Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
22737Visninger
AA

5. Kapitel 4: Shitty places

Melanie's synsvinkel

Det var efterhånden blevet torsdag.

Eller.

Altså..

Det var i hvert fald torsdag, okay?

Drengene havde været i klassen i et par dage nu, og var faktisk faldet rigtig godt til.

I hvert fald de fire af dem.

Den femte foretrak tilsyneladende at holde sig for sig selv, og så at genere mig. Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg skal kalde det. For jeg er i tvivl om, om han egentlig mente noget ondt med det, eller om han bare prøvede at få venner.

Dog vil jeg nok lige sige at hvis det var det sidste han var ude på, så kunne det måske godt være han snart skulle ændre taktik. For han skræmte stadig livet af mig.

Jeg havde endnu ikke fundet ud af hvor han havde fået mit nummer fra, men han havde på den anden side heller ikke skrevet til mig siden.

Om det så var fordi jeg var begyndt at rulle for når jeg klædte om, eller hvad det var, kan jeg ikke svare dig på.

I hvert fald sad vi nu i klassen, og ventede på at Inger kom, så vi kunne få den sidste time overstået, og så komme hjem.

For mit, Allysons, Lucas' og drengenes vedkommende, betød det at vi skulle hjem og pakke.

Østrig here we come!

Hele ugen havde der ikke været talt om andet iblandt os der skulle med, og specielt Allyson og jeg havde diskuteret meget omkring hvilke ting vi skulle have med, og hvilke ting vi lod blive derhjemme.

Jeg havde ingen idé om hvor mange fra parrallelklassen der skulle med, udover nogle få stykker, som jeg snakkede med, af og til når vi stødte ind i hinanden.

Åh, og så var det så kun Allyson og jeg der skulle med af piger.

Og så to fra en anden skole, men alligevel!

Det var vidst noget med at den ene af dem var i familie med en af drengene fra den anden klasse, der også skulle med eller sådan noget.

Jeg havde ikke sat mig helt ind i det.

Dog vidste jeg også, at der ville komme drenge med fra en anden skole der lå længere inde i byen.

Drenge,drenge,drenge.

Over det hele.

Jo tak du!

Og hvis så bare halvdelen så bare halvt så godt ud som de drenge vi skulle have med herinde fra....

Muuuums du!

"Hihihi nu kommer hun, hihihi!" Fnisede Jennifer og Jessica, og kom løbende ind i klassen, lige som Inger ganske rigtigt trådte ind i klassen.

I smug himlede hun med øjnene, inden hun med lange afmålte skridt kom hen til katederet, som hun først satte sin taske, og senere sig selv på.

Hun svingede med benene, og stirrede skiftende på os allesammen med et ulæseligt udtryk i øjnene.

Da hun kom til rækken Allyson, Lucas, Louis, Zayn, Liam, Niall, Simon og jeg sad i - midterrækken - stoppede hendes blik med at køre rundt.

Pis.

Hvad havde vi nu gjort?

For seriøst, den kvinde opførte sig kun sådan der, hvis der skulle ske et eller andet.

Fuck.

Havde vi haft noget for?!

Hurtigt gennemgik jeg de to foregående dages dansktimer i hovedet, og nåede frem til erkendelsen af at vi havde analyseret den samme tekst i to dage nu.

Pis, Tis, lort og alt det der!

Hun ville helt sikkert hive en af os op til sig, og få den til at fremlægge tekstens indhold for hele klassen.

Og med mit held ville det helt sikkert blive mig hun valgte.

"Melanie..." 

HA! Se, hvad sagde jeg?!

"Melanie!" Sagde Inger igen.

Jeg fjernede hurtigt blikket fra bordet, og op til hende igen.

"Jaa..?" Svarede jeg langtrukkent.

"Synes du ikke det er på tide...." Hun afsluttede ikke sætningen, men lod den hænge frit i luften.

Rundt omkring ved de andre borde, begyndte en lavmælt mumlen at sprede sig.

Halloooo?!?!?!

På tide at hvad?!?!?!

Blive voksen?!

Få en kæreste - hvilket hun faktisk ville have ret i, hvis det var det hun mente, men alligevel!

"... At vi fik lavet nye pladser?" Afsluttede hun endelig, hvilket fik mig til at ånde lettet op, mens det fik alle andre til at blive død stille.

Pludselig gik det også op for mig hvad det var hun havde sagt.

Vent hvad?

Nye pladser?

Nu?

Nej ellers tak du!

Mit blik flaksede til siden, hvor Allyson sad og kiggede med store øjne på mig.

Ved bordet bag os sad som sædvanligt Simon og Lucas, og også de stirrede med store øjne på hinanden.

De kunne nu egentligt være et kært par.

Limon.

Ej, de er jo ikke sure, vel?

Altså sådan for det meste ikke i hvert fald.

Og de var da i hvert fald ikke gule.

Hmm...

Sucas?

Ej det lyder som Surrikat.

Suuuuurri, suuurri, suuuuuuuuurriiiiiiKAT!

Okay jeg stopper bare nu.

Jeg skal ikke opfinde shipper-navne.

Men jeg shipper dem i hvert fald.

Naww....

"Bestemmer." En veltilfreds tone med en stemme tilhørende Inger trak mig ud af mine... Øhm.. Besynderlige tanker, og tilbage til virkeligheden.

Er det kun mig der synes at jeg altid går glip af et eller andet?

For sådan har jeg det virkelig tit...

Snøft, stakkels mig.

For at få lidt hjælp, kiggede jeg spørgende rundt i klassen.

En ting jeg nok ikke skulle have gjort, for helt nede bagerst - i hjørnet - fangede et par grønne øjne mine.

Han holdt dem fast, så jeg på ingen måder kunne fjerne mine øjne fra hans.

Det gav mig en tom og urolig følelse indeni, for jeg følte mig blottet og nøgen for hans øjne, der sugede alt til sig. Det var som om han kunne se lige igennem mig, mit tøj, min hud, kød og knogler, ja hele vejen igennem mig, og ind til min sjæl.

Det var rædsomt.

Og dog.

For han havde nok nogle af de smukkeste øjne jeg nogensinde i hele mit liv har set.

Men sådan var han.

Smuk.

Uanset hvordan og hvor meget jeg inderligt ønskede at dette ikke var en kendsgerning, måtte jeg nok erkende at det nu engang var sådan det var.

For det var han virkelig - smuk.

Lige fra hans perfekte mørkebrune, letkrøllede hår, og hele vejen nedover hans slanke men muskulerede krop, ned til hans fødder.

Og så stopper vi den bare lige her.

Harry gav slip på mit blik med et selvtilfredst smil spillende om læberne.

Spasser.

"Hun sagde at hun bestemmer." Mumlede Lucas bag mig.

Taknemmeligt vendte jeg mig imod ham, for at takke ham, men han stirrede bare surt forbi mig, og op til katederet hvor Inger nu var igang med at vurdere, tegne, og prøve på at få Jessica og Jennifer til at lade være med at blande sig i pladserne.

"Altså hvis ikke vi må sidde ved siden af hinanden, så flytter vi os altså, så vi kommer til det, og du kan ikke gøre noget ved det. Eller jo, så skal vi sidde ved de nye drenge, men ikke med ham der Harry, for han er altså seriøst for langt ude, og skræmmende....." 

Hurtigt lukkede jeg af for deres plabren. Det var mit liv simpelthen bare for kort til det der.

***

"Det mener du ikke helt alvorligt det der, vel?" Spurgte jeg skeptisk, da der tyve minutter senere, kun stod Harry og jeg tilbage uden plads.

Nervøst skævede jeg til Harry der stod med et tilfredst udtryk malet rundt i hele fjæset.

Ikke på vilkår om jeg skulle sidde med ham.

Så hellere sidde på gulvet.

Faktisk....

Hmm...

Ikke helt dårlig idé jeg kom med der alligevel.

"Jo, det er ved den søde grød jeg gør, og jeg vil ikke diskutere med dig, så du sætter dig bare ned Melanie." Sagde Inger bestemt med ryggen til. Hun var ved at skrive et eller andet op på tavlen - sikkert lektier.

Men dem havde jeg da virkelig ikke tænkt mig at lave nu. Ta´ den!

Og da jeg vidste at jeg alligevel ville være blevet den eneste der havde lavet det, glædede jeg mig nu til at se hvad hun ville gøre, når ingen havde lavet noget.

"Kom nu Mel. Du hørte hvad hun sagde." Sagde Harry lavt, og lagde en arm på min ryg.

Blidt skubbede han mig fremad, ned imod vores plads det næste lange stykke tid. 

Med blikket i jorden gik jeg forrest derhen, med Harry lige i hælene, og hans hånd fortsat på min ryg. 

Et øjeblik kiggede jeg op, i tide til at se Lucas sende et hadefuldt blik til Harry, der blot gengældte med et hoverende smil.

What the...?

Forvirret satte jeg mig ned på stolen, og rykkede så så langt ud til siden, som bordet tillod det.

En hæs latter lød ved min side.

Undrende lagde jeg blikket på ham, og løftede spørgende det ene øjenbryn.

Uden et ord rystede han bare på hovedet, men fortsatte med at le lavt.

Med øjnene fulgte jeg hans bevægelser da han satte sig rolig ned ved siden af mig.

Vi havde fået bordet Harry sad ved før - langt væk fra tavlen, helt nede i det ene hjørne, ud imod vinduerne. 

Og jo, jeg havde selvfølgelig været dum nok til at sætte mig inderst, hvilket jo sjovt nok betød at jeg ikke bare sådan lige kunne "flygte" fra ham.

Flot Melanie! 

Stort skulderklap til dig.

Urgh.

"Du skulle også med til Østrig, Ikke?" Spurgte Harry oprigtigt interesseret.

Forvirret kiggede jeg på ham.

Han havde tydeligvis ændret taktik i forhold til at komme i tale med mig.

Jeg nikkede bekræftende, og lod så igen blikket finde op til Inger, der nu var ved at forklare de lektier jeg stadig ikke havde tænkt mig at lave.

Men det behøvede Harry jo ikke at vide at jeg ikke ville.

Derfor lod jeg som om jeg  fulgte grundigt med i hvad hun sagde.

Jojo, lidt skuespiller er man da altid.

Pludselig mærkede jeg en hånd der kærtegnede mit lår.

"Så får vi jo rigeligt med tid til hinanden i ferien også." Mumlede han, og lod sin hånd køre rundt i cirkler på låret af mig.

Det var faktisk rart.

Hvis vi ser bort fra det faktum at det var Harry der gjorde det, og det altså var på mit LÅR hans hånd befandt sig.

Hurtigt skubbede jeg hans hånd væk, og lige som jeg havde gjort det, ringede klokken.

Hurtig som lynet rejste jeg mig, satte min stol op, greb min taske, og styrtede så ud af døren, og ud i bussen.

Ubehaget over Harry's hånd lå stadig i mig.

Puha, nu skulle jeg bare have fundet Allyson, og så skulle vi hjem og pakke.

Længere fremme, kunne jeg se Louis gå med en pige ved sin side.

Det var tydeligt at det var Allyson.

Desperat som jeg var, løb jeg hen til dem, greb Allysons hånd, og trak hende med mig videre.

"Jamen så farvel Mel!" Råbte Louis grinende efter os.

Hahahaha det rimer!

Farvel-mel.

Hihi.

"Vi ses!" Råbte jeg over skulderen, og fortsatte ellers ud i bussen med Allyson efter mig.

Vi styrtede ind, ligeglade med alle de små børn der pænt stod i kø for at få lov til at komme ind - de blev skubbet væk hver og én.

Herefter fandt vi et sæde nede bagi, hvor vi lod os dumbe ned.

Ikke på samme sæde - de små børn tog ikke skade af at stå lidt op.

Ikke når det var til fordel for at jeg kunne flade lidt ud efter sådan en dag som den jeg lige havde haft.

Træt fandt jeg min mobil frem.

1 ubesvaret meddelelse.

#You can run, but you can't hide sweetheart. See you later hun' - H# Stod der.

Hvad han mente havde jeg ingen idé om, men noget var da i hvert fald sikkert.

Han havde ikke ændret taktik.

Og han skræmte mig stadig.

Vent.

Det var to ting.

Whatever.

Dog tog jeg mig sammen, og valgte at svare ham.

#Who says i'm home?#  skrev jeg kækt tilbage. 

Derefter lagde jeg mobilen tilbage i lommen, da jeg ikke forventede svar lige foreløbigt. 

I stedet lod jeg blikket glide ud af bussen.

En høj person klædt i sort fangede min opmærksomhed.

Harry.

Han stod ved døren ud, og kiggede i min retning.

Han holdt en ting i sin ene hånd - sin mobil vil jeg skyde på.

Han kiggede kort ned i den, for derefter at kigge hen på mig igen. Og jo, jeg var faktisk rimelig sikker på at det var mig han kiggede på, for da jeg mærkede en besked melde sin ankomst, smilede han stort.

Nervøst kiggede jeg ned på skærmen.

#You better be.#

Da jeg kiggede op igen var han væk.

 

_______________________________________________________________________________________________

Haha okay så.

Det her kapitel er totalt irrelevant, og opstod faktisk ved et tilfælde. Jeg er nemlig enormt træt (er dopet med panodiler fordi jeg har "brækket" min fod, og det gør SÅ ondt!!) såååå da jeg havde ordnet min hest satte jeg mig hjem foran computeren... Og... Well.

Så skete det her så :D

Har rettet lidt i det, og sat lidt mere til, og ja, det er langtrukkent, og nej der sker ikke så meget i det - i know, i know. Tænkte bare at det måske kunne være i ville blive lidt glade for et bonuskapitel i forhold til hvis jeg bare slettede det ;)

Ellers undskylder jeg meget :(

Håber i har en god påske!

- E xXx

 

Oh! Ja, det var jeg lige ved at glemme! 

Nogen har spurgt mig om hvorfor de taler dansk, når deres beskeder er på engelsk, og det er der faktisk en utrolig enkel grund til:

De snakker også engelsk i historien, men da det ville blive uoverskueligt at læse, har jeg valgt at skrive det på dansk, og kun skrive deres sms'er indbyrdes på engelsk. (dog skal det siges at hvis det nu fx var Allyson/Melanie eller Lucas/Melanie der skrev sammen, så ville deres samtaler self. stå på dansk da det er det de snakker)

Håber det hjalp lidt :)

Skriv gerne hvad i synes osv. osv. elsker at få beskeder fra jer, så jeg kan se at der rent faktisk er nogen der mere eller mindre sætter pris på det jeg laver :)

PAS GODT PÅ JER SELV OG HINANDEN, C YA! <33

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...