Rød vingede Amora

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2017
  • Status: Igang
Amora er barn af Amor, da hun er 3 år, forsvinder hendes far og hendes mor har taget hende til jorden før hun døde. En planet der på det tidspunkt var fredlig, men Amora må se i øjnende at kærlighedens kræfter kan blive misbrugt.
Vil hun indse at hun har brug for andre?
Vil hun finde ud af hemmeligheden om sin fars forsvinden?
Vil hun forstå hvad kærelighed er?



kan forkomme sener som ikke er for mindre årige...

4Likes
3Kommentarer
819Visninger
AA

3. Turtur mod mor

Saveo havde ikke givet lyd fra sig siden den dag han tog ned til Satan for at bede om at lade mig være. Det var ikke sket, Satan var begyndt at irritere mig mere og mere, til sidst havde jeg også givet efter på den betingelse at han lod min datter være. Han lovede på sin søsters grav, også var det stort, alle vidste at hvis han ikke overholde kommer hun op af graven, hvilket ikke var noget han ikke ville have. Jeg kunne næsten ikke lade min lille pige blive her, men ellers ville Satan ikke lade hende være. Jeg sukkede, der var ingen grund til at tilbyde hende det liv, det ville være egoistisk og sådan ville jeg ikke ses af mine venner, jeg sukkede igen. "Min lille pige, barn af Liva og Saveo, den kommende overtager til kærlighedens navn, jeg håber du får et godt liv. Jeg vil gerne tage dig med, men jeg vil ikke tilbyde dig det, du skal havde en god opvækst" jeg snøftende, tårende trillede ned af mine kinder. Jeg vidste at lade min datter blive her var det bedste jeg kunne gøre. Hun sov stadig. Stedet var grønt, der virkede til at være roligt og fredfuldt ikke som der hjemme. Jeg lade hende ned i vandet og så hende flyde væk fra mig, chancen for at jeg ville se min pige igen er ikke store. Jorden er kendt for deres åbenhed så hun vil få et godt liv. Jeg sukkede og foldede mine vinger ud, jeg vendte mig en sidste gange får jeg satte af, og tog væk fra stedet. 

 

Jeg ladte i Satans forgår, der var mange der som sædvanlig var ved at banke livet ud af nogle andre, som om det ikke var slemt nok kom en dreng løbende, de to engle som han jagtede skrig i himlens skyld som om nogle ville hjælpe dem, de er engle og tja de er i helvede, sendebud det var hvad de var "TRISTAN!" navnet blev råbt fra slottet, Satan stod og kiggede ud over mængden, hans horn afslørede at han var ved at ramme de 700 år, jeg overvejede hvad det ville være i normale men hovedregning har aldrig været min stærke side, (((700*5)*3)*2) så vil han være 21000 jordiske år, jeg grinte, han var virkelig gammel, men han var også en stærk og farlig modstander, jeg havde ikke set en der ture sige ham imod i længere tid, selv jeg som var vokset op med ham som en barndomsven men jeg havde stadig stor respekt for ham. Jeg kiggede ned mod drengen som åbenbart hed Tristan. Han stod bøjet over den ene af englene mens den bedt om nåde, jeg grinte for mig selv, du beder en djævle om nåde. Flyv mens du kan, han vil aldrig give dig nåde. Tristan grinte, hans hugtænder kom til syne, en djævle men gener fra en blondiner, hvis han ikke rykker vingerne af dig, drikker han dig. Jeg smilede over til Satan "Få ham ind" han vendte sig og forsvandt. Hvorfor kunne han ikke selv hente ham, det var hans søn, jeg sukkede og gik over til Tristan "Hej knægt gør det hurtigt også hjem" han gav mig fingeren, men før han selv nåd at reagere hev jeg ham i øret og trak af med ham "Det var du selv om. Næste gang tænker du dig sikkert to gange før du laver det lille nummer" han skrig op og prøvede overmodigt at sætte ild til mig "Tror du selv din far vil lade mig hente dig hvis der kan gå ild i mig" jeg sukkede opgivende, havde han ikke forklaret den dreng noget som helst, han virkede ikke til at være ældre end 10 jordiske år. Jeg kom ind i gården "Din møgunge" jag skubbede Tristan over til Satan "Hvorfor er der alt den balade?" selv om det er helevde var der normalt ikke så meget larm, normalt var der mere stille og dem der pinte og plagede folk, var alle folk der var under Satans reshime, "Nogle mere de har set nogle ærkeengle der ikke var faldne som kunne bruge deres kræfter her nede... De jagtede en vædder" "En vædder, seriøst" Satan nikkede, jeg sukkede kunne en vædder der jæges af nogle engle få det halve af underverden til at gå helt op i limningen. Jeg var blot glad for at min datter var på jorden. Satan tog fat i Tristan og trak af med ham "Phippy! Tag lige og hold øje med Tristan" en pige dukkede op ligesom Tristan er hun grå, jeg sukkede Tristan havde gule øjne men på denne afsand kunne jeg ikke se Phippys øjnfarve. Satan stod og snakkede med dem, til grin hans eneste søn, arvningen til helvede, også ser det ud til at han ikke rigtigt er en del af hans liv, jeg sukkede opgivende, da han sendte dem afsted "Liva, jeg vil gerne at du kigger på det med den vædder" "Hvad! seriøst" "Ja" han vendte sig og gik, jeg sukkede opgivende "Jeg forstår godt hvorfor Midtnight smuttede" jeg havde ikke set at han ikke var gået ud af rummet "Hvor vover du at snakke sådan om Midtnight, hun elskede det her sted, men hun fandt sin ægte kærlighed, jeg ville ikke gøre hende ulykkelig" han havde sin hånd omkring min hals, jeg gispede let efter vejret, da han strammede grabet "Forstået!" "Jja" han slap mig, jeg sad og gispede efter luft, "Undskyld, sir" jeg havde ikke troet at han stadig var så vred over at hun var smuttet "Smut så og gør som jeg sagde" jeg nikkede, og vendte mig og gik, hvorfor skulle jeg tjekke op på en vædder, jeg sukkede. Han vil sikker kvæle mig hvis jeg ikke kiggede efter den vædder.

 

Jeg fandt en vædder der lå under et stort æbletræ, jeg ladte ikke så langt fra den, utroligt nok hørte den mig. Jeg kiggede over mod den "Hey lille ven" jeg opdagede at den var bundet til træet, han vippede truende med hovedet, den vil åbenbart ikke havde mig tæt på, men helt ærligt hvor farlig er en vædder lige, en kedelig vædder. Jeg gik over mod den "Jeg vil bare hjælpe dig" den kiggede på mig, dens store højblå øjne, de var næsten selvlysende. Den var mælkehvid med natsorte horn, ligesom Lucifer i historierne skulle havde haft. Jeg fik helt ondt af vædderen. "Hvorfor behandler englene dig sådan" jeg grinte for mig selv, den ville ikke kunne svare den var et dyr "Tja jeg ved det ikke... kunne du fjerne rebet det skaver" jeg stirrede på ham "Du kan tale" han kiggede på som om jeg havde stillet det dummeste spørgsmål ever "Nej det er derfor jeg svare dig" han snerrede let af mig "Har du været for meget omkring en djævle" "Ja selveste Djævlen" jeg kunne ane et let smil i hans øjne når han talte om Satan. Jeg bukkede mig ned og løsnede rebet "Tak, hvad tidsalder har vi ligenu" "Ømm, jeg tror vi er omkring 2024 efter kritus fødsel" "Ja ja og til din info blev der aldrig født en gudesøn af en dødelig, det vil Gud aldrig tillade, det har han for meget værdighed til" hun stirrede på mig "Hvem er du lige" "Jeg er væto, men hvem jeg helt præsis er er ligemeget for dig" jeg stirrede lidt fornæmmet på ham "Nu forstår jeg hvorfor du var spændt fast, måske skulle jeg binde dig igen" han kiggede på mig, pludselig begyndte hans krop at forandre sig, han rejste sig på bagbenede og hans forben blev til arme og finger, han lignde stadig en vædder men nu stod han på bagben og havde arme i stedet for at være en vædder på alle fire.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...