Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
23198Visninger
AA

8. Kapitel 7: Oh god please just let me die

Melanie's synsvinkel

 

Klokken havde langt om længe ringet ud for sidste gang, hvilket betød at vi nu skulle vente i cirka en halv times tid, før bussen ville komme og hente os, og vi kunne komme afsted.

I mellemtiden kunne man jo så få ladet sin mobil, skifte tøj, kede sig halvt ihjel og ellers hvad man nu lige havde lyst til.

Jojo, mulighederne var skam mange.

Haha hvad er det jeg taler om altså...

Jeg mener? 

Vi befandt os ligesom på en skole?

At sige at mulighederne var mange, var en dårlig og syg løgn.

Eller en dårlig joke.

Det afhænger af hvordan du ser på det.

Jeg selv valgte at bruge tiden på at få ladet min mobil, og så få skiftet til noget lidt mere afslappet tøj.

Hvilket i mit tilfælde var en lys halvpuffet nederdel, med et bredt brunt læderbælte om livet, samt en mørk cowboyskjorte, hvor jeg rullede ærmerne op, så de sad over mine albuer.

Et hurtigt blik i spejlet fortalte mig at tøjet sad perfekt, så tilfreds låste jeg toiletdøren op, for at gå ned til de andre, der sad og ventede i klassen.

Jeg vidste, at det måske var en smule risikabelt at tage det tøj på, da jeg ikke havde noget indenunder nederdelen, og da jeg efterhånden var begyndt at kende en lille smule til Hr. Styles, vidste jeg, at det måske kunne give ham lidt lange fingre.

Men det ville jeg ikke spekulere på nu.

Da jeg kom ind i klassen, var det kun Louis, Zayn, Niall, Liam, Lucas, Allyson og Harry der var tilbage.

De andre var taget hjem for at holde vinterferie.

Jeg misundte dem ikke.

For hvor havde jeg bare set frem til det her i lang tid.

Og hvor var der bare ikke nogen der skulle ødelægge det for mig.

Nej, heller ikke Harry.

For så snart vi kom derned, ville vi få vores værelser uddelt, og jeg skulle ikke sove med ham.

Okay, jeg vidste faktisk ikke helt hundrede procent hvem jeg egentlig skulle sove med, men jeg var 99% sikker på at det i hvert fald ikke var ham.

Så hellere sove i sneen.

Jeg overdramatiserer ikke, nej.

Inde i klassen sad - og lå - folk lidt tilfældigt rundt omkring.

Allyson sad og snakkede med Lucas og Louis, Niall lå på katederet med benene dinglende frem og tilbage udover kanten, Zayn sad og stirrede ud af vinduet, Liam snakkede i telefon med en eller anden - hans mor tror jeg faktisk måske det var - og Harry sad som sædvanligt nede i hjørnet, og stirrede på mig.

Suk.

Havde han virkelig ikke bedre ting at give sig til?

Jeg besluttede mig hurtigt for at slå mig ned ved Allyson, Lucas og Louis.

"Nej men var det da ikke Mel der kom der?" Råbte Louis højt, da jeg gik ned imod dem.

"Det var da lige det det var!" Svarede jeg med et grin, og satte mig så ned ved hans side.

Lucas sendte mig et såret blik som jeg ignorerede.

Han måtte altså snart til at stramme sig lidt op.

Mind mig om at jeg skal have snakket om det her med ham på et tidspunkt.

Selvom jeg faktisk var utrolig glad for at han kom og afbrød Harry tidligere.

Hvis ikke han var kommet, er jeg ikke sikker på hvor vi var endt henne.

Og jeg ville faktisk helst heller ikke tænke over det.

Louis lagde uden tøven sin arm omkring mig, og trak mig ind til sig.

"Lille søde Melanie. Kunne du ikke lige være så venlig at forklare disse to uvidende personer, at jeg har ret?" Spurgte Louis formelt, hvilket fik mig til at grine.

"Åh jo ærede Louis, men hvad er det jeg skal give dig ret i?" Svarede jeg med en lige så formel tone.

Louis rystede hurtigt på hovedet.

"Det er ikke så vigtigt, bare giv mig ret." Sagde han med et stort og udspekuleret smil i hele ansigtet.

Nervøs kiggede jeg over på Allyson der rystede på hovedet.

"Lad være!" Mimede hun.

Hmm...

Stort dilemma.

"Nej helt seriøst, hvad er det?" Spurgte jeg.

"Det fortæller jeg dig hvis du giver mig ret!" Sagde Louis flabet.

Urgh.

Han var da heller ikke til at regne med.

"Jamen så... Har du ret!" Sagde jeg, nervøs for hvad det egentlig var jeg havde givet ham ret i.

"Nu har i allesammen hørt det! Tak Melanie min skat!" Sagde Louis grinende.

Det gik op for mig at de faktisk allesammen grinede.

Selv Harry.

Øh.

"Må jeg så ikke godt få at vide hvad det var jeg gav dig ret i, nu?" Spurgte jeg bedende, mens mine kinder langsomt nærmede sig en tomatrød farve. 

Louis rystede grinende på hovedet.

"Det finder du ud af snut. Men så vidt jeg kan se, holder der en kæmpebus lige derude, og for at være ærlig, kunne jeg altså rigtig godt tænke mig at komme med den!" Sagde han, inden han rejste sig fra stolen, greb hans kuffert samt hans skoletaske, der nu indeholdt stort set alt andet end skolebøger.

Vi andre sad lidt og kiggede efter ham. indtil vi besluttede os for at vi nok også hellere måtte komme afsted.

På vej ud til bussen, mærkede jeg pludselig en hånd på min skulder.

Hurtigt stivnede jeg, men efter at have mærket efter på håndens størrelse, slappede jeg af igen.

Det var ikke Harry.

Derimod var det en rimelig bekendt dreng.

"Hallo Mel?" Sagde han.

"Hallo Lucas?" Svarede jeg grinende.

Jeg var faktisk rimelig sikker på at jeg vidste hvad han ville, men som den kylling jeg nu engang var, prøvede jeg bare at trække tiden en smule ud.

"Du.. Øhm... Du sidder da ved mig i bussen, ikke?" Spurgte han stammende.

Aw hvor var han sød manner.

Men nej.

Jeg havde ikke tænkt mig at sætte mig ved siden af ham.

Hvorfor?

Fordi hvis der var noget jeg efterhånden havde fundet ud af, så var det at Harry og Lucas på ingen måder kunne udstå hinanden.

Hvilket betød at hvis jeg satte mig ved Lucas, ville det hele sikkert ende i et kæmpe skænderi på et eller andet tidspunkt. Eller også ville det ikke, men jeg turde i hvert fald ikke tage chancen.

"Desværre. Jeg har lovet Allyson det for lang tid siden." Svarede jeg med et smil, inden jeg satte farten op, så jeg slap for at snakke mere med ham.

Ude ved bussen var det hele et stort kaos.

De to lærere der skulle med fra vores skole, stod henne ved bussens lastrum, og læssede kufferter ind, imens den stakkels buschauffør sad inde i lastrummet, og gang på gang fortalte lærerne at de ikke skulle kaste så mange kufferter ind så hurtigt efter hinanden.

Jeg er rimelig sikker på at han fik en kuffert i hovedet mindst tre gange, for det lød i hvert fald sådan.

Ellers er jeg faktisk ikke helt sikker på hvad han egentlig lavede derinde.

Og jeg er faktisk heller ikke sikker på at jeg vil vide det.

Ad, nej puha Melanie, få lige smidt de billeder der ud igen.

Ew.

Med hurtige skridt, var jeg henne ved bussen, og fik givet min taske til den ene lære.

"Nå så kunne du være her, hva' dit røvhul!" Sagde han grinende, inden han smed min baby i hovedet på den stakkels chauffør, der efterhånden lignede en der var ved at få et nervesammenbrud.

Betryggende, når man skulle vi hele sit liv til den mand de næste mange timer.

"Ja, vi er jo nogen der faktisk passer arbejdet, ikke?" Gav jeg igen, inden jeg gik hen imod døren ind til bussen.

"MELANIIIIE!" Blev der pludselig råbt udover hele parkeringspladsen.

Oh shit.

Nej.

Nej jeg hørte hende ikke, jeg løber.

"MELANIE! KOM OG SIG FARVEL TIL DIN GAMLE MOR!" Råbte hun insisterende, og da jeg forsigtigt vendte mig om, kunne jeg se hende komme løbene hen imod mig.

Åh gud lad mig dø.

Den røde farve, der efterhånden var blevet permanent, skyllede med lynets hast op i mine kinder, da jeg vendte mig.

Det var selvfølgelig min mor.

Og det var selvfølgelig kun min mor der var så højrystet og ville udsætte sin datter for så stor skam.

For det her ville jeg komme til at høre for i lang tid.

Hvis ikke forevigt.

Altså det var nu ikke fordi hun var den eneste forældre der var her.

Nej nej, samtlige forældre stod linet op langs bussen, mens de sagde farvel til hver deres barn.

Problemet var bare, at min mor ikke var så god til det med tid. Det havde hun aldrig været, og ville sikkert heller aldrig lære det.

Og så var hun bare meget højrystet engang imellem.

Hun var nu efterhånden nået frem til bussen, så med et hoved der lige så godt kunne have været en kæmpe tomat eller hvad fanden ved jeg, luskede jeg distræt hen til hende, i håbet om at ingen havde hørt hende.

Det var i hvert fald det jeg prøvede at overbevise mig selv om.

"ÅH MELANIE! JEG KOMMER SÅDAN TIL AT SAVNE DIG! HVEM SKAL NU PASSE DINE SØSKENDE, GØRE RENT, RYDDE OP OG... Åh! Det minder mig altså om, at du skal have ryddet op i din undertøjskasse når du kommer hjem! Der er jo trusser og bh'er udover det hele unge dame!" Sagde hun strengt.

Åh gud bare vær barmhjertig og slå mig ihjel.

Det er helt okay, du skal slet ikke tænke på det!

"MOR!" Vrissede jeg irriteret.

Forvirret kiggede hun på mig, og stoppede sin talestrøm.

"Har jeg gjort noget galt?" Spurgte hun forvirret.

Facepalm.

Gange 10.

"Ih nej da! Du kommer bare her og ydmyger mig foran ALLE mine venner!" Sagde jeg irriteret, men det gik op for mig at hun ikke lyttede efter, for hun stod og kiggede på Harry, der lige nu var ved at få smidt sin kuffert ind i bussen.

"Er det ikke ham der der er den nye? Jeg synes ikke jeg erindrer at have set ham før? Jeg går lige over og siger hej!" Sagde hun entusiastisk.

Nej.

Nej nej du, så stopper festen.

Glem det!

Ah-ah, dårlig idé du kom med der!

"Nej mor! Hvis du værdsætter mig som et menneske og som din datter, så går du ikke derhen!" Sagde jeg panisk, og tog fat i hendes arm.

Hun reagerede dog ikke rigtig, men trak bare sin arm til sig.

"Vær nu ikke så fjollet Melanie! Jeg skal jo bare lige hilse på ham!" Sagde hun overgearet.

Og der vidste jeg så, at jeg lige så godt kunne give op.

"Mor. Vær nu sød. Lad være med at gå derover!" Nærmest tiggede jeg.

Hun stoppede op et kort øjeblik, og vendte sig imod mig med et sprudlende ansigtsudtryk.

"Du kan jo lide ham! Hihi, jeg må hellere lige gå over og tage en ordentlig snak med ham! Har du husket at få pakket kondomer?" Sagde hun højt.

Åh lad mig nu forhelvede bare dø altså.

Eller idet mindste krympe ti musestørrelse, så jeg kan forsvinde ind i en eller anden sprække, et eller andet sted.

Som sædvanligt var heldet ikke med mig, og det endte da med at hun gik derover.

Jeg selv stod et stykke derfra, og kunne bare se til, mens min mor ødelagde mit liv endnu mere end jeg selv gjorde i forvejen.

Urgh.

Et højt grin lød pludselig bag mig, hvilket fik mig til at snurre rundt på stedet.

Allyson stod lidt bag mig, og var ved at kvæles i sin egen latter.

"Hvad er det der er så sjovt?" Spurgte jeg surt.

Allyson sagde intet, men pegede bare over på Harry og min mor.

"Jeg kan se moder jord er kommet, og allerede har taget de næste unger under sine vinger!" Hikstede hun.

Hun havde ret.

Moder jord var Allyson og jeg's "kælenavn" til mor.

Faktisk, kaldte vi hende aldrig andet når vi var sammen.

For hun var virkelig moder jord.

Ethvert barn i miles omkreds kendte hende, og elskede hende.

Det var lidt underligt, men sådan var hun bare.

En elskværdig gammel tosse.

Der faktisk ikke engang var så gammel endda.

Bedende kiggede jeg op på Allyson.

"Hjælp mig lige, tak!" Bad jeg, hvilket bare fik Allyson til at grine endnu højere.

"Jeg skal da prøve." Grinede hun, rakte mig sin kuffert, og gik hen til Harry og mor.

Der gik ikke lang tid før Allyson og mor faldt i snak, og endnu kortere tid gik der, før Allyson havde lagt armen om hendes skulder, og langsomt førte hende væk fra Harry der lignede et stort spørgsmålstegn.

Han fangede mit blik, og sendte mig et smørret smil, inden han vendte mig ryggen, og begyndte at tale med Louis, der var kommet hen til ham.

Mor skulle bare ikke opdage de andre.

Altså de nye.

De andre måtte hun gerne snakke med, for de kendte hende.

Hun var jo som sagt moder jord.

Med et dybt suk, trak jeg Allysons kuffert med mig hen til lastrummet på bussen, og gav den til den ene lære, der nu stod og drillede buschaufføren der virkelig lignede en der kunne falde om hvornår det skulle være.

Stakkels mand.

Hurtigt blev kufferten taget fra mig, og smidt ind i rummet.

"Må jeg lige få alles opmærksomhed?!" Blev der pludselig råbt bagfra.

Et kort sekund var jeg bange for at det var min mor, men så gik det op for mig at det var den anden buschauffør der skulle med, og afløse den første engang i nat.

Alle holdt mund på samme tid, og vendte opmærksomheden imod ham.

"Vi kører om 5 minutter så hvis i vil være så venlige at gå ind i bussen, kunne det være dejligt! Det var bare det, tak!" Sagde han, inden han gjorde honnør og gik ind i bussen.

Wtf?

Hvad fanden var det for nogle mennesker der skulle med os?

"ÅH MELANIE!" 

Urgh så lad mig dog være kvinde.

Det var selvfølgelig min mor der kaldte, så jeg skyndte mig over til hende, før hun råbte igen.

"Farvel mor." Mumlede jeg lavt, da jeg stod overfor hende.

Hurtigt overrumplede hun mig, og trak mig ind i et bjørnekram.

"Pas nu på dig selv Melanie!" Sagde hun, inden hun slap mig, og så på mig med tårer i øjnene.

Slap nu bare helt af, jeg skal være væk i lidt over en uge altså.

Hurtigt vinkede jeg til hende, inden jeg endnu engang gik tilbage til bussen.

Denne gang trådte jeg ind ad den, og fik så at vide at jeg skulle gå op ovenpå.

Så det gjorde jeg.

Oppe ovenpå sad alle menneskerne fra skolen, og helt nede bagerst sad dem fra min klasse og parallelklasse.

På bagsædet sad to drenge fra A-klassen, samt Zayn og Niall.

På sædet foran dem, til højre sad Allyson nu og kaldte på mig.

Jeg gik hurtigt ned til hende, og trådte indover hendes rod, for at sætte mig ved vinduespladsen.

Da alle var på plads, lød et bip fra højtalerne der befandt sig over hvert sæde.

"Goddag allesammen, og hjertelig velkommen til turen til Østrig! Nu går turen ind til byen, hvor vi skal hente eleverne fra de andre skoler, hvorefter vi vil fortsætte imod Østrig. I løbet af aftenen vil vi holde 3 pauser. Den første vil kun være en tisse-tankepause, mens de næste vil være noget længere. Alt dette får i flere oplysninger om, når alle er med bussen. Vi håber på en god tur." Sagde buschaufføren, inden der lød et bip igen.

Udmattet lænede jeg mig op imod ruden og lukkede øjnene.

Rundt omkring mig snakkede folk i munden på hinanden, og jeg smilede glad.

Intet skulle ødelægge den her ferie.

Det skulle blive en oplevelse jeg ville kunne huske i lang tid fremover.

Snart fik søvnen fat i mig, og jeg faldt hen i en dyb drømmeløs søvn.

________________________________________________________________________________________________

 

Okay, så altså.... Ved godt der ikke sker så meget i det her kapitel, men jeg passede børn til klokken kvart over 1 i nat, så jeg er simpelthen så smadret.

Desuden er jeg lige for tiden igang med at få afsluttet Fighter og 'Lygtepæl' da jeg så vil have mere tid til at fokusere på den her :)

Jeg nyder virkelig at skrive på den her movella, og håber virkelig i synes bar en smule om den! :)

DESUDEN! SÅ OPDAGEDE JEG HER I GÅR, AT DEN LIGGER PÅ SIDE 2 OVER POPULÆRE MOVELLAER I DEN HER MÅNED, OG DET KAN GODT VÆRE AT DET IKKE LYDER SOM NOGET HELT VILDT OG VOLDSOMT, MEN JEG ER SIMPELTHEN BARE SÅ GLAD OG TAKNEMMELIG FOR DET! :D

TAK!

Håber i nyder det gode vejr lige så meget som jeg gør for tiden (pga lock outen skal jeg ikke i skole overhovedet) det er deeejligt!

Pas på jer selv og hinanden!

- E xXx

  

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...