Alene

June var en helt almindelig fjortenårig pige, som bare var der, præcis ligesom alle andre. Inden længe, falder Junes liv fra hinanden. Hun træder ind i en ny verden, der består af had til sig selv, cutting, selvmordstanker, forældre der ikke forstår en skid, kærlighed og en bedste veninde der betyder mere end nogensinde. Alt dette sker, ved at June siger et ord. Det lille ord, ændrer hendes liv for altid, og June kan ikke længere finde hoved og hale i noget. Ikke sig selv, sin familie eller sine veninder. Hun føler sig alene, selvom hun er omringet af en hel klasse, sin bedste veninde, og en familie der elsker hende, så er hun alene.

0Likes
0Kommentarer
237Visninger

1. Lev.

 

Kære dagbog
Jeg kan høre det for mig. Jeg kan høre, hvad mor siger, lige så snart jeg siger, hvad der går af mig. Hvorfor jeg er fraværende, hvorfor jeg aldrig lytter til hende, hvorfor jeg opfører mig underligt. Jeg kan høre, hvad min far vil sige. Hvor skuffet han vil blive, og hvad han vil tænke. Jeg kan mærke, hvad han vil føle.

Det er mandag, weekenden er slut, og nu kommer rumlen igen. Skolen. Hele ugen skal jeg gå og gemme mig for min lærer, fordi jeg opfører mig mærkeligt. Hele ugen, skal jeg skjule, hvor ked af det jeg er, for min bedste veninde, fordi jeg på ingen måde vil have, at hun skal vide det. Hun skal ikke vide, hvordan jeg har det. Det kan jeg ikke gøre imod hende.

Mandag er fin. Min lærer siger ikke noget, min bedste veninde opdagede ikke noget, jeg var mig, jeg er mig, jeg er hel. Alligevel var noget forkert. Jeg følte mig hel, men jeg var tom. Det gjorde igen, at jeg ingenting følte. Ikke engang vrede. Ikke engang den vrede, jeg har lyst til at kaste efter mine forældre, min søster, min lærer, min bedste veninde, mig selv. Der er det. Mig selv. Det er mig selv, der er problemet.

Jeg kommer hjem, går igennem køkkenet, og overvinder skrigene fra alle knivene. Alle de knive, der bare skriger, at jeg skal tage dem, og skære. Jeg kommer hel igennem køkkenet. Knivene vandt ikke. Jeg går forbi badeværelset. Barberbladet ligger lige inden for døren. Lige på den anden side, er min billet til frihed. Jeg ved ikke, hvorfor det skriger efter mig. Men jeg ved, at der vil blive dannet en følelse i min krop. En følelse, der vil give mig en grund til min eksistens. Jeg tager et skridt tilbage, går ud i badeværelset og låser døren. Jeg kigger mig i spejlet. Jeg ser en lyshåret pige med grønne øjne, men kan jeg sige noget godt? Nej. Jeg kan ikke sige noget godt, om den pige. Min hånd griber om håndtaget, jeg skal bare trække, og det gør jeg. Jeg ser barberbladet. Jeg tager det. Jeg tager det, og sætter mig ned på gulvet. Jeg lader den glide hen over den huden, jeg lader den skære, jeg kan mærke det. Jeg kan helt seriøst føle det. Jeg har en følelse. En ægte følelse af helhed.

Kære dagbog
Dagene går, og nu går jeg i langærmet hver eneste dag. Min lærer ringer hjem. Han tror der er noget galt med mig. Han siger jeg er bleg, opfører mig mærkeligt og han tror der er noget galt. Jeg skal stoppe nu. Jeg skal ud af det her nu. Hvis ikke jeg stopper, falder mine forældre måske den samme mistanke. - Og hvis de opdager det, hvem opdager det så ikke? Jeg føler mig som en led, koldblodig og uforskammet unge.

Jeg kan sagtens klare mig igennem køkkenet. Knivene derude er ikke længere et problem. De er der bare, og det samme er jeg. Jeg går forbi ude i badeværelset, jeg kæmper for ikke at stoppe op. Jeg vil ikke. Jeg gjorde det. Døren til mit værelse står på klem. Jeg lægger håndfladen på, og mærker den fantastiske, kolde dør der lige så stille åbner sig. Jeg ser mig selv i spejlet. Jeg ser mig selv stå der, og ligne noget der er løgn. Jeg er følelsesløs. Fuldstændig følelsesløs. Jeg sætter tasken, kigger godt på mig. "Find en ting. Vær sød bare at finde en ting." Jeg sukker. Ikke en ting. Jeg kan ikke finde en lillebitte ting, jeg bryder mig om ved mig selv. Tårerne presser på. Jeg går ud i badeværelset. Kigger mig i spejlet derude. Nej, heller ikke noget der. Jeg tager barberbladet. Lade den glide hen af min mishandlede hud. Jeg ser de fine streger, jeg mærker det. Jeg mærker min hud blive delt. Jeg ser det. Jeg ser mit blod komme. Jeg har aldrig følt mig mere i live.

Dagene fortsætter. Jeg går i skole, jeg skærer, jeg græder, jeg får selvmordstanker, min bedste veninde finder ud af det, hun hjælper mig, jeg føler mig alene.

I skolen følger jeg ikke med i timerne. Jeg gider ikke. Det er ikke det værd. Jeg vil skide på, om min fremtid bliver ødelagt. Ottende klasse kan rende mig. For et år siden, var alt så enkelt, så nemt, så normalt, og nu? Nu kan jeg ikke engang kende mig selv mere. Det skræmmer mig. Det skræmmer mig så meget, at jeg lukker mig inde. Jeg gemmer mig væk for verden, for mine forældre, for min søster, for min bedste veninde, for alle. Jeg er alene. Jeg er alene i en verden der er så fyldt med muligheder, åbne døre og valg. Jeg har et valg, og jeg vælger forkert. At skære vil aldrig hjælpe, men det tror jeg. Når jeg skærer, tror jeg, at det hjælper. Men det er indbildning. Intet andet.

En ny ven er en gave. Ja, sådan er det. Kristian, han er en gave. En gave jeg har fået af Gud. Jeg elsker ham. Min allerbedste ven. Line, min allerbedste veninde. De to, er de allerbedste i verden. Uden dem, er jeg alene. De ved alt om mig, uden dem, er jeg intet.

Kære dagbog
Jeg snakker mere og mere med Kristian. Han er der for mig, og kan altid mærke, hvis der er det mindste. Sådan er han. Han er en ven i verdensklasse. Han er ægte. Efter jeg er begyndt at snakke med ham, er jeg begyndt at føle mig hel. Jeg føler mig hel, på den rigtige måde. Selvom mit liv fuckede op, har han taget mig ind i sit liv, og accepterer mig som jeg er. Jeg har så mange humørsvingninger, men med ham, kan de blive til noget andet. Han er min klippe nu. Han er min allerbedste ven, uden ham er jeg intet. Jeg elsker ham

Line og June hedder for altid. Efter Line også begyndte at skære, er der blevet grædt mere, men vi står sammen i tykt og tyndt. Vi står sammen i det rige og det fattige. I medgang og modgang. Line er en fantastisk pige, og jeg vil ALDRIG miste hende.

Jeg kan ikke klare mere. Jeg har brug for Line. Jeg har brug for Kristian. Jeg har brug for fred. Jeg ved ikke længere, hvad jeg vil med mig selv. Jeg ved ikke, hvilke valg eller beslutninger jeg skal tage. Jeg vil gøre det. Jeg vil dø. Jeg skriver til Line. Hun fortjener et farvel. Hun har været der for mig siden sjette. Sommerferien til syvende blev vi tætte, og nu skal det hedde for altid. Hun taler mig normalt fra at gøre dumme ting, men nu vil jeg gøre det. Jeg vil væk. Væk for altid.

Kære dagbog
Jeg elsker Kristian. Jeg kan ikke tage herfra, uden at fortælle ham, at han er kærligheden. Når han er her, er jeg hel. Han skal vide, at han er perfekt. At det er ham jeg elsker, og ham jeg vil være sammen med. Han skal vide, at jeg elsker ham højere end jeg elsker nogen anden. Han skal vide, at han er min.

Jeg sender en sms til Line. Det gør ondt, at trykke på send, men jeg gør det. At sende en til Kristian, er en større opgave. Kærligheden skal vises, Line ved, hvor meget hun betyder, men jeg kan aldrig få nok af, at fortælle hende det.

Hej Kristian
Jeg skriver til dig nu, for at sige farvel. Jeg vil gerne væk nu, sådan for alvor. Ja, jeg vil tage mit eget liv. Du skal vide, at du er min bedste ven, og jeg elsker dig. Og jeg er forelsket i dig. Du har givet mig en følelse af helhed. Hullet i mit hjerte, klumpen i min mave, tankerne, gråden og fortvivlelsen har været væk, når du har været der. Jeg elsker dig højere end jeg elsker mig selv. Du har gjort alt for mig. Det er noget helt exceptionelt, at møde en, men på nogen måde kan vise, hvem man 100% er for. En der vil acceptere dig som du er, og blive til mere end du er. - Og med dig, føler jeg at jeg endelig kan begynde. Ingen tid med dig, vil være længe nok. Men jeg håber den dag, som forhåbentligt er om mange år, vil vi to være sammen, og vi vil starte med at være sammen forevigt.

Jeg trykkede send. Jeg gik ud i badeværelset, tog barberbladet, og jeg skar. Jeg skar blodåren over, jeg skulle væk. Jeg skulle have fred. Jeg skulle være alene. Jeg skulle løbe.

Porten åbner sig. Ind kommer Kristian. "June!" skreg han. "Jeg elsker dig! Du må ikke forlade mig!" Han stoppede blødningen. Han forhindrede mig i at dø, han reddede mit liv, og det næste jeg så var læger.

Kære dagbog
Hvis der er noget jeg har lært, er det at man aldrig skal give op. Man er nødt til at kæmpe videre. Her sidder jeg. Måske har jeg grimme år, men jeg har fundet kærligheden. Jeg er kærester med Kristian, Line er der for mig, jeg har alt. Min kæreste har reddet mit liv. Jeg er ikke længere alene. Jeg har alt, hvad jeg har brug for lige her. Selvmord ville have været permanent, sådan skulle det ikke være. Jeg skulle have lyttet til Line.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...