munden for at svare ham, men blev afbrudt af højtalerne før jeg kunne nå at sige noget.

"Ja unger, så varer det ikke længe, før vi holder vores første aftenpause. I vil få omkring 45 minutter til at få spist og tisset af inden vi kører igen. Alle skal forlade bussen, og husk de ting i muligvis kunne få brug for, da vi lukker og låser bussen i den tid der er pause. Vi mener ikke der skulle være andre busser lige her omkring, så det burde ikke være et problem med køer af nogen arter. Husk at komme tilbage til bussen indenfor de 45 minutter. Jer der sidder i  venstre  side af bussen, bedes tage de affaldsposer der hænger på siden af jeres stole med ud, i får udleveret nye, når vi kommer tilbage fra pausen. Det var bare det." Lød det knitrende deroppe fra.

Forventningsfuldt rettede jeg mig nu helt op.

Fuck ja.

Mad og udretning af benene.

Jo tak du!

Stilheden blev hurtigt brudt, og i løbet af få sekunder var larmen mindst lige så slem som før.

"Zayn." Spurgte jeg.

Med et hurtigt ryk, blev hans hoved og opmærksomhed rettet imod mig.

"Ja?" Svarede han med hans hæse og fantastiske stemme.

Den dreng var seriøst lækker på alle tænklige punkter.

Mums.

Mhm.

Han måtte gerne overfalde mig da, det skulle slet ikke komme an på det!

Tanken om ham uden trøje - uden tøj - fik mig til at smile hemmelighedsfuldt, og helt glemme at han ventede på svar.

Så da Allyson grinende skubbede til mig og spurgte om jeg var gået i hak, kunne jeg slet ikke få samlet tankerne igen.

"Øh.. Bøh... Øh... Hvad?" Spurgte jeg forvirret.

Zayn og Allyson slog en høj latter op, og pludselig gik det op for mig at jeg havde siddet og savlet over Zayn.... 

Foran Zayn.

Hovsa.

"Ehm.. Jeg ville egentlig bare spørge om ikke du ville række mig mine sko?" Sagde jeg lavt.

Han grinede kort, og nikkede så.

"Jo selvfølgelig, alt for dig love." Svarede han charmerende.

Jeg havde stadig ikke - og ville muligvis heller aldrig - vænne mig til at de kaldte mig sådanne ting.

Englændere - og irer for den sags skyld - var generelt bare bedre opdraget og høfligere end danskere.

Til hver en tid.

Zayn vendte sig en smule i sædet, og rakte så om bag sig, for først at hive min ene sko, og derefter den anden frem.

Vi havde nemlig fundet ud af at der var en smule plads deromme bagved, så hvorfor være ved at brække benene af pladsmangel, når man kunne have sine sko placeret bag Zayn og Niall?

Så kloge vi er nemlig!

Skulderklap til os!

Zayn rakte skoene til mig, og hurtigt trak jeg dem på, og sendte ham så et taknemmeligt smil, som han svarede med et flirtende smil.

Jeg vil skyde på at Harry så det, for der gik ikke lang tid før han fik et akut hosteanfald.

Jeg fattede virkelig ikke de drenge. Fattede egentlig ikke helt hvorfor de overhovedet var her. Jeg måtte huske at spørge dem om det på et tidspunkt,.

Bussen drejede pludselig, og da jeg sad og var ved at snøre mine snørebånd - helt ude på kanten af stolen for at kunne nå - fik jeg overbalance, og trillede med et 'bump' ned på gulvet. Hvor var det typisk!

Altid mig det gik udover!

UDEN undtagelse!

Altid!

Urgh!

Irriteret rejste jeg mig, og satte mig på sædet igen. 

Det virkede ikke til at nogen havde set mit lille stunt, så jeg åndede lettet ud igen.

Bussen trillede langsomt ind på en rasteplads, og en lys bygning lyste op i mørket i det fjerne. Der hang et stort skilt derpå, hvor der stod et eller andet tysk, sikkert noget med at det var noget mad. Jeg ved det ikke, og jeg var ligeglad.

Maaad.

Bussen kørte hen til busholdepladserne, og parkerede ved siden af en stor lilla bus, der sikkert lige så godt kunne have været en tourbus for et eller andet fame menneske, som det kunne have været en skibus som vores.

Selvom den godt nok så ud til at være en smule behageligere end den her. Altså forstå mig ret, ikke? Den her bus var udemærket, sæderne var bløde - og røde med gule stjerner på - og havde alle et gråt "bord" placeret på bagsiden, der kunne slås op og ned som man nu havde brug for (pånær Allysons, for det havde hun ødelagt 5 minutter efter vi var kørt) - og så hang der 4 tv-skærme ned igennem bussen, som buschaufførerne ville vise film på dagen efter.

Vi kunne endda slå vores sæder en smule tilbage - ikke nok til at vi lå ned, men lige præcist nok til at vi var okay tilbagelænede til at det irriterede dem bagved - og ja! Vi havde faktisk også et toilet (ikke at jeg havde tænkt mig at bruge det, for eew) men det var der altså.

Men den der ved siden af... Wow... Hvorfor var det ikke den vi var med?

Snøft.

Bussen stoppede pludselig, og nedenunder åbnede dørene sig. 

Pludselig var alt igen et stort kaos, da samtlige 80 mennesker ville ned ad trappen og ud af døren samtidig. 

Allyson rejste sig, og tog min hånd, så hun var sikker på jeg kom med. I alt hast nåede jeg lige akkurat at gribe min pung, der lå i det net der befandt sig under det udfoldelige bord, inden jeg i løbet af ingen tid befandt mig ude i den kolde og friske luft ved siden af bussen.

Allyson stoppede op, og tog et dyb indånding.

"AAH! Er det ikke bare skønt Mel? Sådan med den friske luft og det hele!" Sagde hun lykkeligt.

Okay, nu rapler det da først for hende.

I lang tid stod hun med hovedet vendt op imod himlen, med lukkede øjnene, og trak dybt vejret ud og ind.

Jeg selv stod ved siden af, og lod som om jeg ikke kendte galningen.

"Allyson tror du ikke det ville være smart at gå ind og få noget at spise, imens vi har chancen?" Spurgte jeg til sidst, da folk begyndte at kigge underligt hen til os.

Hun nikkede uden ord, og sammen gik vi hen imod den hvide bygning.

Inde i bygningen - der helt som jeg havde regnet med var en form for restaurant - var der proppet med mennesker.

"Flot Allyson! Nu kan vi sikkert ikke nå det!" Sagde jeg arrigt.

Duften af mad fik min mave til at knurre og slå knuder som en gal, så tanken om at jeg muligvis ikke ville kunne nå det, havde nær fået mig til at splitte det hele ad.

"Melanie!" Et råb fra den anden ende af bygningen viste sig at være min redning, da det viste sig at Lucas - og de andre drenge for den sags skyld - allerede havde fået både mad og et bord.

Det var Lucas der havde kaldt, og før han kunne kalde igen, stod jeg ved siden af ham.

"Vi tænkte at i sikkert også var sultne, så jeg har din mad her." Sagde han.

Orgh han var da bare en skatterbasse.

Haha ew, jeg hader det ord manner.

Hvad så skatterbasse?

Går det godt skatterbasse?

Har du det fedt skatterbasse?

Hahahaha ew.

Sultent satte jeg mig på den stol han havde trukket ud til mig, komplet ligeglad med hvem jeg sad ved siden af.

Det eneste jeg havde i tankerne på det tidspunkt var mad.

Og mad er godt.

Specielt når man var så dum ikke at have spist siden klokken 10 om formiddagen.

Hovsa.

En tallerken blev pludselig sat foran mig, og på den lå der et mindre bjerg pomfritter, en wienerschnitzel og nogle kviste af et eller andet - jeg tror det var persille, men du må ikke hænge mig op på det... Jeg er ikke så god til det med krydderurter.

Uden anden tanke, kastede jeg mig sultent over maden.

"Men... Hvad med mig?" Spurgte Allyson pludselig såret.

Jeg kiggede op med munden fuld af mad, og så at hun stod helt fortabt ved siden af bordet.

Stakkels lille pus.

En person nærmede sig bagfra hende, og stoppede op lige bag hende.

Han havde en tallerken i hver hånd, og mimede til os at vi skulle tie stille. 

Jeg havde altid været god til at holde masken, så det her var ikke det store problem for mig heller. Jeg sendte et medfølende blik til hende, og bøjede mig så ned over min mad igen. Ikke mit problem hun ikke havde venner.

Eller.

Altså det havde hun jo så tydeligvis.

Og hvor er jeg egentlig ond at høre på.

Skam dig Melanie.

Naah...

Okay så.

"Smager det godt?" Grinede en stemme alt for tæt på mit øre.

Fuck.

Hvorfor havde jeg ikke lagt mærke til at det var ham der sad ved siden af mig før nu?

Urgh.

Uden at skynde mig tyggede jeg af munden, og kiggede så op på ham.

"Ja du skulle bare lige vide skulle du!" Sagde jeg med et smil.

Jeg gad ikke lade ham gå mig på nerverne.

Ikke mens jeg lige var så lykkelig over at have fået mad.

Nogen havde fodret mig!

Hurra!

"Jamen det lyder da godt." Sagde han hæst helt inde ved mit øre.

Jeg nikkede uden yderligere svar, og fortsatte så med at spise.

En stol blev trukket ud på den modsatte side af bordet, og ned satte sig Allyson. En tallerken blev stillet foran hende, og på den lå der mindst et ton spaghetti med kødsovs.

Mums.

Hvor var hun heldig.

Ved hendes side satte Liam sig med et stort smil i hele fjæset.

Fedterøve hele bundtet.

Tænkte jeg bittert, inden jeg fortsatte med at gnaske pomfritter i mig.

 

❤❤❤❤

 

"Bliv nu færdig forhelvede!" Råbte jeg irriteret fra den anden side af toiletdøren. 

Drengene var gået ud i bussen for efterhånden et stykke tid siden, mens Allyson og jeg godt mente at vi kunne nå på toilettet.

Problemet var så bare, at der som sædvanlig var 10 km kø til pigetoilettet, og da vi så endelig blev lukket ind, sad der en tissekone (ja undskyld, men det hedder det altså) og krævede penge før vi måtte bruge toiletterne.

Så hende måtte vi også give penge til.

Urgh.

Men da der ikke var noget at gøre, lagde vi begge pænt 10 cent, og skyndte os så så meget vi kunne. Jeg gjorde i hvert fald, og nu ventede jeg bare på Allyson.

"Allyson! Der er præcist et minut til bussen kører, og for at være ærlig så tror jeg ikke at nogen ville ligge mærke til om vi var der eller ej! Kom SÅ!" Råbte jeg, og få sekunder efter stod Allyson ved min side.

Hun tog min hånd, og sammen strøg vi igennem den store kødmur af tøser der ventede på at komme på lokum. Vi kom ud i restauranten, og løb hen til udgangen, og stoppede så brat op.

Bussen var væk.

Den havde holdt ved siden af den store lilla bus, få meter fra ind-og-udgangen, men var nu ingen steder at se.

Fuck.

De var kørt uden os.

Fuck.

Fuck,fuck,fuck,fuck!

Panikslagne og lignende to høns begyndte vi at lede efter bussen.

Men den var ingen steder at se.

Et fuglefløjt kommene fra min mobil fik mig til at spærre øjnene forskræmt op, og derefter trække mobilen frem med lynets hast.

#Where you at? The bus is driving! Come out! Now! - Lou xxx# Stod der i en besked der var kommet få minutter tidligere. Hurtigt scrollede jeg videre.

#Melanie! I mean it! COME OUT! We're driving in 2 minutes!# Stod der i den næste besked, der ligeledes var fra Louis.

Urgh.

Det her kunne de da ikke mene! De kunne da ikke bare køre uden os?! Eller jo, det kunne de jo så tydeligvis godt, men altså!

Den sidste besked var ikke fra Louis, men derimod fra Harry, hvilket gav mig lyst til bare at lade være med at se den overhovedet. Han ville sikkert bare hovere eller sådan noget.

#I'm gonna miss you babe. Hope you know how to get home from here. H x.# Jep, helt som forventet.

Jeg gik hen til Allyson, for at vise hende beskederne, men nåede aldrig derover, før hun gik amok.

"URGH HVOR ER DET BARE TYPISK!" Hvæsede hun arrigt og sparkede til en coladåse en eller anden havde smidt på vejen.

"FORHELVEDE MEL! HVORFOR SKER DET ALTID FOR OS?! FOR MIG?! UUURGH!!!" Rasede hun.

Wow girl køl ned.

Det var sku da ikke min skyld.

Tværtimod faktisk.

Det var HENDES skyld, fordi hun af en eller anden grund valgte at skide eller falde i lokummet, eller hvad fanden ved jeg.

Pointen er at hun kunne takke sig selv for det.

Selvom det nok ikke var sådan lige nu jeg skulle sige det.

Ikke hvis jeg havde lyst til at beholde mit hoved på min krop i hvert fald.

Hvilket jeg havde.

For tro det eller ej, jeg har faktisk brug for det!

Vil slet ikke høre jeres mening.

Jeg er en klog person.

Tag den.

Men med en rasende og hysterisk Allyson, og en bus der var kørt uden én, var det ikke så let at holde styr på sine tanker. 

Et højt dyt fik os til at springe forskrækkede op i luften, og derefter vende os om.

Og der.

Lige der.

Lige bag os.

Mødte nok det bedste syn nogensinde os.

Selvom jeg havde lyst til at slå hovedet ned i maven på samtlige personer der sad i den.

For det var vores bus.

Og alle - uden undtagelse - grinte af os.

Fedt.

Vi var ikke engang kommet frem endnu - sikkert ikke engang halvvejs - og folk grinte allerede af os.

Jamen det skulle da nok ende godt det her.

 

_______________________________________________________________________________________________

Og jo... Det der er faktisk sket for mig.... Urgh.

Men - som de smarte af jer sikkert har set - er det her et OPDELT kapitel!

Hvilket vil sige at det fortsætter.

Iiiii næste kapitel.

Som jeg LOVER bliver mere spændende end det her!

Faktisk, kan jeg godt røbe for jer at det bliver en del mere underholdende og eeh.. Ja.. Godt! :)

Er ikke tilfreds med det her kapitel, nej, for havde skrevet det mest perfekte kapitel ever, og så valgte computeren at sluge det... mange tak.... '-.-

Så i stedet skrev jeg det her, og har valgt at dele det i to.

Pt. 2 kommer enten senere i aften, eller engang i løbet af i morgen :)

Pas på jer selv og hinanden!

- E xXx

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...