Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
23062Visninger
AA

14. Kapitel 13: Lost

Melanie's synsvinkel

 

"Okay hvor fanden er vi?" Spurgte Allyson opgivende, efter vi havde vadet rundt i den lille skodby i mere end 1,5 time. Vi havde ikke den fjerneste idé om hvor vi var, og vi var efterhånden kommet så langt væk, at vi ikke længere kunne genkende det bjerg der var "vores".

Hvilket ikke var så godt.

Faktisk, var det det stik modsatte.

"Jeg ved det ikke." Svarede jeg surt, og trampede videre i den smalle gade vi gik i.

Allyson sukkede højlydt, og gik efter mig. 

En skinger og insisterende tone lød pludselig, og kort efter svarede Allyson den.

"Ja, hallo?" Sagde hun.

Jeg går udfra at nogen svarede hende i den anden ende. Hvem hun snakkede med, havde jeg ingen idé om, før en skikkelse kom til syne imellem nogle huse længere fremme.

"Har i styr på det?" Spurgte han grinende, og lagde telefonen ned i lommen igen. Jeg havde seriøst aldrig nogensinde været så glad for at se ham, som jeg var på det tidspunkt.

Som i: Aldrig.

"Louis!" Hvinede jeg glad, og løb hen til ham. 

Allyson fulgte lynhurtigt mit eksempel, og snart havde vi begge slået armene om vores redningshelt. Han lo højt, og tog så en hånd i hver af sine, inden han trak os med sig væk fra den smalle gade.

Og direkte ud til hovedvejen, hvor vores bjerg lå lige på den anden side.

Nej vel?

Havde vi seriøst hele tiden været så tæt på, uden at have vidst det?

Åbenbart...

Great...

Urgh.

Louis trak os med hen til et supermaked, og slap os så.

"Tror i godt i selv kan finde rundt derinde, eller skal jeg også hjælpe jer med det?" Spurgte han kækt. Jeg lo lavt, og puffede i sjov til ham.

"Du må da godt komme med og bære tingene for os, hvis det er?" Svarede jeg.

Han lavede en grimasse, men rettede sig så op.

"Wiiiii Shoppetur med tøserneee!!!" Hvinede han med en piget stemme, inden han hoppede ind af indgangen, og greb en kurv.

Grinende himlede jeg med øjnene, inden jeg fulgte efter ham. Frem fra min lomme, fiskede jeg den seddel op, som Pernille havde givet os, og gav mig til at læse det højt vi skulle have. Det var ikke så meget, og hun havde givet os ekstra penge, så vi kunne købe noget til os selv, så vi overlevede nok at skulle handle for hende.

Faktisk, havde jeg glædeligt gjort det igen, hvis hun havde givet os pengene til det.

Altså lige indtil jeg opdagede hvor stort supermakedet var.

"Holy shit, vi finder aldrig ud igen." Sagde Allyson målløst.

Og jeg var faktisk rimelig sikker på, at hun havde ret. For fra gulv til loft stod der række efter række med forskellige dagligvarer, og selvfølgelig var alle dem vi skulle bruge, placeret aller øverst, så vi flere gange måtte have fat i en medarbejder der kunne tage det ned til os.

Det var så pinligt, i drømmer ikke om det, og det blev langtfra bedre, da vi blev væk fra Louis, så vi måtte få én til at kalde ham over højtalerne.

Urgh, hvor var det typisk!

Seriøst, sådan noget skete ALTID for mig.

Så da vi langt om længe var færdige med at handle, og havde fundet alt det vi skulle, skyndte vi os at forlade butikken, før det hele ville blive værre end det allerede var.

"Wow, jeg kan da vidst aldrig nogensinde lade jer to handle selv fremover." Sagde Louis, da vi gik hen imod den kælder vores ting lå i, samt der hvor vi skulle låse vores varer inde, mens vi var oppe på bjerget.

Ingen af os svarede, men ignorerede ham bare, og tog længere skridt.

Louis grinede, men indhentede os hurtigt.

"Så jeg må hellere gå med jer. Jeg udnævner hermed mig selv til personlig GPS! Nej okay, det lød sejere i mit hoved... Livvagt så? Nej okay.. Eh. I ved hvad jeg mener!" Sagde han med et smil, og lagde en arm om både Allyson og jeg. 

"Jamen super, du kan jo så starte med at tage poserne, her!" Sagde Allyson, og smed begge sine poser over til ham.

Misfornøjet samlede han poserne op, og så gik vi ellers ned for at hente vores ting.

 

❤❤❤❤

"Tro på det." Sagde jeg irriteret. 

Lucas sukkede dybt, og kiggede opgivende på mig.

"Kom nu Mel. Hvis ikke du prøver, lærer du det jo aldrig." Sagde han, men vidste udemærket godt hvad mit svar ville blive til det.

"Jamen så må jeg jo lade være med at lære det." Sagde jeg bestemt, og trådte forsigtigt et skridt tilbage.

Aldrig i livet om jeg skulle køre selv ned ad den bakke. Den var jo for sevan da stejlere end Himmelbjerget!

Vent.

Er Himmelbjerget overhovedet stejlt?

Det er i hvert fald hårdt at gå op af!

Tro mig, jeg har prøvet!

Kunne ikke gå de næste 3 uger.

Gør det ALDRIG igen, det er helt sikkert!

I hvert fald, ville Lucas have mig til at prøve at køre ned ad bakken, uden at han holdt fast i mine ski, som han havde gjort indtil nu.

Og det havde jeg virkelig ikke tænkt mig at gøre, nej!

Jeg ville bare falde og brække et eller andet - og gips passer ikke liiige så godt til min hudfarve.

Ja altså undskyld, men det passer!

"Hold nu op med at være så stejl Mel. Der sker ikke noget, jeg kører lige bag ved det, det lover jeg!" Sagde han.

Mig?

Stejl?

Det eneste der var stejlt her, var den skide pist!

"Glem det Lucas. Jeg gør det ikke." Sagde jeg bestemt, og overvejede at sætte mig ned, bare for at være rigtigt på tværs. 

Jeg lod dog være, da jeg var rimelig sikker på, at jeg aldrig ville kunne komme op derfra igen. Jeg var faktisk 99% sikker på det, og jeg havde ikke tænkt mig at ligne en døende hvalros endnu engang, når det nu var det stik modsatte jeg ville lige på det tidspunkt.

Lucas kiggede vurderende på mig, og rakte så ud efter mine hænder.

"Nej, du har ret, du er jo slet ikke klar endnu. Kom, tag mine hænder så trækker jeg dig hen til kanten." Sagde Lucas udspekuleret.

Jeg tænkte ikke videre over hans mystiske tone, men tog blot hans hænder, og lod ham trække mig med hen til kanten. Men han slap mig ikke.

Derimod fortsatte han udover kanten, uden overhovedet at bryde øjenkontakten med mig, og begyndte stille og roligt at køre ned ad bjerget.

Panikken ramlede indover mig, selvom han ikke gjorde mine til at slippe mig. Faktisk, var han ualmindeligt rolig, og holdt blidt om mine hænder, mens han kiggede mig opløftende i øjnene.

"Lucas hvad fanden har du.....!" Jeg nåede aldrig at afslutte sætningen, for da jeg begyndte at råbe, mistede jeg balancen, og var utrolig tæt på at falde.

"Rolig Mel. Jeg har dig. Bare slap af, du må ikke gå i panik. Bare stol på mig." Sagde han roligt, og rettede mig op igen.

Tage det roligt?!?!?!?!?!??!!

Hvordan helvede havde han tænkt sig at jeg skulle tage det roligt, når jeg styrtede ned imod bunden af en fucking pist, uden nogen former for kontrol, og min eneste form for sikkerhed var en skide hjelm, og så Lucas, der lige så godt kunne slippe mig!!!

TAGE.DET.ROLIGT??!?!

Hahahahaha tro på det!

"Mel kig på mig. Tag en dyb indånding, og slap så bare af. Jeg har styr på det, tro mig. Stol på mig." Insisterede han.

Altså troede han at jeg skulle føde eller hvad?

Dyb indånding, pust ind, pust ud!

1,2,3, PRES!

Nej okay, jeg skal være seriøs.

Seriøs skiløber.

Måske det er det jeg skal satse på?

En karriere indenfor ski?

Imens min hjerne kværnede derudaf med de sygeste tanker, slappede jeg langsomt mere af, og fandt mig selv stående uden en Lucas foran mig.

"Lucas!" Skreg jeg da det gik op for mig at jeg selv kørte.

Et pres føltes imod min hånd, og det gik op for mig at han stadig holdt min hånd - dog kun den ene, og fra siden af nu. Han fangede mit blik, og smilede opmundtrende til mig.

"Det går jo fint, prøv at bremse lidt engang." Sagde han roligt.

Bremse?

Hvordan fanden bremser man?

Af naturlig refleks, lænede jeg mig baglæns, i den tro, at det jo selvfølgelig ville sætte farten en smule ned. For det plejer alt jo at gøre når man læner sig tilbage, ikke?

Okay måske ikke, men det meste gør i hvert fald!

Pointen er, at det gør ski altså ikke.

Tværtimod, sætter det farten op.

Husk på det, hvis du engang skal ud at stå på ski!

ALDRIG læn dig tilbage!

Panikken kom igen op i mig, og desperat vendte jeg mit hoved over imod Lucas, der så på mig med et roligt smil.

Seriøst, hvordan fanden kunne han tage det så roligt?!

Det irriterede mig grænseløst, men da jeg ville kommentere det, afbrød han mig hurtigt.

"Du har ikke hørt efter, vel?" Spurgte han med et smil.

Hørt efter?

Hvad mente han?

Selvfølgelig havde jeg hørt efter?

Havde han måske ikke bedt mig om at bremse, eller hvad?

Duuh?

Ikke min skyld, at han ikke havde fortalt mig hvordan man gør det, altså!

Urgh.

Han kiggede overbærende på mig, og kørte så om foran mig igen, så jeg nu ikke skulle anstrenge mig så meget for at se på ham.

Selvom det stadig gav mig utrolig dårlige nerver, at han kørte baglæns ned ad en pist, i så forholdsvis høj en fart alligevel. 

"Hør. Som jeg forklarede dig i går også, er det faktisk utrolig let at bremse." Sagde han alvorligt.

Jeg fnøs højlydt, og himlede med øjnene. Han ignorerede det dog, og fortsatte med at forklare. "Det eneste du skal gøre er, at du skal læne dig en smule forover, og placere dine hænder på dine knæ - sådan her..." Forklarede han, og demonstrerede hvad det var han ville have mig til.

Usikkert gjorde jeg som han sagde - usikker, da man jo normalt ville mindske vindmodstanden og dermed køre hurtigere, ved at stille sig i en sådan stilling (frækt, huh.. nej okay, mere klogt. For sådan er jeg nemlig - klog altså).

Og allerede der, hjalp det faktisk.

Jeg sagtnede farten en smule - ikke meget, men en smule - og kiggede triumferende over op på Lucas, der stadig stod klar til at gribe, hvis noget skulle gå galt.

"Okay. Prøv så at skubbe dine leg fra hinanden, hurtigt og bestemt, så skulle du gerne stoppe." Sagde han.

Ja, enten det, eller også falder jeg og ruller hele vejen ned ad bjerget i en kæmpe snebold, ligesom man ser på film! Tænkte jeg syrligt, inden jeg prøvede at få styr på mine nerver.

Nervøst kneb jeg øjnene i, og i en brat bevægelse, skubbede jeg mine ben fra hinanden. Mine arme var rakt beskyttende ud foran mig, da jeg var sikker på at jeg ville falde, men efter lidt tid, gik det op for mig at nogen lo.

"Hvad fuck griner du af?" Hvæsede jeg surt.

Lucas lo videre, og tog endnu engang mine hænder i sine.

"Åben øjnene Mel." Sagde han blidt.

Forsigtigt gjorde jeg som han sagde.

Jeg stod stille.

Jeg. Stod. STILLE!!!!!

Sejren og stoltheden fløj op i mig, og fik hele mit ansigt til at lyse op.

"Jeg gjorde det!" Sagde jeg stolt, hvilket bare fik Lucas til at grine endnu mere. "Ja du gjorde." Svarede han.

"Men der er stadig et stykke ned til bunden, er du klar på det?" Spurgte han nervøst.

"Øh er en sortbroget ko's ører måske sorte eller hvad?" Svarede jeg glad. 

Lucas stoppede med at le, og kiggede seriøst på mig. "Ved du hvad?" Spurgte han seriøst?

Jeg rystede hurtigt på hovedet med et kæmpe smil placeret på mine læber.

"Du er den sødeste og mest mærkværdige person jeg nogensinde har mødt." Sagde han med et smil, og trak mig så afsted igen.

"Og når vi kommer op igen, så giver jeg frokost." Sagde han smilende, inden vi fortsatte turen nedad, hånd i hånd.

 

_______________________________________________________________________________________________

 

Okay undskyld for det længe ventede, korte og forvirrende kapitel, men jeg har som sagt/skrevet/whatever været til Justin-koncert i weekenden - fantastisk koncert, spørger du? Nej det er vidst ikke lige ordet da! :o

Holy moly.

Men jeg har altså skrevet det her klokken 01 om natten, så vær lige en snuskebasse (ew) og bær over med mig? pleeeease? :o

Til jer der ikke har lagt mærke til det endnu, har jeg faktisk langt om længe fået oploadet traileren, og i kan se den enten et eller andet sted her ude i højre side, eller i en af mine mumbles :-)

Jeg kan vidst godt afsløre allerede nu, at der kommer til at ske noget "uventet" (som måske ikke er så uventet endda, who know?) i næste kapitel, så det kan i jo så se lidt frem til ;)

Stay safe - believe og alt det der

 

- E xXx

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...