Memory kick - 1D


2Likes
0Kommentarer
255Visninger
AA

2. 2. kapitel

 

 

”Jeg kommer om lidt!” vrissede jeg en anelse hårdt til hende. Det var ikke med vilje, og helt klart ikke noget hun fortjente. Men jeg var også påvirket af situationen. Jeg havde været hjemme i godt og vel to uger nu, og havde allerede formået at rode hele mit gamle værelse til. Jeg var indtil videre klædt i en sort trøje, trusser og strømper. Helt som jeg godt kunne lide det. Problemet var bare, at jeg absolut ikke kunne finde mine bukser i rejsetasken. Vidste min mor det, ville hun ryste på hovedet af mig, og jeg ville komme til at virke som den umodne pige, der ikke rigtig havde styr på noget. Hvilket jeg heller ikke rigtig havde, men når man var flyttet hjemmefra, skulle man se ud som om, man havde styr på bare en smule mere. Så det var lidt det, jeg prøvede på. Men ak og ve, er man mig, ved man, at tingene aldrig rigtig går efter mit hoved. Så de sorte bukser forblev væk.

”Sofie! Vi skal nå at tage imod gæsterne!” Endnu et tilråb fra min kære moder mødte min øregang. Så det endte med at jeg stresset bragede ud ad døren, gik med hastige skridt ned ad trappen og stillede mig standhaftigt foran min mor, der allerede stod med jakke og sko på. Hun rystede sukkende på hovedet og pegede ligegyldigt mod vaskerummet, hvor mine bukser overraskende hang. I løbet af få minutter var vi begge klar i bilen. Far sad der allerede, i god tid som fædre nu altid er. Og utålmodig.

Det var dejligt at være hjemme, men når stemningen var trygget som nu, blev vi alle bare lidt mere anstrengende at være sammen med. Men det var noget der påvirkede os alle, og vi måtte derfor prøve at hjælpe hinanden. Bilen rullede bumlende hen ad vejen, der syntes endeløs. Ligesom denne dag. Den skulle bare overstås uden for mange følelser uden på tøjet, hvilket var lig umuligt for mit vedkommende.

Vi steg alle synkront ud ad bilen, da den standsede, og gik hen til døren uden at sige en lyd. Vi skulle stå ude og tage imod de andre gæster, inden vi gik ind i den store bygning, hvor ceremonien skulle ske. Det var os, der var den nærmeste familie, på nær bedstefar, men han kom med Breth og Steven om lidt. Han var, efter var mor havde fortalt, meget påvirket af ulykken. Havde ikke rigtig spist eller været sig. For mig helt umuligt at forstille sig min bedstefar stille og trist. Han havde altid været sprudlende, livsglad og enormt positiv. Jeg havde ikke lyst til at opleve ham som det modsatte. Men i sådanne situationer var ingen selv, det var jeg sikker på.

De betydningsfylde sten prydede mit syn. Hvordan bedstemors så ud, vidste jeg ikke endnu. Men den måtte være speciel og smuk. Det skulle den være. Præcis som hende selv. Det var på denne grund, der var grædt så mange tårer over elskede, som havde forladt familie og venner. Nogle mere meningsløse end andre. Men sikkert var det, at jeg ikke brød mig om at være her. Jeg havde under ingen omstændigheder lyst til at sige farvel. På gensyn kan jeg klare, men et farvel fra en så højt elsket person er forfærdeligt.

Den første bil der kom rullende med mennesker klædt i sort, var for mig ukendt. Det samme var menneskerne i den, der alle havde et støvet ansigtsudtryk. De var omkring bedstefars alder. Èn med stok, de andre bare med hinanden i hænderne. De så alle ud til at være tætte. I øjeblikket, hvor en af mændene fra den ældre gruppe, lukkede sin mund op mod os, rullede en ny bil ind. Grusset under dækkene gjorde det nærmest umuligt at høre, hvad manden sagde. Han rystede opgivende på hovedet og vendte igen sin opmærksomhed mod sine følges venner.

Bilen der havde afbrudt manden, var stor og sort. Sikkert også helt enormt dyr. Ruderne var mørke; det var umuligt at se, hvem der gemte sig indeni. Det fandt jeg dog hurtigt ud af, da Breth steg ud fra bagsædet efterfulgt af Steven. Breth gik krumrygget op til fordøren for at lukke vedkommende foran ud. Og ud af den bil kom bedstefar. Flere rynker end jeg nogensinde havde lagt mærke til, sorte rander under øjnene, uglet hår og et meget tyndt håndled. Hans ansigt så helt tomt ud. Sikkert et spejl af mit ansigt.

Jeg stod lidt og studerede bedstefar med en kæmpeklump sorg i halsen, lige indtil jeg begyndte at undre mig over, hvem pokker der havde kørt dem. Jeg havde nok bare forventet, at det var nogle af bedstemor- og fars rige venner, men nej, ud af bilen steg en unge mand ud. Mørkt hår, høj samt solbriller. Ikke en jeg kendte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...