Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
22729Visninger
AA

12. Kapitel 11: Skiing!

Melanie's synsvinkel

 

"Hvor fanden blev du af?! Jeg har ventet i en halv time på dig nu, og se hvem der er dukket op!" Rasede Allyson vredt.

Ja altså undskyld da.

Forvirret trådte jeg ind i rummet, og så mig omkring. 

Værelset var lille - i hvert fald hvis vi skulle bo 8 mennesker herinde. Ved siden af den dør jeg netop var kommet ind ad, var en dør der førte ind til et enormt lille badeværelse, bestående af en vask, et spejl, en radiator, et lokum og en brusekabine. Ved siden af døren ind til badeværelset, stod en køjeseng klemt ind i hjørnet. For enden af den var et vaklevornt bord med tilhørende stol, samt et vindue der faktisk ikke rigtig førte ud til noget, da det var placeret i et af de der huller med en rist over. På den anden side af bordet stod endnu en køjeseng. På den modsatte side, stod ligeledes en køjeseng, og for enden af den, stod et kæmpe monstrum af en reol. Åh, og klemt inde imellem de to køjesenge i den modsatte ende af værelset, end den jeg nu stod i, var en drømmeseng placeret, klemt inde mellem de to køjesenge. Et vindue magen til det andet var over drømmesengen, samt en radiator.

Væggene var hvide, men på grund af lyset, så værelset noget dunkelt ud alligevel.

Jeg var så klar på at vende rundt, og stikke af på stedet.

Og hvad fanden lavede de drenge her?!

Skulle de ikke tage at finde deres eget værelse, i stedet for at være på Allysons og mit?

Eller hvad?

Kunne de ikke finde det?

Skulle vi også hjælpe dem med det nu, eller hvad?

Jeg fattede nada, og lige som jeg skulle til at spørge om de skulle have hjælp til at finde deres værelse, blev døren bag mig hamret op - lige ind i mig - hvilket gjorde at jeg blev skubbet ind i reolen.

Urgh.

Tim kom ind ad døren, og jeg havde virkelig den største lyst til bare at gå hen og smække døren i hovedet af ham.

En lav, dyb, hæs latter fik mig til at stirre ondt hen på Harry, der grinede lavt af mig. De andre drenge - og Allyson for den sags skyld -  kiggede derimod bekymrede på mig, og irriteret kom jeg på benene igen.

"Åh, ups, det må du undskylde, er du okay?" Spurgte Tim overrasket, da jeg vredt skubbede mig forbi ham, og hen til Allyson der - uheldigvis - stod længst væk.

Ja da!

Det der med at få en dør hamret ind i ryggen, så man flyver med panden først ind i hjørnet på et fucking skab, er da bare det bedste der findes! 

Synes du ikke?

SKAL VI IKKE TAGE AT LAVE EN DEMONSTRATION, MED DIG SOM FORSØGSKANIN?!?!?!

Urgh.

Jeg svarede ham ikke, men sendte ham i stedet et ondt blik. 

"Nå, men jeg kommer egentlig bare for at se om i alle er faldet godt til her på jeres midlertidige værelse...." 

"Med midlertidige, mener du så indtil vi kommer tilbage fra ski i aften, eller hvad?" Afbrød jeg desperat.

Aldrig om jeg skulle bo med de drenge.

I hvert fald ikke en helt bestemt en af dem.

Bare tanken om det fik mine hænder til at svede, og mit hjerte til at sætte farten op. Mine øjne flaksede over til Harry, der i forvejen kiggede på mig med et hemmelighedsfuldt udtryk.

Nej.

Niks, de kunne glemme det.

Så hellere sove på lokummet. Hmm...

"Nej, med midlertidigt mener jeg indtil vi skal hjem igen, er det et problem?" Spurgte Tim undrende. Jeg åbnede munden for at svare ham, men en anden kom mig i forkøbet. 

"Nej nej slet ikke, jeg tror bare at Melanie er lidt forvirret efter slaget." Sagde Harry med et blændende smil. 

Tim smilede tilfredst.

"Jamen super. Jeg kunne forestille mig at i allerede har bestemt hvem der sover hvor, husk at få klædt om, vi mødes ude foran om et kvarter." Sagde Tim, inden han drejede rundt på hælen, og forlod værelset. Vredt stirrede jeg efter ham, hvilket jeg nok ikke skulle have gjort, for før jeg vidste af det, var jeg den eneste der endnu stod op.

De andre havde styrtet hen til den seng de nu engang helst ville have, hvilket efterlod mig sengeløs.

Med undtagelse af én.

Jamen fedt, det her bliver da bare bedre og bedre! Tænkte jeg syrligt, da jeg tog min kuffert, og gik hen imod drømmesengen, der nu skulle være min den næste uges tid. Vi skulle helt sikkert nok blive uvenner. Det var helt sikkert.

Surt smed jeg i sengen, med ansigtet ned imod puden, hvilket fik to stemmer til at le lavt. 

Nej, nej, nu stopper det!

Panikslagent kiggede jeg først til den ene side, og dernæst til den anden, hvilket bare bekræftede min frygt. For på min højre side lå Lucas og kiggede på mig med et stort smil. Mens jeg på min venstre side havde fået æren af en vis Hr. Styles. Og da min seng var klemt ind imellem deres, så det lige så godt kunne have været en stor dobbeltseng, var jeg godt klar over allerede dér, at det her muligvis ville ende galt.

Jeg trillede om på ryggen, satte mig op, åbnede min kuffert, greb mit skitøj, og trampede vredt ud på badeværelset, hvor jeg smækkede døren og låste den.

Jeg var ikke sur.

Jeg var rasende.

 

❤❤❤❤

 

To timer senere, stod jeg overfor et nyt stort problem.

Bare det's navn sendte kuldegysninger igennem hele min krop.

Gondolen.

Dam, Dam, DAAAAAAAAAAAM!

Det lyder som noget fra en dårlig gyserfilm.

Gondol.

Og uheldigvis for mig, havde jeg også set rigeligt med gyserfilm - og børnefilm også - med sådanne tingester, der faldt ned.

"Kom nu Mel!" Råbte Allyson irriteret længere fremme.

Køen op til gondolerne var enormt lang, og da der var sat hegn op, blev vi mast imellem hinanden.

Jeg tror aldrig tyskere og østrigere har hørt om ordet køkultur før. 

Alle stod klemt imellem hinanden, og i stedet for at stå på en lang række, gjaldt det bare om at bruge hænder, arme, ski, skistave, ja alt hvad du nu lige havde i nærheden, for at komme længere frem. 

Allyson stod en smule længere fremme, med Louis, Zayn og Niall, mens jeg stod med Lucas. Jeg havde ingen idé om hvor Harry og Liam var, men da jeg vidste at der kun kunne være max 6 personer i en gondol, havde jeg travlt med at komme op til de andre.

Køen bevægede sig en smule, og jeg trådte akavet frem. Skistøvler er forfærdelige at gå i... Men på den anden side også mega sjove... Medmindre man skulle gå i dem i længere tid ad gangen... Det regner vi så med, ikke kommer til at ske!

Køen bevægede sig en smule mere, og snart var vi fremme ved trapperne ind til det "hus" gondolerne var i. Trapper og skistøvler er en enormt dårlig kombination kan jeg godt lige hilse dig at sige, og havde det ikke været for Lucas, var jeg muligvis faldet og brækket samtlige knogler i min krop, allerede inden vi overhovedet kom op på bjerget. Og det havde jeg faktisk ikke rigtig lyst til, nej.

Med Lucas hånd om min arm, og spastiske bevægelser, kom jeg til sidst op på toppen af trappen, og skulle nu bare bevæge mig hen til gondolerne.

Cirka dér gik det op for mig, at vi skulle hoppe på i farten.

"Jeg gør det ikke." Sagde jeg bestemt, og var klar på at smide støvlerne og løbe hjem under dynen igen.

Lucas svarede ikke, men gav min arm et opmundtrende klem, inden han trak mig med over til Allyson, Niall, Louis og Zayn, der ventede på os helt henne ved hegnet ind til selve gondolerne, der kom kørende med et fast mellemrum efter hinanden. 

"Nå så kunne i være her, hva' ?" Sagde Allyson med et stort smil, inden vi i samlet flok blev lukket ind i "løbegangen".

Og da jeg virkelig ikke havde intentioner om at skulle tage sådan en tingest alene (nej, jeg ville heller ikke sammen med andre, men da slet ikke alene!!!!!!) styrtede jeg i mine forfærdelige skistøvler hen til den første og bedste gondol, smed mine ski i den holder de skulle stå i, og skyndte mig ind i tingesten.

Jeg var godt klar over at jeg skulle sidde med ryggen nedad, hvis ikke jeg havde tænkt mig at dø helt, så det gjorde jeg, og skjulte så mit ansigt i mine hænder.

"Slap nu bare helt af, vi er ikke engang ude af huset endnu." Mumlede Louis, da han kom ind og satte sig overfor mig - at han turde! 

De andre kom ind til os, men jeg kiggede ikke op for at se hvem der satte sig hvor. I stedet holdt jeg blikket rettet imod gulvet, og havde ikke tænkt mig at løfte det derfra igen lige foreløbigt. 

Pludselig blev vi skudt afsted, og gondolen vippede som en sindssyg.

Jeg var grædefærdig.

Seriøst, jeg kunne lige så godt have lagt mig ned på gulvet og skreget som en lille baby, for fuck jeg var bange.

Og det blev ikke ligefrem bedre af at Louis sad og remsede alle de ulykker med ski og gondoler op, som han kunne komme i tanker om. Havde jeg ikke været på grænsen til at dø, havde jeg sikkert stukket ham en flad.

"Der var også dengang der havde været for meget vægt i gondolen, og den så faldt ned. Ingen af dem der sad i den overlevede, for den trillede hele vejen ned ad bjerget, og folkene indeni den blev væltet rundt imellem hinanden - ja nogen faldt faktisk ud af vinduerne, og ville sikkert have overlevet, hvis ikke gondolen havde startet en lavine, og...." 

"Louis jeg tror vi har fattet det nu." Sagde Lucas bekymret.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se at han sad ved siden af mig, med Niall på den anden side, der så ud til at være mindst lige så bange som jeg var.

Allyson så heller ikke specielt rolig ud, og da Louis langsomt begyndte at rokke med gondolen blev det for meget for os.

"NU STOPPER DU!" Hvæsede Allyson arrigt, mens jeg slog ham med min skistav.

Louis sagde intet, men fortsatte bare med at vippe den.

Frygten sad helt oppe i halsen på mig nu, og truede med at kvæle mig, og snart gik det op for mig at tårer var begyndt at strømme ned ad mine kinder.

"Louis det er altså ikke SJOVT!" Græd jeg, og straks stoppede han med at vippe den.

I stedet begyndte han, at grine lavt.

"Tuder du?" Grinede han.

Jeg snøftede en enkelt gang, hvilket vidst var svar nok for ham, for han slog snart en høj latter op, og begyndte at sige hånlige ting, der fik lysten til at slå ham, til at blive endnu større end den var i forvejen.

Pludselig hoppede Gondolen en gang, inden den stoppede op, og vippede faretruende frem og tilbage i stilstand.

Et rædselsskrig banede sig vej ud imellem mine læber, og hurtigt blev en beskyttende arm lagt omkring mig. Taknemmeligt gemte jeg ansigtet i Lucas' jakke, mens han blidt strøg mig over håret. Min hjelm lå på gulvet et eller andet sted, og der gik ikke længe før et sæt arme mere blev lagt omkring Lucas.

"Kan vi ikke bare hoppe af her?" Spurgte Niall nervøst.

Det gik op for mig at det var hans arme der også lå omkring mig, og der gik ikke længe før jeg opdagede at han også havde hovedet borret ind i Lucas' jakke.

"Hold nu op med at være sådan nogle vatnisser. Der er sikkert bare sket en ulykke, eller også er der nogle tabere, der ikke kan finde ud af at komme på/af et eller andet sted. Desuden kan jeg opmundtre jer med, at vi ikke engang er halvvejs endnu." Sagde Louis. 

Om det skulle forestille at virke beroligende skal jeg ikke kunne svare på, men det hjalp i hvert fald ikke det mindste.

Hvorfor var jeg overhovedet gået med til det her?

Jeg kunne ligge derhjemme lige nu, og æde chokolade!

Altså hvis jeg lige havde været i et af de supermarkeder der lå for foden af bjerget først jo.

Men alligevel!

I stedet sad jeg nu i sådan en dødsmaskine her, der sikkert snart faldt ned, og så ville der bare ikke være mere Melanie!

Slut, færdig, punktum.

"Jeg har faktisk engang set noget i tv'et der mindede om det her...." Begyndte Louis, men før han nåede at fortsætte havde alle på nøjagtigt samme tid sagt: "NEJ!" hvilket faktisk fik ham til at holde kæft.

Så nu sad vi her.

Fanget i en gondol, 10 meter over jorden, og med en dreng vi alle var klar til at kaste ud af vinduet, hvis det betød at vi slap for at høre på ham.

Pludselig gav gondolen et hop mere, og jeg var nu helt sikker på at vi ville falde ned.

Dog satte gondolen igang, og langsomt gik det endnu engang opad imod toppen af bjerget.

 

❤❤❤❤

 

Oppe på bjerget var alt kaos.

De elever der skulle på skiskole - heriblandt Allyson og jeg, der aldrig havde stået på ski før - skulle følge med Jess, der ville tage os med hen på børnebakken.

Børnebakken.

Så hellere kalde det den grønne pist.

Det lød ikke helt så nederen.

Vi havde stadig ikke set skyggen af Harry og Liam, men vi gik udfra at de ikke var kommet op på bjerget endnu.

Jeg havde også fået taget hævn over Louis, som det allerførste, da vi kom ud fra de skide dødsmaskiner. Jeg havde spændt ben for ham ned ad den lille trappe der var, når man skulle ud fra huset oppe på bjerget, hvilket resulterede i, at han væltede og fik sne over det hele.

Oooops.

Desuden, blæste vinden så kraftigt oppe på bjerget, at det var umuligt at se en hujende fis. 

Urgh.

Irriteret prøvede jeg igen at klikke min ski på, men den gled fra mig - igen.

En irritabel strøm af eder og forbandelser flød fra mine læber, da jeg gik hen for at fange min ski, inden den ville tage turen ned ad bakken uden mig. 

"Brug for hjælp?" En stemme fangede min opmærksomhed, og da vinden slørrede den så jeg ikke kunne genkende den, satte frygten endnu engang ind.

En dreng der lignede alle andre på grund af alt skiudstyret, kørte ind foran mig, og rakte mig min ene ski. 

"Her, hold fast i mig, mens du tager den på, så skrider du ikke." Sagde han, og smilede stort.

Smilet afslørede hvem han var, og straks slappede jeg af igen.

"Tak Lucas." Sagde jeg taknemmeligt, inden jeg endnu engang sparkede til skien. Den eneste forskel fra før, var dog at den blev siddende den her gang. 

Lykkelig, og med følelsen af at kunne gøre alt, satte jeg nu det ene ben foran det andet, for at gå over til Jess, der nu var igang med at forklare de mest grundlæggende regler.

Men før jeg fik set mig om gik det galt.

Skiene pegede ned imod bunden, og pludselig så bakken enormt stejl ud. Det syntes mine ski vidst også, men i modsætning til mig så de det vidst som noget godt,  for der gik ikke længe før de susede afsted ned imod bunden, med mig skrigende efter. 

Eller på.

Eller hvad fanden man nu end siger.

Pointen er, at jeg med dødsfart styrede imod bunden, uden den mindste idé om hvordan man drejede og/eller stoppede. Det eneste jeg kunne gøre, var at forsøge at holde mig på benene, da jeg udemærket godt var klar over, at hvis jeg væltede med den her hastighed, ville det gå galt.

"Stop Melanie!" En stemme et sted bagfra råbte efter mig, og forvirrede mig et øjeblik, så jeg mistede balancen. Jeg genvandt den dog hurtigt, og fik så meget kontrol, at jeg rettede mig fuldt op, hvilket jeg lynhurtigt fortrød, da det kun fik skiene til at sætte farten om muligt mere op.

"Jeg ved forhelvede da ikke hvordan man gør!" Skreg jeg desperat og panikslagent. 

Suset fra vinden, og sneen der styrtede ned fra oven, og fik alt til at blive til én stor hvid masse. Jeg kunne intet se, intet gøre, og intet høre længere.

Jamen det kunne da ikke gå hen at blive spor farligt eller noget, vel?

Angsten sad overalt i mig, og det var ikke den samme dybe frygt jeg følte når Harry var i nærheden.

Det her var angst.

Dødsangst.

"Melanie!" Jeg ved ikke hvor mange gange nogen havde prøvet at komme i kontakt med mig, og jeg var ligeglad. Jeg kunne intet gøre, andet end at forsøge at hold mig oprejst.

"Melanie du bliver nødt til at sænke farten!" Råbte en eller anden.

Hvad var det idioten ikke fattede?

Troede han at jeg gjorde det med vilje?

At jeg med vilje kørte styrtløb ned ad et fucking bjerg, den første gang jeg stod på ski?

Nej vel?

Irritationen blandede sig med frygten, og fik alt til at koge indeni mig.

"Jeg kan forhelvede ikke finde ud af det!" Råbte jeg arrigt tilbage.

Jeg ved ikke hvor meget af det han hørte, men før nogen af os kunne nå at sige noget, blev jeg standset meget brat af en eller anden pæl af en art.

"Hrurgh." Sagde jeg, da alt luften blev slået ud af mig.

Med et bump landede jeg på jorden, og slog hovedet hårdt ned i den nedtrampede sne.

En skikkelse bøjede sig nedover mig, og da hans skibriller blev løftet, afslørede de et bekymret blik.

"Melanie? Mel? Er du okay? Hvor gør det ondt? Skal vi ringe efter en ambulance?" Spurgte Lucas hektisk.

Et lavt grin forlod mine læber.

"Lucas du er på toppen af et bjerg, jeg tror sku ikke der kører ambulancer heroppe." Grinede jeg, og satte mig op.

Frygten havde lagt sig, og sendte adrenalin rundt i min krop med en enorm hastighed. Jeg var på grænsen til gråd, ja, men jeg havde ikke tænkt mig at græde.

Ikke igen.

Lucas lo lavt, og trak mig ind i et tæt kram. 

Jeg var hurtig til at gribe chancen for lidt omsorg og støtte, og kastede hurtigt begge mine arme om hans nakke.

"Du må altså aldrig gøre mig så bange igen Melanie!" Sagde han blidt men bestemt.

Jeg lo lavt ind imod hans jakke, der duftede sødt af hans parfume.

"Jeg havde da ellers det hele under kontrol." Sagde jeg kækt, og trak mig en smule fra ham, for at sende ham et matchende smil.

Han rejste sig leende, og rakte en hånd ned til mig.

"Skulle vi så ikke tage at køre op igen, så jeg kan lære dig min definition af kontrol?" Spurgte han leende, og trak mig op på benene igen.

Jo tak, det lød som en helt fin idé for mig. 

 

❤❤❤❤

 

"Hvad.Er.Det?" Spurgte jeg med tydelig afsky i stemmen.

Vi sad i det hus vi alle var samledes i, i kælderen tidligere på dagen, nu bare oppe i spisesalen, hvor "krofatter" var ved at dele en form for suppe ud til os.

Han havde nogle deciliter mål - kander - på et fad, og rakte det indover bordet så alle kunne tage en. Derefter skulle man så hælde det i tallerkenen, og så sætte kanden tilbage på bakken.

Suppen var tynd, og duftede ganske fint. 

Den var klar, og med nogle pinde i, der viste sig at være tørret brød af en art.

Så altså fra første øjekast så det ikke så slemt ud.

Men smagen.

Efter den første mundfuld var jeg klar på at spytte det hele ud igen, og løbe ad helvede til.

Føj hvor var det klamt!

Ew!

Allyson der sad på min ene side, sad med det samme ansigtsudtryk som jeg går udfra jeg gjorde, og lignede dermed også en der var ved at kaste op.

"Så slemt er det altså ikke!" Sagde Niall, og kastede sig endnu engang over suppen. Han var vidst rimelig sulten, men på den anden side, hvad jeg ved af, heller ikke spist noget hele dagen.

Kort tid efter sad han med en tom tallerken, og stirrede fortabt på den.

Medlidenheden, og chancen for at slippe af med min klamme mad, fik mig til at skubbe min tallerken over til ham.

"Her, tag min." Sagde jeg.

Hans ansigt lyste op, som om jeg havde givet ham en nyre eller hvad filan ved jeg, og grådigt kastede han sig nu over sin anden potion ækle suppe.

Hvis han blev syg, ville jeg ikke have skylden.

Han havde selv valgt, husk det!

Snakken gik lystigt rundt ved bordene, og efter at have fået en mindst lige så klam hovedret - bestående af ris, en kotelet af en art, noget klamt snask der sikkert skulle forestille sovs, samt noget jeg tror var syltet hvidkål - sad vi nu med vores desserter.

En lille skål med syltede ananas.

Mums.

Allyson prikkede forsigtigt til mit lår.

"Mind mig om at vi skal ud at handle i morgen." Mumlede hun, inden hun stak en ananas i munden.

"Det bliver ikke nødvendigt." Svarede jeg.

Værste mad.

Ever.

Man kunne jo så håbe på at vi ville få bedre mad dagen efter.

Så det gjorde jeg.

"Okay børn, hør lige efter engang!" Sagde Tim, idet han rejste sig op.

Snakken emmede langsomt ud, og snart var der helt stille i hele den store spisesal.

"I morgen bliver i vækket klokken 07:00, og fra da af har i en halv time, inden vi mødes heroppe til morgenmad. Bussen der skal køre os ind til byen kommer halv ni. Jer der skal på skiskole mødes på toppen af pisten med Jess og Karsten, mens i andre kommer hen til Camilla og jeg, inden i gør noget som helst andet. Når vi er færdige her, går alle ned på deres værelser, og der skal være ro senest klokken 23. Er alle med?" Sagde han.

Rundt omkring ved bordene lød nogle mumlende "Ja".

"Jamen så var det vidst det, hav en fortsat god aften!" Sagde han, inden han satte sig ned igen.

Nærmest på kommando rejste alle sig, stillede deres tallerkener og bestik på den rullevogn vi havde fået besked på, og gik så højrystede hen til deres værelser.

På vej ned til værelset, skævede jeg til uret, der fortalte mig at klokken var 22.

Suk.

Tiden med Lucas på pisten var fløjet afsted, og allerede nu, var jeg væsentligt bedre end i starten (Dette kunne godt have noget at gøre med at han enten holdt mig i hånden, eller gav mig dårlige nerver ved at køre baglæns ned ad bjerget, med hænderne på mine ski, så han kunne styre retning og tempo) MEN ALLIGEVEL!

Louis og Niall havde sluttet sig til os på et tidspunkt, og også Zayn, men han valgte hurtigt at sætte sig ind på den café der lå lige op ad pisten. Han havde sagt at det med ski ikke rigtigt var ham, og at han faktisk ikke helt forstod hvorfor han overhovedet var taget med.

Allyson havde faktisk også sluttet sig til os, så til sidst havde det faktisk været rigtig hyggeligt, selvom Louis' kommentarer om min skikørsel til sidst gik mig så meget på nerverne, at jeg ikke kunne modstå fristelsen ved at skubbe til ham.

Liam og Harry, havde ingen af os set hele dagen.

Heller ikke til den nyligt afsluttede middag, men det gjorde mig nu ikke rigtigt noget.

Et eller andet sted ønskede jeg faktisk for mig selv, at de måske var blevet fanget i en lavine, så jeg aldrig mere behøvede at se på deres hæslige fjæs.

Vent.

Det var ondt.

Liam har ikke gjort mig noget, så han måtte gerne overleve.

Det gik pludselig op for mig, at jeg stod midt i værelset, og stirrede ud i luften. Heldigvis var jeg alene.

De andre var ikke kommet herned endnu, så hurtigt greb jeg mit nattøj, og sprang ud på badeværelset, hvor jeg låste døren med et 'klik'. Jeg børstede mine tænder, og lige som jeg var ved at klæde om, hørte jeg højrøstede stemmer ude fra værelset. Perfekt timing alligevel.

Jeg låste døren op, og trådte ud fra badeværelset, direkte hen til min seng, hvor jeg udmattet smed mig.

"Min tur, damerne først!" Sagde Allyson bestemt, og gik ud på badeværelset, hvilket efterlod de resterende fire drenge tilbage på gulvet.

"Jeg klæder altså bare om her så." Mumlede Zayn, og trak sin trøje over hovedet.

En bevægelse, der lige så godt kunne have dræbt mig på stedet. Damn den dreng havde en god mave. Ivrigt sugede jeg alle detaljerne om hans krop til mig, og det gik slet ikke op for mig, at de andre drenge havde lavet det samme nummer, og at deres bukser snart røg samme vej også.

"Kan du lide synet?" Grinede Zayn højt, hvilket fik de andre drenge til at kigge på mig.

Blodet fór op i mine kinder, og forlegent vendte jeg mig om, så jeg havde ansigtet ned imod puden.

"Det er ellers okay, for det kan jeg også." Sagde Niall, og snart lød der lyde der bestemt ikke burde være der.

En dør gik op, men hvilken det var, aner jeg ikke. 

"kan vi ikke bare sove?" Spurgte jeg træt.

"Nurgh, er lille Melanie træt?" Spurgte Louis grinende.

De gjorde dog som der blev sagt, og lagde sig i deres senge. 

Min seng gav efter, som følge af Lucas, der forsigtigt kravlede indover mig.

"Godnat Mel." Hviskede han lavt, idet han gik fra min, til sin egen seng.

Lyset blev slukket, og snart blev der helt stille.

Altså lige indtil døren gik op, og Liam og Harry væltede ind.

"SOVER I?!" Råbte Liam højt, og tændte lyset.

Et højt skænderi bredte sig, men det varede dog kun indtil Allyson vredt bjæffede om ro. Så blev lyset slukket igen, og endnu engang gav min seng sig som følge af kropsvægten fra en anden person. Men i modsætning til før, var det her ikke en person jeg rent faktisk brød mig om.

"Jeg har savnet dig Mel." Hviskede han lavt, da han kravlede forbi mig.

Idiot.

Jeg har fandeme ikke savnet dig.

Dø i helvede.

Urgh.

Roen sænkede sig igen over rummet, og kort efter lød der fredfyldte vejrtrækninger fra de forskellige senge, der indikerede at de sov.

Jeg kunne ikke høre Harry, men da jeg gik udfra at det betød at han sov, vendte jeg mig forsigtigt imod ham.

Jeg havde altid haft det bedst med at sove på den side, og selvom det betød at jeg havde hovedet imod en møgso, var det en nødvendighed. 

Han sov.

Heldigvis.

Taknemmeligt trak jeg benene op under mig, og lukkede øjnene.

Jeg var lige på grænsen til søvn, da jeg mærkede en arm om min skulder, men da jeg var for træt til at åbne øjnene for at se hvem det var, lod jeg det ligge.

Selvom jeg virkelig ikke håbede for Harry at det var ham, for så var det kun et spørgsmål om tid, før jeg ville rive bollerne af ham.

Med hænderne, jo.

Selvom jeg ikke havde lyst til at røre hans nedre dele med mine bare hænder.

Ew.

Handsker er vejen frem!

Et blidt skub fra armen om min skulder, og fjedrene der gav sig i min seng, fik mig forskrækket til at spærre øjnene op. En fredfyldt Harry kom til syne.

Vredt skubbede jeg mig fra ham, og da jeg ikke så andre muligheder, rejste jeg mig fra sengen, tog min dyne og pude, og traskede vredt ud på badeværelset, hvor jeg smed puden i brusekabinen, viklede dynen om mig, og træt lagde mig på gulvet i kabinen.

Det her skulle nok blive en laaaang nat.

________________________________________________________________________________________________

 

Soooo... Som undskyldning for det sidste korte og forvirrende, fik i nu et langt og forvirrende kapitel! :D

Yay, lucky you! ;)

De problemer der gjorde at jeg ikke havde så meget tid til jer, er blevet løst, men er dog ikke helt væk ;) Jeg skriver så tit jeg kan, og opdaterer hurtigst muligt, det håber jeg i har forståelse for! :D

Håber i alle er i live og har det godt :p

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...