Memory kick - 1D


2Likes
0Kommentarer
257Visninger
AA

3. 3. kapitel

 

I kirken var der helt stille. Jeg nød altid stilheden og fortrak ofte at være alene, men denne stilhed, der var fyldt med sorg, var ikke til at udholde. Jeg trængte til at komme ud i den friske luft. Væk fra alle de mennesker, der savnede samme person. En person der aldrig ville komme tilbage. Det var fuldstændig ubærligt at tænke på, at jeg aldrig mere kom til at snakke, grine og spille med hende mere. Aldrig mere komme på besøg og glæde sig til hendes guddommelige æblekage. Aldrig se hende og bedstefar være så glade sammen. Jeg havde aldrig oplevet dem skændes. De to hørte sammen. Hvordan ville det blive, når den ene var blevet efterladt? Aldrig det samme som før, men ingen kunne gøre noget ved det. Jeg var ikke troende, men jeg vidste, at hun var det. Derfor var jeg overbevist om, at hun kom højere op end himlen. Hun kom op til de mest elskede og hjertelige sjæle. Eller noget af hende. For jeg var sikker på, at noget af hende altid ville holde øje med mig.

Jeg havde været i mine egne tanker det meste af begravelsen, og ’vågnede’ første rigtig op, da der blev rusket i mig. Jeg kiggede forvirret rundt i den nu tomme kirke. Eller tom var den ikke, for vedkommende der prikkede mig, var her stadig. Jeg kiggede op på gerningsmanden. Så direkte ind i et par solbriller. ”De andre er kørt videre. Din mor sagde, at du måske havde brug for at sunde dig lidt, så jeg tilbød at vente på dig”

Der var noget bekendt her. Stemmen var mørkere end normalt, men måden han snakkede på var bekendt. Jeg krøllede ubevidst mine øjenbryn sammen, da jeg ihærdigt prøvede at regne ud, hvornår jeg havde snakket med ham før. Denne handling fik ham til at trække kort på smilebåndet, og det var dér, det gik op for mig, hvor jeg havde hørt den stemme før. ”Zayn?” røg det forundret ud af mig. Jeg kunne godt se nu, at jeg ikke havde været den skarpeste kniv i skuffen til at kende min gamle fodboldven. Han måtte have genkendt mig før, for hvorfor skulle han ellers tilbyde at vente på mig? Hvem ville dog vente på en fremmed? Jeg blev halv pinlig berørt, men jeg havde lært at kontrollere min rødme og generthed, så jeg synes selv, at jeg tog det pænt. Pænt og pænt, det var akavet, men ikke noget genert eller flovt dér.

Ud af min mund kom et lille grønt af forbløffelse, som medførte et lille smil fra Zayn igen. ”Godt at se dig igen, Sofie” Et halv forvirret nik kom fra min side. Han havde aldrig kaldt mig Sofie. Det havde altid været Sof eller Fie. Men jeg forstod ham nu godt i længden, så for at bryde den akavede situation rejste jeg mig op, fik mig møvet ud fra bænken og gik mod døren i et langsomt tempo, så han kunne følge med. Han kom også småløbende efter mig, da han, som jeg selv havde været, var havnet i en mindre ring af tanker.

Da vi var kommet ud af kirken, stod den store, sorte bil der ganske rigtigt. Helt alene. ”Ved du hvor vi skal hen?” kom det spørgende fra mig, da jeg ikke selv vidste det. Han kom op til min side og kløede sig i baghovedet. Sødt, den bevægelse kunne jeg godt huske. Han tog sine solbriller af og satte dem i panden. Frem kom de genkendelige øjne, jeg så godt kunne huske. ”Din mor fortalte mig det, men det er lidt forsvundet nu. Har du ikke din mobil, så vi kan ringe og spørge?” I et øjeblik så han mere eller mindre håbfuldt på mig, indtil jeg rystede på hovedet. ”Jeg ville ikke forstyrres i dag, så jeg lod den være hjemme.” Han nikkede forstående og halv opgivende. ”Samme her” Han begyndte at trippe på stedet og kigge rundt, som om han håbede på, at en løsning ville springe frem i hovedet på ham. ”Så må vi køre hen til det hotel, jeg bor på og hente dem” Han sukkede kort og gik så hen mod bilen. Jeg gjorde præcis det samme bare med et mindre suk, så han ikke hørte det. Jeg ville ikke være til besvær.

Da vi sad i den overdådige bil på ved til hotelværelset, begyndte Zayn at blive rastløs; begyndte at tromme løs på rattet, hoppe lidt i sædet og lave underlige mundbevægelser. Da han endelig åbnede munden for at sige noget, var det som om, at han lige skulle tænke sætningen igennem en ekstra gang. ”Du kan ikke blive i bilen, mens jeg går efter mobilen. Så du bliver nød til at gå med. Derfor skal du også ind på mit værelse, hvor, øh, mine roomies er. Så bare sådan, slap helt af. Ok?” Jeg rynkede lidt på panden, men endte med at nikke som svar. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...