Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
23216Visninger
AA

23. Kapitel 22: Telling Truth

Harry's synsvinkel

Lamslået, og ude af stand til at sige så meget som en lyd, kiggede jeg ned ad bjergkanten endnu engang. De andre drenge havde hørt påstyret oppe fra hvor vi var, og havde straks ringet efter ambulancen da de havde hørt skrigende og - muligvis - den faldne Lucas.

Jeg selv var kommet op på stien igen, selvom jeg helt seriøst havde overvejet at springe efter Lucas. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det var vel mest håbet om, at kunne redde ham. Det, og så det fact at det var så absurd og forkert at jeg nu sad her, uden nogen fysiske skrammer, mens han lå et eller andet sted dernede, muligvis døende, hvis ikke det allerede var for sent.

Jeg håbede så inderligt, at redningsfolkene ville finde ham.

Ikke liget, men ham.

Tanken om, at han muligvis var død var ikke til at bære, og bare tanken om hvordan han sikkert var landet, fik mig til at skrige et rædselsskrig endnu engang. Billederne fra hans fald samlede sig i mit hoved igen, og fik endnu engang min mave til at vende sig.

Det var ikke første gang det var sket, og det ville muligvis heller ikke blive den sidste. 

Rystende trak jeg mig en smule tilbage fra kanten, og satte mig helt ind til klippen i stedet. Mit hoved faldt blidt ind imod den hårde og ru overflade, mens benene blev trukket op til min hage, med hænderne låst sammen omkring dem. Tankerne fór rundt i mit stakkels og forpinte hoved, og jeg kunne hverken finde hoved eller hale i dem.

Hvordan skulle jeg nogensinde få forklaret nogen hvad der skete? Og sådan helt seriøst, hvor mange ville så tro på mig? Tanken om, at de sikkert ikke ville tro på min forklaring var skræmmende, men sikkert sand. 

Jeg måtte bare krydse fingre, og bede til at jeg kunne lyde troværdig nok. De måtte tro mig - de skulle tro mig.

Men én jeg virkelig frygtede for at se, var Melanie. Hvad ville hun ikke tænke? Hvad ville hun ikke gøre?

Og værst af alt - hvordan ville hun ikke reagere? 

Jeg turde slet ikke tænke på det, og derfor rejste jeg mig også, og begyndte nedstigningen fra bjerget endnu engang. Jeg gik målrettet og hurtigt - kiggede ikke én eneste gang tilbage, men traskede bare videre på den sti jeg gik udfra jeg gik på - og var før jeg vidste af det, inde i skovens ly og mørke igen.

 

Melanie's synsvinkel

"Melanie! Melanie vågn op! MELANIE NU LETTER DU KRAFTEDEME RØVEN!!" Råbte en stemme i mit øre, og ruskede mig frem og tilbage.

Fedt, ikke engang ens skønhedssøvn kunne man have i fred mere!

Surt slog jeg ud efter personen, og vendte mig, så jeg havde ryggen til. Jeg trillede lidt rundt, og endte med at ramle ind i væggen.

Men....

Hvis jeg kunne det, måtte det jo betyde, at drengene endnu ikke var kommet hjem. Urgh.

En arm rev fat i mig igen, og før jeg vidste af det, var jeg landet på gulvet. Irriteret åbnede jeg øjnene, og satte mig op. "Hvad vil du?!" Sagde jeg irriteret, og kiggede efter den person der havde hevet mig ned.

Og så skal jeg da ellers nok lige love for, at jeg kunne holde kæft. For ikke særlig langt væk fra mig, stod Allyson med et bange og desperat udtryk i ansigtet.

"Øh... Hvor brænder det?" Spurgte jeg dumt, og fik mig kæmpet på benene.

Allyson kiggede usikkert ned i jorden. "Tag din jakke på, vi skal gå nu." Mumlede hun bare, og pegede bydende over på min jakke der hang pænt i det lille skablignende halløj dims vi havde på værelset. Forvirret gjorde jeg som hun sagde, selvom det virkelig undrede mig.

Og havde hun helt seriøst tænkt sig, at jeg skulle gå ud i offentligheden i nattøj?

Ha!

Glem det mussi.

"Hvad skal vi?" Spurgte jeg nysgerrigt, da jeg havde fået jakke og sko på - jo, jeg havde faktisk taget et par converse med herned, i det tilfælde at jeg bare skulle et smut ind til byen eller sådan noget. 

Man ved jo aldrig!

Allysons blik flakkede rundt i rummet, og kunne ligesom ikke rigtigt finde ro. Men svare, det kunne hun tydeligvis ikke.

”Hallo?” Sagde jeg indtrængende, hvilket fik hende til at se på mig, med det samme nervøse udtryk.

”Øhm...” Sagde hun, og lignede en der havde brug for at tage sig voldsomt meget sammen for at finde de rette ord. Hendes ansigt blev trukket helt sammen af anstrengelse – hun vidste virkelig ikke hvordan hun skule få sagt det hun nu engang havde på hjertet.

”Kom nu med det, jeg kan klare det.” Sagde jeg kæphøjt.

Hallo, hvad kunne hun måske finde på at sige? Ej men vi skal hjem nu, og vi rider på vores flyvende enhjørninger!

Det tænkte jeg nemlig nok.

”Ehm.... Jeg tror... Jeg tror det er bedre hvis de selv forklarer dig det.” Mumlede hun, og traskede ud af værelset, og op fra kælderen. Uden ord fulgte jeg efter hende, og opdagede en stor bil der holdte og ventede på os, oppe imellem bygningerne.

Tvivlen begyndte at melde sig, og jeg havde virkelig ikke den mindste idé om, hvad det var jeg skulle – hvad vi skulle. Havde folk arrangeret sådan et surprise-party for mig eller hvad? Men jeg havde jo ikke engang fødselsdag?

Okay jeg var virkelig lost.

”Sæt dig ind.” Kommanderede Allyson, og som sagt så gjort. Jeg gik hen til bilen, og lod mig glide ind på det ene bagsæde, imens Allyson satte sig på sædet foran mig. Hun sagde noget til chaufføren, og kort tid efter satte bilen igang. Mørket lagde sig om os, og kun lyset fra instrumentbrattet gjorde det muligt at se det mindste.

Endnu engang frydede jeg mig over, at jeg ikke havde været med drengene på drengetur, da det jo så ville betyde, at vi skulle vade rundt i mørke på et fucking bjerg, som man jo lige så godt kunne skvatte ud over!

Nej, så hellere blive vækket klokken....

Mit blik fandt uret på instrumentbrattet, der fortalte mig, at klokken var 04:23 om morgenen, og cirka der var jeg parat til at slå Allyson ned.

Det var sku da enten ALTfor tideligt eller alt for sent, alt efter hvordan man så på det.

Uanset hvad, skulle jeg altså ikke vækkes dér, og i protest lænede jeg mit hoved op ad vinduet, og lukkede øjnene.

”Mel du behøver ikke sætte dig til at sove, for vi er der lige om lidt alligevel.” Mumede Allyson.

Undskyld mig, men det må jeg vel teknisk set virkelig selv om?

Eller....

Jaja fuck it.

Men hun havde i hvert fald ret, for kort tid efter, befandt vi os midt inde i byen. Lygtepælene lyste gaderne op, og kun få mennesker var at se. En enlig hund løb rund i lyset fra pælene, og lignede nu mere en ulv end en hund – den lignede i hvert fald ikke lige sådan én man bare lige ville gå hen og sige hej til.

Bilen susede igennem gaderne, og pludselig tårnede en stor bygning op over alle de andre. Et stort rødt kryds var placeret på midten af bygningen – lidt over den åblyste indgang, og det var meget tydeligt for enhver, hvilken bygning det var.

Et hospital.

Men hvad skulle vi der? Havde de besluttet sig for at gøre noget ved min hjerne eller hvad? Ikke, at jeg ville bebrejde dem det store, men jeg ville da sådan set godt lige have vidst det først. 

På den anden side virkede det måske også en smule i overkanten, men hvad fanden skulle vi så her?

Besøge de syge?

Det havde jeg hørt, at alle de kendte mennesker gjorde, men altså så kendte var vi da heller ikke. Jeg mindedes i hvert fald ikke, at have sådan... mange fans i hvert fald. Men jaja, man ved jo aldrig.

Manden kørte bilen helt op til indgangen, og stoppede så op. Allyson takkede manden på meget gebrokken tysk, og steg så ud af bilen. Hurtigt fulgte jeg efter, og gøs så.

Bilen havde været dejlig varm, men udenfor var der vel omkring de 2345678 –grader. Og det er altså pænt koldt hvis du skulle være i tvivl.

Brrr...

Allyson stod ikke stille længe, men gik målrettet hen til indgangen, og ind igennem dørene. Jeg fulgte efter hende, og stoppede så overrasket op.

Nede for enden af den gang man skulle ned af, for at komme ned til venteværelset, sad en hel del velkendte mennesker, og kiggede op imod os. Eller... Det vil så sige, at der sad 5 drenge og en lære, men alligevel.

Urolige sommerfugle begyndte at hvirvle rundt i maven på mig, og det var som om der kom flere og flere, jo længere ned imod de andre jeg kom. Det tegnede ikke godt, og da jeg rent faktisk nåede ned til dem, stoppede jeg overrasket op.

De fire af drengene – Zayn, Niall, Liam og Louis – sad ved det samme bord, og kiggede alle op på mig med nøjagtigt det samme sorgfyldte blik, mens Harry  - der sad et godt stykke længere væk fra de andre – havde et nervøst og pinefuldt udtryk i ikke bare hans øjne, men i hele hans krop og sjæl.

Sådan så det i hvert fald ud.

Hans blodsprængte øjne røbede at han havde grædt, og hans opgivende og ”tomme” øjne, indikerede at han havde givet op.

Det lignede det i hvert fald, og da jeg var så naiv at tro, at det var fordi han endelig havde givet op i sine utrolig dårlige forsøg på at få fat i mig, kunne jeg ikke lade være med at fryde mig en smule.

”Hej Mel.” Mumlede Niall lavt, rejste sig og gav mig et langt kram. ”Øh. Hej?” Svarede jeg undrende. Hvad skulle alt det nu til for?

Kunne jeg ikke bare få at vide hvad jeg skulle her, så jeg kunne komme hjem og sove igen? Jeg kunne nemlig høre min seng kalde på mig, og hvis vi kørte snart, kunne jeg godt nå at sove lidt, inden vi skulle op igen.

Pludselig gik det op for mig, at Lucas ingen steder var at se, og det undrede mig ærlig talt en del.

”Eh... Har i glemt Lucas eller hvad?” Spurgte jeg.

Drengenes reaktioner kom som et chok for mig. Harry udbrød en pinefuld lyd, mens de andre på nøjagtigt samme tid, slog deres blikke i jorden, præcist som Allyson havde gjort tidligere.

Nervøsiteten kom snigende, og da ingen af dem gjorde mine til at svare mig, prøvede jeg igen.

”Hvor er Lucas?” Spurgte jeg igen.

Drengene kiggede stadig ned i bordet, og kun Harry kiggede stadig op på mig. Hans blik var slørret, og det var umuligt for mig, at læse hans ansigt. Ikke, at det kom som noget specielt nyt for mig, men derfor irriterede det mig stadig.

Jeg åbnede munden for at spørge endnu engang, men blev afbrudt inden jeg nåede så langt, af en tysk læge der ævlede løs om et eller andet. Så snart han var færdig med at tale, blev alle vores hoveder vendt imod Tim for at få en oversættelse, da vi selv havde fattet at af det der var blevet sagt. Tim smilede træt, og takkede lægen – gik jeg udfra. Herefter kiggede han skiftevis på os allesammen, og lod til sidst blikket hvile på mig. Han sagde intet, men stirrede bare på mig, i hvad der føltes som en uendelighed.

”Hvad sagde han?!” Sagde Louis til sidst irriteret.

Tim rykkede sit blik over på Louis, og så ud til ikke helt at vide hvad han skulle sige. Men hallo han måtte seriøst gerne snart åbne ædespalten og spytte ud, for vi var jo ligesom stadig nogen her, der intet vidste omkring hvad der foregik.

”Jo ser i.” Begyndte han, og kløede sig kort i nakken.

”Hans fald var så slemt som vi frygtede, og han har brækket adskillige....”

”Hans?! Hvem?! Hvor er Lucas?! Hvad er der sket?!” Afbrød jeg panisk, med blikket flakkende rundt på dem allesammen, indtil det landede på Harry, der bøjede hovedet og nægtede at kigge mig i øjnene.

”Dig.” Hvæsede jeg rasende.

”Hvad har du gjort ved ham?!” Forlangte jeg at få at vide.

Harry reagerede ikke med andet end et forpint ansigtsudtryk, mens de andre alle skulede ondt til ham.

”Melanie fald nu lige lidt ned.” Forsøgte Tim, selvom han vidst allerede havde givet op på forhånd – hvilket var godt, for jeg havde nemlig ikke tænkt mig at falde den mindste smule ned!

”Hvor.Er.Han.” Sagde jeg igen.

Denne gang reagerede én af dem. Den lyshårede dreng, der stadig stod overfor mig, pegede lydløst ned ad den gang doktoren kom fra.

”Værelse 309.” Mumlede han lydløst, og før nogen kunne nå at reagere, var jeg stormet igennem døren, og ned ad gangen.

Panikken var over mig, og før nogen kunne nå at tælle til ti, smækkede jeg døren op ind til værelse 309, og trådte så ind. Døren lukkede forsigtigt bag mig, men jeg ænsede det end ikke.

Det eneste der havde min opmærksomhed, var drengen i sengen foran mig. Lampen ved hans side var tændt, som det eneste i rummet der lyste op, og fik hans smukke solbrune hud til at skinne svagt. Utallige maskiner var sat til ham, og bippede lavt. To dropstativer stod ved hans side, og var tilsluttet med tykke slanger i hans hud. Én førte en uklar, tyk væske ind i ham, mens en anden førte blod. En anden maskine stod der også, og var sat fast med ledninger i oppe i hans næse – ikke at jeg ligefrem tror det var specielt behageligt.

Han lå helt ubevægeligt med øjnene lukkede, mens hans bryst hævede og sænkede sig i takt til maskinen han havde i næsen’s bippen.

Først dér gik det op for mig, hvor forslået han var. Hans ansigt var – påtrods af søvnen – vredet i en smertefuld grimasse, hans ene ben var pakket ind i gips, en halskrave prydede hans hals, og han lå på en helt unaturlig måde med sin ryg.

Et gisp forlod mine læber, og langsomt gik jeg nærmere. Jeg endte helt ovre ved hans side, og kunne ikke modstå fristelsen til at lade en finger kærtegne hans ansigt. 

. Derfor lod jeg Langsomt en finger løbe fra hans tinding, og hele vejen ned til hans hage.

At sige, at han så rolig og afslappet ud ville have været en utrolig dårlig joke, og det bekymrede mig virkelig.

Døren bag mig gik op, men hvem der kom ind, var jeg faktisk decideret pisse ligeglad med. Jeg havde lige et moment her, og hvis vedkommende så meget som kiggede på mig, skulle jeg personligt nok smide den ud af vinduet.

Lucas’ arm var overarm var spændt og klar til at slås, men resten af hans arm var dækket af gips – pånær hånden hvor et fint drop i stedet prydede hans hud.

”Melanie..” Personen der var kommet ind, valgte at trodse min usagte advarsel, men da jeg ikke havde tænkt mig at tænke på andet lige nu, reagerede jeg ikke.

Det bildte jeg mig dog ind at Lucas gjorde, og derfor kunne jeg ikke bare lade personen være.

”Skrid ad helvede til Harry.” Mumlede jeg syrligt – stadig uden at vende mig imod ham. Uden ord trådte han nærmere, stillede sig ved sin side, og lagde en hånd på min hofte. Vreden buldrede indover mig, og vredt vendte jeg mig imod ham.

Og stoppede så.

Hans ansigtsudtryk havde stoppet mig, og gjorde det umuligt for mig at vrisse af ham, som jeg ellers havde tænkt mig at gøre det. 

Jeg havde aldrig set ham så.. Blottet for følelser, så... Nøgen?

Præcist hvordan jeg skal forklare det er jeg usikker på, men jeg kunne i hvert fald ikke fortsætte mit vredesudbrud som planlagt. Han så så lille og sorgbar ud, og hans udryk gav mig en underlig lyst til at ligge mine arme om ham, og fortælle, at det hele nok skulle gå. Også selvom jeg end ikke vidste hvad det var der gik ham sådan på.

For det var virkelig tydeligt, at der var noget.

Hm.

Harry kiggede mig dybt i øjnene, og ligesom med Allyson tidligere, lignede han en der ledte efter ord. Som om han vidste nøjagtigt hvad han ville sige, men ikke vidste hvordan han skulle få det sagt. Hans blik flakkede til Lucas, for derefter at finde mine igen. Et mere beslutsomt udtryk prydede nu hans ansigt, og han åbnede munden for at tale.

”Medmindre det er meget vigtigt, vil jeg ikke høre det.” Afbrød jeg ham.

Han rystede let på hovede, og kiggede ned på sine fødder der vred sig imellem hinanden. Han sagde ikke noget, og jeg fik det lidt dårligt over at have afbrudt ham.

Men seriøst, jeg orkede virkelig ikke at tale med ham lige nu, hvis ikke det var livsvigtigt. Det eneste jeg faktisk ville vide var, hvad der var sket med Lucas, og hvad der ville ske med ham.

Hverken mere eller mindre.

Sådan cirka i hvert fald.

Mit blik vandrede over til Lucas igen, og uden tøven lod jeg blidt min finger følge korrekturerne i hans anspændte ansigt. Jeg var så opslugt, at jeg slet ikke lagde mærke til Harry, der endnu engang stod og betragtede mig.

”Du elsker ham meget, gør du ikke?” Spurgte han lavt, men klart. Ikke ligefrem et spørgsmål jeg havde forventet fra hans side, og heller ikke ligefrem et spørgsmål jeg vidste hvordan jeg skulle svare på.

”Jo. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham.” Svarede jeg ærligt, uden egentlig at have tænkt over hvad jeg skulle svare. Det fløj ligesom bare ud af mig, og det overraskede mig faktisk. Specielt det fact, at det rent faktisk var Harry jeg havde den her snak med.

Det var altså ikke lige én jeg havde set komme hvis jeg skal være ærlig.

Harry kiggede indtrængende på mig, og havde endnu engang  et ulæseligt udtryk i ansigtet. Han nikkede tankefuldt for sig selv, men forholdt sig stadig tavs.

Han stirrede længe på mig, men sukkede til sidst dybt, og lod blikket vandre ud af vinduet, med et drømmende udtryk.

Der var så stille på værelset. Kun de bippende maskiner sagde noget, og så lyden af de forskellige vejrtrækninger der nu engang var. Lod man en knappenål falde til jorden, som en af mine tidligere lærere havde gjort det da vi var små, ville man uden problemer have kunnet høre når den ramte jorden.

Der var tavshed, men det var ikke som sådan en dårlig tavshed. Mere en afventende og spændt en af slagsen.

"Harry?” Spurgte jeg efter nogen tid. Han svarede ikke, men vendte sig dog imod mig med et spørgende blik, og et enkelt nik.

”Hvad skete der?” Spurgte jeg uroligt – ikke helt sikker på, om jeg overhovedet havde lyst til at høre svaret. Harrys ansigt fortrak sig i en underlig og nærmest skræmmende grimasse, inden han fik sig taget sammen igen, og kiggede på mig med et usikkert blik.

”Ehm.” Sagde han tøvende.

Det var tydeligt, at han ikke var helt sikker i sin sag – ikke helt sikker på hvad han skulle sige. Men et svar ville jeg have, uanset hvad det var.

”Kom nu med det, jeg kan klare det.” Sagde jeg, og skød brystet lidt frem, for ligesom at vise hvor stor og stærk jeg var. Harry lo lavt, og gik helt hen til mig. Han tog mine hænder i sine, og selvom jeg virkelig havde lyst til at rive dem til mig, stikke ham en lussing og kaste ham ud af vinduet, lod jeg ham gøre det.

Jeg ville have et svar, og var betingelsen for det, at han måtte holde mine hænder, måtte det vel være sådan det var.

”Okay så, men husk lige, at du selv bad om den.” Advarede han.

Jaja kom nu bare videre. Tænkte jeg syrligt, men nikkede.

”Vi var på vej ned fra bjerget, og Lucas tabte sin mobil. Jeg sagde, at jeg nok skulle hjælpe ham med at finde den, og at de andre bare kunne gå videre uden os – at vi ville indhente dem. Så jeg hjalp ham med at finde den, og så fortsatte vi ellers nedad. Vi kom til et stort kryds, hvor det ikke var til at se en skid. Jeg advarede ham – det gjorde jeg virkelig – men han ville ikke lytte, og fortsatte bare. Jeg prøvede flere gange at få ham til at stoppe, men med samme resultat. Til sidst gik jeg efter ham, og i det han vendte sig og ville gå hen til mig, trådte han forkert og faldt.” Hans stemme blev lavere og lavere, og ved de sidste ord, kunne man nærmest ikke høre ham mere.

”Han er alvorligt såret Mel. Han har mistet en masse blod. Han har brækket ryggen, nogle ribben og muligvis også nakken. Melanie han er i kunstigt koma, og han klarer den ikke.” Sagde Harry alvorligt mens han granskede mit ansigt for følelser.

Men jeg var tom.

Mit bryst var tomt, mit blik var tomt, mit hoved var tomt.

Jeg var tom.

Tom for følelser, tom for alt.

”Nej. Nej du lyver.” Sagde jeg mistroisk, og vendte mig imod sengen med Lucas.

Med min Lucas liggende deri. Han var smadret – det var tydeligt for enhver – men han ville klare den. Han skulle klare den. Desperationen væltede op i mig, og fortvivlet lagde jeg mit hoved på hans bryst.

På Lucas’ bryst.

Og selvom jeg vidste, at han ikke kunne høre, se eller føle mig, bildte jeg mig alligevel ind, at han slappede mere af. En svag banken lød fra døren, og straks efter blev den åbnet.

En lav mumlen bredte sig i rummet, men jeg lyttede ikke.

Tårer strømmede blidt ned af mine kinder, og dannede et spor helt ned på Lucas’ hvide hospitalstøj. Hulk strømmede fra mine læber, samt tomme løfter og håbefulde bønner.

Jeg kunne ikke miste min Lucas.

Og slet ikke nu, da jeg lige havde fået ham. Da jeg havde indset hvor stor en kærlighed han egentlig havde til mig – og omvendt. Jeg kunne ikke miste ham. Jeg kunne ikke slippe ham.

Han ville få det bedre – han skulle få det bedre.

En hånd blev lagt på min skulder, og da jeg kiggede op, så jeg til min store overraskelse, en læge stå sammen med Harry – der havde hånden på min skulder. Lægen havde et stort sukkersødt – og falsk – smil på læben, noget meget finurligt hår, og nogle store, runde briller. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg næsten gætte på, at han var dansker.

”Hvad vil i?” Spurgte jeg hulkende.

Harry skar en grimasse, som om mine hulk gjorde fysisk ondt på ham. Et pinefuldt blik blev lagt i hans øjne endnu engang, og han så ikke spor glad ud for situationen.

Lægen fangede mine øjne, og smilede endnu større til mig, hvilket gav mig lyst til at slå ham, og brække mig på én og samme tid.

”Hvad vil i?” Spurgte jeg igen – denne gang i en lidt skarpere tone.

Lægen trådte et skridt tættere på, og rakte hånden frem. Uden ord stirrede jeg blot frem og tilbage imellem hånden og lægens ansigt, indtil han til sidst lod den falde igen.

Han rømmede sig, og kiggede så på Harry, for ligesom at få hans accept til at fortsætte – hvilket han selvfølgelig fik.

”Hej. Mit navn er Niels Andersen, og jeg er overlæge på rigshospitalet i København. Jeg er kommet for at hente Lucas, så han kan blive fløjet hjem, så hans familie kan se ham en sidste gang og afgøre om de vil slukke for maskinen her..” Han pegede hen imod maskinen der trak vejret for Lucas, og rettede derefter opmærksomheden imod mig igen. ”... Eller om de er villige til at betale for at holde den igang i længere tid. Jeg kan give jer fem minutter til at sige farvel til ham, og derefter bliver jeg altså nødt til at tage ham med hjem.” Sagde Niels smilende, og forlod så rummet.

Angst, panik og desperation væltede indover mig, og uden at tænke kastede jeg mig endnu engang indover brystet på Lucas.

”Nej! Nej! Nej det kan de ikke! Nej! De kan ikke... De... De kan da ikke... NEJ!” Skreg jeg hulkende, fuldstændigt ligeglad med hvem der hørte det, og hvem der reagerede på det. En hånd blev lagt på min ryg, og strøg blidt op og ned, præcist som Lucas plejede at gøre det.

Jeg kunne virkelig ikke klare det.

”Lad mig være! Du skal ikke... Ikke... Du skal ikk...” Skreg jeg for fuld udblæsning, ude af stand til at fuldende mine sætninger. Tårer stod ud af mine øjne, og gjorde det umuligt for mig at se. Jeg prøvede desperat at få dem væk, så jeg kunne se og indprinte mig Lucas’ smukke ansigt.

Men også det virkede som en umulighed.

Pludselig gik en dør op.

Panikken i mig voksede, og da jeg vidste, at det måske var sidste gang jeg ville se ham, klyngede jeg mig fast til ham, i et ynkeligt forsøg på at vinde tid.

”I må ikke fjerne ham!” Skreg jeg desperat, og borrede neglene ind i huden på ham. Niels og en eller anden sygeplejerske, gik hen til Harry, og udvekslede kort nogle ord med ham.

”Mel vi bliver nødt til at gå nu, kom.” Sagde Harry prøvende, selvom jeg tror – og håber – at han godt var klar over, at det var forgæves.

”Aldrig. Jeg går ingen steder uden Lucas!” Skreg jeg.

De kunne ikke tvinge mig. De kunne ikke fjerne Lucas fra mig. Lucas var min, og ingen andens.

Og Lucas skulle ikke dø.

Et par store og alt for velkendte hænder lagde sig om mit liv, og tvang mig væk fra Lucas’ krop. Desperat sparkede og slog jeg efter Harry, men det virkede ikke som om han overhovedet ænsede det, da han løftede mig nogle få centimeter fra gulvet, og nærmest bar mig ud fra rummet, og op til venteværelset.

Skrigene og hulkene blev større og højere for hvert skridt vi kom væk fra værelset, og det var helt tydeligt for alle drengene – og Allyson -  ude i venteværelset, hvad der var sket.

”Er.. Er han død?” Spurgte Niall lavt, hvilket udelukkende fik mig til at tude endnu mere. Bare tanken om en jord uden Lucas, var ved at slå mig fuldstændigt ud.

”Flot Niall!” Hvæsede Harry rasende, og gik hen til en stol, hvor han satte sig ned, og trak mig helt ind til sig.

Han lod mig græde ud ved hans skulder, og selvom det ikke var ham jeg længdes efter at holde om, var det mig en trøst.

Tim fik ringet efter en Taxa – eller nogle stykker faktisk – og det endte med, at Harry og jeg fik en hel taxa kun til os selv. Vi satte os begge på bagsædet – eller det vil så sige, at Harry bar mig ud, placerede mig på bagsædet, og satte sig selv ved min side, inden han trak mig ind til sig igen.

Tim havde fortalt chaufføren hvor vi skulle hen, så da vi var inde, satte han igang, og kørte imod ”vores” hus.

Harry holdte om mig hele vejen hjem, men var på samme tid en smule fraværende, som om han sad og tænkte på et eller andet.

Men mere lagde jeg ikke i det, for det eneste jeg kunne tænke på, var, om jeg nogensinde ville se Lucas igen.

 

__________________________________________________________________________

:'(

 

Snøøøøøøøft! Igeeeeeeeen! :'(

Ej hallo Lucas var bare min baby, og i fatter ikke hvor ondt det gjorde på mig at dræbe ham (okaaay det lød en smule creepy) men det var planlagt lige fra starten såå :-/

Hvorfor tror i Harry løj? Sandheden var da ikke som sådan meget værre... Eller hvad? 

Hvad tror i der sker? 

Jeg kan fortælle jer, at vi - om ikke så forfærdelig lang tid igen - springer lidt frem i tiden, da vi efterhånden er ved at være ved vejs ende (sådan... Mere eller mindre) 

Håber i har nydt sommervejret!

- E xXx

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...