Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
22585Visninger
AA

22. Kapitel 21: Not Enough

Lucas' synsvinkel

Mørket havde lagt sig over os, og langt de fleste gabte om kap med hinanden. Hvad klokken var, havde jeg ingen idé om, men jeg ville gerne bare snart hjem. Altså det var ikke fordi det ikke var hyggeligt - for det var det - jeg var bare enormt træt, og så havde jeg brug for at se Melanie.Jeg havde været så dum at glemme at lade min mobil op, så den var løbet tør for strøm for længe siden, og jeg havde dermed ikke haft mulighed for at skrive til hende. 

Det var sjovt så meget hun var kommet til at betyde for mig. Ikke, at hun ikke altid havde gjort det, men det var så anderledes nu, da jeg vidste at hun mere eller mindre havde det på samme måde som mig. Også selvom Harry havde det med at rode helt utrolig meget med hendes hoved. Jeg havde virkelig ondt af hende, og jeg prøvede virkelig også at hjælpe hende så godt som jeg overhovedet kunne, men Harry var Harry, og han var altså ikke sådan en man bare stillede sig op imod.

Ikke hvis man var mig i hvert fald. Jeg vidste, at de andre drenge ikke havde spor imod at sige noget til ham, eller endda daske ham en, men måske var det også bare mig, der havde fået et forkert indtryk af ham? Det var meget muligt, men det gjorde ikke, at jeg stadig syntes han var den største nar jeg nogensinde havde set.

Og det sagde ikke så lidt endda.

Jeg vidste ikke præcist hvad han havde gjort Melanie - udover det der var sket i svømmehallen dagen forinden - men det var helt tydeligt på dem begge, at noget var sket. Jeg var dog klog nok til at se, at jeg skulle blande mig udenom.

Også selvom det var utrolig svært for mig, eftersom Harry sårede den pige jeg elskede gang på gang. Og alligevel. Alligevel havde de et bånd til hinanden, der ikke kunne forklares. Et bånd, ingen af dem måske var klar til at bryde når det kom til stykket.

Irriteret rystede jeg på hovedet, som for at ryste tankerne væk.

"Hvad synes du Lucas?" Spurgte Liam venligt, inden han skovlede noget mere spaghetti ind i munden. Jeg trak på skulderen. Jeg havde egentlig ikke hørt efter, så jeg vidste ikke engang hvad vi snakkede om.

"Okay, så du ved ikke om Niall skal farve sit hår lilla eller hvad?" Grinte Louis, og jog en albue i siden på mig.

En falsk latter slap ud af min mund, da mit blik landede på Niall der i aller bogstavligste forstand var begravet i spaghetti. Jeg kommenterede det ikke, for jeg havde efterhånden fundet ud af at det nu engang bare var sådan han var og spiste.

Han var nu en fin fyr - det var de andre også, men det var nu engang Niall jeg havde tilbragt mest tid sammen med. Og det gjorde mig bestemt ikke noget. 

"Selvfølgelig gør han ikke det, se lige på ham." Sagde Harry spydigt fra den anden side af bordet. Han sad tilbagelænet med den ene arm over sin egen stoleryg, og den anden over Louis'. Han kiggede på mig med et tankefyldt udtryk, og det var egentlig noget han havde gjort hele aftenen, nu når jeg tænker over det.

Jeg anede ikke hvad han tænkte på, eller hvorfor, men det gjorde mig en smule utryg.

Stemningen blev straks en smule anspændt, og det kunne tydeligt mærkes. Niall kiggede op fra sin mad, og kiggede bekymret frem og tilbage imellem Harry og mig. Mit eget blik var borret ind i Harrys, og det var som om han holdt mit blik fast.

En nervøs og helt tydeligt falsk latter kom pludselig fra Liam, og snart lo alle pånær Harry og mig selv med. En hånd landede på min skulder, og fik revet mit blik væk fra Harrys, udelukkende for, at møde Liams advarende. 

"Nå, skal vi begynde at gå tilbage til liften? Jeg er viiiiiiiiiiiiildt træt!" Sagde Niall med et kæmpe gab, og rejste sig.

Vi andre fulgte trop, og jeg kunne ikke lade være med at skæve til uret, der fortalte mig, at klokken var halv tre om natten. Suk, jeg - eller nogen af de andre drenge for den sags skyld - ville da aldrig nogensinde være i stand til at stå op klokken syv den næste morgen.

Fuldstændig smadret og øm i hele kroppen, fulgte jeg efter de andre drenge der allerede var ude af døren. De drejede ned imod den sti der førte hele vejen ned ad bjerget, da de var kommet i tanker om, at liften havde lukket for flere timer siden.

Fedt, det betød så, at vi skulle hele vejen ned til byen, og muligvis også de 1,5 kilometer, der var fra byen og ud til der hvor vi boede. Jeg orkede det virkelig ikke, men tanken om at jeg snart ville være hjemme ved Melanie igen, fik mig alligevel til at sætte det ene ben foran det andet, og førte mig fremad. 

Ja, det nærmest trak mig fremad. Lokkede med løftet om at se pigen jeg elskede, om at mærke hendes krop imod min, og at høre hendes blide og dybe vejrtrækning. 

Energien fyldte min krop, hvorimod de andre traskede afsted i en døsig tilstand.

"Hvad fanden er du på?" Spurgte Louis undrende, og sendte mig et overrasket blik, da jeg overhalede dem, og maste mig op foran. Jeg anede faktisk ikke engang, om det overhovedet var den rigtige vej vi gik, men at dømme udfra de andres ansigtsudtryk, så det nu ikke helt galt ud.

Altså hvis man lige så bort fra Harry i hvert fald.

Seriøst, jeg vidste ikke hvad fanden der var galt med den dreng, men han virkede bare altid så tvær og sur. Specielt her på det sidste var det blevet slemt, ja faktisk så...

Hans adfærd havde faktisk ændret sig i takt til, at Melanie og jeg brugte mere og mere tid sammen. Gad vide om det var derfor?

Jeg vidste, at Melanie og ham havde haft om ikke andet, så et godt venskab tidligere, så måske var han sur over, at jeg skred ind foran ham, og stjal hende for næsen af ham. Tanken gav mig det en smule dårligt, for det var jo faktisk slet ikke min mening.

Hvis de var venner, og gerne ville tilbringe tid sammen, så skulle de da selvfølgelig have lov til det! Altså havde situationen nu været omvendt, ville jeg da også gerne have muligheden for, at tilbringe tid med hende, på trods af, at hun måske var mere interesseret i ham end i mig. Det der var sket i svømmehallen havde måske bare været en uheldig upser, der så ud af mere end den var, og selvom Melanie måske var sur på ham, skulle han da stadig have chancen for, at tilbringe tid med ham. Om ikke for andet, så for at få talt ud om tingene.

Straks blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte få talt med ham - snart, hvis ikke allerede i aften. Jo før jo bedre endda.

Et smil plantede sig om mine læber.

Ja, det ville jeg gøre, for så ville alle være glade og tilfredse - forhåbentligt i hvert fald.

Glad og energisk trampede jeg derudad, indtil vi kom til et kryds, hvor sneen efterhånden var så høj og så ens, at det nærmest var blevet umuligt at se klippekanten mere. Langsomt stoppede jeg op, og vendte mig imod de andre.

"Nogen idéer om, hvor vi skal hen ad?" Spurgte jeg, og straks lo Liam og Niall lavt.

"Ja da, flyt dig, og så skal du se to mestre i aktion!" Sagde Niall overlegent - dog med en drillende undertone - og skubbede mig til side, så han kunne overtage føringen.

Hvilket egentlig ikke gjorde mig så meget, for det gjorde jo sjovt nok, at jeg kunne lade mig falde en smule tilbage, og få talt med Harry.

På vejen derom imod, passerede jeg Zayn og Louis, der havde gang i en lystig samtale om nogle piger de åbenbart havde mødt hernede. I Zayns hånd sad en glødende pind, som jeg skød på var en cigaret. Han havde fortalt mig at han røg for få dage siden, men det kom egentligt ikke bag på mig. Det passede ligesom en smule til resten af hans stil. Altså hvis man kan sige det sådan. I ved hvad jeg mener!

Da jeg passerede dem, kiggede de kort på mig, fnisede bedre end pigerne nogensinde ville have kunnet have gjort, og hviskede så et eller andet til hinanden. Smilende rystede jeg på hovedet, og fortsatte forbi dem imod mit mål.

Harry gloede olmt på mig, og lignede bestemt ikke en der havde specielt meget lyst til, at tale med mig - specielt ikke lige nu da. Hans øjne gled rundt på stien, sikkert for at finde en flugtmulighed, men det så ikke rigtigt ud som om han fandt nogen.

Ikke, at det gik mig specielt meget på, for han havde ikke rigtigt et valg omkring det at snakke med mig - det var jo trods alt til hans egen fordel det jeg ville sige. Jeg rettede mig op, vadede direkte hen til ham, og stoppede lige foran ham, så jeg blokerede vejen. Han stoppede op, lagde armene over kors, og sukkede dybt.

"Hvad vil du prettyboy?" Spurgte han surt, og kiggede efter de andre, inden han sendte et dræbende blik til mig.

Først nu, gik det op for mig hvor... Stor han egentlig var. Høj og slank - men dog enormt muskuløs. Hans utilregnelige humør, gjorde mig en smule utilpas, men jeg havde jo faktisk bare tænkt mig, at være rar ved ham.

Han kunne da i det mindste vente med, at være så afvisende, til han havde hørt hvad det egentlig var jeg ville.

"Jeg ville bare snakke med dig om... Om Melanie." Sagde jeg, og forsøgte at lyde stærk.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige pludselig blev så nervøs, for som sagt var det jeg ville sige jo på ingen måder ondt eller stødende - eller det burde det da i hvert fald ikke at være.

Et koldt smil bredte sig i hans ansigt, men nåede aldrig hans øjne, der så sært hårde ud.

"Hah!" Sagde han overlegent, og lo en enkelt gang eller to mere.

"Behold du bare hende for dig selv, jeg har skam fået det af hende jeg havde brug for - og hvis jeg må komme med et lille tip, så se og dump hende så snart som muligt." Sagde han i den samme overlegene tone.

Undrende røg mit ene øjenbryn i vejret.

"Og hvad skal det så betyde?" Spurgte jeg en anelse skarpt. En ubehagelig nervøsitet lagde sig i mig, og jeg var faktisk slet ikke så sikker i min beslutning mere. For ikke at tale om det med, at få at vide hvad han mente.

Hans smil blev om muligt større, men det var ikke et rigtigt smil. Nej, i stedet var det et nærmest skræmmende smil. Hans tænder var kridhvide, og lyste nærmest op i mørket. Det var ikke let at se mere, men til vores fordel, var månen da i det mindste fremme, og lyste en smule op på vores vej.

Harry bøjede sig hemlighedsfuldt ned imod mig, og bød mig at komme nærmere.

"Er du helt sikker på, at du vil vide det prettyboy?" Spurgte han alvorligt.

Var jeg det?

Var jeg virkelig - hvis jeg tænkte helt efter - sikker på, at jeg ville høre det?

Dumt spørgsmål, selvfølgelig ville jeg det, for helt ærligt, hvor slemt kunne det så være? Det værste jeg kunne forestille mig var, at de havde kysset, og det ville ikke betyde noget. Ikke for mig i hvert fald.

Det ville kunne tilgives.

Desuden, havde Mel og jeg jo alligevel ikke haft gang i noget på det tidspunkt.

Så jeg nikkede.

"Ja, kom med det." Sagde jeg sammenbidt.

Harrys attitude var begyndt at irritere mig en del. Jeg fattede virkelig ikke, hvad Mel så i den idiot, men hvis hun var glad sammen med ham, måtte jeg jo stole på hendes dømmekraft.

Harry kom endnu nærmere.

"Jeg har kneppet hende Lucas. Hårdt og godt. Den ene gang endda en smule imod hendes vilje. hun er god, det må jeg give hende. Specielt når hun kæmper imod." Sagde han koldt.

Fyldt til randen med væmmelse skubbede jeg ham fra mig. Jeg havde nu fået bekræftet mine tanker.

Den dreng var jo helt igennem syg.

"Hvad så prettyboy? Kan du ikke klare tanken om hende sammen med mig? Tanken om, at jeg har givet hende det du ikke har. Tanken om, at jeg har fået lov til at vise hende hvordan det skal gøres? Tanken om, at jeg har stjålet hendes uskyld, og det efter? Hva'? Kan du ikke klare det prettyboy?" Sagde han overlegent og dog hårdt.

Vreden begyndte at rumle i mig, men jeg vidste udemærket godt, at jeg måtte stå imod - han var stærkere end mig, og endte det her i et slagsmål, vidste jeg godt hvem der ville tabe det.

Og det var ikke ham, nej.

Derfor blev jeg også nødt til, at få mig selv en smule ned igen.

"Jo. Tanken om, at en anden har taget hendes uskyld fra hende kan jeg godt leve med. Sagtens endda. Det er mere tanken om, hvilken kæmpe narrøv der har gjort det, der går mig på." Sagde jeg vredt, og vendte mig om.

Okay, måske var jeg ikke så god til at følge mine egne råd.

"Undskyld, hvad sagde du prettyboy?" Spurgte Harry truende. Jeg kunne udemærket godt høre, at han trådte et skridt frem, men jeg reagerede ikke.

I stedet begyndte jeg at gå. 

Det havde åbenbart været en dårlig idé at snakke om Mel med en så umoden dreng som Harry, der tydeligvis kun tænkte på sex. Og jeg ville virkelig ikke rykke mig selv helt ned på hans niveau. Nej, dertil var jeg for moden.

Og det var ikke for at fremhæve mig selv eller noget, men jeg vidste udemærket godt, hvornår det var bedst bare at holde kæft, og gå min vej.

Så kunne min vrede jo selvfølgelig altid gå ud over en sten eller en gren eller hvad fanden ved jeg, senere hen.

Så længe jeg bare droppede alt det med Harry.

"Kan du ikke høre eller hvad Prettyboy?! Svar mig!" Forlangte han, og ophidselsen var efterhånden tydelig at spore i hans stemme. Jeg vidste, at det irriterede ham, at jeg spillede så ligeglad, men jeg vidste samtidig også, at han godt var udemærket klar over, at det var en facade.

Jeg svarede ham dog stadig ikke, men fortsatte med at gå. Indtil det gik op for mig, at de andre drenge var væk. Jeg stoppede brat op. Vi stod ved det samme kryds som tidligere, men i modsætning til før, anede ingen af os nu hvor vi skulle hen. En smule panikslagen stirrede jeg på de forskellige veje. 

Jeg vidste, at én af vejene ville føre os ned til bunden. En anden ville føre os direkte op til toppen af bjerget igen, og den tredje?

Tja. Kun guderne måtte vide hvor den ville føre os hen.

Nu tænker du sikkert, at det da ikke kunne være så svært, da man jo ligesom kunne se hvor vejene førte hen ad. Og ja, det kunne man muligvis også... Om sommeren.

Men en så kold nat med urørt sne overalt, kan du altså ikke bare lige sådan se hvilken en der føre hvor hen.

"Nå.. Du er måske på vej hjem til Mel for at få et dyt i bamsen?" Spurgte Harry pludselig, inden en stor hånd landede på min skulder, og tvang mig til at vende mig imod ham. Hans hårde og barske ansigtsudtryk var stadig som svejset fast i hans ansigt, mens en hånlig facade blev ved med at blande sig indover den.

Irriteret rystede jeg hånden af min skulder.

"Harry vi har altså lidt vigtigere ting at bekymre os om lige nu." Sagde jeg alvorligt. Han lo hånligt.

"Som hvad dog? Har fimsedrengen ikke flere kondomer eller er det me..."

"Harry hold nu forhelvede bare kæft nogle få sekunder, og så kig dig lige omkring engang!" Afbrød jeg vrissende. Han stoppede sin hån for et øjeblik, og stirrede rundt om os uden et ord. Han behøvede dog heller ikke at sige noget, for for første gang i aften, var hans udtryk så let læseligt, som en åben bog.

Og lige netop derfor, blev jeg om muligt endnu mere bekymret end jeg var i forvejen - Harry blev ikke bare sådan lige overrasket, og der skulle endnu mere til at gøre ham mundlam.

"Fuck." Mumlede han, og gravede febrilsk i sine lommer - muligvis efter hans mobil.

Jeg havde ret. Få sekunder efter, stod han med mobilen i hånden, og tastede en smule desperat på den, inden han tog den op til øret. En dyb rynke borrede sig ned imellem hans øjenbryn, og fik ham til at se mere alvorlig ud end jeg nogensinde før havde set ham.

Og det siger altså ikke så lidt endda.

I lang tid stod han med mobilen ved øret, inden han irriteret rev den ned igen, og kiggede på den med det samme vrede blik.

"Forhelvede, der er intet signal, og den dør om tre sekunder!" Sagde han irriteret, og kastede så ellers telefonen af helvede til. Han kastede den udover bjegsiden, og faldt i så lang tid, at vi end ikke hørte da den landede.

"Flot Harry. Meget modent." Mumlede jeg, inden jeg bestemt trådte et skridt frem. Harry udstødte en lav og advarende lyd, inden han greb fat om mit håndled. Telefonerne havde været vores eneste håb, da vi om ikke andet så kunne have fået noget lys ud af den, så vi kunne følge de andres fodspor, og muligvis finde frem til dem igen.

Men end ikke det kunne vi jo så nu, fordi den skide kloge og bedrevidende hr. Styles nu havde kastet hans mobil - og vores mulige "flugtkilde" så langt væk, at der nok ikke ligefrem var nogen der ville finde den igen foreløbigt.

Flot.

Bare flot!

Irriteret begyndte jeg langsomt at nærme mig krydset, inden jeg pludselig blev hevet tilbage af den hånd der åbenbart stadig havde et godt tag i min arm.

"Er du blevet fuldstændig rablende sindssyg eller hvad Lucas?! Du sender sku da os begge to direkte i døden!" Hvæsede han, og det var efterhånden blevet en smule tydeligt, at heller ikke han kunne lide tanken om at være så tæt på kanten på et fucking bjerg, uden nogen som helst idé om, hvilken en der ville føre os i sikkerhed, og hvilken en der kunne blive lig med vores død.

Lig med vores død?

Rrrr.

"Nej Harry, men vi kan sku da ikke blive her hele natten! Det var dig selv der smed den åndssvage mobil væk, og ved du hvad?! Den kunne jeg rent faktisk godt have brugt lige nu, så jeg ikke risikerede at fucking dø for det her, ikke?!" Vrissede jeg irriteret, og først dér gik det op for mig hvad jeg havde sagt.

Og hvad han havde sagt.

Og hvad der kunne ske.

Vreden og frygten rullede indover mig som en psunami, og lammede mig fuldstændigt.

Harry nikkede for sig selv, og slap mig. Han slog ud med hænderne, og trådte et skridt tilbage. 

"Fint. Du har ret. Men pas nu på forhelvede. Melanie bliv..." Han afbrød hurtigt sig selv, og skubbede lynhurtigt en hård og afvisende facade op igen.

Nysgerrigt vendte jeg mig imod ham.

"Undskyld hvad? Hvad bliver Melanie?" Spurgte jeg undrende. Harry svarede ikke, men slog bare opgivende ud med hænderne igen. 

Han bed tænderne sammen.

"Intet, glem det. Få os nu forhelvede bare hjem." Sagde han sammenbidt, hvilket gjorde, at jeg lod det ligge.

Jeg rystede på hovedet, og trådte igen frem imod der hvor vejen delte sig. Harry mumlede et eller andet bag mig, og greb endnu engang fat om mit håndled.

Spørgende kiggede jeg fra hånden og op på ham.

"Jeg har lovet Melanie at du kommer hjem i et stykke, og jeg står ved mit løfte. Så vi går over sammen - falder den ene, falder vi begge, okay?" Sagde han alvorligt. 

Wow okay, det kom måske alligevel en smule bag på mig.

Jeg var ikke sikker på, om jeg kunne stole på ham, men på den anden side havde jeg ikke rigtigt et valg. Ikke et "bedre" valg i hvert fald.

"Okay så." Sagde jeg, og gik beslutsomt fremad.

Langsomt men taktfast, nærmed vi os dét, der lignede den rigtige vej, og der gik ikke længe, før vi var væk fra den beskyttende skov for en stund, og kunne kigge direkte ned ad bjerget - hvis altså der havde været lyst, og mindre sne i hvert fald.

Hjertet sad i halsen på mig, og pumpede med 500 km/t. Et enkelt forkert skridt, og det ville være slut.

Forsigtigt banede vi os langs klippemuren, hen imod sikkerheden. Det gik langsomt, men det gik dog fremad. Mine fødder søgte roligt men sikkert efter fast grund, og gang på gang valgte jeg rigtigt. 

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men kun næsten.

For pludselig skred min fod. 

Det eneste der ikke måtte ske, skete, og jeg faldt. Luften blev slået ud af mig, men jeg faldt ikke længere.

Forvirret kiggede jeg op, og det gik op for mig, at Harry stadig holdt fast i mig, og præcist som han selv forudsagde, var han faldet med mig. Hans ene hånd strammede groft sit greb om min arm, inden han sendte mig et opmundtrende smil.

"Kan du se hvad jeg sagde? Da du faldt, faldt jeg, og hvem redder så dagen nu?" Spurgte han overlegent. En lettet følelse bredte sig i mig, selvom jeg sikkert ikke bure føle mig "tryg" endnu, da vi jo sådan set stadig var i pænt stor fare.

"Jaja fint, det gjorde du, gider du så ikke godt trække mig op nu evt.?" Spurgte jeg nervøst. Den gren Harry havde et forholdsvist godt tag i, med sin anden hånd, så noget ustabil ud, og jeg var riiimelig sikker på, at den ikke ville holde til to forholdsvis tunge drenge i længere tid.

Harry lo drillende, og hev så sig selv en smule op.

*RIIIIIIITZZH* Sagde grenen pludselig, og straks faldt jeg den smule ned igen, som Harry lige havde trukket mig op.

Panikken lagde sig overalt i mig, og tanker eksploderede i mit hoved. 

Var det slut nu?

Skulle det hele ende nu?

Skulle jeg aldrig se Melanie igen?

Mit blik vandrede op til drengen over mig, og sendte blot endnu flere tanker indover mig. Måske var det simpelthen bare meningen at jeg ikke skulle være en del af Melanies liv mere?

Var det skæbnen, der prøvede at give mig et præg om, hvordan det egentlig burde være?

Måske var det simpelthen bare skæbnen, der prøvede at fortælle mig, at jeg faktisk slet ikke hørte til i hendes liv, men at det i stedet rent faktisk var Harry der burde stå ved hendes side.

Tankerne bombarderede mig, og slørrede mit syn.

Harrys synsvinkel

*RIIIIIIITZZH*

Fuck og pis og lort og papir og urgh!!

Irriteret strammede jeg grebet om grenen. Det her måtte ikke gå galt. Det her kunne ikke gå galt. Jeg havde lovet Melanie at passe på ham - at passe på knægten, der nu hang under mig fra en fucking gren på et flere kilometer højt bjerg! Og for en gangs skyld havde jeg faktisk tænkt mig at overholde det løfte jeg havde givet hende.

Jeg havde det så dårligt med min overførsel overfor hende, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at gøre som jeg gjorde. Jeg var bare... Jeg havde aldrig været nervøs eller noget omkring piger, men Melanie...

Melanie gjorde noget ved mig, som ingen nogensinde havde gjort før, og som ingen muligvis ville gøre senere hen. Det var uforklarligt, og jeg var ikke sikker på, om jeg overhovedet havde lyst til at føle som jeg gjorde.

Men én ting var sikkert.

Jeg fortrød min opførsel, og ville gøre alt for at gøre det godt igen, og det her måtte jo så være min måde at gøre det på.

Redde knægten, og så sørge for, at alt var lyserødt og romantik imellem de to.

At det så var stik imod mine egne intentioner og ønsker var en anden ting, men fuck det, jeg skulle nok bevise, at jeg kunne være en god dreng.

*RITZH!*

Grenen faldt endnu engang en smule, hvilket sendte en bølge af rædsel indover mig. Jeg skulle have os op, og jeg skulle have os op nu! Et hurtigt blik blev kastet på Lucas, der end ikke så på mig, men i stedet kiggede ned med et ubeslutsomt ansigtsudtryk.

"Hey." Sagde jeg opmundtrende. 

Hans hoved blev langsomt vendt imod mig, men da vinden fangede hans hår, kunne jeg ikke se hans ansigtsudtryk.

"Vi klarer det her, okay?" Sagde jeg - en anelse nervøst.

Lucas tog sin hånd op, og fjernede håret fra hans ansigt. Hans træk havde nær skræmt livet af mig. Han så utrolig alvorlig og beslutsom ud, men - desværre - tog jeg det som noget godt.

Jeg regnede med, at han var sikker på, at vi nok skulle klare det. At vi nok skulle komme op og hjem. At vi nok skulle komme tilbage.

Jeg var naiv og dum.

"Nej Harry." Hans stemme var ikke højere end en hvisken, og med blæstens hylen og susen, havde jeg nær ikke hørt ham.

"Harry den gren der er ikke stærk nok til at bære os begge. Det ved du lige så godt som jeg gør." Sagde han.

Undrende skød jeg mine øjenbryn i vejret. Hvad talte han om? Hvis bare jeg gjorde det godt nok, skulle vi nok klare den - begge to. Så hvad fanden var det han talte om?

"Du er god nok Harry. Det skal du vide. Jeg er ked af, at jeg havde fået det forkerte indtryk af dig, men jeg ved, at du vil passe godt på Mel. Lov mig det Harry. Jeg beder dig - det er det eneste jeg ønsker." Sagde han, med øjnene borret ind i mine, og med en enorm beslutsomhed lagt i dem.

Forvirret nikkede jeg.

Selvfølgelig ville jeg passe på Melanie, hvad regnede han med?

"Godt. Sig til hende jeg elsker hende." Sagde han, og kiggede afmålt ned i den mørke afgrund.

Pludselig gik det op for mig, hvad han var igang med - hvad det var han ville gøre. Panikken og rædslen væltede indover mig.

"Nej! Nej Lucas! Vi skal nok klare den! Hører du?!" Sagde jeg panisk, hvilket blot fik ham til at smile stort.

"Hah. Jeg tænkte det nok. Du er ikke bare det følelsesløse monster du prøver at få os til at tro. Men ja Harry. I skal nok klare den. Jeg er alligevel så ubetydelig, og jeg fatter ikke, hvordan jeg ikke har kunnet se det. Melanie vil kun have en dreng. Og den dreng er ikke mig. Pas på hende Harry - for min skyld." Sagde han.

Tårer havde samlet sig i hans øjne, og løb nu blidt ned ad hans kinder.

Presset om mit håndled forsvandt langsomt, og selvom jeg febrilsk og desperat prøvede at holde fast, gled han ud af mine hænder.

"Pas på hende. Hun har mit hjerte." Mumlede han, inden han var gledet ud af min hånd. Hans øjne lukkedes, men det skjulte ikke hans rædselsslagne ansigt.

"Nej!" Skreg jeg panisk, inden han forsvandt ud af mit syn.

 

__________________________________________________________________________

:'(

#Græder

Blev ikke helt så godt formuleret som jeg ville have haft det, men fuck it anyway.

SNØFT!

- E xXx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...