Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
23206Visninger
AA

27. Kapitel 26: The End

Harry's synsvinkel

 

Jeg forstod det ikke.

Hvad var der med den pige? Her sad jeg, og gjorde virkelig alt hvad jeg kunne, for at få hende til at indse hvor meget jeg holdt af hende, og så.... Gik hun bare?

Det sårede mig faktisk en del, selvom jeg vidste at jeg sikkert ikke burde ligge så meget i det som jeg gjorde. Men når hun var så følelseskold, og slet ikke lod til at blive påvirket af situationen overhovedet,var det altså en smule svært.

Jeg rejste mig op, og kiggede efter Melanie, der langsomt forsvandt mere og mere fra mig. Og med ét slog det klik for mig.

"Hvad fanden er dit problem?!" Råbte jeg efter hende.

Hun stoppede tøvende op, men vendte sig ikke imod mig. Hun stod hvor hun var - med ryggen til mig  og med ansigtet vendt imod jorden. Hun stod tydeligt og tænkte over enten hvad hun skulle sige, eller hvad hun skulle gøre. Men hun lyttede.

"Du kan da i det mindste snakke med mig. Eller er det også for meget forlangt?" Spurgte jeg irriteret. Og langt hårdere end jeg egentlig burde.

Det var slet ikke min mening at være så hård, men min frustration og længsel efter at se hendes glæde igen - at finde "den gamle Melanie" igen - overskyggede alt, og fik min stemme og toneleje til at lave løjer med mig.

"Den gamle Melanie", der var i stand til at gøre det umulige - hun lod sig ikke stoppe af noget eller nogen, og selvom hun blev behandlet som en sæk lort, var hun alligevel utrolig tillidsfuld og tålmodig. 

Melanie plejede at være pigen der aldrig gav op.

Men nu? 

Kiggede du forkert på hende, stak hun halen imellem benene, og forsvandt før du fik set dig om. Og det var bare så forkert på så mange måder at se hende sådan. 

Hun mindede mig om en hundehvalp der havde været udsat for grov vanrøgt og mishandling. Jeg ved godt det måske er lidt overdrevet, men hendes adfærd var utrolig lig med den en sådan hund ville udføre. 

"Nej." Hviskede hun lavt, og kiggede fortsat ned i jorden.

Om det var et nej til det ene eller det andet, var jeg ikke rigtig klar over, men jeg var simpelthen bare så irriteret på hende. Hvordan kunne det være så svært bare at mande sig op og komme videre? Jeg havde da også selv siddet i dyb sorg fra tid til anden, men det gjorde ikke, at jeg ikke fandt en vej videre ud i livet senere hen.

Selvfølgelig skulle man have tid til at sørge - det var slet ikke det.

Det var bare det faktum, at hun virkelig sad fast i fortiden, og end ikke prøvede på at komme videre længere.

"Kom nu bare herover." Vrissede jeg irriteret, og slog ud med armen i retning af bænken hun for ikke så forfærdelig lang tid siden igen havde rejst sig fra.

Stædigt rystede hun på hovedet.

 

Melanie’s synsvinkel

”Kom nu bare herover” Vrissede han, og det gik efterhånden op for mig, hvor irriteret han var.

Han slog armen ud i retning af bænken vi for få minutter siden havde rejst os fra, som en opfordring til at jeg skulle sætte mig. Sætte mig, så vi kunne få snakket ud om det rod der var omkring os for tiden – det rod jeg havde foresaget, og som jeg udemærket godt vidste udelukkende var min skyld.

Men jeg kunne ikke.

Jeg var bare ikke klar, og hvis der var nogen jeg virkelig ikke havde lyst til at tale ud om det hele med, måtte det være Harry. Misforstå mig ikke, for jeg holdt af ham – det gjorde jeg virkelig – men det var bare så akavet og forkert, og jeg havde altid haft planer om at Allyson skulle være den første jeg lukkede mig op overfor. Det ville uden tvivl blive i en nærmere fremtid, for jeg kunne tydeligt mærke med mig selv, at jeg havde fået det en smule bedre, men det var stadig ikke på nogen måde nok til, at jeg havde tænkt mig at lukke op for alle og enhver, og lade dem se mit skrøbelige og ødelagte indre.

Så jeg rystede på hovedet.

Harry udstødte et irriteret fnys, og rullede med øjnene. Vreden var efterhånden blevet tydelig at tyde i hans øjne og bevægelser, og jeg vidste at jeg måtte træde varsomt nu, for ikke at få ham til at gå amok. Også selvom jeg vidste, at det var af frustration han gjorde som han gjorde nu.

For nogen kunne risikere at komme til skade.

Og den nogen var mig.

Hvilket jeg ærligtalt ikke havde specielt meget lyst til alligevel.

”Nej. Nej selvfølgelig. For jeg er jo ikke god nok. Ikke fin nok. Render ikke i hælene på damen, på samme måde som hendes lille taskehund gjorde det, hvilket jeg nok heller aldrig kommer til. Jeg kunne give dig alt Melanie. Alt. Og det ved du.” Snerrede han arrigt ud imellem sammenbidte tænder.

Adrenalin begyndte efterhånden at indfinde sig i mit system, da han langsomt men alligevel alt for hurtigt blev mere og mere rasende.

Hans ord havde føltes som et slag i maven – og det vidste han. Han behøvede slet ikke fysisk vold – han havde den psykiske, og han vidste lige præcist hvilke knapper han skulle trykke på, for at få mig til at knække. Jeg forstod bare ikke hvordan han kunne være så modbydelig.

Han vidste hvordan jeg havde det, og jeg troede ærligtalt at han kunne lide mig på en eller anden måde. Men jeg gik udfra at også den teori viste sig at være en løgn.

”Undskyld mig, hvad sagde du?” 

Spurgte jeg forarget.

Hvordan kunne han få sig selv til det?

Knuden i min mave voksede, og fik minder jeg virkelig ikke havde lyst til at tænke på lige på det pågældende tidspunkt til, at vælte helt frem i mit hoved. Det var ulideligt, men jeg kunne intet stille op. Minderne var der for at blive, og uanset hvad jeg gjorde og hvor meget jeg prøvede, vidste jeg godt, at de nok aldrig ville forsvinde helt.

De minder jeg hadede og dog elskede allermest, ville for altid vær en del af mig, uanset hvor lidt jeg ønskede det.

Harry rettede blikket direkte imod mig, og et vredt, skuffet og såret udtryk lå i det, som en kold, hård og dog flydende substands. Det skræmte mig ikke, men gav mig udelukkende dårlig samvittighed. Jeg vidste, at jeg ikke havde behandlet ham særlig godt det sidste stykke tid, og det var virkelig ikke fordi jeg ikke havde lyst til at behandle ham godt.

Jeg kunne bare ikke.

Jeg kunne ikke lukke nogen ind, og i frygten for at såre samt længslen efter trøst og kærlighed, havde jeg valgt at lukke af overfor alle. Det var nu engang det letteste, og hvis ikke du efterhånden skulle have opdaget det, har jeg det med at springe over hvor gæret er lavest.

Han trådte et enkelt skridt frem imod mig, og lagde grublende sit hoved på skrå.

”Jeg sagde...”

”Jeg ved godt hvad du sagde Harry. Jeg hørte dig godt, men hvorfor? Hvorfor træde mere i noget, du alligevel ved gør ondt? Hvorfor blive ved med at rive op i de aldrig-helende sår? Hvorfor blive ved med at trampe rundt i mit tomme bryst? Hvorfor Harry? Hvorfor...?” Afbrød jeg, og selvom jeg egentlig havde tiltænkt det en barsk og hård tone, endte det ud i en lav hvisken, samt den første stille tåre der trillede ned ad min kind, og landede et sted i det stenede grus under mine fødder.

Harry kiggede indtrængende på mig, men selvom han havde et noget mere skyldigt udtryk over sig nu, var det tydeligt at han ikke havde fortrudt sine ord. Han stod ved hvad han sagde, og han mente det.

”Fordi du sidder fast Melanie! Du kan ikke ændre fortiden selvom du ville ønske du kunne! Du kan ikke leve i fortiden forevigt! Før eller senere vil du vågne op, og det vil gå op for dig, at du har brugt hele dit liv på at sørge over noget der alligevel ikke kan laves om! Selvfølgelig har du lov til at sørge Melanie – det gør vi jo forhelvede allesammen. Problemet er bare den måde du sørger på. Du lukker alle ude, og du opfører dig som jeg ved snart ikke hvad! Kom nu videre Mel – kom tilbage til dit gamle jeg.” Sagde han hårdt, dog med en bedende undertone i de sidste sætninger.

Jeg vidste ikke rigtigt hvad mit næste træk skulle være. Han havde plantet en tvivl i mig, og jeg vidste ærligtalt ikke hvad jeg burde gøre nu. Jeg kunne svare igen, og risikere at han ville springe i luften, og slynge alt muligt pis ud, der blot ville såre og frustrere mig endnu mere.

Jeg kunne også vælge den lette udvej, og vende om på stedet. Bare skride fra det hele, og aldrig nogensinde vende tilbage. Nu ved jeg godt hvad du tænker. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at dræbe mig selv. Heller ikke selvom tanken er utrolig fristende.

Og jeg har da også overvejet det op til flere gange.

Bare vælge den lette løsning, og i aller bogstavligste forstand skride fra det hele. Det ville helt klart være det letteste, og muligvis også det mindst smertefulde for mig, men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det. Det er noget af det mest egoistiske du kan gøre, og jeg ved med mig selv, at hverken jeg selv, Lucas, Harry eller nogen som helst anden, nogensinde ville kunne tilgive mig for det.

Men derfor lød – eller havde lydt i hvert fald – det utrolig fristende alligevel.

”Harry jeg...” Startede jeg, men stoppede igen.

Jeg hvad?

Hvad var jeg? Hvad ville jeg gøre? Hvad ville jeg sige?

Jeg er utrolig ked af at jeg ikke er som jeg engang var, og som du tydeligvis vil have mig til at være igen, men ved du hvad? Jeg er som jeg er, og sådan er det, bum bum, og du kan ikke lave det om – ingen kan lave det om.

Nej vel?

Urg.

Det hele var bare så skide svært, og jeg orkede ærligtalt bare ikke at diskutere mere med Harry, omkring noget så latterligt og dumt – noget, han faktisk kunne være helt igennem ligeglad med – som vi gjorde det nu.

”Ved du hvad? Bare glem det Harry. Glem det hele. Glem mig, glem alt det der er sket, og tag tilbage til der hvor du kom fra. Jeg tror helt seriøst, at det ville være det bedste for os allesammen.” Sagde jeg gennem sammenbidte læber.

Ikke fordi jeg var decideret rasende, men fordi jeg nu – igen – gav slip på noget jeg faktisk holdt utrolig meget af.

”Nej Melanie. Du forstår det ikke. Jeg kan ikke bare glemme dig, og alt der er sket. Efter alt det jeg har gjort for dig, og for at få noget til at fungere – for at få en normal hverdag op at køre igen for alle, og specielt mig selv og Lucas, kan jeg ikke bare ’lade som om’.” Sagde Harry vredt, og borrede endnu engang blikket ind i mit. Han trådte et skridt tættere på mig.

”Jeg tillader ikke, at der sker der noget Melanie. Heller ikke, hvis det er dig selv der forvolder dig skade. Jeg tollerer ikke, at nogen så meget som kigger forkert på dig mere Mel. Så meget som tænker 

noget grimt om dig. Slet ikke efter ulykken i hvert fald. Jeg gav ham mit ord Melanie.” Sagde han alvorligt, og lagde en finger under min hage, hvilket tvang mig til at se ham i øjnene.

”Jeg lovede ham det Melanie. Jeg svor.” Med de ord slap han mit ansigt, og kiggede skyldigt i jorden. Det var tydeligt at han havde talt over sig. Nysgerrigheden, og smerten som fra en knyttet næve i maven, var over mig, og jeg kunne ikke forholde mig passiv.

”Hvad svor du Harry? Og til hvem?” Forlangte jeg at få at vide.

Harry fastholdt sit blik på jorden, og nægtede blankt at kigge op. I stedet rodede han forsigtigt med foden i gruset, og tog sig tydeligvis sammen til at fortælle mig det hele – eller det var i hvert fald hvad jeg håbede han lavede.

Tiden gik langsomt, men Harry forholdt sig stadig tavs.

En voksende mistroiskhed voksede i mig, og fik mig til at kigge skeptisk på ham, med sammenknebne øjne. ”Harry der er noget du ikke fortæller mig.” Hvislede jeg, og følte vreden komme snigende. Hvad bildte han sig ind, at han ville have mig til at stole på ham, og han så ikke engang fortalte hele sandheden – såfremt bare noget af det han havde lukket ud havde været sandt overhovedet.

Harry stoppede med at rode i jorden, men kiggede fortsat ikke op. Han rystede sammenbidt på hovedet, og vendte med ét sit hoved imod mit, og lagde det på skrå.

”For at beskytte dig Melanie.” Var det eneste han sagde, som om det retfærdiggjorde det hele, og det faktum at han holdte ting skjult for mig.

Det var bare ikke helt godt nok efter min mening.

”Sikke dog en åndsvag og tåbelig undskyldning! Fortæl mig det Harry – det hele!” Forlangte jeg hårdt, hvilket satte tvivl igang hos os begge. For ville jeg overhovedet høre sandheden? Høre det han havde holdt skjult for mig – med undskyldningen omkring at det var for at beskytte mig?

Ja.

Ja, det ville jeg. For uanset hvad det var, syntes jeg ærligtalt jeg fortjente at få det at vide.

”Er du nu helt sikker på, at du vil høre det?” Spurgte han usikkert, og håbede helt sikkert på at jeg sagde nej, så han slap for at tale. Men han havde selv talt over sig – så det var sådan set ikke mit problem eller min skyld at han nu var havnet i den her situation.

Jeg nikkede, og smilede selvsikkert, hvilket udelukkende udløste et dybt suk hos Harry.

Han kiggede undersøgende på mig, og slog så barsk sit blik imod mit. En kuldegysning rullede indover mig da hans blik blev hårdt som sten.

”Fint. Men sig ikke, at jeg ikke advarede dig.” Sagde han koldt.

Jeg rullede med øjnene, og løftede armen for at få ham til at komme videre og åbne munden.

”Sagen er den Mel, at jeg måske ikke har talt helt sandt. Eller... jeg har i hvert fald undladt at fortælle hele sandheden. Ser du... Ehm... Ja... Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte...” Sagde han, og havde helt smidt alle former for forsvar og hårdhed.

Han var blottet for følelser... Så... Nøgen...

Et brat dejavú slog ned i mig, og fik mig til at trække mig en smule tilbage. Situationen mindede så skræmmende meget om den første samtale jeg havde haft med Harry – på hospitalet – lige da ulykken var sket.

”Ehm.” Sagde han tøvende, og ledte tydeligt efter ord.

”Hvad med at starte fra starten?” Foreslog jeg og håbede på, at det på en eller anden måde kunne hjælpe ham en smule igang med det han nu engang prøvede at sige.

Han nikkede, og tog en dyb indånding.

”Okay. Lad os starte fra starten så... For hvad der føltes som alt for lang tid siden, kom jeg hertil. Fuld af forventninger og forhåbninger. Og ikke mindst længsel. Jeg kan godt røbe, at jeg måske aldrig ligefrem har været guds bedste barn, men jeg håbede virkelig på, at min rejse hertil, ville føre noget godt med sig. Jeg håbede på, at den ville kunne hjælpe mig, og få mig tilbage på rette spor, før det var for sent. Men alle disse forhåbninger og forventninger, forsvandt som dug fra solen, så snart jeg så dig. Dit sprudlende udtryk, og den måde du lo på, og det helt cool udtryk du havde, da du skulle møde os den første gang. At du så måske var en tand for cool, og valgte at brage lige ind i mig, er jo så en helt anden ting.” Han stoppede sin tale et øjeblik, og stod bare og så noget så tankefuld ud, med et kæmpe smil klistret fast i fjæset.

Dog faldt det hurtigt sammen, og en alvorlig maske blev igen lagt over hans ansigt.

”Men det var bare som om jeg ikke kunne nå dig. Du var uden for min rækkevidde – i en helt anden liga, og det gik mig på. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle have mest muligt ud af mit ophold her, måtte jeg holde mig fra dig. Ikke fordi jeg havde lyst til det, men fordi det nu engang føltes som det bedste og det mest rigtige at gøre. Jeg  ’hadede’ dig – i dine øjne – og du tog imod det som et lille barn tager imod gaver. Du troede på min løgn, og jeg er åbenbart en bedre skuespiller end jeg troede. Du sprang i med begge ben, og jeg begyndte ærlig talt at nyde det en smule. Den måde du dragedes imod mig, påtrods af alle mine handlinger. Jeg havde det rigtig skidt med alt det jeg gjorde det imod dig, og var ved at blive ædt op af skam og skyld. Men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle bryde rollen – og slet ikke, når du var så meget sammen med.. Lucas.” Han spyttede ordet ud – kæmpede for at få det ud. Det var en tydelig psykisk smerte der fyldte ham da han talte.

”Men... Men den aften Melanie. Det... Det var ikke min mening  - det var det virkelig ikke. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, men det var ikke nok. Mel... Det var mig der dræbte Lucas. Det var – det er – min skyld, at han ikke er iblandt os længere. Jeg var ikke stærk nok. Han... han slap mig Melanie. Vi faldt begge ned i det hul, jeg greb ham, og havde en gren i den anden hånd – det var den der holdt os oppe. Men han var overbevist om, at vi ikke begge ville klare den, så.. så han... han.. Han slap mig.” Et smertefuldt udtryk fór over hans ansigt, da han lukkede det sidste ud.

Det var tydeligt, at han ikke ville genopleve og huske på de billeder, der netop nu fyldte hans stakkels hoved. Og selvom hans ord måske burde påvirke mig, og hyle mig endnu mere ud af den end jeg var i forvejen, var det som om det løsnede noget op i mig. Som om alt det der i den seneste tid havde lagt på mine skuldre, og tynget mig ned, så jeg knap kunne kende mig selv, lættedes, og gjorde alting mere overskueligt for mig.

Det faktum, at der rent faktisk havde været nogen der havde forsøgt at redde Lucas, fik mig på en eller anden måde, til at føle mig en smule mere hel. Som om.... jeg ved snart ikke hvordan jeg skal forklare det. Men det gik op for mig, hvor forfærdeligt og egoistisk jeg havde opført mig den seneste tid.

Jeg havde kun tænkt på mig selv, og havde udelukkende koncentreret mig om min egen sorg. Havde slet ikke skænket alle andres den mindste tanke.

Skyldfølelsen rullede indover mig, og med ét kastede jeg armene om Harry. Trak ham ind til mig, i en beskyttende omfavnelse.

Han trak sig en smule fra mig, og smilede skævt, med et spørgende udtryk.

”Hvad skulle det nu til for?” Spurgte han oprigtigt undrende.

”Du har ret Harry. Jeg har opført mig som et egoistisk lille barn, og det er jeg virkelig ked af. Jeg tænkte kun på mig selv og min egen sorg, og det var som om der slet ikke var gået op for mig, at andre også sørgede, og savnede ham. Jeg er virkelig, virkelig, viiiiiirkelig ked af det Harry. Kan du tilgive mig?” Spurgte jeg forhåbningsfuldt.

Harry lagde et tankefuldt udtryk på sit ansigt, og lagde drillende hovedet på skrå.

”Hmm..” Sagde han langtrukkent.

”Så lad gå. Men kun hvis du lover mig, at du aldrig forsvinder fra mig igen.” Sagde han krævende. Et lille smil spillede om mine læber, da hans hænder lagde sig på mine hofter, mens mine egne flettede sig sammen bag hans nakke.

”Det lover jeg.” Sagde jeg.

Harrys øjne skinnede af lykke, og før jeg kunne nå at tænke specielt langt, var vores læber smeltet sammen, i et længe ventet kys.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...