Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
22973Visninger
AA

18. Kapitel 17: Lifesaver

Melanie's synsvinkel

 

Jeg kunne ikke tro det - nægtede, at tro på de ord der lige havde forladt hans mund.

Efter jeg havde slået ham, havde han set utrolig overrasket ud, og da jeg løb fra ham, havde han fulgt efter mig, til jeg skreg til ham, at han skulle skride direkte tilbage til det helvede han kom fra. Først da stoppede han op, og lod mig løbe.

Jeg ved ærligtalt ikke hvor lang tid eller hvor langt jeg efterhånden var løbet, men jeg var kommet et godt stykke væk, og måtte på et eller andet tidspunkt have forladt stien, da jeg nu stod midt ude i ødemarken, og gispede efter luft. 

Flot Melanie.

Det er så skide flot, at du altid skal vælge de forkerte drenge, at gøre det forkerte med.

Så flot, at du ikke engang kan tage vare på dig selv.

Flot Melanie.

Meget flot.

Lede tanker - om mig selv - fløj rundt i mit hoved, og fik udelukkende mine hulk til, at blive højere og mere regelmæssige. Lysten til bare, at ligge mig ned, rulle mig sammen i fosterstilling, og bare græde mine øjne ud var stor, men jeg modstod bestemt, da der var koldt nok til, at mit hår faktisk var frosset til is forskellige steder. Jeg fortrød, at jeg ikke havde taget en hat med, men på den anden side var jeg også så ligeglad som nogen overhovedet kunne være.

Lige på det tidspunkt i hvert fald.

"Både fed og grim..."  "Lille luder..." "Nem at komme i bukserne på.." 

"Fed og grim."

Ordene fløj dømmende rundt i mig, og desperat fandt mine hænder mit hår, hvor de i forsøget på, at stoppe stemmerne, hev og sled i det, så der til sidst faldt store totter af. Hulkene tog til, og det var lige før jeg ikke havde hørt de stemmer der råbte mit navn. Et øjeblik var jeg bange for, at det virkelig raplede for mig, men da det gik op for mig, at der faktisk var to fakler på vej hen imod mig, blev jeg snart klar over, at det faktisk var rigtige stemmer der ville i kontakt med mig.

"Melanie hvor er du?!" Råbte stemmen.

Hvem stemmen tilhørte, var jeg ikke helt klar over. Men jeg svarede ikke.

I stedet forholdt jeg mig komplet lydløs - ja selv de før så høje og smertefyldte hulk, var nu lydløse. De kom ud som hårde udåndinger, men det var fint nok for mig - hvis bare det gjorde, at jeg ikke blev opdaget.

For jeg havde virkelig ikke lyst til, at blive fundet lige på det pågældende tidspunkt.

Faktisk, var det eneste jeg havde lyst til, en stor og varm seng, samt en eller anden skulder jeg kunne græde ud hos - og dog ikke. For da jeg havde virkelig ikke tænkt mig, at forklare det hele for nogen, var den eneste jeg ville kunne græde ud hos Louis. Og så ville jeg ærligtalt hellere være alene.

Ikke, at jeg som sådan havde det store imod Louis.

Men det fact, at han var Harrys bedste ven gjorde, at jeg muligvis aldrig ville kunne betro ham noget igen - simpelthen i frygten for, at han ville fortælle det videre. 

"Mel?" Stemmen kom nærmere, og en indre panik bød mig, at løbe.

Der var dog bare lige det problem ved det hele, at gjorde jeg det, så ville jeg sikkert vælte i løbet af tre sekunder, og det ville udløse et kæmpe brag - muligvis med lavine - og så var jeg da først sikker på, at blive opdaget.

Nej så hellere forholde mig stille.

"Er du virkelig sikker på, at hun løb den her vej Lucas?" Lød en velkendt stemme sukkende.

Lucas?

En underlig form for glæde skød frem i mit bryst, men blev dog hurtigt stoppet igen, da jeg kom i tanker om, hvilken person stemmen tilhørte.

Allyson.

Hvad ville hun dog ikke tænke om mig, hvis hun fik det hele, at vide?

Jovist var hun min bedste veninde, men det ændrede ikke på det faktum, at jeg havde fået stukket en vis persons helligste del langt op i min helligste del ikke bare en, men to gange.

På tre dage.

Endnu engang: Flot Melanie, jeg er meget stolt.

Eller noget.

Pointen er, at fandt Allyson ud af hvad der var sket - i en nærmere fremtid i hvert fald - ville hun helt sikkert dreje halsen rundt på mig, og overdynge mig med spørgsmål, som jeg virkelig ikke havde lyst til, at svare på pt. Som sagt, havde jeg faktisk kun lyst til, at være alene og græde mine øjne ud.

Magen til narrøv skal man lede længe efter!

Men på den anden side, havde han jo ret i nogle af de ting han havde sagt. 

For jeg var virkelig både fed og grim.

Det vidste jeg jo godt, men derfor behøvede han vel ikke, at træde sådan i det, vel?

Eller hvad? Er det mig der er gal på den her?

"Ja, jeg så hende jo selv siger jeg!" Vrissede Lucas hårdt, inden han fortsatte sin vaden igennem sneen.

Havde han set mig? Og jeg som ellers troede, at jeg havde formået, at undgå alle.

Ja altså udover Harry og Louis, der ligesom ikke havde kunnet undgå, at se mig. Men de var vel alligevel også ligeglade - i hvert fald Harry. Han kunne jo - som han så fint selv havde sagt - vel bare finde nogle andre, at lege troldmand med. Og det ville faktisk passe mig vældig fint.

Og dog.

En uønsket smerte borede sig ind i mit bryst, ved tanken om Harry. For skulle jeg være sådan helt igennem ærlig, så var jeg faldet for ham. Eller begyndt på det i hvert fald. Tanken om ham sammen med en anden gjorde helt fysisk ondt på mig, selvom det sikkert lyder helt igennem åndssvagt.

Og det var det også - åndssvagt altså.

Jeg følte mig som en ynkelig lille hundehvalp, der havde pisset på gulvet eller sådan noget. Eller måske mere som en af der hunde som alle elsker - når de er hvalpe - men så så snart de vokser op, er der ingen der kan lide dem mere, og det ender med, at de bliver smidt på gaden.

Så nu var jeg altså også en gadehund.

Det passede mig vel egentlig også fint nok.

"Melanie!" Råbte Lucas igen, med stemmen skælvende af frygt og længsel.

Jeg havde aldrig hørt ham sådan. Han måtte virkelig være oprigtigt bekymret. Jeg fik helt ondt af det stakkels pus, der bare ville finde mig, så vi kunne komme tilbage til de andre. Et øjeblik overvejede jeg rent faktisk også, at gå hen til ham. Eller i det mindste bare gøre mig til kende, så han kunne finde mig. 

"Årgh Lucas jeg giver op. Jeg går tilbage til de andre nu, vil du med?" Sukkede Allyson opgivende.

Fra mit "skjul" kunne jeg se Lucas stoppe op og vende sig imod Allyson.

"Har du bare tænkt dig, at gå uden hende? Allyson forhelvede hvad er der galt med dig?! Du skulle forestille, at være hendes bedste veninde! Hun er et eller andet sted herude midt i ingenting, det er koldt, temperaturen falder, og du har bare tænkt dig, at gå tilbage til de andre?!" Sagde Lucas rystet.

Aww lidt kær var han da.

Allyson kiggede skamfuldt ned i jorden, og skrabede forsigtigt med den ene fod. Lucas lagde armene over kors, men sagde ellers intet - jeg går udfra, at han ventede på et svar. 

"Du har ret Lucas, men der er ikke mere vi to kan gøre. Hvis hun var - eller er - i nærheden, havde hun jo svaret os. Jeg går tilbage til lærerne, og så snakker jeg med dem om det. Det er jo alligevel kun os to der leder efter hende. Nå ja, og så Harry ikke om jeg begriber hvorfor hun stadig omgås med ham. Men hvis det er det hun vil, så må hun jo selv om det. Det er jo trods alt hendes liv, og ikke mit. Men jeg går nu - vil du med?" Sagde hun.

Åh Allyson hvis bare du vidste hvorfor fanden det var jeg var stukket af. 

Men hun havde også givet mig en information der i mit tilfælde var meget nyttig - Harry ledte efter mig. Bare navnet sendte en bølge af vrede og sorg igennem mig, og jeg var helt klar over, at det ikke var ham jeg ville findes af. Selvom jeg i det hele taget ikke ville findes. Hvis man da overhovedet kunne sige det sådan  - at jeg skulle findes.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da Lucas rettede sig op, og bestemt satte benet i jorden.

"Jeg bliver her og leder videre. Hvad nu hvis hun er skadet? Gå du bare tilbage til de andre og find hjælp. Men jeg bliver her." Sagde han stædigt, med en undertone der varmede mit kolde hjerte en smule - han var bekymret. 

Mit hjerte var ikke kold fordi jeg var sur eller noget, men fordi jeg frøs som jeg ved snart ikke hvad. Ved tanken om kulden føltes det som om temperaturen pludselig faldt med adskillige grader, og mine tænder begyndte, at klapre mens jeg slog armene om mig selv. 

Et højlydt suk hørtes - selvom jeg stod et godt stykke fra dem alligevel.

"Som du vil." Sukkede Allyson, inden hun vendte sig og med målrettede skridt efterlod Lucas helt alene - hvis altså man ikke talte mig med. Hvilket man ikke gjorde, for de vidste jo ligesom ikke, at jeg var der.

Lucas stod helt stille et øjeblik, og bare kiggede efter Allyson, til han sukkende vendte sig om igen.

"Åh Mel, hvorfor skal det hele også være så besværligt?" Spurgte han opgivende ud i luften.

Aw lille pus da. 

En trang til, at gå hen og ligge armene om ham voksede i mig, og jeg måtte virkelig være stærk for ikke, at gøre det. Hvilket også var underligt nok i sig  selv, for hvorfor skulle jeg dog ikke gå derhen? Det var jo Lucas. Og han var gået hele vejen herud udelukkende for, at finde mig.

Jeg blev pludselig opmærksom på, at jeg stadig græd, og, at min vejrtrækning stadig var langtfra normal samt, at der stadig flød tårer ned ad mine kinder. 

Det var jo helt åndssvagt, at jeg stadig græd, men Harrys ord havde virkelig ramt mig. For - hvis nu jeg lige skal være helt ærlig og seriøs for en gangs skyld - så har min selvtillid aldrig været speciel høj. Jeg har aldrig været en af de der tændstikkepiger, selvom jeg nærmest vil give alt for, at blive det.

Men altså sådan var jeg bare, og jeg havde efterhånden fundet ud af, at det, at kunne lide sig selv, ikke nødvendigvis hørte sammen med, at kunne leve med sig selv. For hvad filan havde de ellers tænkt sig man skulle gøre? 

Psykolog ville folk aldrig få mig til, for de ville helt sikkert smide mig på den lukkede øjeblikkeligt.

Ikke, at jeg ville dømme dem, for det havde jeg sikkert også selv gjort.

Altså ikke smidt migselv på den lukkede vel?

Men altså hvis jeg sad med en pige der var ligesom mig.

Altså hvis vi nu siger, at jeg var psykolog, ikke?

Nej okay bare glem det.

En opgivende, kort latter forlod mine læber. Jeg var da virkelig også bare forvirrende. Og måske også en smule blank indimellem - men kun måske, og kun engang imellem!

"Melanie?" Lucas' stemme havde pludselig ændret sig fra, at være en smule opgivende til nu, at være helt fyldt med håb. Jeg blev helt forskrækket, for jeg havde måske glemt en smule, at han stadig var her... 

Ooops.

Et host byggede sig op indefra, og brød igennem mine læber, der straks efter lukkede sig sammen om mine klaprende tænder igen. 

"Melanie er det dig?" Spurgte Lucas ud i luften.

Jeg åbnede munden - denne gang for rent faktisk, at svare ham, men jeg kunne ikke få noget ud gennem mine tænder, der udelukkende klaprede hurtigere og hurtigere.

Panik bredte sig i mig.

Hvad fuck skete der nu for min krop?!

Jeg løftede benet for, at træde et skridt frem, men i stedet for, at det kun var min fod der ramte jorden igen, landede hele min krop med et bump på jorden.

Kulden - der faktisk havde været slem nok som den var før - bredte sig overalt i mig. Der gik ikke lang tid, før en stikkende fornemmelse lagde sig i mine yderste lemmer - fingre, tæer osv.

"Llllll." Sagde jeg hæst.

Det var langtfra højt nok til, at Lucas ville have kunnet høre det, men til mit held gik han alligevel i min retning. Han gik med faklen foran sig, og kiggede sig søgende rundt. 

Jeg samlede alle mine ikke-eksisterende kræfter, og prøvede endnu engang, at få hans opmærksomhed.

Hvorfor var jeg dog også stukket af?

"Fed og Grim."

Nåh jo, bare glem det.

En ting min hjerne i hvert fald ikke lod mig gøre da. Kæmpe narrøv.

"Lllluuucccaaasssss..." Hvæsede jeg stammende. 

Jeg var ikke sikker på, om han havde hørt det, men han rettede i hvert fald hovedet hen imod mig. Desperat forsøgte jeg, at give ham et eller andet signal, men jeg kunne ikke bevæge mig overhovedet. Det føltes som om nogen skar i mig, samtidigt med, at nogen kom kørende med en bulldoser direkte henover mig.

Og til jer der ikke lige ved hvordan det føles, kan jeg så fortælle jer, at det gør pænt ondt alligevel.

En hulk kom uvilkårligt springende ud af min mund - denne gang fyldt med smerte i stedet for sorg. Og jo, det lød faktisk anderledes.

"Mel?" Lucas' opmærksomhed blev rettet direkte imod mig, og ud af øjenkrogen kunne jeg se ham komme nærmere.

Nej det er bare en fucking varulv der er ved, at forvandle sig, hvem fanden tror du selv det er?!

På ingen tid var Lucas henne ved mig, og hev mig op fra jorden, og ind i et tæt kram. Jeg ville gengælde omfavnelsen, men jeg kunne ikke. Mine lemmer fungerede ikke ordentligt, og jeg var helt sikker på, at jeg havde tabt mindst 9 af mine tæer og fingre. 

Mindst.

"Åh Melanie hvor er jeg glad for, at se dig igen!" Mumlede han ned i mit hår.

Hah det forstår jeg sku godt, jeg er fab du ved.

Nej okay jeg skruer lige ned for selvtilliden igen.

Han trak sig en smule fra mig, hvilket naturligt nok gjorde, at kulden igen lagde sig hele vejen omkring mig. Desperat kæmpede jeg for, at komme tilbage i hans arme, men det hjalp bare ikke rigtigt så meget.

Han stod bare dér og gloede på mig.

"Lllluccas. Jeg ffffffryser. Kkkkan vivivivi ikke nnok tttage hjem?" Stammede jeg bedende. 

Lucas smilede stort, inden han rystede på hovedet.

"Nåh så det var bare det der var din plan, hva'?" Sagde han smilende.

Forvirret lagde jeg hovedet på skrå.

Hvilken plan? Hvad snakkede han om?

"Bare sådan, at stikke af for, at slippe for skishowet? Haha den går ikke du, men kom nu. Ellers kommer vi jo for sent." Sagde han smilende, satte en vildfaren tot hår tilbage bag mit øre, tog min hånd, og trak så ellers afsted med mig.

Selvom jeg knap nok kunne gå.

Piv.

❤❤❤❤

 

"Let's party! Hey let's Kogel-Mogel!!" En eller anden pisseirriterende børnesang på tysk/østrigsk/engelsk/whatever spillede stadig udover den store plads skishowet blev holdt på, og nede på "banen" rendte der to store klaphatte rundt og løb ind i hinanden. To maskotter.

En hund og et får.

Selvom folk sagde, at fåret var en kat...

Men det var det altså ikke, okay?

For en kat har ligesom ikke uld, vel?

Medmindre det var en dræbermis.

Hæhæ.

Dræbermis.

Nej okay.

"Fortæl mig lige endnu engang, hvorfor jeg tog med til det her." Mumlede Niall lavt. 

"Fordi vi er blevet tvunget, og det er en meget interessant og kulturel oplevelse." Svarede jeg, og var pænt stolt over den sætning. Jaja du, kom ikke her!

Niall, Allyson og Lucas kiggede alle måbende på mig, og jeg ved ærligtalt ikke hvad de lignede. 

"Sagde hun lige... Kulturel?" Spurgte Niall chokeret.

"Jeg er ikke sikker, tror du hun er syg?" Sagde Allyson, og vendte sig imod Niall igen.

Haha hvor var de dog sjove...

Lucas - der havde fået æren af, at have mig siddende på sit skød - strammede grebet om mig en smule, inden han spydigt svarede de andre igen.

"I er bare jaloux over, at i ikke kender sådanne ord." Sagde han.

Tilfredst lænede jeg mig en smule tilbage igen, og satte mig lidt bedre til rette. Ha! Tag den tabere.

Niall og Allyson svarede ikke, men lod deres opmærksomhed blive rettet på de forvoksede og pisseirriterende dyr igen. Suk hvor skulle jeg bare aldrig nogensinde være maskot.

Som i aldrig nogensinde.

Tænk lige på hvor meget hate man ville få så!

Ellers tak.

Hvilket minder mig om, at jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvor de resterende drenge befandt sig.

Og jeg kunne ærligtalt heller ikke være mere ligeglad.

Faktisk, håbede jeg, at de alle var døde af kulde, og lå spredt udover det stykke vej vi kom fra. Eller... I hvert fald Harry. Jeg var stadig vred - stadig rasende - og jeg var stadig fyldt op med sorg og svigt.

Men jeg havde efterhånden skubbet det om bagerst i min hjerne - udelukkende fordi Lucas mere eller mindre havde tvunget mig til, at tænke på noget andet. Ikke, at han vidste hvad der var sket, men han havde helt klart kunne fornemme på mig, at noget var galt. 

"Hey! It's Kogel-Mogeeeel!"

"Hvis ikke det der det snart stopper, så går jeg ned og pander dem én." Mumlede jeg irriteret, og rejste mig fra Lucas' skød. Han greb dog ud efter min hånd, og hev mig ned til sig igen. 

Det kom pænt bag på mig, så et øjeblik sad jeg bare helt forskrækket på hans ben.

Niall og Allyson lo lavt, og der gik ikke lang tid, før Lucas fulgte deres eksempel.

Surt rejste jeg mig op igen, og skyndte mig, at træde et skridt væk, så Lucas ikke kunne nå mig. I stedet fangede han mine øjne, og sendte mig et strålende smil, som jeg ikke kunne andet end, at gengælde.

"Jeg går altså op og køber noget kakao - jeg fryser heelt vildt, skal i have noget med?" Spurgte jeg, og kiggede op imod den lille bod, der var en smule længere oppe af bjerget, men på den modsatte side af den sti der løb hele vejen op til toppen - og muligvis ned igen på den anden side.

Niall og Allyson nikkede begge, og lagde derefter deres opmærksomhed på showet igen, hvor de dansende bamser nu var igang med noget der så helt forkert ud. Ja altså undskyld, men det gjorde det!

Lucas derimod rejste sig og tog min hånd.

"Jeg skal nok gå med dig." Tilbød han hurtigt.

Jeg sukkede lavt for migselv, inden jeg forsigtigt trak min hånd ud af hans igen, da blikkene fra Allyson ramte mig. Det var helt tydeligt, at se på hende, at hun virkelig undrede sig.

Oops.

Jeg orkede dog ikke, at diskutere med Lucas omkring, om han skulle gå med eller ej - hvilket nok egentlig havde været et ej eftersom jeg bare havde lyst til, at være alene lidt.

På den anden side var det også en smule betryggende, at have ham med, i tilfælde af, at jeg skulle løbe ind i en vis Hr. Styles.

Så jeg gik målrettet op imod boden, med Lucas halsende efter mig som en anden hundehvalp.

"Vent Mel." Lucas fangede min arm, og trak mig en smule tilbage.

Jeg vendte ham imod ham med et spørgende udtryk. Havde han glemt penge eller hvad?

Han trak mig en smule væk fra de andre mennesker, og kiggede så alvorligt på mig.

"Du ved godt, at jeg er her for dig, ikke?" Spurgte han, og så mig alvorligt i øjnene.

Wow det kom da sårn pænt pludseligt alligevel.

"Og jeg ved, at han har gjort dig noget Mel. Jeg forstår godt, hvis ikke du vil fortælle mig det og sådan, jeg vil bare fortælle dig, at jeg gerne vil lytte hvis du får brug for det." Sagde han.

Med et stort smil trak jeg ham ind i et kram.

"Tak." Mumlede jeg ned i hans skulder.

Jeg løftede hovedet en smule, og åbnede mine øjne.

Og stivnede så fuldstændigt.

Et par grønne øjne fangede mine, og holdt mit blik fastlåst. 

EN kulde lagde sig i mig, og hurtigt trak jeg mig en smule ud af krammet, før jeg desperat lagde mine læber imod hans. 

Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det.

Jeg ved ikke hvordan jeg skulle forsvare det.

Jeg ved ikke hvad fanden jeg havde gang i.

Og dog.

For Harrys blik havde gjort noget ved mig. Noget, jeg ikke kunne forklare. Følelsen af, at skulle bevise noget.

Men imens Lucas' læber lå - meget overrasket - imod mine, begyndte Harrys ord igen, at flyve rundt i hovedet på mig.

Og måske.

Kun måske.

Havde han ret.

__________________________________________________________________________________________________________

 

Hovsa Mel.

Hvad tænker i om det? 

Hvad tror i de sker?

:o

Hvordan tror i Harry og Lucas (og de andre for den sags skyld) reagerer på det? :)

Puha undskyld det kom så sent, har simpelthen haft så travlt altså! 

Og så har jeg eksamen heeele næste uge! HOLY MOLY! :o

Så jeg ved ikke lige hvornår næste kapitel kommer, men altså ja. Engang kommer det jo :D

Hyg jer!

- E xXx

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...