Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
285Kommentarer
24177Visninger
AA

19. Kapitel 18: Really Don't Care

Melanie's synsvinkel

 

"Er du nu helt sikker på, at det her er sikkert?" Spurgte jeg skeptisk, og kiggede ned ad den alt for stejle bakke Lucas havde fået lokket mig med hen til. Jeg vidste, at Niall også var her et eller andet sted, men præcist hvor anede jeg ikke. Lucas lo lavt, og to min hånd.

"Tror du selv jeg ville få dig til det, hvis ikke det var sikkert?" Spurgte han venligt, og trak let i mig, så skiene kørte en smule længere frem imod kanten. Bestemt klodsede jeg bremserne, og lagde armene over kors. "Det er jeg faktisk rimelig overbevist om, at du ville ja." Sagde jeg surt. Lucas rystede på hovedet og grinede videre, men sagde ellers ikke noget.

Typisk. Han lokkede mig i døden, og grinede så bare af det. 

Bare typisk.

Men undrede det mig? Næh egentlig ikke.

Lucas tog begge mine hænder, og flettede dem sammen med sine. "Kom nu Mel. Bare en enkelt gang, og så tager vi ned og gør klar til, at tage i svømmehallen!" Sagde han lokkende. Urgh fint. Dejligt, at folk gider at lokke med nogen hvis viljestyrke - og koncentrationsevne - er lig nul. Det er jo også bare helt igennem fair, ikke? Vent, jeg gider faktisk slet ikke, at høre dit svar. 

Provokerende kiggede jeg Lucas i øjnene, og rettede mig op. 

"Så okay da. Men først.." Sagde jeg, og lænede mig ind imod ham, hvilket automatisk fik ham til, at gøre det samme.

Det var lidt svært, at forklare. Vores forhold altså. For vi havde på den ene side altid haft en form for magnetisk kraft imellem os, men siden kysset aftenen før, var det som om det var blevet stærkere. Vi havde nærmest ikke forladt hinandens sider - eller altså han havde i hvert fald ikke forladt min - og det virkede heller ikke til, at det ville ske lige foreløbigt. Ikke, at det som sådan gjorde mig noget, men jeg havde brug for, at tænke lidt - alene. 

Tænke over hvad det her betød. Hvad jeg havde gang i. Hvad Harry havde gang i - og hvor han var på vej hen med det han ville - og hvad jeg havde tænkt mig med alt det kaos der var blevet skabt. 

Vi havde endnu ikke snakket om det her "vi" der efterhånden var blevet dannet omkring os - Lucas og jeg. 

Og Harry?

Ham havde jeg ikke så meget som kigget på, siden møgsoen valgte, at kalde mig nogen af de værst tænkelige ting, samt ramme mine aller svageste punkter. Og jeg havde virkelig heller ikke tænkt mig, at gøre det foreløbigt.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg opdagede, at Lucas' hoved var kommet pænt tæt på. Perfekt.

Smilende skubbede jeg til ham så han væltede, inden jeg skubbede mig frem, og kørte - i styrtløb vel at mærke - ned ad bjerget. Hovsa.

"Jeg kommer først!" Råbte jeg glad, ikke helt sikker på, om han havde hørt det eller ej - og jeg var faktisk også pænt ligeglad.Jeg susede bare ned ad bjerget med et kæmpe smil i hele fjæset. Jeg nåede bunden, og det gik op for mig, at jeg faktisk lige havde kørt ned ad en rød bakke. Og jo, den var faktisk pænt stejl alligevel.

Men jeg havde overlevet, og det var jeg sådan set stolt af.

"BØH!" Nogen stak fingrene i siderne på mig, så jeg forskrækket lettede flere meter fra jorden, og i ren refleks, kom til at slå personen. Det virkede dog ikke til, at jeg havde slået hårdt nok, for personen lo fortsat.

"Niall!" Sagde jeg irriteret, og daskede til ham med min skistav. Det var ikke ligefrem fordi jeg kunne se at det var ham, men jeg havde da efterhånden tilbragt tilstrækkeligt med tid sammen med ham til, at kunne høre at det var ham. Og så afslørede hans smil ham også.

Og grin.

Seriøst, jeg tror virkelig at den latter kan høres på flere kilometers afstand.

Ikke, at det var en dårlig ting - jeg elskede virkelig hans latter, den kunne altid få mig i en smule bedre humør.

For ikke at sige, at han altid kunne få mig i bedre humør. For han var virkelig sød. Altså ikke som andet end Nialler, men altså... Ugh jeg håber du forstår mig. Ellers er det sådan set bare ærgerligt for dig, for jeg forstod mig nemlig godt.

Okay nej overhovedet ikke.

VIDERE!

Niall grinede videre, og puffede til mig, så mine ski begyndte at køre igen, selvom sneen under mig egentlig skulle forestille, at være mere eller mindre vandret. Forskrækket lavede jeg en eller anden spasser-agtig bevægelse for, at genvinde balancen, og skule surt til Niall, der dog hurtigt fik mig til at smile igen. Jeg ved ikke præcist hvorfor - måske var det bare af den simple grund, at Niall var Niall.

Og Niall var fantastisk.

Igen - forstå mig ret.

Han var lidt som den bror jeg aldrig fik - selvom jeg har en bror, men han tæller ikke - og han var virkelig bare... Fantastisk.

"Så.." Startede Niall, og tog sine skibriller op, så jeg kunne se hans smukke blå øjne, der lyste om kap med solen. Hans hår strittede en smule under hjelmen og den hat jeg vidste han havde under. "Hvad gjorde du af Lucas?" Spurgte han, og daskede drillende til mig. Jeg smilede stort, og daskede let tilbage. "Åh ham? Ham smed jeg ned fra gondolen lige før." Sagde jeg, og begyndte at gå hen imod tallerkenliften. Jeg hørte Nialls slæbende skridt bag mig, og hans lave latter fandt også frem til mit øre.

"Nå, det ser nu ellers ikke helt sådan ud." Sagde han leende. Jeg vendte mig for, at spørge hvad han mente med det, men da han allerede pegede op ad bjerget, lod jeg blikket følge retningen, og endte med at opdage ham. Altså Lucas. Han var på vej ned imod os, og var cirka halvvejs. 

En idé Lucas helt sikkert ville hade mig for tog form i mit hoved, og hurtigt rakte jeg ud efter Niall, og trak ham med hen til liften. "Hvorfor så travl?" Spurgte Niall forvirret. 

Ugh drenge.

Altid så langsomme i optrækket.

"Vi tager ned til foden af bjerget? Skal du måske ikke med i svømmehallen eller hvad?" Spurgte jeg. Det var egentlig ikke fordi jeg som sådan havde et kæmpe behov for, at komme ned, jeg havde bare brug for lidt tid uden Lucas. Han havde - som sagt tidligere - slet ikke forladt mig i jeg ved ikke hvor mange timer efterhånden, og for at være ærlig, trængte jeg altså til lidt "alenetid". Eller i hvert fald lidt tid uden ham. Og jeg havde en pænt god chance nu alligevel.

Det var ikke for, at være ond eller noget. Jeg havde virkelig bare brug for at få lidt luft, og Niall virkede som den rigtige, at gøre det sammen med. Med ham kunne jeg være mig selv og slappe af, uden at være bange for, at han ville dømme mig på nogen måde. Endnu en god ting ved ham. 

Niall mumlede et eller andet utydeligt, men svarede ellers ikke.

Det gjorde mig dog heller ikke rigtigt noget, for han fik ikke et valg. Oops. Men vi skulle skynde os, og det var lidt som om han ikke rigtig fattede det. Og jo, det irriterede mig en smule. Men jeg kunne ligesom ikke rigtigt bede ham om, at sætte farten op, udelukkende for, at vi kunne komme væk fra Lucas.

Eller altså jo det kunne jeg jo i princippet godt, men det ville nok bare ikke være skide smart.

Og det er så nu du helt sikkert forventer, at jeg kaster mig ud i en laaaaaaaaang forklaring om, hvorfor det ikke ville være så skide smart, men det har jeg altså ikke tid til, ya know.

Langt om længe nåede vi toppen af bjerget igen, og før Niall kunne nå at protestere det mindste, greb jeg hans arm, og trak ham med hen imod gondolerne. Han lo højt, men fulgte med, og inden længe endte vi i gondolen. Jeg åndede lettet op, og lænede mig afslappet tilbage i sædet. Mit forhold til den forfærdelige tingest var blevet en smule bedre, i hvert fald så længe jeg sad med ryggen nedad. 

Altså, så jeg ikke kunne kigge ned. 

Det gik op for mig, at Niall sad og gloede på mig, og selv da jeg fangede ham i det, kiggede han ikke væk. Det undrede mig en del, for så lækker var jeg da heller ikke. Ikke i skitøj i hvert fald. 

Men det kan du jo ellers prøve at tage en snak med Harry om hvis det er.

Undskyld.

Positive tanker.

"Må jeg spørge dig om noget?" Spurgte Niall pludselig forsigtigt. 

En kort latter slap ud imellem mine læber - hvad var det dog for et underligt spørgsmål at komme med?

"Altså det har du jo praktisk talt allerede gjort, men ja kom med det." Sagde jeg smilende.

Niall lo kort - en kort, nervøs latter, der straks satte nogle indre alarmer igang i mig. 

"Ehm.. Altså du må gerne lade være med at svare på det." Mumlede han formanende.

Utålmodigt nikkede jeg med hovedet. Jaja, kom nu bare videre forhelvede.

"Godt så. Mel? Hvad sker der? Det var tydeligt for alle, at der virkelig var noget imellem dig og Harry. Men hvad skete der? Og hvad sker der med dig og Lucas? Er i ligesom... Et par nu eller hvad?" Spurgte han usikkert.

Hans spørgsmål sendte en hul smerte direkte i brystet på mig, ved tanken om hvordan Harrys og mit forhold havde været. Jaja jeg havde ganske vidst hadet ham på en måde, men skulle jeg være HELT ærlig, havde jeg også elsket ham. På en underlig og forskruet måde.

Men dog en måde der stadig talte.

Jeg vidste jo godt, at der ikke havde været noget i det - ikke fra Harrys side i hvert fald - men derfor havde det stadig betydet mere for mig, end jeg i første omgang havde troet. Han havde betydet mere for mig, end jeg nogensinde havde drømt om at han ville komme til. Faktisk, havde jeg slet ikke troet at jeg ville kunne føle sådan for en dreng som ham. For i bund og grund var han jo en forfærdelig dreng. Men sagt på en kærlig måde vel at mærke.

Suk jeg havde det hårdt.

Niall måtte have kunnet se hvordan spørgsmålene påvirkede mig, for han lagde hurtigt en hånd på mit lår, og lænede sig frem imod mig, med alvoren lysende ud af øjnene.

"Du behøver ikke at svare mig Mel. Jeg ville bare vide om han har gjort dig ondt." Sagde han roligt.

Usikkert slog jeg blikket ned. "Niall jeg.." Sagde jeg usikkert med blikket låst fast i gulvet. Før jeg vidste af det,  havde Niall trukket mig over til sig, og ind i et tæt bjørnekram. Det forvirrede mig en del, men jeg protesterede ikke. For en gangs skyld følte jeg mig faktisk helt igennem tryg. Hans hånd strøg blidt op og ned ad min ryg, og det gik op for mig, at jeg rent faktisk sad på skøddet af ham. Ikke at det gjorde mig noget, for jeg nød virkelig hans nærvær. 

"Det er okay Mel, jeg kender ham. Han er en nar. Virkelig ikke en man skal samle på." Mumlede han roligt, og strøg mig fortsat blidt på ryggen. 

Drengen havde ret. Han var virkelig en nar - og en stor en af slagsen. 

Men som sagt før, havde jeg fået et rimelig blødt punkt på ham. Et punkt, jeg faktisk helst så mig fri for, at have. Hvorfor kunne det ikke have været Niall jeg var faldet for? Han var jo så sød altså. Og helt dårlig så han da virkelig heller ikke ud.

Søde lille bby.

Jeg græd ikke, nej. Jeg sad bare helt lige så stille krummet sammen på skøddet af Niall, og fik tænkt over en del ting på vejen ned. Niall brummede nogle beroligende ord, og stoppede ikke med at stryge mig over ryggen, før vi var helt nede i bunden. 

 

❤❤❤❤

 

"Er det her?" Spurgte jeg skeptisk, og var klar på at vende rundt på stedet. Vi havde gået 3 kilometer nede fra der hvor vi stod af toget - der førte os derhen hvor svømmehallen var - og så herop til den faldefærdige ting der skulle forestille at indeholde en svømmehal. Jamen great.

En usikker mumlen bredte sig i den mindre gruppe af folk der havde valgt at tage med herhen. 

"Tja... Det var det i hvert fald sidste år." Svarede Tim kækt. 

Han smilede stort, og var en af de type mennesker, der virkelig var helt oppe at rulle på fodbalderne når han gik, i forhold til os andre der pustede og prustede og trampede afsted de tre kilometer vi havde gået - op ad et mindre bjerg vel at mærke. Fuck jeg skulle direkte hjem og i træningslejr man.

Puha.

En latter lød bag mig, og irriteret vendte jeg mig, for at se hvem det var. 

Men fortrød lynhurtigt igen, da jeg opdagede, at det var Harry, og at han gik med armen rundt om en eller anden poptøs der virkelig lignede noget katten havde slæbt med ind. Men det gjorde jeg vel på den anden side også - ifølge ham - så det var sikkert bare fordi han nu havde fundet sig en ny og naiv unge, der troede på hans pis.

Synet sendte en smerte i brystet på mig, og da Harry smilede et hånligt smil til mig, krympede jeg mig en smule, og satte farten op, så jeg endte oppe imellem Lucas, Niall og Allyson, der gik og snakkede om et eller andet.

"....Siger jeg dig!" Sagde Allyson ophidset, og løftede pegefingeren, bare lige for at understrege, at hun havde ret.

Typisk hende.

"Hvad snakker vi om?" Spurgte jeg nysgerrigt.

Allyson rystede opgivende på hovedet, imens Lucas trak mig ind til sig.

Perfekt.

Udspekuleret luskede jeg min alt for tunge taske over på hans skulder, så han kunne bære den for mig. Jep jeg ved det godt, jeg er fab.

Lucas rystede på hovedet, men lod ellers tasken være på skulderen. Niall lo lavt, og begyndte at forklare mig, hvad Allyson lige havde sagt.

"Allyson sagde bare lige, at i nok skulle rulle jer i sneen i badetøj, hvis i altså fik noget for det." Forklarede han. 

Undskyld mig, hvad?

Jeg stirrede ondt på Allyson, der sagnede farten en smule, så Niall skyggede for hende. Tyyyypisk!

"Så unger! Nu opfører i jer bare ordentligt, er i med på det? Og i skal klæde om i samme rum, men lade nu være med at drille hinanden, okay?" Sagde Tim alvorligt.

Undskyld mig, hvad?

Var alle da bare gået komplet fra forstanden?!

"Altså som i, at både piger og drenge klæder om sammen eller hvad?" Spurgte jeg måbende.

Tim vendte sig imod mig med et spørgende blik.

"Ja, er det et problem?" Spurgte han forundret, inden han forsvandt ind i bygningen.

Øh.. Problem?! 

Fandeme nej, om jeg skulle klæde om sammen med drenge - sammen med Harry. Jaja han havde set mig nøgen før, men alligevel!

Jeg var vidst ikke den eneste der syntes det var en smule for meget, for rundt omkring, begyndte folk at protestere lavmælt til hinanden.Det var dog kun indtil vi kom indenfor i rummet, og så, at der var små bokse hvor man kunne gå ind og klæde om, så man ikke var sammen med andre. Der var tre gange, med bokse på den ene side, og skabe til ens ting på den anden. Hele den ene endevæg var et stort spejl med et makeup bord samt føntørrer. Det var faktisk meget luksuriøst, og så helt klart meget bedre ud indvendigt, end udvendigt.

Måske de skulle overveje at give det en makeover udvendigt også...

"Er du der eller hvad?" Spurgte Allyson drillende, og trak mig med hen til den bagerste gang, så vi var en smule væk fra alle de andre, der ikke nåede længere end til den første. Jeg lo kort, og fik kun lige fat på min taske fra Lucas, inden hun hev mig med videre. 

Pludselig stoppede hun op, og pegede beordrende på en boks.

"Klæd om tøs!" Kommanderede hun, og gav mig et lille puf, så jeg ikke havde så mange andre valg, end at gå derind, og begynde at klæde om. Døren smækkede selv i, og jeg gik udfra, at den nok låste af sig selv.

Dermed lynede jeg min taske op, og fiskede min todelte bikini samt et håndklæde op, inden jeg begyndte at tage tøjet af. Jeg skyndte mig ikke, men det var heller ikke sådan, at jeg tog mig god tid. 

Jeg stod med ryggen til døren, havde fået mine trusser på, og var nu ved at spænde selve bikinien, da døren bag mig gik op. Jeg stivnede kort, men kom så til at tænke på, at det sikkert bare var Allyson.

"Hey Al gider du ikke lige.. Omg." Imens jeg talte havde jeg vendt mig om, og stod nu ansigt til ansigt med en dreng jeg havde svoret aldrig at stå så tæt på igen.

En smerte og en desperation lagde sig i mig. Han smilede varmt, og fattede tydeligvis ikke mit humør eller de følelser der helt sikkert kunne ses i mit ansigt.

"Gå.Med.Dig.... Nu." Hvæsede jeg sammenbidt, og var helt klar på at slå ham ihjel. 

Adrenalin pumpede rundt i mit bryst, og den smerte der havde været der lige da jeg opdagede hvem det var, var nu pist væk, og erstattet af had.

Harry smilede stort, og låste diskret døren bag sig, hvilket sendte en bølge af panik indover mig. Jeg sørgede dog for ikke, at vise det til Harry, da det sikkert kun ville fryde ham stort. Og den fryd skulle han ikke have.

På nogen måder.

"Skulle jeg ikke hjælpe dig med den der?" Spurgte han med sin hæse stemme, og trådte et skridt tættere på mig. Jeg gjorde det samme, men da rummet slet ikke var beregnet til to personer, stødte jeg ind i væggen.

Smilet om hans læber blev endnu større, og han mindede mig om et rovdyr, der havde fået trængt sit bytte op i en krog, og nu bare ventede på, at slå kløerne i det. Og jeg følte mig ærligtalt også pænt meget som et fanget bytte på det pågældende tidspunkt.

"Hvad har du tænkt dig at gøre prinsesse?" Spurgte han, og langede en hånd ud, så han nu stod lænet op ad den ene væg.

Et øjeblik overvejede jeg at skrige, men det var måske også lige desperat nok. Altså han stod der jo bare.

Indtil videre i hvert fald.

I stedet valgte jeg at angribe ham.

"Skal du ikke ud til din nye fangst måske? Hun er da vel nok ellers en lækker en! Hvad er prisen på hende så? Er hun gratis? Er hun god? Kan du komme med nogle anbefalinger? Er hun let at låse op eller hvad?!" Hvæsede jeg, og for hvert ord steg min stemme et oktav, så jeg til sidst lød meget skinger.

Jeg var så gal.

Du fatter det slet ikke. 

Harry kiggede uforstående på mig, men pludselig var det som om han kom i tanker om hvad jeg refererede til. Seriøst, man kunne nærmest se pæren blive tændt over hovedet på ham. En alvorlig mine lagde sig i hans ansigt, da han rettede sig op, og borrede sine øjne ind i mine.

"Hold nu op Mel." Sagde han langsomt, med en seriøs rynke imellem øjnene. Det var første gang jeg havde set ham så seriøs, men jeg havde stadig ikke tænkt mig, at slappe den mindste smule af.

"Holde op? Med hvad? At være billig? At være fed? Vil du have mig til, at sulte mig selv? For det kan jeg da sagtens, hvis det er det der behager herren." Sagde jeg vredt, og hævede uvilkårligt pegefingeren imod ham. 

"Så hold dog forhelvede op med at være så barnlig! Du lod mig jo aldrig tale ud! Og du havde tilsyneladende heller ikke hørt hele vores samtale! Måske du skulle have gjort det, før du kommer med så mange smarte bemærkninger ikke prinsesse?" Sagde han hårdt, og trådte et skridt tættere på mig, så der nu næsten ingen luft var tilbage imellem os. Jeg kunne nærmest mærke hans hjerte banke, og det var helt tydeligt for enhver, at han var helt igennem rasende.

Ikke at det gjorde mig det mindste, for det manglede da også bare!

"Mig?! Skal jeg stoppe med at være barnlig? Nu holder du kraftedeme op! Hvem af os to er det der udnytter piger som var de kludedukker?! Som var de intet?! Det er i hvert fald ikke mig, så jeg går udfra at det er.. Nåh ja! Det er sku da dig! Kæft jeg håber du har det fedt med dig selv Harry!" Sagde jeg højt, og søgte efter en flugtmulighed, der desværre ikke rigtigt var der.

Harry tog en dyb indånding - for at berolige sig selv går jeg udfra - og at dømme udfra hans kropsholdning, var han rasende.

Godt.

Jeg ville ønske, at jeg kunne finde en måde at såre ham på. En måde at betale tilbage på. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne lade ham smage bare en smule af hans egen medicin, men jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle få gjort det.

Han åbnede øjnene igen, og havde blikke kunnet dræbe, havde jeg været død på stedet.

"Melanie." Han stødte mit navn ud imellem sammenbidte tænder, hvilket blot fik mig til at stille mig endnu mere provokerende op. 

Kom med det Harry. Kom så. Du må gerne.

Bare tramp på mit hjerte - det er allerede i stykker. På grund af dig.

"Det var ikke min mening at såre dig. Du skulle ikke have hørt det, jeg...." "Nej selvfølgelig skulle jeg ikke have hørt det! Du havde jo virkelig store planer med mig kan jeg ligesom fornemme! Harry bare drop det pis der, jeg ved hvad jeg hørte, og nu synes jeg ærligtalt bare, at du skal skride ad helvedes til! Gå ud til din nye pige, jeg håber fandeme for hende at hun får øjnene op for hvor stor en idiot du er!" Råbte jeg vredt.

Harrys øjne lynede, men jeg kunne ganske enkelt ikke være mere ligeglad. Hans truende holdning prallede af på mig, og selvom mange andre sikkert havde været pisse ræd for at stå med ham som jeg gjorde det, rørte det mig ikke spor. En tåge havde lagt sig over mit syn, og skærmede ligesom for "faren".

Problemet var bare, at jeg ikke var bange for ham. 

Ikke længere.

Heller ikke selvom jeg helt sikkert burde.

"Shh! Så hold dog kæft forhelvede! Lad mig nu tale ud!" Sagde han ophidset, og kom om muligt endnu tættere på mig, selvom det vel egentligt burde have været umuligt.

Jeg rystede arrigt på hovedet, og irriterede mig indvendigt over, at være så meget lavere end ham. Det ødelagde ligesom en del.

"Nej Harry. Giv mig bare en god grund til at skulle lade dig tale ud." Hvæsede jeg.

Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen. Langsomt nikkede jeg for mig selv.

"Jeg tænkte det nok. Du kan ikke give mig en eneste grund, for du har aldrig gjort noget for mig Harry. Du har - som du selv så fint har sagt - udnyttet mig. Som den lille luder jeg nu engang er." Den sidste sagde jeg næsten uden lyd, men jeg tror alligevel han havde hørt det.

Tårerne var også begyndt at trænge sig på, men jeg nægtede at græde foran ham. Han fortjente ikke mine tårer, heller ikke selvom det er ham der er skyld i dem.

Desuden, havde jeg det med at græde når jeg blev meget sur eller ophidset, så det kom ikke som sådan bag på mig, som det måske kunne have gjort.

Harry rystede stilfærdigt på hovedet, med blikket i jorden. Pludselig ramlede hans blik op i mit.

"Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal sige Melanie." Sagde han. 

Facaden blev igen lagt op i mig, og fik mig til at kigge køligt på ham.

"Men det gør jeg Harry. Skrid. Dø i helvede og kom aldrig tilbage. Det ved jeg jo så også at du ikke har tænkt dig, for du hader mig jo alligevel. Hader luderen Melanie, den fede pige Melanie, den..." Midt i min talestrøm blev jeg stoppet af et par læber der længselsfuldt ramte mine.

Sommerfugle væltede frem i min mave, men jeg fik dem snart under kontrol igen, og fik dem skubbet væk. Jeg skulle aldeles ikke have sommerfugle i maven over en som ham. 

Og selvom det et sted gjorde en smule ondt på mig, skubbede jeg ham vredt fra mig, og stirrede ham rasende i øjnene, hvortil jeg blev svaret igen med et roligt blik.

"Du ved jo godt, at det ikke er sandt Mel. Stop det nu bare." Sagde han roligt, og tog fat i mine hænder.

Vredt rev jeg dem fra ham igen. Han skulle ikke engang bare tænke på at røre mig. 

"Nej Harry. Det gør jeg ikke, og jeg vil gerne have, at du går nu. Lige nu faktisk." Sagde jeg, og forsøgte at opretholde min hårde stemme, selvom den dog knækkede op til flere gange. 

Harry kiggede undersøgende på mig, men gav til sidst slip med et ulæseligt blik i øjnene. Han trådte et skridt tilbage, men lod ikke til, at være på vej ud. I stedet stillede han sig godt til rette, og stirrede på mig med det samme ulæselige blik. Han var dog ikke svær for mig at læse, så det var helt igennem tydeligt for mig, at han tænkte.

Og hvis jeg gad at tænke efter, vidste jeg også udemærket godt hvad det var han tænkte på - eller i dette tilfælde over. Han prøvede at finde en ny måde at knække mig på, nu når ingen af hans metoder havde virket. Men jeg havde ikke tænkt mig, at lade ham komme tæt på mig. Ikke nu, ikke nogensinde.

Jeg tror han fik en ny plan på plads, for pludselig lagde der sig et undskyldende udtryk over ham. "Melanie jeg..."

"Spar dig Harry, jeg gider ikke at høre på dig." Afbrød jeg ham irriteret, og vendte ryggen til ham, for at stramme min bikini. Jeg havde ikke tænkt mig, at blive herinde hele dagen, og jeg vidste også godt, at det kun var et spørgsmål om tid, før Allyson blev utålmodig. 

Da jeg vendte mig igen - nu med håndklædet bundet om kroppen - stod Harry præcist samme sted, på præcist samme måde som før, og bare... Kiggede. 

Eller... Betragtede er måske nok et bedre ord.

Jeg begyndte at blive pænt irriteret på ham, og selvom jeg godt var klar over, at jeg sikkert ingen vegne kom, gik jeg alligevel selvsikkert imod Harry, for at komme ud. Han rykkede sig dog ikke en millimeter, så jeg endte udelukkende - endnu engang - med at stå faretruende tæt på ham. Men denne gang var det mig der stod tæt på ham, og ikke omvendt. Jeg nød det faktisk en smule, da det jo så var mig der havde kontrollen.

Hvilket jeg virkelig syntes jeg havde manglet da vi diskuterede.

"Gå nu væk Harry. Skal du ikke også selv klæde om eller hvad? Folk venter jo på os - din dulle er sikkert ved at sprænges af længsel efter dig - og jeg er rimelig sikker på, at de snart lugter lunten, og finder ud af at vi er væk, og så vil de jo drage forhastede konklusioner." Sagde jeg, og følte mig faktisk pænt klog alligevel.

Harry svarede ikke, men smilede bare overlegent til mig som om... Som om det var præcist hvad han havde tænkt sig der skulle ske. 

"Harry du.." Startede jeg advarende, men nåede ikke længere, før han havde grebet fat om mine hofter, og presset mig op imod væggen. Hans dybe åndedrag smøg sig let omkring mig, og indhyllede mig i en klam, fugtig luft. Jeg følte det som om jeg var ved at blive kvalt, og mit hjerte pumpede som en gal. Jeg var ikke specielt tryg ved situationen, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. 

"Shh Babe." Mumlede han, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg brød mig ikke specielt meget om det, men jeg kunne ikke bryde øjenkontakten. Hans øjne holdt mine fast, og lod dem ikke slippe.

En banken på døren fik os begge til at fare sammen, men det var kun indtil Harry faldt tilbage til den samme facade som før, og et hånligt smil endnu engang spillede om hans læber. Han lagde hovedet på skrå, og lod det komme nærmere og nærmere mit. Et øjeblik var jeg bange for, at han ville kysse mig igen - selvom jeg nok ville ty til lidt mere voldelige metoder, hvis han gjorde det igen - men hans læber ramte i stedet mit øre.

"Kan du se? Alt går jo fint." Mumlede han lavt, inden han alligevel ikke kunne dy sig, og plantede et kys på min kind.

Fucking narhoved.

Irriteret skubbede jeg ham fra mig.

"Mel? Mel er du ved at være færdig?" Spurgte Lucas blidt ude fra den anden side af døren. Ved lyden af hans stemme, faldt mit blik panisk på Harry, der pludselig havde fået et hadsk udtryk over hele sin krop. Jeg sendte ham et advarende blik, men han lod ikke til, at have set det. Han rettede sig derimod op, og rømmede sig en enkelt gang.

"Definer ordet 'færdig'." Sagde han klart og tydeligt. Og lige præcist så højt, at Lucas med garanti havde kunnet høre det.

Flot Harry, hvorfor er det nu lige, du ikke bare går ud og skyder dig selv?

"Åh... Det må du undskylde Harry, jeg troede at det var Melanie der var derinde." Sagde Lucas undskyldende.

Harry lo lavt, mens han kiggede på mig. Panisk lagde jeg en hånd for hans mund, og selvom det jo egentlig er mig der er indeni supermand (Jaja så fik jeg også lige spoleret mit hannah montana liv der) var han desværre stærkere end mig, og lo blot imens han fjernede begge mine hænder med én af sine.

"Jamen det er hun skam også, vil du have hende?" Sagde han, låste døren op, skubbede mig ud, lukkede grinende døren igen, og efterlod mig ved en Lucas der udelukkende så såret på mig.

"Lucas jeg...." Begyndte jeg hektisk, men før jeg kunne nå at sige det mindste, blev jeg afbrudt.

"Det er okay Melanie. Jeg forstår godt hentydningen. Jeg er åbenbart ikke fin nok til dig. Ikke god nok." Mumlede han, og forsøgte at holde sig stærk, selvom hans sårbarhed brød tydeligt igennem i hans stemme op til flere gange. 

En trang til at ligge armene om ham og kysse ham var der, men før jeg kunne nå noget af det, vendte han om på stedet, og gik hen imod indgangen til svømmehallen, hvilket efterlod mig helt alene på gangen. Jeg stirrede tomt efter ham, og lagde slet ikke mærke til, at døren bag mig endnu engang gik op.

"Sådan går det når man leger med ilden babe." Sagde Harry muntert, inden også han trådte forbi mig, og gik samme vej som Lucas havde gået for få minutter siden.

Lamslået gik jeg ind i det lille rum igen, og satte mig på den lille bænk, med benene trukket op, så min hage kunne hvile derpå.

Flot Melanie.

Du skal da virkelig også bare altid ødelægge alting for dig selv. 

Tårerne der efterhånden havde presset sig på så længe, fik nu endelig lov til at få frit løb, og sammen med dræbende tanker om mig selv, sad jeg hulkende i det lille rum, i jeg ved ikke hvor lang tid.

Men jeg fortjente det.

Selvfølgelig gjorde jeg det.

________________________________________________________________________________________________

Som undskyldning for den laaange ventetid, fik i nu lige et ekstra langt kapitel, som jeg sagtens kunne have gjort endnu længere, for for en gangs skyld, er jeg faktisk mere eller mindre tilfreds (i hvert fald med 2 del) :3

Og nu kom der så liiige en smule drama med ind igen - takket være vores alle helt igennem fantastiske møgso.

Stakkels lille mel, og stakkels lille Lucas.

Men hvad tror i? Tror i Harry mente det han sagde? Altså det med, at han slet ikke mente det han sagde? Eller tror i bare det var endnu et trick? Og hvad med Lucas? Tror i han tilgiver hende? Og hvad var alt det med Niall nu pludselig? o.o

OG HVAD MED MEL? :(

Lille pus :(

Jeg har absolut ingen anelse om, hvornår næste kapitel kommer, men altså ja.. Har min sidste skriftlige examen i morgen,s så mon ikke jeg kan overskue at skrive til jer igen snarest.

Det skulle jeg i hvert fald helst, FOR JEG HAR OPDAGET AT DEN NU ER PÅ 100 FAVORITLISTER!!!!!! TAK ALLESAMMEN, I ANER SLET IKKE HVOR MEGET DET BETYDER FOR MIG, SELVOM MANGE VEL MENE AT DET IKKE ER MEGET. MEN DET ER DET VIRKELIG FOR MIG, OG JEG ER JER SÅ EVIGT TAKNEMMELIGE! TAK, TAK, TAK, TAAAAAK! <3

Hihi men ja. Håber i kunne lide kapitlet bare mere eller mindre :3

- E xXx

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...