Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
23085Visninger
AA

26. Kapitel 25: Let me Tell You A Story

Melanie's synspunkt

Tanker fór igennem mit hoved, da Harry trak mig med tilbage til gravpladsen. Jeg ved ikke, om det var første gang siden begravelsen han var der, for jeg havde aldrig set ham derhenne før. Men jeg var egentlig også en smule ligeglad, hvis jeg skal være helt ærlig.

Det, der dog undrede mig var, hvad det var han ville mig.

Jeg havde været så fjendtlig og afvisende overfor ham, og nu forlangte han, at jeg skulle følge med ham?

Den dreng havde vitterligt ikke tænkt sig at give op, den skulle han alligevel have. Men om det var lige præcist dét han ville mig, eller hvad det var, havde jeg absolut ikke den fjerneste idé om. Det var måske også en af grundende til, at jeg overhovedet lod ham trække mig med sig.

Fordi jeg befandt mig i uvished.

Vi nåede tilbage til graven, og satte os på den lille bænk, der var placeret lige udenfor selve Lucas' gravsted. Vi havde fronten imod den stille plads, samt månen der lyste blidt på os, ledsaget af alle stjernerne, der blinkede om kap, for at nå den samme styrke som månen imellem dem. 

Ingen af dem kunne selvfølgelig måles med den, men de kæmpede en brag kamp alligevel - fordi de stadig havde håbet om at gøre det. Om at nå deres mål.

Harry kiggede længe op i himlen, før han drog et dybt suk, og vendte blikket tilbage på mig - fangede mine øjne, og granskede mit ansigt for enhver menneskelig følelse og tanke, han måske kunne bearbejde, og bruge til noget nyttigt.

Præcist hvad han fik ud af det, skal jeg ikke kunne svare på.

Hans blik flakkede til gravstenen, inden det ramte mit igen, med fornyet styrke.

"Hør Mel. Lad mig fortælle dig en historie. Det er en sand historie, og det er vigtigt for mig, at du får den at høre." Sagde han.

Hans blik blev en smule bedende, og med et dybt suk, samt et træk på skulderen, opfordrede jeg ham til at fortsætte.

"Engang, for et par måneder siden - før jeg tog hertil - lovede jeg, at jeg ville finde en stjerne. En stjerne, der strålede så kraftigt, at man nær ville blive blind, hvis man kiggede på den i for lang tid ad gangen. Medmindre man havde solbriller på selvfølgelig. Noget, der gjorde at stjernen holdt sig en smule på afstand, selvom man skulle tæt på den. Jeg lovede det, og jeg fandt faktisk én. Den var utrolig smuk. Fuld af liv og lys, og havde det klareste skær, jeg nogensinde har set. 

Den var smuk.

Jeg var noget i tvivl om, hvordan jeg skulle fange den. Fange den, så jeg kunne tage den med mig hvorend jeg gik - vise den til folk, så de kunne blive overvældede af dens smukke lys, og så de kunne beundre den præcist som jeg selv gjorde.

Som jeg selv gør.

Men stjernen var stærk, og uanset hvad jeg gjorde, ville den ikke lade sig fanges. For hver gang jeg var lige ved at have den på den rette plads, trådt jeg et enkelt skridt forkert, hvilket gjorde stjernen bange, så den flygtede. 

For stjernen var ung og vild, og ville ikke tæmmes. Den vidste, hvad den skulle gøre for at undgå mig, men alligevel kunne den ikke helt lade være med dragedes en smule. Den var nysgerrig, og selvom den gang på gang fik et slag over næsen, blev den ved med at komme frem, nat efter nat. Den blinkede og skinnede så smukt og klart.

Men jeg kunne ikke fange den.

Gang på gang havde den brændt mig, og jeg begyndte langsomt at forstå lige netop hvorfor den ikke lod sig fanges. 

Stjernen havde én den havde utrolig kær. 

Én, hvis lys brændte lige så kraftigt som stjernens selv gjorde det. 

Og jeg blev jaloux. Det gik op for mig, at uanset hvad jeg ville gøre, uanset hvilken plan jeg fik lavet, så ville jeg aldrig nogensinde kunne måle mig med stjernen. Det var en umulig opgave, og dog.... 

For kunne jeg blive gode venner med den min stjerne havde kær, kunne jeg stadig få lov til at beundre den. Jeg ville muligvis ikke kunne udføre drømmen om at tage den med mig, og vise den til alle og enhver, men jeg ville stadig være tæt på den.

Og det i sig selv var perfekt for mig.

Så det var der jeg befandt mig det følgende stykke tid. I halen på stjernen og dens kære, hvor alt jeg gjorde, var at være jaloux.

Men det gjorde mig nu ikke så meget, for jeg kunne gøre det jeg allerhelst ville.

Indtil jeg lagde mærke til noget. Noget, der bekymrede mig en del, men som jeg ikke turde sige videre til min stjerne.

Dens kæres lys, blev langsommere svagere og svagere, for til sidst at forsvinde helt. Det var et uheld. Et uheld der kostede den livet.

Men det var ikke den eneste der mistede sin glans.

For min egen stjerne blev så fyldt med sorg, at lyset langsomt blev svagere og svagere. Det var stadigvæk den smukkeste stjerne jeg endnu har set, men den var ikke selv klar over det. Ikke længere i hvert fald. 

Hendes lys falmede, og det samme gjorde alt omkring hende. Hun lukkede sig mere og mere inde i sig selv, og i takt med at hun blev mere og mere fjern fra omverdenen, blev jeg mere og mere desperat efter at få hende tilbage.

At finde hendes lys igen, og se hende smile ned til mig.

Men hun overså mig. Kiggede lige forbi mig - lige igennem mig.

Jeg ved, at jeg ikke burde tage det så personligt som jeg gjorde, for jeg vidste godt, at det var sådan hun kiggede på alle for tiden. Men det sårede mig faktisk - også selvom det måske slet ikke var hendes mening. 

Stjernen vendte alle ryggen, og hver for hver aften der gik, blev hun sværre og sværre at få øje på, og komme i kontakt med.

Hun blev sky.

Og jeg blev frustreret.

For jeg ville ikke miste hende. Jeg havde lovet, at jeg ville vænne hjem med en strålende stjerne, og jeg havde lovet mig selv, at jeg ville vise min stjerne til hele den store verden. Men jeg ville ikke vise hende til nogen, når hun ikke engang ville vise sig til sig selv.

Derfor prøvede jeg at vinde hendes tillid.

At det så ikke gik helt som planlagt, er en anden historie. 

Pointen er, at selvom stjernen langsomt forsvandt for andre end dem der virkelig holdt af hende, så var hun stadigvæk det smukkeste syn jeg endnu har set. Selvom hun ikke selv var klar over det, og jeg ved med mig selv, at jeg aldrig vil kunne opgive hende.

Så jeg besluttede mig for at fortælle hende det. Fortælle hende historien bag alt hvad der var sket, og forhåbentligt, ville hun få øjnene op for hvad jeg mente." 

Hans blide, melodiske stemme fortog sig, og snart efter sænkede stilheden sig atter over kirkegården.

Historien han havde fortalt mig, havde mildest talt fået min hjerne til at eksplodere. Det var smukt fortalt, og dog kunne jeg ikke lade være med at skubbe den fra mig. Det kunne ikke være mig han talte om - det måtte ikke være mig han talte om.

Hvorfor? Spørger du nok.

Fordi jeg ikke var klar. Jeg var ikke klar på bare at lade alt ligge bag mig, og kun fokusere på fremtiden. Jeg var ikke klar til at forlade den beskyttende hinde der nærmest var blevet en del af mig.

Den lukkede alt og alle ude - den beskyttede mig.

Lucas' død stod stadig som et stort mysterie for mig, og ikke før jeg var klar over hvad der egentlig var sket, ville jeg så meget som bare prøve på at komme videre.

Fordi jeg ikke var klar.

Og måske også fordi jeg ikke turde. Jeg var så bange for at miste, og specielt tabet af Lucas - sådan helt og holdent - ville være forfærdeligt.

Det gik op for mig, at Harry kiggede afventende på mig, og jeg vidste, at han ventede på en form for reaktion fra min side. Ikke, at jeg rent faktisk selv vidste hvad jeg følte, men et eller andet måtte jeg jo sige...

"Harry jeg...." Sagde jeg lavt, og det gik op for mig, hvor forkert og forvrænget min stemme lød. Selv min stemme var ikke den samme længere - det måtte da være et tegn på forandring.

Harry smilede stort - og at dømme udfra hans udtryk, kom det faktisk også en smule bag på ham selv. Jeg kom til at tænke på, at det var en af de første gange i længere tid, jeg rent faktisk havde talt til ham, og jeg gik udfra, at det var derfor han egentlig smilede.

Han nikkede opfordrende, som et tegn til at jeg skulle fortsætte, men jeg kunne ikke. Hvad var der at sige?

Historien han havde fortalt mig, kom virkelig bag på mig, og var utrolig smuk. Den havde virkelig gjort indtryk på mig, men skulle jeg være helt ærlig, vidste jeg godt, at jeg aldrig ville kunne lade ham vente på mig.

Jeg var i stykker. 

Og jeg var muligvis ikke i stand til at blive hel igen - nogensinde.

Og selv hvis jeg gjorde, ville det være forkert at lade Harry vente. Han var en fantastisk fyr - for det meste - og han fortjente virkelig bedre.

"Jeg bliver nødt til at gå." Mumlede jeg, og skyndte mig væk fra Harry, der så efter mig med et såret blik i øjnene.

__________________________________________________________________________

Endnu et kort kapitel - sigh.

Men - sadly enough - er det også det næstsidste.... I KNOW!!! :'(

Som en plaster på såret, har jeg her til aften udgivet min nye Movella: The Demon Inside. Jeg ville blive rigtig glad, hvis i ville kigge forbi den :-) 

Håber ikke i synes den historie harry fortalte var alt for uoverskuelig og forvirrende....

Much love

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...