Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
22602Visninger
AA

7. Kapitel 6: Confused

Melanie's synsvinkel

Da jeg vågnede næste morgen, sad det stadig i mig - ubehaget.

Ubehaget og frygten.

For jeg frygtede ham.

Harry.

Bare navnet fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

For der var virkelig noget over den dreng, der ikke var som det burde være.

Af en eller anden grund mente han at han havde en form for ret over mig - sådan virkede det i hvert fald.

Jeg ved ikke om det bare var fordi han i virkeligheden bare var en ensom taber, eller om han virkelig var så "farlig" som han fremstod.

Urgh.

Så forvirret, og så allerede fra morgenstunden.

Ellers tak du.

Udmattet skubbede jeg først tankerne, og dernæst min dyne fra mig, og rejste mig så op med et dybt suk.

Svimmelt stoppede jeg op, for at genvinde balancen, inden jeg stavbenet bevægede mig hen imod døren til værelset.

Før jeg nåede så langt, blev den dog hamret op, og ind trådte min 6 årige søster Mellody, der kiggede meget alvorligt på mig. Faktisk stirrede hun så alvorligt på mig, at jeg var på grænsen til et latteranfald, da det så enormt morsomt ud.

"Melanie." Sagde hun alvorligt, og lagde armene over kors.

"Jaer?" Svarede jeg med et smil.

Hun så altså virkelig sjov ud.

"Ikke smil! Melanie forlader Mellody! Melanie slem! Mellody gider ikke snakke med Melanie!" Sagde hun bestemt, inden hun trampede ud af værelset igen, og smækkede med den nærmeste dør, der tilfældigvis førte ind til stuen.

Forlader hende?

Det gør jeg sku da hver morgen?

Oh.

Det gik op for mig at det var den dag.

Den dag jeg i så lang tid havde set frem til, og alligevel havde frygtet en del her den sidste uges tid.

I dag tog vi til Øøøøstriiiig!

Yay!

Med fornyet energi skyndte jeg mig ud på badeværelset, hvor det tøj jeg havde lagt frem aftenen før, nu lå pænt sammenlagt og bare ventede på at komme på.

Ivrigt trak jeg min nattrøje over hovedet, for derefter at trække den nye - rene - trøje den anden vej.

Snart efter stod jeg fulgt påklædt med en mascara i den ene hånd, og en hårbørste i den anden.

Jeg overvejede om det nu også var en skide smart idé at tage makeup på, da jeg vidste at vi skulle sidde i en bus i mindst 15 timer.

Suk.

Så mange valg.

Så lidt tid.

Det endte med, at jeg tog mascara på, men undlod at tage andet på.

Desuden, hvis det gik helt galt, så kunne jeg jo fjerne det igen.

Så smart er jeg nemlig!

Mentalt skulderklap til mig.

Da jeg langt om længe var færdig med min påklædning, dumbede jeg mit makeup, hår-og tand-børste og alt mit andet krims/krams ned i min toilettaske, der røg ned i den lyserøde kuffert, som stod på spisebordet i stuen, og bare ventede på at vi skulle afsted.

Hvilket vi skulle....

Jeg skævede til uret.

Fuck.

Vi skulle afsted lige nu!

Hurtig som et lyn fik jeg stoppet det sidste i kufferten, der uden tvivl ville blive et helvede at åbne igen, sikret mig at jeg havde pung, penge, mobil, lader og diverse andre ting, inden jeg hurtigt fik sagt farvel til mor, far, Jaxon og Mellody, og derefter styrtede ud af døren med både min skoletaske samt den store kuffert, for at nå bussen.

 

 

Har jeg nogensinde fortalt at jeg hader busser?

Og buschauffører?

Og små irriterende unger?

For det gør jeg virkelig!

URGH!

Irriteret trak jeg min kuffert ned fra hatte-hylden, svingede min skoletaske over skulderen, og begav mig ud af bussen.

Allyson var ikke med bussen, da hun i dagens anledning havde fået sin far til at køre sig.

Gid min far ville det.

Suk.

Uden at ænse de små børn der fór rundt mellem benene på mig, traskede jeg udmattet og irriteret ind på skolen.

Jeg orkede det virkelig ikke i dag.

Faktisk, ville jeg bare rigtig gerne kunne spole så langt frem i tiden, at vi allerede ville befinde os i Østrig.

Det havde jeg altid ønsket mig at kunne - altså spole i tiden.

Og gerne både frem og tilbage tak!

Gangen op til klassen lå øde hen, og kun ganske få elever var på vej hen til lige netop deres klasselokale.

Fuldstændig væk i min egen verden, traskede jeg hen imod klassen.

Jeg tog i håndtaget, hamrede døren op, og stivnede så.

Jamen den her dag blev da også bare bedre og bedre!

Helt nederst i det ene hjørne, sad der nemlig en helt speciel dreng og ventede på mig, med et overlegent smil om munden, og et slesk blik i øjnene.

Helt uden så meget som prøve på at skjule det, gled hans blik tilfreds op og ned ad min krop.

Jeg fik den vildeste lyst til at gå ned og pande ham sådan én, lige i hans umålelig smukke og dog forfærdelige fjæs.

Og jeg er normalt ikke voldelig, så det siger en del.

Et øjeblik stod jeg og overvejede hvad jeg skulle gøre.

Jeg kunne jo gå ned og sætte mig ved siden af ham, men det havde jeg virkelig bare heller ikke lyst til. Jeg kunne også bare vælge at skride fra det hele, og først komme tilbage når vi tog afsted.

Det sidste lød faktisk som en pænt god idé, og som den kylling jeg var, valgte jeg den lette udvej.

Desværre - for mig - nåede jeg aldrig længere, end til hjørnet på gangen, før nogen greb fat i min arm, og dermed stoppede mig i mit flugtforsøg.

Forskrækket stivnede jeg, og da jeg langsomt vendte mig rundt, forventede jeg nærmest at se op i nogle grønne øjne, omgivet af lange, mørke øjenvipper, i et perfekt ansigt, omgivet af mørkt, letkrøllet hår.

I stedet blev jeg mødt af nogle forvirrede blå øjne.

"Lucas?" Sagde jeg overrasket.

"Mel hvad har du gang i?" Spurgte han, og lignede en der havde en smule svært ved at holde masken.

Erhm.

Ja.

Hvad har jeg gang i?

Jo ser du, inde i den klasse der, sidder der en syg stodder, der var hjemme ved mig i går aftes, og var enormt tæt på at se mig med mindre tøj på, end du nogensinde kommer til, og han begyndte at kysse mig, og så gik han igen, og nu har jeg ikke lyst til at sidde ved siden af ham og...

Nej vel?

"Eeeeeh... Altså... Jeg var bare... Eh.. Jeg skulle... Ehm... Jo altså ser du det jeg prøver at sige er, at jeg bare ville..." 

".. Ville stikke af?" Afsluttede Lucas med et varmt smil.

Pis.

Han havde gennemskuet mig.

"Nej da! Altså hvem tror du lige jeg er?!" Sagde jeg forarget, og prikkede en finger ind i brystet på ham, hvilket blot fik ham til at grine.

"Jeg er rimelig sikker på at du er Melanie, og havde du lavet den sniger der, så havde det bare lignet dig SÅ meget!" Sagde han, stadig grinende.

Urgh.

Han skulle da også bare ødelægge det hele.

"Jamen jeg skulle jo bare på toilettet altså!" Sagde jeg bestemt.

Ja, det ville helt klart få ham til at tro på mig! 

You go Mel!

"Med både din skoletaske, og den der enorme pink kuffert?" Sagde han vantro.

"Okay, okay jeg giver op, jeg var ved at flygte, ja... Og hvis ikke du havde stoppet mig, var det lykkedes helt fint!" Sagde jeg irriteret, inden jeg vendte mig om, og marcherede tilbage imod klassen, med næsen højt i sky.

Så kunne det da også bare være lige meget!

Uden at værdige nogen af de andre et enkelt blik, gik jeg ned til Harry, der sad helt roligt nede i hjørnet, med et smørret smil spillende om læberne.

Sjovt som den dreng altid smilede.

Måske hans mundvige simpelthen sad fast der.

Det ville forklare smilehullerne.

Som - nu vi lige taler om dem - var så helt enormt charmerende at det halve kunne være nok.

Faktisk, så var Harry jo sådan set charmerende.

I hvert fald at se på.

Hvis nu han droppede hans skræmmende og hånlige attitude, kunne man faktisk måske blive venner med ham.

Sådan helt frivilligt!

Dog var det vidst noget man skulle søge længe efter.

For da jeg langt om længe nåede ned til ham, havde fået smidt begge tasker og sat mig ned, gik der ikke længe før jeg følte en hånd ligge sig forsigtigt på mit lår.

Gosh den her dag ville blive lang manner.

Og jeg fik ret.

Suk.

Timerne sneglede sig afsted, imens mit lår blev æltet synder og sammen af Harrys enorme hånd.

For seriøst.

Den dreng havde virkelig store hænder.

Og fødder også for den sags skyld.

Og du ved hvad man siger.

Store hænder = Stor "Du-ved-nok-hvad".

Hvis ikke du ved hvad det er, er du ikke gammel nok til at vide det.

Bare ærgeligt sunnyboy.

" Som derved kan få... Melanie! Hører du overhovedet efter?!" Spurgte vores nuværende lære(inde) Agnete.

Hun var egentlig bare vikar, og det var faktisk rimelig synd for hende.

Jeg havde altid så ondt af vikarer.

Specielt når det var vores klasse de skulle vikariere.

Men ikke hende her.

Hvorfor?

Fordi hun var en fed heks med cameltoe.

Det er faktisk synd for kamelerne at cameltoe - eller kameltå - er blevet sådan et "skældsord".

Stakkels kameler.

I hvert fald, var hun forfærdelig, og troede selv at hun var et af verdens omvandrende vidundere.

Det var sidste time før det store frikvarter, og for at være helt ærlig, så nej. Jeg fulgte ikke med. Jeg havde rimelig travlt med at planlægge en flugtvej i frikvarteret.

Jeg ville ikke ende med at skulle tilbringe det med Harry.

Derfor vidste jeg også, at jeg skulle gå så snart klokken ringede.

Og jeg vidste også hvor jeg skulle gå hen.

Pludselig havde jeg min flugtplan liggende klar i baghovedet.

Jeg måtte bare ud så snart det ringede, så jeg kunne forsvinde i mængden.

Min plan var nemlig, at jeg måtte ned i kælderen.

Dernede havde vi nemlig vores skabe, og heldig som jeg var, var mit skab allerlængst væk, og halv-skjult bag et hjørne.

Lucky me.

"Melanie!" Agnete hamrede irriteret sin hånd ned i bordet foran mig, hvilket fik mig til at springe forskrækket op.

Hvilket så resulterede i at alle - inklusive Harry - begyndte at grine af mig.

Fedt.

"Ja?" Svarede jeg flabet, og rettede mig hårdt op.

Agnete rystede blot på hovedet, og vendte ryggen til mig.

Hun gav så let op altså.

Lige som jeg skulle til at råbe noget flabet efter hende, ringede klokken, hvilket fik mig til at stivne på stedet.

Det var nu.

Det var mit signal.

Jeg skulle væk.

Og jeg skulle væk nu.

Hurtigt rejste jeg mig, så stolen væltede bag mig, og før nogen kunne nå at stoppe mig, var jeg ude af klassen og på vej ned i kælderen.

Bag mig hørte jeg Allyson råbe efter mig, men det fik mig blot til at skynde mig endnu mere.

Jeg satte farten op endnu engang, og halvløb ned ad trapperne, og nåede langt om længe ned i kælderen.

Her fandt jeg hurtigt mit skab helt oppe i den anden ende af den lange gang.

Og nu stod jeg så her.

Og her skulle jeg stå de næste 40 minutter.

Fedt.

Hvor er jeg heldig.

Lucky me.

Jeg besluttede mig for at åbne skabet, for at se hvad jeg egentlig havde derinde.

Jeg kunne jo lige så godt bruge tiden på at rydde op, som jeg kunne bruge den på at stå og glo på skabet.

Hvilket faktisk ikke var så sjovt i længden, tør jeg godt at røbe.

Altså åbnede jeg det.

Og var så lige ved at blive ramt af den lavine af ting der faldt ud derfra.

Suk.

Det var vidst meget heldigt at jeg ville rydde op.

Ellers er jeg ikke sikker på om jeg ville overleve de næste mange angreb derfra.

Så det gjorde jeg altså - ryddede op.

Og hvor var jeg god til det!

Endnu engang: Mentalt skulderklap til mig.

Jeg var så engageret i mit oprydningsarbejde, at jeg slet ikke lagde mærke til at nogen kom hen til mig.

I hvert fald ikke før min skabslåge blev smækket i med et brag, og jeg selv blev vendt med fronten ud imod personen der var kommet ned til mig, og hamret ind i skabene.

"Du troede nok du slap for mig, hva´?" Mumlede Harry hæst, inden hans læber blidt blev presset imod min hals.

Dejavú-følelsen skød igennem mig med en hulens fart, sammen med adrenalinen og frygten.

"H...Harry." Sagde jeg lavt, hvilket bare fik ham til at brumme en enkelt gang.

Han trak sig kort fra mig, for at kigge mig i øjnene.

Hans smukke grønne øjne, var helt mørke af lyst, hvilket på samme tid skræmte mig og.....

For at være ærlig, sendte det også en bølge af lyst igennem mig.

Hurtigt skubbede jeg lysten fra mig.

Harry var en nar.

Med stort N.

Og han skulle holde sig fra mig.

Pludselig begyndte han at kysse mig igen, og før jeg vidste af det, havde han presset mig helt op af skabet med sin krop. 

Og det var cirka der mine alarmer satte igang.

Jeg greb hurtigt fat i hans hår, for at prøve at få ham skubbet fra mig.

Desværre fejlfortolkede han mig, og trådte i stedet endnu tættere på mig.

Hans arme strøg mig blidt på ryggen, mens hans læber kærtegnede min hals.

"Hey! Hvad har du gang i?! Slip hende!" Et råb nede fra den anden ende af gangen, fik pludselig Harrys læber til at stoppe deres rundtur på min hals.

I stedet fandt de op til mit øre.

"Bare hold din smukke mund lukket love." Mumlede han lavt, inden han trak sig fra mig, og vendte sig imod personen der nu var på vej op imod os.

"Hallo! Hørte du mig ikke eller hvad? Hold dig fra hende!" Sagde personen bestemt.

Og hvis ikke jeg tog meget fejl var det....

Lucas?

Harry svarede ikke, men rettede sig i stedet en smule mere op.

"Er du døv eller hvad?! Lad hende gå! Slip hende!" Gentog Lucas ophidset.

Det var tydeligt at han var vred.

Hvis ikke rasende.

Hvorfor skal jeg ikke kunne fortælle dig, men det var helt tydeligt for enhver.

"Og hvorfor så det?" Spurgte Harry roligt.

Lucas hvæsede et eller andet lavt, inden han igen rettede blikket imod Harry.

"Hvorfor tror du?! Hvad havde du egentlig gang i?!" Spurgte han hårdt.

Harry grinede lavt, og jeg er rimelig sikker på at jeg måtte have lignet et stort spørgsmålstegn for alle og enhver der kiggede på mig.

"Det du ville..." Mere nåede Harry ikke at sige, før der endnu engang lød råb nede fra den anden ende af gangen.

"Hallo hvad laver i?" Råbte Louis.

"Vil vi overhovedet vide det?" Fniste Niall.

Sikkert ikke. Tænkte jeg syrligt.

Louis og Niall kom løbende op til os, hvilket fik Lucas til at sukke lavt, mens Harry bare smilede stort, og begyndte at grine lavt for sig selv.

Lucas endte Harry et koldt og hadefuldt blik, lige som Louis og Niall nåede op til os.

"Iiiih! Kom nu! Fortæl os så hvad i sladrede om!" Hvinede Louis som en anden 7 klassestøs.

Jeg himlede med øjnene, imens Lucas endnu engang sukkede lavt.

"Vi snakkede bare om hvem der skal sidde med hvem, når vi kører til Østrig." Endte jeg med at svare, hvilket faktisk rystede mig selv en del.

For det havde jeg da fuldstændig glemt alt om.

Fuck.

Jeg skulle sidde med en eller anden på vej derned.

Bare dræb mig allerede.

Det her var virkelig dømt til at gå galt!

________________________________________________________________________________________________

Uuuurgh.

Lige en lille forklaring omkring det med kameler og cameltoes (kommer dog til at være på engelsk da det var sådan vi havde samtalen)

But like just imagine being a camel!

Everytime people see you they'll be like: Ew! You've got a cameltoe! Go away you stupid, ugly camel!

Vi har en nederen humor når klokken bliver halv 2 om natten, men seriøst. Engang ikke? Der skal vi have trended #Poorcamels på Twitter....

Okay undskyld, nu til det mere relevante!

Først: Tak til Nadja, der har lavet det nye cover (er det ikke fiiiint??) og som har hjulpet mig lidt med idéer til det her kapitel :)

Men seriøst, hvad synes i?

Om harry og Mel?

Kan i lide det? Kan i ikke? Hvorfor? Hvorfor ikke?

Vær ikke bange, jeg bider ikke, og vil gerne vide hvad i synes!

Much love!

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...