Memory kick - 1D


2Likes
0Kommentarer
254Visninger
AA

1. 1. kapitel

 

Vi havde mødtes hver sommer i ferien, og vi havde holdt mange jule sammen. Det var i sommerferieren, det begyndte. Jeg havde altid tilbragt mine sommerferier hos mine bedsteforældre, så det var der ikke noget nyt i. Men da en ukendt dreng pludselig stod uden for genboens hus og spillede bold op ad garageporten, blev det lige pludselig meget mere interessant at have sommerferie. Du skulle bare vide, hvor mange timer jeg har brugt på at beskue dig, da jeg var mindre. Hvordan du sparkede til bolden for at få den op i luften, få den til at dreje uden om vedkommende foran, alle dine fodfinter. Jeg vil våge den påstand, at jeg har lært mange af mine tricks fra dig. Fra de mange timer jeg brugte. Det var som sådan ikke for du i dig selv specielt interessant ud, nej, det var det, du gjorde, der i mine yngre år fik mig til at blive de mange timer. Jeg indrømmer gerne, at da jeg blev ældre, begyndte dit udseende at betyde noget for mig. Men helt, helt i starten var det dine bevægelser, der gjorde dig interessant.

Efter en uges beskuelse af dig blev jeg opdaget af min bedstefar, bedst som han var på vej over til dig. Måske ikke til dig, men i hvert fald til dine bedsteforældre. Han kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde været ud i haven og spille boldt den sidste uges tid, så praktisk som han var, tog han mig bogstaveligtalt under armen og bar mig over til genboen. ”Måske kan du lære nogle finter af Zayn” havde han sagt og blinket til mig. Blinket til en 8-årig pige, der allerede der ikke vidste, hvad pokker hun skulle gøre af sig selv. Så det endte med at hun blev sat ned, forladt af sin bedstefar, der åbenbart hellere ville have en øl med genboen, og så stod vi ellers der. Jeg stod akavet meget stille, kiggede ned i jorden og prøvede desperat at finde på en flugtplan. Selv stod du med bolden under armen og kiggede vurderende på mig. Jeg kan lige så tydeligt huske, at de få gange jeg kiggede op, blev jeg mødt af de der undersøgende, brune øjne. Det er stadig pinligt at tænke tilbage på, men slet ikke den mest pinlige situation i mit liv efterfølgende.

Jeg kan huske, at du kastede bolden hen til mig, og at jeg, hurtigt som jeg var, greb den uden den mindste usikkerhed. Jeg havde altid været god til at gribe, det sagde min far altid. Han havde givet mig et anerkender nik og derefter et bredt smil. Jeg var godkendt, og nu kunne jeg godt spille med ham.

Det var sådan det hele startede. Vi begyndte at være sammen et par gange om ugen, og derefter hverdag. Og før jeg vidste af det, var den sommerferie slut. Julen samme år så jeg enormt meget frem til. For måske skulle Zayn også holde jul hos sine bedsteforældre? Så kunne vi måske spille snebold i stedet for fodbold. Men han kom ikke. Næste sommerferie kom, og jeg havde halv glemt ham. Jeg var ni og havde lige fået den flotteste cykel, så plads til andet var der ikke rigtig i mit hoved. Jeg indrømmer, at jeg nær var faldet af cyklen, da jeg så ham igen stå der og spille bold. Det var halv akavet at komme i gang med at spille igen, men vi endte igen med at være sammen hele sommerferien. Spille bold, cykle, slås og bare virkelig have det hyggeligt. Igen til jul håbede jeg meget, at han var der, som han heldigvis også var. Og ikke nok med det, så skulle han endda også holde jul HOS os! Vores bedsteforældre var åbenbart begyndt at snakke utroligt meget sammen, hvilket for mit vedkommende var perfekt.

Sådan fortsatte det et par år. Lige indtil han havde sin kæreste med en sommerferie. Så var der ligesom ikke rigtig plads til mig mere. Jeg blev præsenteret overfor hende, og rar var hun da. Lidt fimset måske, men ikke noget slemt. Dog var jeg meget trist. For hvad skulle jeg så lave? Jeg kunne være sammen med min bedsteforældre, som jeg stadig elskede på trods af min alder, men det var aldrig det samme som at være sammen med Zayn.

Sommeren efter var han ikke længere sammen med kæresten, men vi havde ligesom lidt svært ved at finde sammen i starten. Men igen, igen endte det med, at vi var sammen hele sommeren. Det var dog den sidste sommer, vi tilbragte sammen, da hans bedsteforældre flyttede. Siden har vi ikke haft noget kontakt. Men er der én ting, der stadig står klart i min hukommelse om ham, selv her mange år efter, så er det hans øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...