Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
23088Visninger
AA

21. Kapitel 20: Worry

Melanie's synsvinkel

 

Jeg vågnede, som jeg var faldet i søvn - trygt, roligt og varmt. Ikke overdrevent hedt, men varmt. Altså på den gode måde du ved. I hvert fald vågnede jeg med en halvnøgen dreng liggende med armen om mig, og et ansigt lagt i rolige og afslappede folder. Det frydede mig - glædede mig - at se ham slappe af. Vide, at alle hans bekymringer og alt hans frygt for en stund var glemt, og han kunne nyde freden frem for at stresse rundt.

Jeg nød virkelig at se, at den bekymrede rynke der her i den senere tid havde været en permanent del af hans udseende, for en stund var væk. Et smil plantede sig om mine læber, da jeg forsigtigt lod en finger løbe langs hans kindben og hele vejen ned til hans mave. Lyset i rummet var dunkelt og mørkt - ikke komplet sort, men mørkt. Solen var langsomt begyndt at vise mere og mere af sit blide ansigt, men når jeg siger langsomt, så mener jeg det virkelig også. Den tog sig god tid, men det var vel sådan set normalt nok...

Fuck it, jeg er ikke vant til at se på solopgange så altså hvad var det egentligt jeg skulle vide om sådan noget?

Lucas smilede i sin søvn, men så langtfra ud til, at være ved at vågne. Han rykkede en anelse på sig, hvilket gjorde, at han hev mig med sig. Da han valgte at ligge stille igen, lå jeg i en temmelig behagelig stilling faktisk, og havde pludselig udsyn til hele værelset - selvfølgelig pånær den køje der var over os. 

Mit blik vandrede automatisk rundt i værelset, men stoppede ved Harry, der lå helt sammenkrøllet i sengen, og - i modsætning til Lucas - havde en dyb og bekymret - nærmest skræmt - rynke imellem øjnene. Selv i den ellers så fredsommelige søvn var han dybt alvorlig og det var tydeligt for enhver, at han var utrolig presset.

Det var en skam, at han var sådan en idiot, for han var virkelig smuk. Han var lækker, men det var alligevel ikke det rigtige ord at bruge. Ordet lå ikke helt rigtigt i munden, når man kombinerede det med et billede af Harry.

Nej, der var 'smuk' et langt bedre ord at bruge.

Selvom jeg dog ville ønske, at man kunne bruge det samme til at beskrive hans personlighed. 

Jaja, det kunne man engang imellem, men jeg syntes ligesom at der gik længere og længere tid imellem disse specielle øjeblikke. Desværre kunne man vel sige...

Jeg fik pludselig en smule ondt af ham. Præcist hvorfor, har jeg ingen idé om, men det gjorde jeg altså. 

Harry brummede noget uforståeligt, inden han brat satte sig op og trak vejret i hektiske stød. Han svedte tydeligt, og med et desperat ryk, flakkede hans øjne rundt i hele rummet. De stoppede dog ved mig for en stund, og et øjeblik var jeg helt bange for, om han havde set mig stirre på ham. Det så dog ikke sådan ud, da han kort tid efter fjernede blikket igen, inden han med et dybt suk smed sig tilbage i sengen igen.

Han begyndte at mumle et eller andet for sig selv, men jeg opgav hurtigt at finde ud af præcist hvad det var han mumlede. Han lå uroligt, og pludselig - helt uden nogen former for varsel - rejste han sig op, trak et par jogginbukser og en t-shirt på, inden han lydløst listede ud af værelset, og forsigtigt lukkede døren bag sig.

Et stykke tid sad jeg bare og stirrede undrende på den lukkede dør, som om den lige havde ædt Harry eller danset salsa eller hvad filan ved jeg. Det undrede mig virkelig meget - altså det der lige var sket - og jeg fattede virkelig nada af det.

Jeg nåede dog ikke at spekulere længe over det, for pludselig strammedes grebet om min krop, inden lyset i værelset blev tændt, og Tims hæslige fjæs blev stukket helt op i hovedet på mig, hvilket resulterede i, at jeg hamrede hovedet op i overkøjen, og selvfølgelig også fik vækket Lucas.

"Jeg kan se at du er vågen Melanie. Måske du skulle passe lidt på med de spjæt der til en anden gang." Sagde Tim og lo for sig selv af sin forfærdelige joke.

Ja, og måske du skulle tage at proppe dit fucking kiksede og fucking irriterende udseende langt op i røven på en eller anden, som du tydeligvis gør med andre dele af din krop din fucking bæskupper, dø i helvede, og når du har gjort det, så gør det igen! Tænkte jeg syrligt, og trak dynen langt op over hovedet igen.

"Fucking cunt." Mumlede jeg surt, og vendte mig på den trange plads, så jeg nu havde hovedet vendt imod muren.

En rystelse gik igennem sengen, og pludselig mærkede jeg en krop presset op imod min igen, og et par arme der trak mig ind til sig.

"Jamen godmorgen til dig også smukke." Mumlede Lucas leende, og kyssede mig blidt på kinden, inden han - med mig i armene sjovt nok - rullede tilbage som han lå før, og skubbede mig ned af sengen.

Irriteret rullede jeg rundt og rejste mig, og skulle lige til at tale med kæmpe store bogstaver, da det gik op for mig, at alle grinede af mig.

"Tak Lucas." Mumlede jeg irriteret, og trampede ud på badeværelset.

Jeg ved ikke om det var min tone eller kropsholdning eller hvad filan det var, men der gik ikke længe, før døren blev åbnet, og Lucas kom vadende ind. (Nej, jeg gad virkelig ikke låse døren, når jeg bare skulle børste tænder)

Han kiggede undskyldende på mig.

"Undskyld Mel, det var jo ikke sådan ment." Sagde han.

Ej okay c'mon nu slapper du bare helt af mester. Du skubbede mig ned fra en seng, og jeg blev en smule irriteret, men altså hallo - styr lige det der brækshow der, jeg holder ikke til det.

"Det er okay Lucas, gider du ikke gå ud, så jeg kan få gjort mig klar?" Sagde jeg, skubbede ham ud af døren og lukkede den igen bag ham.

Tanker væltede indover mig, og da jeg hverken kunne finde hoved eller hale i det hele, prøvede jeg for så vidt muligt, bare at skubbe det fra mig. Det virkede dog ikke helt.

Vandet der løb nedover min krop beroligede mig en smule, som det altid havde for vane at gøre, men det stoppede ikke tankerne.

Jeg var urolig - rastløs - jeg kunne mærke det, men jeg vidste ikke hvorfor jeg var det. Det var bare som om jeg forventede at der ville ske et eller andet komplet latterligt, selvom det virkelig var usandsynligt at der ville ske det store.

Og dog.

Der kunne jo altid ske et eller andet, og når jeg var i nærheden skete det tit, at nogen (eller noget) kom til skade.

Irriteret slukkede jeg for vandet, og trådte ud af brusekabinen. Vandets beroligende effekt var forsvundet, og jeg så derfor ingen grund til at blive derinde. Jeg samlede det håndklæde op jeg havde smidt på gulvet inden jeg gik ind, og trak det omkring mig. Dum som jeg var, havde jeg ikke fået rent undertøj eller noget med herud, og da jeg vidste, at så snart jeg forlod badeværelset, ville en ny skynde sig herind, stod jeg nu i et nyt dilemma, der gik ud på om jeg skulle tage mine beskidte underbukser på igen, eller om jeg skulle tage chancen og hente nogle rene.

"Altså Mel er du snart færdig eller hvad?" Allyson bankede på døren, og en ny idé slog ned i mig.

"Ja, men jeg har glemt rent undertøj, vil du ikke hente noget til mig?" Spurgte jeg håbefuldt. 

En latter spredte sig i rummet.

"Nå, der er måske nogen der har gjort dit andet en smule beskidt eller hvad?" Lo Louis drillende. 

Urgh hvorfor skulle jeg dog også være omgivet af perverse fuckhoveder hele tiden?

Okay jeg ved det godt, jeg er måske også selv til tider en smule pervers, men det taler vi ikke om! Shhhhhh!!

Allyson kom i hvert fald med mine trusser, og inden længe, fulgtes vi ad op til morgenmaden. 

 

❤❤❤❤

Snakken gik lystigt i spisesalen den aften. Det havde været en lang - men god - dag på pisten, om jeg havde tilbragt i selskab med Lucas, Niall og Louis. Det havde endt med, at de havde fået mig med ud på en rød pist - JO, JEG VAR VED AT DØ - og selvom den var så stejl, at jeg var helt igennem overbevist om, at jeg ville styrte og dø, kom jeg levende ned til bunden, og var lige ved at revne af stolthed.

Harry havde ingen set skyggen af hele dagen, men han var da mødt op til aftensmaden, hvilket måske gjorde os alle en smule lettede, da vi faktisk havde været en smule bekymrede for ham. Det, også selvom ingen så meget som havde nævnt noget omkring det.

Stemningen var virkelig virkelig god.

Seriøst, jeg tror virkelig ikke den havde været så god før!

Alle snakkede med alle, og ingen blev holdt udenfor eller noget.

Det var virkelig rart, at den trykkede og akavede stemning for en stund var væk, og jeg ville virkelig ønske, at det altid ville være sådan. Det vidste jeg dog godt at det ikke kunne, for allerede få sekunder efter, rejste alle drengene sig.  De skulle på "drengetur" og havde netop fået at vide hvad de skulle. Det havde indtil da været en hemmelighed, så da de fik det at vide var de selvfølgelig allesammen mega spændte.

Det var dog ikke specielt fedt hvis du spurgte mig - det de skulle altså. De skulle stå på ski i mørke, og ud at finde sådan nogle store kattedyr der åbenbart levede i skovene omkring pisterne. Jamen fedt fedt da, at blive spist af en dræbermis er jo også lige alles største drøm, ikke?

Ellers tak du.

Jeg rejste mig også, for at tage afsked med dem. Ingen vidste hvornår de ville komme hjem igen, om det ville blive engang i nat, eller om det ville blive i morgen engang. Det gjorde mig heller ikke det store, for jeg var glad for, at de fik lov til at lave noget sammen, uden Allyson og mig til at sinke dem og alt sådan noget.

At det så også betød - mere eller mindre i hvert fald - at jeg kun havde Allyson at være sammen med, gjorde mig så en smule mere. Misforstå mig ikke, jeg elskede Allyson, men jeg var bare blevet så vant til at være sammen med så mange mennesker.

Og så det faktum, at jeg sikkert skulle sove mere eller mindre alene i nat.

Snøft.

Men mons tro, om ikke jeg for en gangs skyld rent faktisk ville kunne mærke hvordan min egen seng var at ligge i?

"Lad nu være med at gøre noget dumt." Sagde Lucas alvorligt, men med et drillende glimt i øjet, inden han trak mig ind i et kram. 

Hans hånd strøg blidt op og ned ad min ryg, og gjorde mig som altid rolig og tryg. Det var sjovt at han havde den effekt på mig. Uanset hvad skete i hovedet på mig, formåede han at holde sig rolig, og det smittede af på mig. 

Han kiggede mig alvorligt i øjnene.

"Skriv til mig, så jeg ved du ikke bliver spist, ikke?" Sagde jeg drillende, inden jeg hurtigt kyssede ham, og trak mig så fra ham.

Han lo, men nikkede alvorligt. 

Jeg fik sagt farvel til de andre drenge, og snart var de alle ude af døren. Der blev stille i spisesalen. Ingen vidste rigtigt hvad de skulle gøre af sig selv, og hvis du skulle være i tvivl, var det viiiirkelig akavet. Vi var ikke så mange piger, og det var også derfor de ikke havde arrangeret noget helt vildt og voldsomt for os. Niks, i stedet blev vi alle bænket i spisesalen, og kunne ligge neglelak, ansigtsmasker, ligge makeup og sætte hår på hinanden osv. osv. 

Og så sluttede vi så ellers aftenen af, med at se 17 Again, og er i overhovedet klar over hvor lækker Zac Efron er i den film?

Seriøst omg jeg ville springe på ham med det samme, hvis det var mig der spillede overfor ham i en film! 

Lucas skrev ikke til mig én eneste gang, men jeg gik udfra, at det var fordi han ikke havde tid. Han skulle også have lov til at hygge sig med de andre, som jeg hyggede mig med tøserne - jaaaaer, jeg var faktisk social, og fik nye venner! Så jeg tog det ikke så tungt.

Faktisk, var det først da vi var på vej til værelserne, og jeg kom i nattøjet, at jeg kom til at tænke på, at ingen havde hørt noget til drengene - vores drenge i hvert fald. For de andre piger havde konstant skrevet med "deres" drenge.

"Allyson?" Spurgte jeg, da jeg lå i sengen, og lige akkurat kunne skimte hendes skikkelse oppe i sin seng.

"Ja?" Svarede hun, og lænede sig en smule udover kanten, for at kunne kigge på mig.

"Tror du der er sket noget?" Spurgte jeg bekymret. Hun lo højt, og lagde sig tilbage i sengen igen.

"Nej Mel, nu er du fjollet! Husk nu lige på, hvem det er vi snakker om her, ikke?" Svarede hun, inden hun sagde godnat, og slukkede lyset.

Hun havde sikkert ret. Jeg overreagerede let, og dette var helt sikkert en af de gange.

 

________________________________________________________________________________________________

okay, jeg kan lige så godt være ærlig.

Jeg havde mistet skrivelysten fuldstændigt, og derfor blev det her kapitel meget dårligt, og udsat. Jeg er virkelig virkelig ked af at der er gået så forholdsvis lang tid, men jeg var slet ikke i humør til at skrive i sidste uge. Som i: overhovedet ikke.

Jeg håber det kan tilgives, og at i fortsat vil læse med, da jeg muligvis har fået skrivelysten tilbage igen :-)

Tror i Allyson har ret?

Eller tror i, at Melanie har ret i sine bekymringer?

Undskylder for dårligt formulerede sætninger, og et knap så godt kapitel, men det er som det er :-)

Håber alle jer der havde sidste skoledag i sidste uge, havde en god en af slagsen, og at alle jer andre har det fab i skolen :p

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...