Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
22603Visninger
AA

20. Kapitel 19: Special Moments

Melanie's synsvinkel

 

Jeg aner ikke hvor lang tid jeg sad og tudede ude i omklædningsrummet, men det endte med, at Allyson kom ud til mig, og tvang mig med ud i svømmehallen. Altså... Det var nok kun fordi jeg stædigt nægtede, at forklare hende hvad der var sket, for havde hun vidst det, havde hun sikkert ladet mig slippe. Men jeg kunne simpelthen ikke - altså fortælle hende det. Eller altså teknisk set kunne jeg jo godt, men jeg havde virkelig ikke lyst til det.

Hun havde ikke brug for, at vide hvad der var sket.

Sket er sket, og nu er jeg videre.

Haha, eller ja altså gid jeg var.

Men med Lucas' sårede og bebrejdende blik i nakken, og med en overlegen og hånlig Harry lige i nærheden, vidste jeg godt, at der ville komme til at gå meget lang tid, før jeg kunne få skubbet noget fra mig. Ikke, at jeg som sådan havde lyst til at skubbe det fra mig som sådan. Jeg havde bare ikke brug for konstant at få fortalt hvor forfærdelig en person jeg var.

Suk.

Jo, jeg havde det hårdt. 

Meget hårdt endda.

"Er du der eller hvad?" Allyson skubbede prøvende til mig, så jeg nær var faldet ned i vandet igen. Vi sad på kanten af bassinet, og havde egentligt bare siddet og snakket det sidste stykke tid.

Og så var jeg så måske, måske ikke, blevet en smule distraheret, så jeg stoppede med at høre efter. Men altså kun måske! Ja altså undskyld mig, men når hun bliver ved med at tale om alt muligt pisse ligegyldigt imens jeg fik det ene underlige blik efter det andet fra alle mulige mennesker.

Utroligt så hurtigt rygter spredes nu til dags. Urgh. 

"Nej, jeg er druknet, død og borte." Svarede jeg, og vendte mig imod Allyson, så jeg slap for at se på drengene der fjollede rundt nede i vandet. Det var tydeligt, at der var en anspændt stemning imellem Lucas og Harry, men det var desværre også tydeligt, at den ikke var anspændt nok. 

Harry havde helt sikkert givet Lucas en eller anden lorte forklaring om hvordan jeg var sprunget på ham, og ham der selv var så forsvarsløs kunne  slet ikke gøre noget og Blah Blah Blah! Seriøst, jeg kunne ligefrem høre ordene forlade hans mund.

Allyson lo højt, og før jeg vidste af det, havde hun skubbet mig i vandet.

Jeg landede med et ordentligt plask - hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg faktisk have gættet på, at det var en blåhval der var faldet ned - men da vandet heldigvis var så forholdsvis lavt, så jeg stadig kunne bunde, rejste jeg mig spruttende op, og sendte et bebrejdende blik efter Allyson der lød som en fucking hyæne der var ved at dø eller sådan noget.

"Det var ikke sjovt!" Fastslog jeg bestemt og irriteret. Allyson lo dog videre, og da det virkelig irriterede mig grænseløst, kunne jeg til sidst ikke modstå fristelsen mere, så jeg kom måske til at hive i hendes ben, så hun også faldt i. Nu var rollerne ligesom byttet en smule om, så det var mig der lød som den døende hyæne (selvom mit grin nok mere lyder som en engels smukke sang) og hende der stirrede surt på mig.

Hun stod bare der midt i det hele, med vandet dryppende ned fra håret, og stirrede surt på mig. Seriøst, jeg har virkelig aldrig nogensinde set noget sjovere!

Hun kunne vidst også godt selv se det til sidst, for der gik da ikke længe, før også hun brød ud i grin igen. 

Hendes latter stoppede dog brat da hun fik øje på noget bag mig. Forvirret ville jeg vende mig, for at se hvad det var der havde stoppet hende, men lige som jeg skulle til det, landede en stor hånd tungt på min skulder. Allyson smilede usikkert til personen, og allerede dér gik det op for mig, hvem det var. Raseriet væltede indover min krop, og havde der ikke været andre i nærheden, havde jeg uden tvivl gået helt agurk på ham, og havde både råbt og skreget og måske også været en liiiiiille smule voldelig.

Okay nej, ikke noget måske, for jeg havde HELT SIKKERT været voldelig.

Og hvis ikke han passede på, så sked jeg på, om der var andre mennesker eller ej, og så lavede jeg en kæmpe scene. Fuck om de fandt ud af at han havde fået lov til at stikke en vis del op et vidst sted. Fuck om de fandt ud af alt muligt.

For de ville muligvis også finde ud af, hvem Harry rigtigt er. 

Eller også ville han stikke dem en løgn, så de alle troede på ham, men det er en mindre detalje vi ikke snakker om. Og dog, for det var nemlig også lige netop en situation som det der afholdt mig fra at lave en scene.

Suk, så mange valg og beslutninger, og så med en hjerne som min, der kunne eksplodere over intet. Snøft.

"Hvad er det der er så sjovt?" Spurgte Harry lavt.

Allyson kiggede nærmest lamslået på ham, uden han egentlig som sådan havde gjort noget, så derfor valgte jeg at svare ham. Det var desuden nok også det smarteste, da jeg ligesom havde flest erfaringer med hans meget utilregnelige adfærd, samt det også var mig der var den bedste til at komme med spydige kommentarer. Og så vidste jeg - næsten - også altid hvad jeg skulle sige.

Ja, jeg gav lige migselv et kæmpe skulderklap der, og hvad så?

Altså det skal der vel også være tid til!

Hihi.

Harry rykkede sig diskret tættere på mig, så jeg nu helt uden problemer kunne mærke en vis tryllestav presse sig godt og grundigt op imod min røv. Et øjeblik overvejede jeg, at skyde min røv tilbage imod ham, så han ville dø af smerter i hans pik, for det kan drenge rent faktisk godt, jo.

"Det kommer ikke dig ved." Sagde jeg koldt, og rev hans hånd af min skulder. Han lo lavt, og lagde den i stedet på min hofte under vandet, hvor andre ikke ville kunne se det. Hans hånd havde et fast tag, og der gik ikke længe, før hans anden hånd låste sig fast om min anden hofte. Han holdt mig fast som en lus imellem neglene, og det var helt klart for mig, at jeg ingen mulighed havde for at slippe væk. En nervøsitet blandede sig med min vrede og had, da jeg ikke var sikker på, hvad han havde tænkt sig at gøre.

"Nå ikke? Det lød da ellers sådan. Hvad siger du Allyson?" Spurgte han hæst, og hev mig diskret endnu længere ind imod hans underliv. Med et ryk, røg mit hoved op for at kigge på ham, og finde ud af hvad han egentligt havde gang i, men han kiggede slet ikke på mig. Derimod var hans opmærksomhed rettet imod Allyson, der lignede en der ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig selv.

Men i det mindste havde hun da ikke en pik stukket halvt op i røven vel?!

Blidt lagde jeg mine hænder på Harrys bare mave, og prøvede forgæves at skubbe ham en smule fra mig. Det gjorde ingen forskel, udover det faktum, at han strammede grebet om mine hofter endnu mere.

"Eh. Altså Melanie har ret, det var virkelig ikke noget." Mumlede Allyson forvirret - det var helt tydeligt, at hun aldrig havde prøvet at være fanget af hans blik før. Hun fik dog endelig revet sit blik fra hans, og kiggede spørgende på mig. Jeg vidste, at det var måske var min eneste chance for at slippe væk, så desperat mimede jeg til hende, at hun skulle få ham væk.

"Men altså vi var faktisk lige på vej ud og øh... Tisse...? Ja, vi skulle faktisk lige til at ud på toilet, så hvis du lige vil have os undskyldt." Sagde Allyson afledende, greb min hånd, og trak mig væk fra Harry, der straks slap mig, da Allyson greb fat i mig.

Han ville sikkert ikke have, at nogen fattede mistanke, og for at være ærlig, gjorde det mig ikke det mindste. På vejen hen til stigen, kiggede jeg tilbage imod Harry, der kiggede efter os med et overlegent blik, og da han opdagede at jeg kiggede på ham, spillede et slesk smil pludselig om hans læber, inden han blinkede til mig.

Irriteret skulede jeg efter ham, og havde pludselig ikke rigtigt lyst til at gå op ad stigen, da jeg ligesom godt var klar over, at han ville kunne se min røv pænt tydeligt, eftersom han havde fået presset mine trusser et godt stykke op i røven af mig. Og nej, jeg kunne ikke bare fikse det på vejen, for jeg er altså en smule handicappet, og har brug for begge hænder til det. 

Og hvis du skulle have glemt det, havde Allyson altså den ene.

Vi nåede dog op ad stigen, og inden længe befandt vi os ude i pigernes del af omklædningsrummet - eller det ene af de mindre rum der var i omklædningsrummet, hvor man skulle vaske sig, inden man kom ud i selve poolområdet. Der var helt stille herude, da der ingen andre end Allyson og mig var. Et lettet suk slap ud imellem mine læber, men det var dog kun indtil Allyson vendte sig imod mig, og afslørede et irriteret ansigtsudtryk.

Skønt, hvad nu?...

"Forklaring tak!" Kommanderede hun, og satte sig på den bænk der var placeret på væggen overfor bruserne. Det var faktisk rimelig klamt, for folk kunne ligesom bare sidde og glo på nøgne piger der badede. Altså godt nok kun andre kvindelige folk, men alligevel! En smule pædo-agtigt alligevel.

Okay okay fokus Melanie!

"Forklaring på hvad?" Spurgte jeg uskyldigt.

Jeg vidste udemærket godt hvad det var hun ville have en forklaring på, og jeg havde jo også vidst i et godt stykke tid efterhånden, at kommandoen ville blive udstedt før eller senere.

Jeg havde måske bare håbet lidt mere på senere end på før, så jeg havde haft lidt mere tid til at forberede et ordentligt svar til hende.

Eller bare et svar i det hele taget, for helt ærligt, så vidste jeg virkelig ikke hvad jeg skulle sige. 

Allyson sendte mig et opgivende blik. "Det tror jeg faktisk godt du ved lille dame." Sagde hun strengt og løftede pegefingeren.

Okay moar.

Jeg åbnede munden for at svare, men før jeg nåede det, hørtes der råb ude foran døren. Og desværre, kendte jeg stemmerne en smule bedre end jeg måske burde.

"...Kan du forhelvede ikke bare lade hende være?!" Råbte en stemme der kun kunne tilhøre Lucas vredt. 

Pis, pis, pis og atter pis.

Hvis han var gået op imod den person jeg var rimelig sikker på han var gået op imod, var jeg ikke sikker på, jeg ville vide hvor det her endte henne.

"Forhelvede." Mumlede jeg lavt, og vendte mig imod døren, for at går derud og stoppe dem, før noget endte galt.

"Hvem Lucas?! Hvem er det helt præcist jeg skal lade være hva´?! Kan du forhelvede ikke snart fatte, at jeg ikke gider den lille luderbuks?! Hvor mange gange skal jeg banke det ind i dit fucking fatsvage hoved?! Tag hende dog hvis hun betyder så skide meget for dig! Nå nej, det kan du jo ikke engang, for selvom jeg ikke gider hende, så er det jo helt tydeligt, at hun hellere vil mig, end hun vil dig. Ikke Lucas?! Er det ikke sandt måske?!" Harrys hoverende råb lød som et buldrende tordenbrag, og da han langt om længe tiede, blev der så stille, at man sikkert ville kunne høre hvis en eller anden hostede på den anden side af jordkloden.

"Nej." Sagde Lucas dog til sidst igennem sammenbidte tænder. "Nej Harry det passer ikke! Du presser hende gør du. Du udnytter hende. Jeg fatter ikke at du kan få dig selv til det. Til gang på gang at få en pige til at stole blindt på dig, og så knuse hende som en anden chips eller hvad fanden ved jeg! Hvordan kan du overhovedet se dig selv i spejlet?! Kæft du burde skamme dig din klamme stodder!" Hvæsede Lucas vredt.

En trampende lyd lød.

"Undskyld mig hvad sagde du?!" Spurgte Harry med stemmen dryppende af raseri. 

Løbende trin lød. Det lød som et kæmpe kaos derude, og selvom jeg virkelig ville gå derud for at se hvad der skete, kunne jeg simpelthen ikke. Nysgerrigheden var for stor.

Jeg ville vide hvad der skete.

Desuden, havde Allyson grebet fat i min arm, så jeg faktisk ikke rigtig havde mulighed for at gå. Jo, jeg var stærkere end Allyson, men lad nu bare lige det ligge, ikke?

"Det tror jeg udemærket godt, at du hørte!" Hvæsede Lucas rasende. 

Lyden af de andre drenge der blandede sig, fik blot det hele til at lyde endnu mere kaotisk, og det lød virkelig som om en større slåskamp var under opsejling.

"Hey! Så stopper i! Lige nu! Er det forstået?!" Liam var åbenbart brudt ind, og det lød straks til, at have beroliget alle en smule. 

Lyden af mumlende stemmer lød, og der gik ikke længe, før alt var som det havde været for få minutter siden.

"Jamen det forklarede da en del alligevel." Mumlede Allyson.

❤❤❤❤

Stemningen ved aftensmaden var utrolig trykket, og uanset hvem eller hvor meget man prøvede, så det ud til at den skulle forblive sådan. Det havde været et rent helvede, men vi var da i det mindste langt om længe færdige.

Maden havde - igen - været forfærdelig og klam, og nej, det var altså ikke noget man sådan lige vænnede sig til. Puha badder, mig ikke lide.

Jeg rejste mig, og havde - dum som jeg nu engang var - ikke fået min jakke med mig i farten, hvilket betød, at jeg nu skulle gå heeeele vejen tilbage til værelset i mit nattøj, hvilket bestod af shorts og t-shirt.

Flot Melanie, mor er stolt.

Dog nåede jeg ikke længere end ud i mellemgangen, før jeg blev stoppet.

"Mel? Må jeg lige snakke med dig et øjeblik?" En usikker stemme nåede min øregang, og fik mig til at stoppe forundret op. jeg havde virkelig ikke regnet med, at han nogensinde ville snakke til mig igen, eller i hvert fald ikke så hurtigt da.

"Jo selvfølgelig Lucas." Svarede jeg forvirret. Et usikkert smil viste sig på hans læber, da han tog min hånd, og trak mig med udenfor, og over til den kostald der var lige overfor det hus vi havde værelse i. Han stoppede op, et godt stykke fra huset, men stillede sig alligevel sådan, at vi kunne se hvis der kom nogen, selvom de ikke ville kunne se os.

Han vendte sig imod mig, men kunne ikke rigtigt tage sig sammen til, at kigge mig i øjnene.

"Hvad så?" Spurgte jeg, og slog mine arme om mig selv, for bare at prøve på at holde varmen en smule. Det var pisse koldt, og det lod ikke til, at Lucas havde opdaget at jeg kun havde shorts og t-shirt på, for han tog sig da i hvert fald rigeligt med tid!

"Passer det?" Startede han forsigtigt. Forvirret lagde jeg hovedet på skrå, og prøvede at fange hans øjne.

"Passer hvad?" Spurgte jeg oprigtigt forvirret.

Endelig kiggede han op på mig, og fik en koncentreret rynke imellem brynene.

"At du ikke kan lide ham? At du bedre kan lide mig? At det faktisk var en fejl det jeg så? Er det sandt, at han udnytter og bruger dig Mel?" Spurgte han.

Spørgsmålet kom på én og samme tid bag på mig, og så på den anden side, havde jeg bare set det komme hele dagen. Jeg var ikke sikker på svaret, men fordi min hjerne er så random som den er, valgte den simpelthen bare at svare.

"Ja Lucas. Ja det passer. Det hele passer, og jeg er så ked af det. Kan du tilgive mig?" Spurgte jeg håbefuldt. Kulden var begyndt at stikke i mig, og jeg frøs virkelig heeelt enormt.

Men det var ikke derfor jeg rystede.

"Selvfølgelig kan jeg det Melanie." Svarede han alvorligt. "Mel. Lige siden jeg så dig for aller første gang, har jeg følt noget specielt for dig. Men jeg har ikke turdet fortælle dig det, fordi du er som du er. Jeg var bange for at ødelægge vores venskab og jeg ville ikke miste dig Melanie. Jeg vil ikke miste dig. Du betyder så meget for mig Melanie, og jeg håber virkelig, at uanset hvem du ender med i sidste ende, så vil det være en der ved hvordan man behandler så smuk og så fantastisk en pige som dig, med præcist den respekt du fortjener. For du fortjener alt Mel. Virkelig." Sagde han alvorlig.

Ude af stand til at svare ham, trak jeg ham hen til mig, og plantede mine læber på hans.

Han lo lavt, og trak sig efter lidt tid en smule fra mig.

"Du fryser jo." Sagde han.

"No shit sherlock." Svarede jeg, hvilket fik ham til at grine igen. Hurtigt tog han sin jakke af, og gav mig den på, inden han forsigtigt tog min hånd, og førte mig tilbage imod værelset og de andre.

Den nat faldt jeg i søvn trygt og godt smeltet sammen med Lucas.

 

________________________________________________________________________________________________

Undskylder for det korte og knap så godt formulerede kapitel, men jeg er en smuuule overtræt og pænt stresset pt.. UNDDYLD! :(

Men awww lille søde Lucasbby! 

Hvad synes i?

Og undskyld for, at det blev en smule plat, kan vidst roligt love jer at de næste kapitler bliver en del mere spændende! :-O

Har virkelig ikke den fjerneste idé omkring hvornår det næste kapitel kommer, da jeg jo har sidste skoledag nu på fredag, og ugen deroptil, er viiiiirkelig fyldt til randen med ting og sager og forberedelser og blah, blah, blah!

Men skal nok gøre alt hvad der står i min magt, for at få det skrevet snart! :-)

Love ya all!

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...