Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
22728Visninger
AA

15. Kapitel 14: Stupid Decision

Melanie's synsvinkel

 

Efter at have fået den værste frokost ever - østrisk mad er ikke godt - stod jeg nu helt alene udenfor restauranten, og var i et stort dilemma. 

Under frokosten var vi nemlig stødt på Niall og Louis, der havde spurgt Lucas, om han ikke ville droppe babysittingen lidt, og køre med dem i stedet. Han havde tøvet, og ville have min accept først.

Et øjeblik havde jeg faktisk overvejet at lade være, og sige at han skulle blive ved mig, men jeg er jo ikke ond, så selvfølgelig "Gav jeg ham lov" til det.

Nu kunne jeg så bare stå her med mig selv, og enten gå tilbage til børnepisten og forsøge at gøre Lucas stolt, eller jeg kunne tage ned fra bjerget, og æde mig fed i kager fra den bager der lå lige ved siden af gondolerne.

Jeg måtte have tabt mig mindst 500 kg allerede nu, efter alt den ski-køren, så det ville være helt okay at gå ned og æde kage. På den anden side ville jeg gerne prøve at se, om ikke jeg kunne stå selv lidt, og gøre Lucas stolt.

Plus det fact, at jeg virkelig ikke havde lyst til at tage gondolen ned alene.

Selvom det selvfølgelig ville betyde at der var mindre vægt deri.

Men det kunne jo så også gøre, at vinden lettere fik fat i den, og den så ville blæse ned.

Og ellers tak siger jeg bare!

Så med et dybt suk, begyndte jeg at gå over til børnepisten. Der var ikke langt derover, men i skistøvler føltes det som flere kilometer.

Jeg havde det meget hårdt, ja.

Da jeg langt om længe kom derover, og efter en længere diskussion med mine ski også havde fået dem på, stod jeg nu overfor et nyt dilemma.

Turde jeg seriøst gøre det her?

Uden ham?

Uden Lucas til at holde og hjælpe mig?

Et stort, rungende NEJ lød i mit hoved som svar på spørgsmålene.

Trodsigt trådte jeg et skridt frem. Det var jo ikke så slemt altså. Jeg havde jo kunnet gøre det lige før, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det nu?

Fyldt med  - en muligvis tom - selvsikkerhed, kom jeg frem til kanten, og stoppede så op.

En masse beroligende tanker skulle til, før jeg langsomt glod mig glide lidt nedad bakken. Panikken greb mig, da skiene satte farten op, og jeg prøvede desperat at huske på hvad det var Lucas havde sagt.

Læn dig forover, og placér hænderne på knæene.

Tøvende prøvede jeg.

Inden vi havde spist frokost, havde han nået at forklare mig en smule om hvordan man drejede og styrede skiene. Det var noget med at man - altså hvis man stod i den skovskiderstilling jeg stod i nu - bare skulle læne sig en smule til den ene eller den anden side, og så huske på at dreje foden der var yderst helt op på "egen" eller hvad fanden den nu hed, og så ville man dreje.

Wow jeg lød klog der, huh?

Medalje til miig!

Yay!

Altså jeg ved ikke lige hvor jeg skulle få den fra, vel? 

Men...

Nej okay nevermind.

...

Nervøst lagde jeg en smule vægt på det ene ben, og kunne overrasket se til, da jeg helt af mig selv, stille og roligt drejede til den ene side.

Triumferende rettede jeg mig op, for at se om nogen jeg kendte havde set det, så de kunne være stolte af mig, men måtte skuffet bøje mig igen, da jeg ikke kunne få øje på én eneste.

Snøft, og så lige når jeg havde været så dygtig!

Kedsommeligt begyndte jeg at hælde imod den anden side end tidligere, og drejede dovent ud i ydersiden af pisten igen - ud mod tallerkenliften, der førte op til toppen af pisten.

BANG!

Med et kæmpe brag der sikkert havde kunnet høres hele vejen ned i byen, landede jeg i sneen og rullede videre nedad. Altså lige indtil én eller anden stoppede mig.

Taknemmeligt vendte jeg mig med et smil, og satte mig op. 

"Slog du dig, love?" Spurgte en stemme der med det samme fik mit blod til at fryse til is.

Nej vel?

Var jeg lige væltet, og trillet ned ad et bjerg, lige ned i armene af ham?

Jamen fedt.

Amazing.

Wey hey.

Fanfuckingtastisk!

Surt børstede jeg sneen af mine bukser, og skubbede fra med mine hænder, for at rejse mig.

Jeg kom dog aldrig så langt, for med et bump landede jeg i sneen igen, som følge af, at mine ski ikke havde lyst til at vente på mig.

En lav strøm af eder og forbandelser flød fra mine læber, da jeg endnu engang prøvede at rejse mig - men med samme resultat.

"Skal du have hjælp, eller hvordan?" Spurgte Harry hånligt, og rakte en hånd ned til mig.

Et eller andet sted havde jeg lyst til bare at sige nej, bide hånden af ham, og derefter rulle ham med mine seje ninja-ski-skills.

På den anden side havde jeg vidst set lidt for meget fjernsyn.

Og var en lille smule træt.

Eller overtræt.

Det endte i hvert fald med, at jeg lod ham hjælpe mig op, inden jeg hurtigt slap hans hånd, og forsøgte at køre fra ham. Uheldigvis forholdt det sig bare sådan, at jeg stadig ikke lige var den bedste til det der med ski, så der gik ikke ret lang tid før han indhentede mig.

Suk.

Stakkels lille mig altså.

Snøft.

Uden at kigge på ham, lænede jeg mig en smule mere bagud, så farten røg en tand længere op. 

"Du kan ikke køre fra mig babe." Sagde han roligt, og kørte op foran mig, og vendte sig så han nu kørte baglæns - præcist som Lucas plejede at gøre det.

Men i modsætning til med Lucas, var jeg overhovedet ikke bange for at han ville falde og slå sig.

Faktisk, måtte han hellere end gerne gøre det.

Bare vælt, bræk halsen og dø møgso.

Ej jeg skal være sød.

"Men jeg kan jo se at det heller ikke gør dig det store." Sagde han og sagtnede farten, så jeg strøg direkte ind i armene på ham.

Bare glem det der med at være sød.

Fandeme nej.

Urgh.

Irriteret skubbede jeg til ham, hvilket udelukkende fik ham til at grine - dog først efter han havde sluppet mig. Han vendte sig om, og kørte ud ved siden af mig igen, inden han bremsede hårdt op.

Forvirret stirrede jeg efter ham.

Hvorfor havde han stoppet så brat?

Hrung!

Luften blev med et slået ud af mig, og efterlod mig gispende på jorden.

Nååh... Derfor.

Det lave hegn der var, ind til liften havde stoppet mig rimelig pludseligt. Surt blev jeg liggende - selv efter jeg havde fået vejret igen - og stirrede trodsigt op i luften.

En lav, hæs latter nærmede sig, så jeg rullede hurtigt om på maven så jeg havde ansigtet imod jorden. 

"Lad mig være." Sagde jeg surt.

Grinende lagde han armene om mig, og trak mig op at stå.

"Du bliver jo syg af at ligge der." Sagde han alvorligt.

Jeg svarede ham ikke, men skubbede ham surt fra mig, inden jeg kørte ind i løbegangen til liften.

Alene i gondolen eller ej, jeg skulle ned fra det bjerg.

På stedet.

 

❤❤❤❤

Bestemt trådte jeg op ad trapperne, og styrede målrettet imod en gondol. 

Den var meget langt henne i forhold til at skulle nå den, men jeg havde en bagtanke med det.

For hvis jeg selv havde svært ved at nå det, havde Harry - der fortsat fulgte efter mig - ikke en chance for at komme med. Eller det troede jeg i hvert fald.

For lige som jeg havde sat mig, og dørene skulle til at lukke, kom en vis dreng væltende ind. En trang til at skubbe ham ud igen voksede i mig, og hvis ikke dørene havde lukket sig bag ham, er jeg faktisk rimelig sikker på at jeg havde gjort det.

Don't judge me, du havde gjort det samme!

Okay måske ikke, men shh det siger vi ikke til nogen!

Med et selvtilfredst smil om læberne, landede han på sædet overfor mig.

Et irriteret suk forlod mine læber, da jeg lænede mig op imod væggen, og smed begge ben op på sædet. For et kort øjeblik glemte jeg helt hvad det egentlig var jeg sad i, men det var udelukkende indtil vi blev skudt afsted med en enorm fart, og gondolen gyngede ubehageligt meget fra side til side.

Skræmt borede jeg mine negle ned i sædet, mens jeg stirrede intenst på mine ben. Først nu var det gået op for mig, at det blæste kraftigt udenfor samt, at jeg havde sagt mig i den forkerte side. Forstået på den måde, at jeg sad i den side der havde direkte udsyn ned fra bjerget.

På rekordfart satte min puls farten op fra 0-100,og jeg fandt migselv siddende med hovedet gemt i mine hænder, der var placeret på mine lår.

Jeg gemte alle tanker om Harry væk, og koncentrerede mig udelukkende om ikke at gå fuldstændigt i panik.

"Melanie?" Harrys stemme brød pludselig lyden af den hærgende blæst.

Jeg svarede ham ikke - han ville sikkert bare komme med hånlige bemærkninger om hvor svag jeg var alligevel. Og for at være ærlig, så orkede jeg det ikke lige nu. Det eneste jeg sådan set havde brug for var - udover fast grund under fødderne - en der ville holde om mig, og fortælle mig, at det hele nok skulle gå.

På randen til gråd, sagde Harry noget, jeg aldrig havde troet jeg skulle høre ham sige.

"Er der noget jeg kan gøre? Hvordan kan jeg hjælpe dig?" Sagde han bekymret.

Straks røg mit hoved op, så jeg kunne kigge ham i øjnene.

Undskyld mig, hvad?

Mistroisk nedstirrede jeg ham, indtil han opgivende slog ud med armene. 

"Jeg prøvede bare at være venlig." Sagde han småfornærmet. 

Jeg ville have svaret ham, men lige som jeg skulle til det, hoppede gondolen, og gik derefter i stå. Eller altså det vil sige, at den i hvert fald ikke kørte mere. Derimod fik blæsten et godt tag i den, og fik den til at gynge faretruende frem og tilbage.

Panikken bredte sig i mig, og - uden at tænke en eneste tanke - fór jeg direkte over i armene på Harry, hvor jeg gemte mit hoved ved hans bryst. Overraskelsen var tydelig at føle i hans krop, men der gik ikke andet end nogle få sekunder, før han lagde armen om mig, og blidt strøg hånden op og ned ad min ryg.

"Så,så.." Hviskede han beroligende med læberne plantet i mit hår. "Det skal nok gå alt sammen. Vi kører sikkert igen lige om lidt." Mumlede han.

Hans strøm af beroligende ord og sætninger flød sammen til én, og trængte langsomt igennem først min hoved, og dernæst hele min krop.

Det gik op for mig at jeg græd, og da gondolen endnu engang blev revet med af et vindstød, pressede jeg mig endnu nærmere Harry.

Han lo lavt - en dyb, rolig og beroligende latter.

"Træk vejret. Der sker ikke noget, det lover jeg dig." Sagde han roligt. 

Forsigtigt trak jeg mig fra ham, for at kunne se ham i øjnene.

"L..Lover du mig det?" Spurgte jeg oprigtigt. 

Bedømmende lagde jeg mit hoved på skrå, hvilket fik ham til blidt at ligge en finger under min hage, hvilket tvang mig til at se ham i øjnene.

"Der vil aldrig ske dig noget, så længe du er sammen med mig." Lovede han. 

Hans smukke grønne øjne borede sig ind i mine, med et spørgende blik.

Jeg troede ham - jeg stolede på ham. Hvor dumt det så end kunne gå hen og blive senere, tænkte jeg ikke på. Langsomt kom hans hoved nærmere.

Mit indre var splittet.

Den ene side af mig havde lyst til at kaste mig over ham med det samme - flå tøjet af ham, og voldtage ham lige her og nu. Den anden halvdel havde lyst til at finde en kødkniv frem, og stikke ham utallige gange i brystet, inden jeg ville brænde ham, og danse indiansk krigsdans rundt om bålet.

I takt med at  hans ansigt kom nærmere og nærmere, blev min viljestyrke mindre og mindre. Den side af mig der ville voldtage ham, blev stærkere og stærkere.

Åh for fanden da!

Den sidste rest af viljestyrke jeg havde tilbage i mig, forsvandt, og pludselig ramte hans læber mig blidt.

Det nåede dog aldrig længere end dertil, for lige som vores læber ramte hinanden, satte gondolen endnu engang farten i vejret, og det ødelagde ligesom hele stemningen en smule.

Og hvor var jeg taknemmelig.

Den dreng havde virkelig evnen til at få mig til at glemme alt omkring mig - ja endda få mig til at glemme mig selv! Hurtigt rystede jeg på hovedet, og trak mig fra ham igen.

Melanie hvorfor er det nu lige, at du ikke bare kan lære at tænke selv?

❤❤❤❤

"Thank you." Sagde jeg med et smil til den mand der hjalp mig ud af gondolen nede for foden af bjerget. 

Tysk havde aldrig været min helt stærke side, men jeg var da okay til engelsk, hvis jeg selv skal sige det. Ellers kan du jo tage at spørge drengene om hvad de synes.

Resten af turen ned i gondolen, var sådan set gået okay. Vi havde talt lidt sammen, og det var gået op for mig, at når han droppede alt det der pis der med at spille badboy og sådan, så var han faktisk en helt fin fyr. 

Okay nej, det glemmer vi at jeg sagde.

Det var Harry,

Har-ry.

H.a.r.r.y.

Han var IKKE en fin fyr.

No.

Jeg rystede let på hovedet for at klare mine tanker, og begyndte så forsigtigt at gå ned ad trappen fra gondol-tingen, for at komme hen til opbevaringsrummet. Bag mig nynnede Harry lavt, og jeg havde virkelig den største lyst til at vende mig om, da jeg vidste at han dermed ville få mine ski i hovedet.

Bare tanken om det fik mig til at grine lavt for mig selv, og det tog min opmærksomhed så meget, at det slet ikke gik op for mig, at jeg allerede befandt mig i rummet. 

Der var stille derinde, og det gik hurtigt op for mig, at Harry og jeg var de eneste der befandt sig der. Døren bag mig lukkedes forsigtigt, og vadende forbi, kom en Harry uden trøje.

Wuuut?

Jeg forstod ærligtalt ikke hvordan han kunne have smidt tøjet så hurtigt.

Eller jo, hvis altså han havde været tryllekunster.

Hvilket han så vidt jeg vidste, ikke var.

Altså han havde jo ikke engang en tryllestav, vel?

Eller jo altså men ehm....

DY-DY-DYYYYW I'm back.

Harry landede blødt på en af de polstrede bænke der var placeret hele vejen rundt langs den ene væg, samt i en lille forsamling inde i midten af rummet.

De var faktisk utrolig grimme.

Sådan hvide og grønne i et grimt mønster, der slet ikke passede til de røde skabe der også var derinde - og som var beregnet til at have ens ski-ting i, når man ikke havde det på. I et langt, sejt ryk, fik han rykket først den ene, og dernæst den anden skistøvle af, inden skibukserne røg samme vej.

Hurtigt samlede han alle sine ting sammen, inden han stoppede det ind i et skab.

"Nyder du synet?" Spurgte han, idet han trak sig tilbage fra skabet, med shampoo og et håndklæde i den ene hånd, og en pose med et eller andet i, i den anden.

Det gik op for mig, at han havde bustet mig i at stirre, og langsomt steg den røde farve op i mine kinder.

Han lo højt, inden han lagde tingene fra sig.

"Kom her, så skal jeg hjælpe dig med dine støvler." Sagde han leende, og vinkede mig hen til sig.

Tøvende gik jeg derover og satte mig på det polstrede sæde. Harry sagde intet, men begyndte at spænde mine støvler op, for derefter at hive dem af mig - jeg var SÅ taknemmelig for, at han havde hjulpet mig, for det havde taget mig næsten en time at få dem af dagen før.

Imens han arbejdede med støvlerne, så jeg mit snit til at beundre hans krop - for man kunne virkelig ikke andet. Den perfekt muskuløse overkrop, der hverken fra for splejset eller for pumpet, arbejdede  i perfekt harmoni på at få støvlerne af mig.

Da han havde hivet dem af mig, kiggede han op på mig med et drenget smil.

"Og hvad får jeg så for at have hjulpet dig?" Spurgte han udspekuleret.

Selvfølgelig havde han haft en bagtanke med det - det var jo åbenlyst.

Et øjeblik kiggede jeg vurderende på ham.

"Tja, du kunne jo få æren af at sætte dem i et skab også." Sagde jeg smilende.

Med et suk gjorde han som jeg havde sagt.

I mellemtiden trak jeg min jakke og skibukser af, og foldede dem pænt sammen. Hernæst røg også min fleecetrøje af, så jeg nu kun stod i skiunderbukser og en stram top. 

Det var jo trods alt kun midlertidigt, da jeg bare skulle have mit ekstratøj, håndklæde + shampoo og balsam, inden jeg ville gå i bad inde i et af omklædningsrummene, og dernæst tage noget mere tøj på igen.

Det ragede mig, om Harry kiggede på mig - jeg havde ligesom ikke smidt alt tøjet og rendte nøgen rundt, vel?

I forhold til ham, der faktisk godt kunne betragtes som halvnøgen.

Rawr that dirteh bastet.

Jeg gik hen til det skab Harry var ved at smide mine skistøvler ind i, og trådte uden videre ind foran ham, for at få fat i mine ting. Han mumlede noget lavt for sig selv, og trak sig så tilbage. Et stykke væk, hørte jeg en dør smække, så jeg ville skyde på, at han var gået i bad.

Da jeg havde fået mine ting, gik jeg hen imod omklædningsrummene. Jeg havde ikke brugt dem dagen før, men jeg havde da regnet med at der havde været et til kvinder, og et til mænd - eller altså.. Nogle stykker af hver. Men det var da vidst ikke lige tilfældet.

Så, i stedet for at gå hele vejen hen til det sidste rum, vadede jeg direkte ind i det første og bedste der var. Det var ikke andet end et lille mørkt rum, med nogle hylder, og - bag en skillevæg - var en bruser. Da der var en smule mørkt i rummet, kunne jeg ikke rigtigt se hvor jeg skulle ligge mit tøj, så jeg smed det op på en hylde, der muligvis var til glemt tøj, for der lå i hvert fald allerede noget deroppe.

Jeg tænkte ikke rigtigt nærmere over det, men sendte mit spejlbillede et luftkys, inden jeg gik hen til bruseren. Jeg var måske en smule langt væk i mine tanker, for det var først da jeg stod under bruseren, og mærkede en krop imod min, at jeg lagde mærke til at der var en anden herinde. 

Hurtigt fløj mine hænder op til mine mere private dele, imens jeg med store øjne betragtede Harry. 

Nej.

Jeg kiggede ikke.

Altså på du ved...

Selvom jeg da vidst nok lige havde ret i det med tryllestav.

Holy macarony.

"Hvad laver du her?!" Hvæsede jeg arrigt - muligvis fordi min puls stadig bankede derudad med 500 km/t på grund af chokket.

Harry lo lavt, og trådte et skridt nærmere, så han kunne hviske mig i øret.

Han havde seriøst et eller andet med det der med at hviske i øret.

"Så vidt jeg ved, var det mig der var her først." Sagde han lavt. Hans hæse, dybe tone gik lige i trussen på mig - lad os sige det sådan.

SELVOM JEG JO IKKE ENGANG HAVDE DET PÅ!

Det var ikke så heldigt, nej.

Endnu engang kunne jeg kun se til, imens alt blodet fra hele min krop, strømmede op i hovedet på mig. 

"Eh. Det må du... Ehm.. Altså.. Undskyld, jeg går bare nu så." Sagde jeg stammende, og skulle lige til at træde ud af badet, da han greb fat i mit håndled.

Han trak mig til ind til sig, en ting jeg på en og samme tid fandt utrolig afskyeligt, og samtidig så utrolig rart. Mine tanker var så forvirrende. Og for at være ærlig, havde jeg ikke specielt meget viljestyrke tilbage, efter at have slåsset så meget med mig selv hele dagen.

Jeg var faktisk rimelig overbevist om, at det ikke var meget viljestyrke jeg havde tilbage i mig længere. Hvis ikke intet overhovedet. Han borede øjnene ind i mine endnu engang, og åbnede så sine perfekte læber.

"Hvorfor bliver du ikke bare her?" Sagde han lavt, inden hans læber passioneret og intenst landede på mine. Han kyssede mig med en iver der sjældent er set før, og det udviklede sig hurtigt, da hans tunge brød mine læber.

Mine hænder var på en eller anden måde landet ved hans nakke, og var begge godt groet fast i hans hår. De bød ham at komme nærmere - de ville have mere, røre mere.

Harry forstod mine signaler, og trådte et skridt tættere på, så der nu ingen former for luft var imellem os. 

"Det kunne også være at jeg gjorde det." Mumlede jeg, da han trak ansigtet en smule fra mig, så vi begge kunne få vejret en smule igen.

Harry smilede stort, inden hans læber landede på min hals, og langsomt bevægede sig nedover hele min krop. Forsigtigt pressede han mig op imod væggen, inden han langsomt begyndte at massere mine inderlår.  Jeg vidste udemærket godt hvor han var på vej hen, og selvom jeg langtfra var sikker på at det var en god idé, spredte jeg mine ben en lille smule, så han kunne komme til.

Han var god med sine hænder - meget endda.

Et lavt støn brød ud imellem mine læber, hvilket fik ham til at le lavt, inden han rejste sig igen, og kyssede mine læber som før.

"Er du okay?" Spurgte han, idet han løftede mit ene ben en smule.

Jeg nikkede sammenbidt, og han trængte forsigtigt ind i mig, bange for at det skulle gøre ondt gør jeg udfra.

Hvilket det gjorde.

Av for en i *******

Tryllestav - jo tak det skal jeg da ellers lige love for!

Et støn forlod endnu engang mine læber, men denne gang blev det besvaret af Harry. 

"Er du okay?" Spurgte han igen.

Jeg nikkede sammenbidt.

Jeg vidste, at jeg sikkert ville fortryde det. Vidste, at jeg ville hade migselv for det her senere.

Men lige nu?

Der nød jeg det.

 

_______________________________________________________________________________________________

 

Ooooooooops.....

Undskyld, jeg er meget dårlig til sexscener, men ehm.. tja.. :3

Så fik i også lige set en lidt anden side af Harry. Det er måske lidt upassende, men tro mig.... Han "kommer tilbage" når i mindst venter det.

Men Det var da vidst ikke så heldigt det der, huh?

Hvad tror i lige Lucas siger til det?! :o

Stakkels lille pus :-(

Well... Take care, c ya :)

- E xXx

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...