Dark Love (13+) ((1D))

Melanie Andrews er en dansk 16-årig pige som bor med mor, far og sine to yngre søskende. Hun går i en mere eller mindre normal skole med mere eller mindre normale mennesker, og lever mest af alt et mere eller mindre normalt liv. Hun lever egentligt sit liv som enhver anden teenagepige, men hvad sker der når alt vender upside down på kort tid?

Når badboyen Harry Styles som finder Melanie meget interessant og attraktiv, og hans fire bedste venner, træder ind i ens liv? Når man er splittet imellem to drenge? Når den ene bliver myrdet, og drama, følelser, begær og venskaber kommer på en prøve?
Velkommen til Melanie's liv.

*Drengene er ikke kendte*

138Likes
289Kommentarer
23070Visninger
AA

2. Kapitel 1: Welcome to hell

Melanie's synsvinkel

Hvor jeg dog elsker at vågne mandag morgen uden at skulle i skole.

Som i: Jeg ELSKER det!

Uheldigvis for mig, var det her ikke en af de dage, så jeg måtte pænt lette røven, finde mit tøj frem, og lunte ud i det evige morgendrama der altid var på badeværelset.

Altså... Egentlig havde vi to badeværelser, men ingen af os orkede at rydde op ude på det mindste af dem, så i stedet måtte vi nu kæmpe om retten til det store badeværelse, og lad os bare sige det sådan:

Der var altid en eller anden der endte med at tude, og den en eller anden var altså ikke mig.

Hah, fuck nej aldrig.

Den 'nogen' var min røv irriterende lillebror, der altid troede han var noget.

Hvilket han altså ikke var.

Faktisk, var han bare røv irriterende og troede han var noget, som jeg sagde lige før. 

Undskyld, lidt morgensur, skal nok prøve at beherske mig.

Træt rakte jeg armen ud efter min mobil der lå på gulvet på sin sædvanlige plads. Desværre fik jeg overbalance, og trillede ned på gulvet som en anden klump. 

Fedt, den her dag startede da også bare fantastisk.... Føl ironien.

Et grin tiltrak min opmærksomhed, og da jeg kiggede op imod døren, så jeg min mor stå med et stort smil plantet om læberne, imens hun grinede af mig.

"Ligger du godt?" Spurgte hun grinende.

Surt vendte jeg min om så jeg lå med ryggen til hende.

"Fantastisk." Mumlede jeg, og fik endelig fat i den skide mobil. Jeg kunne høre mor sukke i døren. "Rejs dig nu, du har  nøjagtigt ti minutter, før din bus kommer." Sagde hun, og så skal jeg da ellers nok lige love for at jeg kunne rejse mig!

Hurtigt sprang jeg op fra gulvet, samlede noget tøj op som lå smidt på mit gulv, og susede så ud på badeværelset.

I løbet af 0, ingen tid, havde jeg fået tøj og makeup på, samt fået sat mit hår.

Jeg sendte et luftkys til mig selv, inden jeg vendte mig væk fra spejlet, og spankulerede ud i køkkenet, hvor jeg hev min taske op på bordet, smed mit penalhus deri, tog sko og jakke på, og forlod så huset, for at kunne fange bussen.

Kulden smøg sig om min krop, og fik mig til at gyse en smule. Gid den bus snart ville komme.

Et blik på klokken slog dog mit håb til gulvet med et brag.

Der var stadig 5 min. til den ville komme, og hvis du nogensinde har stået midt ude i ingenting, ved en meget trafikeret vej, en pisse kold morgen, så ved du at fem min. er lang tid at vente i.

Helt sikker på at mine hænder og ben ville fryse af inden bussen kom, gav jeg mig til at synge med på den musik jeg havde i ørerne, og for ligesom at holde varmen en smule, gav jeg mig til at danse med også. Folk der kom kørene forbi måtte helt sikkert tro at jeg var vanvittig, hvilket de muligvis havde ret i.

Langt om længe kom det store skrummel af en bus dog ENDELIG trillende, og som sædvanligt skulle buschaufføren være fucker træls, så han valgte at køre ned i den største vandpyt han kunne finde, inden han fortsatte lige forbi mig. Lavt bandede jeg ham ad helvede til, men da jeg endelig kom ind ad døren til bussen, måtte jeg alligevel pænt smile til ham, og svare hans sædvanlige:

"Godmorgen Melanie! Fryser du?" Som han altid sagde på præcist samme irriterende og hånlige måde. 

Nej du, jeg har skam haft det dejligt ude i tundraen, tak fordi du spørger. Tænkte jeg syrligt, inden jeg mumlede et godmorgen til ham, og traskede ned til min sædvanlige plads nede bagi.

Og som sædvanligt var min sædvanlige plads optaget.

Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor jeg blev ved med at kalde den for min sædvanlige plads, for det var virkelig sjældent jeg rent faktisk sad der. Men altså udover det, så var det min sædvanlige plads, OKAY?!

I stedet lod jeg mig nu dumpe ned ved siden af en af de andre der allerede sad der. Han gik i min parrallelklasse, men jeg havde kendt ham siden vi var mindre end små, og de første 11 år af vores liv tilbragte vi i samme klasse/børnehave. Så blev vi nødt til at flytte skole, og nu sidder vi så her.

Nu var der ikke andet at gøre, end at læne sig tilbage, og tålmodigt vente på at de næste 40 min. ville gå, før vi ville befinde os på skolen.

Jesez hvor jeg dog hadede den lange transporttid, for at komme 10 km. væk hjemmefra.

Suk.

Jeg lænede mig tilbage, trak mine ben op på sædet foran mig, skruede op for musikken i mine øre, lukkede øjnene, og ventede så ellers bare.

***

"Vi er her!" Sagde min veninde Allyson pludselig, før hun jog en albue i siden på mig. "Av! Hvad skulle det nu til for?!" Råbte jeg tvært, inden jeg tog min taske, og ventede til at bussen kom helt hen til skolen.

Længere fremme ved døren stod Allyson og grinte i vilden sky over sit prank, som ikke var et prank, men som var et prank.

Er du med?

Håber jeg.

I hvert fald syntes hun selv at hun var hysterisk morsom.

Typisk.

Sådan var hun altid.

Gjorde skade på andre, og grinte så ellers af det.

Nu tænker du sikkert: Jamen Melanie! Hvorfor gør du ikke bare noget igen?

Men aaaaargh du! Hvis jeg gør det, så er jeg her ikke ret længe endnu, det kan du være helt sikker på!

Sindssyge kvindemenneske.

Men jeg elskede hende nu alligevel, selvom det sikkert lyder helt vildt langt ude for dig. Men altså... modsætninger mødes, du ved. Selvom jeg nu ikke ved hvor meget modsætning der var imellem os to.

I HVERT FALD, syntes hun selv at hun var sjov, hvilket jo så var fedt for hende.

Bussen trillede langsomt ind i buslommen, og stoppede så brat op, hvillet førte til at alle de børn der stod op, nær var væltet. Hvilket faktisk kunne have været utrolig morsomt!

Nej okay, jeg skal være sød.

Undskyld.

Dørene blev åbnet, og i det samme begyndte alle at skubbe, mase og råbe ad de børn der stod længere fremme ved dørene, at de skulle lette røven og komme ud.

Buschaufføren kiggede som sædvanligt forskrækket på ungerne der væltede ud af bussen, som om han aldrig havde set det før.

Faktisk, så var alt bare som det plejede at være. Alt kørte i de samme kedelige - men trygge - rammer, og skal jeg være ærlig så var jeg ved at kaste op. Hvorfor skal det altid blive så ensformigt?

Åååh, hørte i lige det ord hun kunne der, huh?

Stjerne til mig, nu har jeg været klog i dag, så kan jeg vidst godt bare tage hjem igen!

Desværre vidste jeg at det nok ikke ville gå, så jeg måtte pænt følge med stimen af larmende børn ind på skolen. Allyson kom op på siden af mig, og sammen begav vi os tavse ind i helvede.

Vores skole bestod af én stor bygning, med flere mindre gange ned igennem. Den første gang var vores, som vi skulle dele med vores parallelklasse, 9. klasserne, 8 og 7 klasserne. Den næste gang var 4-6 klasserne, dernæst 1-3 og allerlængst væk lå så børnehaveklasserne, fysik, musik og biologilokalerne. (Hvilket faktisk var røv irriterende, for man skulle gå mega langt for at have fysik og biologi... På den anden side var det en god mulighed for at få trukket tiden en smule ud, så vi mistede nogle minutter af undervisningen.)

I hvert fald, traskede vi op ad vores gang, gik forbi kantinen, køkkenet, læreværelset og pædo-værkstedet (jo... Jeg ved godt at det står for pædagoisk værksted, men helt seriøst så har vi altså nogle klamme lærerer på den her skole, så... Altså ja... Desuden så står der pædo-værksted på døren så don't judge me!)

Så drejede vi til venstre, og BANG der var vores klasse! Vi havde det allerførste klasselokale, hvilket self. også betød at vi var dem der skulle gå kortest.

I perfekt symfoni gik Allyson og jeg ind i klassen, hen til vores pladser, satte vores tasker på bordet, og forsvandt så ud derfra igen, for at hænge vores jakker op.

Det var egentlig rimelig komisk, for det var vidst det eneste tidspunkt på dagen hvor man så Allyson og jeg være så identiske og så... Hmm... Rolige?

Da vi havde fået smidt jakkerne, snakkede vi som sædvanligt lidt frem og tilbage omkring vores tøjvalg, for derefter at gå tilbage til klassen igen. Denne gang gik vi hen til vores pladser, trak stolene ud og satte os. Indtil videre var vi de eneste fra klassen der var mødt, men nu var det også kun 1 ud af 3 busser der var kommet, så mon ikke der snart ville dukke flere op.

Eller altså... Der var også to andre der var kommet, men de var seriøst nogle tabere, så de talte ikke.

Og nej, jeg er ikke snobbet eller ond, for tro mig - jeg har virkelig prøvet at være venlig overfor dem, tale med dem, være sammen med dem, u name it, men de skubber altid folk væk, og for at være ærlig så tror jeg faktisk bare gerne de vil være alene.

Hvilket de så får lov til.

Af alle.

Også lærerne faktisk.

Snøft, gid det var mig der blev ignoreret af lærerne.

Alt den frihed man så ville få.

Kunne bare sidde med mobilen hele timen, uden at være bekymret for at det blev opdaget, eller at den blev taget eller noget.

Omg hvorfor var jeg ikke en taber?

Wooooooooow jeg lød lige snobbet igen, ikke?

Pis.

Ej, tro mig, jeg er virkelig en flinker en!

Når man først kender mig, så er jeg bare suuuuuper flink.

Og rar.

Og sød.

Og dejlig.

Og..... Okay tror i har fattet det.

"Hej Melanie!" Tog fingre blev jaget ind i mine sider, og fik mig forskrækket til at springe op fra stolen. Bag mig stod Lucas med et smørret grin i ansigtet, og et kærligt blik i øjet, og kiggede på mig.

"Øh.. Godmorgen?" Mumlede jeg, før jeg - som sædvanligt... - gav ham et kram, inden jeg satte mig ned igen.

Jeg bliver snart vanvittig, hvis ikke der sker noget nyt i mit liv.

Samme rammer.

Samme vaner.

Samme rutiner.

Samme mennesker.

SAMME ALTING!

Det var seriøst til at blive sindssyg over. Hvilket jeg muligvis var i forvejen, men udover det.

"Godmorgen unger! Er i friske og vel-ud-hvi-le-DE?!" Spurgte vores første lære hr. Nielsen, da han kom ind i klassen. Forskrækket slog jeg blikket op, for jeg havde slet ikke registreret at hverken ham, eller resten af klassen var kommet.

Han var nu en sær gammel mand. Altid glad, hvilket var heldigt nok, for når han blev sur, så skal jeg da lige love for at han bliver sur.

Holy moly.

Han var heldigvis kun blevet sur på mig en enkelt gang, og om jeg vil det eller ej, så havde jeg vidst fortjent det en smule. Allyson og jeg havde siddet og kommet med flabede kommentare om ham, og selvom det slet ikke havde været meningen at han skulle have hørt os, havde han, og lad os bare sige det enkelt:

Vi gør det ALDRIG igen!

Han havde en sær vane med at trække stavelserne i et ord ud, og det blev altså ret trættende at høre på i længden.

Der lød nogle mumlende svar rundt omkring ved de forskellige borde.

"Ja da Hr! Selvfølgelig Hr! Har de sovet godt Hr? Jeg har lavet lektier Hr. Vil de se?" Jessica og Jennifers skingre stemmer skar pludselig igennem den sløve atmosfære der fyldte rummet.

I andre klasser, eller på andre skoler, havde det sikkert blevet kommenteret. Men vi var simpelthen blevet så vant til det, at vi end ikke orkede at løfte blikket over på dem når de gjorde det der mere. Hvilket var tit. Større stræber-typer skal du lede længe efter, det kan jeg godt fortælle dig. De opfører sig som var de enæggede tvillinger, men faktisk er de slet ikke i familie - ikke engang tæt på. Jennifer er fra tyskland, og Jessica er fra nordjylland.

Hvordan de er endt som de nu engang er endt, kan jeg desværre ikke svare dig på.

Men når nu alt det her er sagt, så kunne de skam stadigvæk sagtens gå mig på nerverne indimellem. Som nu. Men da jeg vidste at det bare ville ende i et skænderi helt uden for dimensioner hvis jeg kommenterede det, lod jeg det ligge, og stirrede i stedet intenst op på tavlen.

Hr. Nielasen var gået igang med at skrive et eller andet op på tavlen som jeg fattede nada af, men blev afbrudt, da døren pludselog blev hamret op.

"Godmorgen! Savnet mig?" Spurgte Simon flabet, da han trådte ind i klassen, 10 minutter for sent. Hr Nielsen kiggede skeptisk på ham opover brilleglasset.

"Vi tillod os altså at starte Hr. Simon." Mumlede han lavt, før han viftede Simon ned imod hans plads nede bagved.

Jaja... Sådan var den her klasse altså.

En blanding af alle mulige mennesker, der alle var så forskellige, at når vi havde diskussioner, så gjaldt det bare om enten at råbe højest, eller også at flygte før noget gik i stykker.

Tro mig.

Tredje verdens krig havde flere gange brudt ud i det lokale.

***

Tiden gik, og en halv time senere, snakkede Hr. Nielsen stadigvæk om  de 2 opgaver vi havde haft for til i dag.

For at være ærlig, så tror jeg ikke længere der var nogen der hørte efter, vi svarede bare hvis vi blev spurgt direkte, og ellers sad vi vidst allesammen med vores mobiler.

Allyson og jeg gjorde i hvert fald.

Gab hvor var det kedeligt.

Og når man så i forvejen fatter nada af hvad han snakkede om, så mistede man altså hurtigt interessen.

Pludselig blev det hele afbrudt ved at der blev banket på døren.

"Kom ind!" Råbte Hr. Nielsen muntert, og var sikkert glad for at blive afbrudt.

Det håber jeg i hvert fald han var.

Ind trådte ingen ringere, end vice-inspektøren hende selv. Linda. Hun var en lille buttet dame, der faktisk lignede en hamster en hel del. Hun var vel - som stortset alle andre lærere - sidst i halvtredserne, havde de grimmeste smalle briller, et stirrende blik, og kortklippet misfarvet hår, som sikkert skulle have været lyst, men i stedet var blevet grå-hvidt.

"Ja unger! Jeg kommer med en glædelig nyhed!" Hvinede hun begejstret - hun havde det med at blive en liiiiille smule overgearet hvis hun havde en nyhed til os.

"Får vi fri?!" Råbte Lucas nede bagfra.

Straks lød der en summen af stemmer der lavt mumlede begejstret sammen.

"Nej." Sagde hun skarpt, irriteret over at blive afbrudt.

"Går du på pension?!" Råbte Simon med et glimt i øjet. Det kunne godt være at jeg engang imellem havde lyst til bare at hamre hovedet ned i maven på den dreng, men andre gange - som nu - måtte jeg indrømme at jeg måske var en smule glad for at han var i klassen. Ellers havde der godt nok været stille og kedeligt.

Linda sendte et vredt blik ned imod Simon, men det var som om det ikke rigtigt ramte ham - hvilket faktisk ikke undrede nogen af os overhovedet.

"Nej! Og stop så! Jeg kommer faktisk med en stor nyhed til jer!" Sagde hun irrettesættende.

Utålmodigt lænede jeg mig tilbage.

"Jamen så kom dog med den for filan da!" Endte jeg med at udbryde, hvilket fik den lille buttede dame til at springe forskrækket op i luften.

"Nåh, øhm.. ja! Fra og med i morgen vil i være 5 mere i klassen! De er alle drenge, og kommer fra forskellige steder i Stor Britanien og en enkelt fra Irland. Jeg forventer at i tager godt imod dem, og opfører jer ordentligt overfor dem! Dette gælder også jer Melanie, Allyson, Simon og Lucas! Åh, og jeg kan informere jer om at de allesammen skal med på den skitur der er blevet arrangeret, og som starter på fredag. Og da jeg ved at i hvert fald Lucas, Melanie og Allyson skal med, er det også jer der får ansvaret for dem hele dagen i morgen. Dette kan ikke diskuteres, så i kan lige så godt spare jer! Det var vidst det, vi ses i morgen." Og med de ord, vendte hun sig, gik ud af døren, og smækkede den i med et brag bag sig.

Øhm.. Well...

Forvirret prøvede min hjerne at finde hoved og hale i det hele.

Det gik bare ikke så godt.

"5. Nye. Drenge." Mumlede Allyson rystet.

Langsomt drejede hun hovedet imod mig, og stirrede alvorligt på mig, til vi begge flækkede af grin over hendes dårlige pokerface.

"5 NYE DRENGE!!!!" Hvinede vi i kor, hvilket fik alle de andre til at se fortabt og undrende på os.

Hr. Nielsen begyndte bare at grine, før han kom med en laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang livshistorie omkring hvordan piger altid havde reageret sådan der når der kom nye drenge i nærheden af dem.

Jeg lukkede af for ham, og koncentrerede mig udelukkende om Allyson.

"Slap nu af... Det er jo bare drenge. De er sikkert nogle nørder allesammen." Mumlede Lucas tvært, med en underlig desperat undertone.

Jeg ignorerede ham, for lige nu kunne jeg kun koncentrere mig om én enkelt ting, selvom jeg var pige og burde kunne 200 ting på samme tid.

I morgen ville rammerne blive brudt. I morgen ville der komme nyt blod i klassen.

I morgen ville mit liv forandre sig.

Og jeg kunne ikke vente.

-______________________________________________________________________________________________________

Wey to tha hey guys! :D

Det var så første kapitel! Det er dårligt og forvirrende, men skal lige ind i rollen som Melanie, og syntes lige i skulle have et lille indblik i hende, før vi springer med hovedet ind i noget mere spændende og med mere handling i!

Er SÅ glad for at den allerede har okay mange favoritlister (efter min målestok, okay?) Og jeg håber inderligt at i vil blive ved med at læse med! :D

 

Luuuuuuve!

- E xXx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...