Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
22741Visninger
AA

24. Kapitel 23: Sorrows

 Harry's synsvinkel

"Shhh... Rolig nu." Mumlede jeg for tyvende gang på en halv time. Vi sad i bussen på vej hjem, og Melanie var stadig helt fra den. Jeg havde det så dårligt med, at jeg ikke havde fortalt sandheden, men jeg var så bange for, at det ville gøre hende endnu mere ked af det. Og der skulle altså meget til.

Hun var helt fra den, og havde tudet og skreget siden vi forlod Lucas' hospitalsværelse. Jeg forstod hende godt, for hun havde mistet den hun havde kær, på en af de værst tænkelige måder. Og det var da heller ikke fordi jeg ikke selv var påvirket af det - for selvfølgelig var jeg det. Jeg havde lige set en dreng falde ned fra et fucking bjerg, og det værste af det hele var....

Det var min skyld.

Det var mig der dræbte ham. Mig, der ikke fik os trukket op da jeg havde chancen. Mig, der lod ham gå ud hvor det var komplet umuligt at se noget. Mig, der smed min mobil væk.

Mig der dræbte ham.

Skyldfølelsen sad i mig, og specielt når jeg sad med Melanie, buldrede den frem og fyldte hele min krop. Jeg kunne ikke være i det. Jeg kunne ikke klare smerten.

Jeg kunne ikke klare min egen smerte, så hvordan skulle jeg være i stand til at klare og tage mig af Melanies også? For det ønskede jeg virkelig at jeg kunne, tage hendes smerte, og gøre den til min. Jeg ville fjerne den, og jeg ville sørge for, at hun aldrig mere følte smerte.

Men hvordan kunne man det, når den hun havde kær muligvis var død, endnu inden vi overhovedet ville nærme os Danmark. Hvordan skulle man kunne få hendes tanker væk, og få hende til at "glemme" ham?

Jeg vidste det ikke.

Havde virkelig ikke den fjerneste idé, men et eller andet måtte jeg jo gøre.

Jeg kunne jo ikke bare sidde her og se til, mens hun langsomt men dog stadig alt for hurtigt, nærmest blev ædt op af sin sorg.

Jeg ved det lyder barsk og overdrevent, men det var nu engang sandheden.

Et højt hulk lød igen fra hende, dybt inde fra mit bryst, hvor hun havde gemt ansigtet. Hun hulkede, og kiggede derefter op på mig med sit tårevædede ansigt. Jeg vil ikke lyve - hun så skrækkelig ud. Helt ædt op af sorg, med øjne så tomme som jeg aldrig havde set dem før.

Det var skræmmende.

Jeg var så bange for, at jeg havde ødelagt hende. Ødelagt så smuk og uskyldig en sjæl, og selv hvis ikke hun allerede var helt ødelagt, ville det tage så uendeligt lang tid at få hende tilbage...... Hvis hun nogensinde ville komme tilbage.

"Harry. Hv...Hv..Hva...Hva...Hvorfor gør du det her? Hvo....vo..hvoorfor er du så... Rar?" Spurgte hun, og pillede nervøst ved min trøje.

En varm følelse lagde sig i mig, da jeg trak hende om muligt endnu nærmere, så hun nærmest sad ovenpå mig. Jeg trak hendes ansigt tæt hen til mit, og kiggede hende alvorligt i øjnene - de øjne der før havde været så klare og fyldt med lys og glæde, og som nu gjorde så ondt at kigge ind i.

"Fordi..." Startede jeg, men afbrød mig selv.

Ja hvorfor egentlig?

Fordi jeg havde lovet Lucas det?

Fordi jeg fortrød min opførsel?

Fordi jeg ville hjælpe hende?

Fordi jeg - når det kom til stykket - ikke var andet end en stor, blød klump indvendigt?

Fordi jeg elskede hende?

Jeg var ikke sikker. Og dog. Jeg tror helt ærligt, at det var en blanding af ovenstående, men det kunne jeg jo ikke rigtigt sige. 

Min hjerne smeltede en smule, da jeg prøvede at finde ord.

"Fordi det er det eneste rigtige Melanie." Endte jeg ud med at sige. Det lød lamt, og som om jeg faktisk var pisse ligeglad med hende, hvilket jeg - hvis ikke du skulle have opfattet det endnu - på ingen måder var.

Hun smilede halvt, men smilet nåede aldrig bare halvt op til øjnene, før hun endnu engang borede ansigtet ind i mit bryst, og begyndte at græde igen.

Det var faktisk et rent held, at vi allerede kunne komme hjem nu. Men en eller anden person havde fået fat i busselskabet, og havde fået sat dem ind i det hele, og tilfældigvis havde de en bus i området, der alligevel skulle tilbage til Danmark, som vi så kunne komme med. Den var ren luksus, med knapper man kunne trykke på, og så ville nogen komme rendende med det man nu engang bad om.

Ikke helt dårligt endda.

Selvom jeg ikke selv havde haft mulighed for at prøve det endnu, da jeg ligesom havde rigeligt at gøre med at berolige Melanie. 

Fuldtidsjob? Ja det tror jeg nok.

Men jeg var virkelig glad for, at vi kunne komme hjem nu, da ferien alligevel var blevet ødelagt, og det højst sandsynligt var endt i det rene lort alligevel, hvis vi var blevet dernede. Klokken var ved at være en syv-otte stykker, og jeg vidste, at vi snart skulle holde pause.

Ikke fordi jeg havde et specielt behov for det, men det var til dem der skulle pisse eller sådan noget, da der ikke ville blive holdt flere pauser før vi var ved grænsen til Danmark - og der var altså pænt langt alligevel.

Allerhelst så jeg sådan set bare, at vi fortsatte til vi var hjemme, og hvis der så var nogen der skulle tisse, så måtte de gøre det på det lokum der var i bussen.

Og ja, sådan et var der rent faktisk...

Det var ikke specielt hyggeligt - for ikke at sige, at det var det klammeste jeg nogensinde i mit liv har set - men det var vel bedre end ingenting.

"Så tøser og drenge, så er vi ved at være ved rastepladsen. Husk at vi låser bussen når alle er ude, og at vi allesammen skal være tilbage klokken halv ni. Så husk alle de ting i skal have med ind, og husk så at komme tilbage i rette tid!" Sagde den ene af de to utroligt rare chauffører over højtalerne.

Niall, der sad på den modsatte side af midtergangen, var faldet i søvn, så Liam måtte ruske flere gange i ham, før der var forbindelse igennem. Han blev så forskrækket da han så, at vi sad i en bus, at han gav et spjæt fra sig, og landede på gulvet.

En lav latter bredte sig rundt ved sæderne omkring os, og selv Melanie fnisede forsigtigt. Det glædede mig - jeg havde virkelig manglet hendes fantastiske latter.

Og selvom det ikke varede andet end nogle få sekunder før hun igen blev tavs og gemte ansigtet, havde hendes korte latter været nok til endnu engang at lade min viljestyrke overtage hele min krop.

Det skulle nok gå - altsammen.

Selvfølgelig ville det det.

Problemet var bare ikke om det ville gå. Problemet var hvordan det skulle blive godt igen. Hvordan skulle jeg få hende overbevist om, at alt nok skulle blive godt? Få vist hende lyset og få hende ført videre over sin sorg?

Se det var det der var mit problem.

Jeg holdt så meget af hende, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle kunne hjælpe hende.

Suk, hvorfor skal alting også være så forvirrende og uoverskueligt?

Bussen trillede forsigtigt fra motorvejen, og op til en rasteplads, hvor den stoppede, inden dørene blev åbnet. Usikkert kastede jeg et blik ned på Melanie. Hun sad helt stille på samme måde som før - med ansigtet gemt godt af vejen i min trøje - men da hun fornemmede jeg kiggede på hende, vendte hun sig, så hun havde ryggen til mig.

"Skal du ikke med?" Spurgte jeg forsigtigt.

Hun rystede stædigt på hovedet, hvilket ærligtalt bekymrede mig en smule. Hun havde ikke spist siden vi forlod Lucas, så hun måtte uden tvivl være ved at dø af sult. 

"Jo Mel. Kom nu, du har brug for det - er du slet ikke sulten måske?" Fortsatte jeg, i samme blide tonefald.

Hun svarede mig ikke, men var fortsat vendt imod ruden. Bekymret lagde jeg en hånd på hendes ryg, for at få en reaktion ud af hende.

Og det skal jeg så sandelig da også love for at jeg fik.

"Du skal ikke røre mig!" Hvæsede hun skingert, og sendte mig et blik der helt sikkert ville have dræbt mig, hvis det ellers havde været muligt.

Undskyldende fjernede jeg min hånd, og tog den undskyldende op i luften.

"Okay fint. Jeg prøvede bare at være venlig." Sagde jeg, en tone hårdere end planlagt, inden jeg rejste mig, for at følge med de andre der allerede havde forladt bussen. Jeg vidste, at jeg havde overreageret, men jeg var bare så helt igennem frustreret. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre.

Andet end at være der for hende, og så ellers lade hende misbruge min skulder så meget hun overhovedet ville og havde brug for.

Melanie's synsvinkel

"Du skal ikke røre mig!" Hvæsede jeg giftigt, og stirrede på den hånd han for lidt siden havde lagt på min ryg.

Jeg ved, at jeg overreagerede. Og jeg ved at jeg specielt overreagerede, fordi jeg for lidt siden nærmest havde lagt på ham, og ladet ham røre mig så meget han havde lyst til.

Altså... Ikke på den måde vel?

Men det hele blev bare for meget. Jeg kunne ikke have det. Kunne ikke tage det. Alting mindede mig om Lucas, og det var altså bare for meget i forhold til hvad jeg kunne kapere på det pågældende tidspunkt. Der var alt for meget i mit hoved, og ikke på vilkår, om jeg skulle forlade den bus. Han kunne glemme det.

Jeg var ikke sulten, og jeg skulle ikke pisse. 

Hvorfor så gå med?

Når det eneste jeg faktisk havde lyst til, var at være i nærheden af Lucas, og så ellers græde mine øjne ud af hovedet. Og det havde jeg jo sådan set heller ikke specielt meget lyst til.

Urgh hvorfor skal alting også være så kompliceret?! 

"Okay fint. Jeg prøvede bare at være venlig." Sagde han hårdt, rejste sig og gik efter de andre ud af den efterhånden tomme bus.

Flot Melanie. 

Du skal da også bare ødelægge alt omkring dig. Flot.... Virkelig, virkelig flot. Den må jeg alligevel give dig.

Den dårlige samvittighed hobede sig op i mig, og fik endnu engang tårerne til at strømme ud af mine øjne. Jo, jeg var efterhånden blevet en smule træt af alt den tuderi, men jeg kunne ikke gøre for det. Det var jo ikke ligefrem fordi det var noget jeg havde den vildeste lyst til. Men sådan var det bare.

Åh gid de dog ville skynde sig, så vi kunne komme hjem!

❤❤❤❤

Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, og jeg var teknisk set også pænt ligeglad. Efter alle var ude af bussen, startede buschaufføren på en rundtur for at se om alle var ude.

Hvilket de jo sådan set ikke var.

En form for panik væltede indover mig, i frygten for, at han ville smide mig ud.

Langsomt arbejdede han sig igennem rækken af sæder, og efterhånden som han kom nærmere, faldt jeg længere og længere tilbage i mit sæde, og bad til at han overså mig. Ikke, at han ikke så rar nok ud - han mindede mig lidt om en stor krammebamse - men jeg vidste bare ikke helt om hans indre passede til hans ydre.

Jeg kneb øjnene sammen, og lavede strudsen - jeg kunne ikke se ham, så kunne han sikkert heller ikke se mig.

Det virkede bare ikke rigtigt.

"Hrmpf-Hrpmf. Lille dame skulle de ikke have været med eders venner ude?" Spurgte han venligt. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og så til min store forbløffelse manden stå ved siden af Harrys sæde, med et drillende smil om læberne.

Jeg var hurtig til at ryste på hovedet, i håbet om, at han måske så ville lade mig være. Desværre virkede det bare ikke rigtig sådan.

"Nånå dada! Der er måske en der har kærestesorger der eller hvad?" Spurgte han venligt, og det var helt tydeligt at min reaktion kom bag på ham. For straks skjulte jeg mit ansigt i mine hænder.

Og begyndte at tude hysterisk igen.

"Oh... Ømt punkt. Det må du sku undskylde lille ven. Hvorfor tager du ikke at komme med nedenunder engang, og så laver jeg dig en kop varm kakao." Sagde han undskyldende.

Forsigtigt tittede jeg frem bag mine hænder.

"Med skumfiduser?" Spurgte jeg.

Manden lo og nikkede.

"Ja min tøs, du må få lige det i, som du har lyst til." Sagde han, og rakte ud efter min hånd. Jeg tog den tøvende, og rejste mig. Jeg lod ham føre an, og før jeg vidste af det, sad jeg i underetagen af bussen, med en kop varm kakao i hænderne, og et stort og dejligt tæppe omkring mig, imens manden snakkede i et væk om det ene og det andet.

Og det var faktisk virkelig rart.

Han fik sporet mine tanker væk fra Lucas, og fik mig til at føle mig som jeg var før. Det varede dog ikke ved.

For alt for hurtigt, begyndte de første mennesker at komme tilbage til bussen, og jeg vidste at jeg måtte gå tilbage til min plads. Jeg sukkede dybt, stillede kruset på bordet, takkede, men lige som jeg skulle til at give tæppet tilbage, afbrød han mig.

"Behold du bare det min pige. Du har brug for det. Det er et der har været i min families magt i generationer, og det skulle efter sigende bringe held. Så behold du det. Det klæder dig også så fint." Sagde han venligt, inden han rejste sig, gav min skulder et klem da han gik forbi mig, og gik ud foran i bussen, for at lukke dørene op, så folk kunne komme ind igen.

Jeg selv gik op til min plads, og bad til at jeg ville falde i søvn inden de andre nåede at komme tilbage igen.

Og det gjorde jeg faktisk.

 

__________________________________________________________________________

Sry.

Havde aldrig nogensinde troet jeg ville komme så langt med den her movella, så jeg måtte altså lige en tur i tænkeboksen (og få snakket lidt med nogle mennesker - tak Signe) så vi nu er igang igen :-D

Ved godt der ikke sker så meget i det her kapitel, men som sagt sad jeg en smule fast, så det var lidt svært for mig. Og mht. til ventetiden kunne jeg godt diske op med en eller anden langt ude undskyldning, men det vil jeg ikke. Derimod vil jeg sige at det er på grund af mangel på tid, at det først kommer nuu...

Sorry guys, håber i overlever :-)

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...