Et magisk år i Distrikt 12

Lily Potter har på hendes 5. år besluttet at blive på Hogwarts i påskeferien, for at bevise overfor sig selv at hun er voksen. Men da hun sammen med Hugo Weasley overhører lidt af en profeti, må hun snart bevise mere end det, nemlig at hun har hvad der skal til for at redde fremtiden.

2Likes
0Kommentarer
444Visninger
AA

1. Trelawnys spådom

Lily sad alene i den tomme opholdsstue, og lyttede til den knitrende ild. Ingen var stået op endnu, klokken var kun lidt over otte, og der var påskeferie. Der var selvfølgelig heller ikke så mange som kunne stå op, når nu de fleste var taget hjem i ferien. Lily havde besluttet at blive, det var hendes 5. år, og hun ville gerne bevise overfor sig selv at hun godt kunne klare ikke at se sin familie i ferien. Det var forfærdeligt. Hun savnede dem, Mor, Far, Albus og James. Desuden var her ekstremt kedeligt uden hendes sædvanlige venner til at holde hende med selskab, de var alle taget hjem
Så hørte hun lyde i den ellers dødstille opholsstue. Hun kiggede op, og så Hugo komme ned af trappen. Okay, så måske var hun ikke helt alene.
"Hej." smilede hun, og han kiggede forbavset op. Han havde vist ikke set hende.
"Hej. Hvorfor er du allerede oppe?" spurgte han, og gik ned for at sætte sig ved siden af hende i en stor plysstol. Hun trak på skuldrene. "Jeg kunne ikke sove. Hvad med dig?"
"Samme." Han gjorde et kast med hovedet for at få håret ud af øjnene. De sad lidt i tavshed. Hugo begyndte at tromme utålmodig på stolelænet, og pruste som om han var en hest. Lily smilede. Det var tydeligt at han ikke var god til at sidde stille, det viste han også i klasserne. Han var altid ved at drive lærerne til vanvid.
"Såååå..." prustede han igen. "Skal vi gå ned og spise morgenmad, eller hvad?"
"Ja klart." svarede hun, og hendes mave rumlede jublende. De kravlede ud af hullet, og begyndte at gå  gennem den store labyrint i Hogwarts' gange, til Storsalen. 
Hun gik om foran Hugo, sådan så hun gik baglæns, og kiggede spørgende på ham. "Hvorfor tog du ikke hjem i ferien?"
Han trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke. Jeg ville forresten passe på hvor jeg går, for jeg har hørt at nogen smed en slimbombe på en af gangende her i nærheden." tilføjede Hugo advarende.
"Bah." svarede hun da de drejede om et hjørne, og stadig gik baglæns. "Det er da bare rygter, for at skræmme førsteårs eleverne." 
"Lily..!" Begyndte Hugo. Bump. Lily mærkede noget mod sin ryg. Hun spinnede hurtigt rundt, og kiggede op i et par grønne øjne, bag to runde brilleglas. "Far!" hvinede hun, og gav ham et kram. Hun var simpelthen så glad og overrasket over at se nogen fra hendes familie, siden hun havde regnet med først at skulle se dem ved den næste ferie.
"Lily!" udbrød han forbavset, og omfavnede hende tilbage. "Hvad laver du dog så tidligt oppe?"
Hun trak sig væk fra ham igen, og ignorerede hans spørgsmål. Så rynkede hun panden. "Far... Hvad laver du her? Er der sket noget derhjemme?" Pludselig dukkede en ubehagelig knude op i hendes mave. “Halløj. Jeg er her bare for at gøre dig bange og nervøs. Tag dig endelig ikke af mig.”

"Nej nej, jeg er her bare for at besøge Professor Trelawney." Han rynkede på de kulsorte bryn. "Hun arbejder her da stadig ikke?" Knuden forsvandt, og blev erstattet af forvirring. Da hun ikke svarede gjorde Hugo det for mig.

"Jo, Onkel Harry, hun arbejder her stadig."
"Hugo! Godt at se dig igen min dreng!" Sagde Harry, som åbenbart ikke havde bemærket ham før nu.
"Det er også godt at se dig..."
"Men far," afbrød hun,"Hvad skal du hos Trelawney?"
Han ignorerede bevidst hendes spørgsmål, og skævede på sit ur, så ned af gangen. "Hør Lily, jeg er virkelig nødt til at gå nu. Måske vi kan snakke sammen bagefter?"
"Men far, må Hugo og jeg ikke komme med?"
"Nej," svarede han. Fint, tænkte hun, men du sagde ikke noget om at jeg ikke kunne følge efter dig…“Og lad nu være med at følge efter mig, Lily, og gå ned og spis din morgenmad." Tilføjede han som om han kunne læse hendes tanker. 
"Fint.." mumlede hun surt, og begyndte at gå ned ad gangen, med Hugo i hælende. Hun ventede til hendes fars fodtrin havde fortonet sig. Så vendte hun sig mod Hugo.
"Følger vi efter ham?" Han havde et eventyrlysten glimt i hans øjne

"Behøver du at spørge?" Lily's ansigt flækkede i et stort grin. De løb ned for enden af gangen. Hun tjekkede rundt om hjørnet: Fri bane. Hun skulle lige til at løbe videre, men Hugo stoppede hende.

"Vent."
"Hvad er der?" spurgte hun, mens hun flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Nu var de hendes tur til at være utålmodig.
Han begyndte at tage sine sko af. "Vi larmer for meget med de her sko på, din far ville opdage os med det samme. Vi har specielt brug for at være ekstra stille, siden ingen andre er vågne." Lily løftede et øjenbryn. "Du virker som om du har styr på det her. Er du vant til at liste rundt på skolen, for at udspionere fædre?"
"Ja til det første, nej til det andet." svarede han, hvilket forbavsede hende. Hun troede at hun var den eneste som stod tidligt op. "Skal vi komme af sted eller hvad?" Hugo havde bundet snørebåndende på skoene sammen, og hængt dem om halsen og stod nu og ventede på hende med løftede øjenbryn. Lily skyndte sig at gøre det samme, og så løb de af sted. 
De tog et par skjulte smutveje, men ikke for at komme før Harry, det regnede de ikke med at de kunne da de mange gange havde hørt historier hvor skjulte passager var involveret. Nej, de gjorde det bare for at komme hurtigere af sted, og for ikke at løbe ind i nogen.
Endelig nåede de til indgangen, lige i tidsnok til at se døren smække i ind til Trelawneys klasseværelse. 
"Hvad gør vi nu?" hviskede Lily til Hugo, og pegede på den lukkede lem i loftet. "Vi kan da ikke stå og lytte på stien?"
"Det behøver vi måske ikke." Hviskede Hugo tilbage. Han rodede lidt i sine inderlommer (Lily vidste ikke engang at de havde sådan nogle?) og lidt efter fiskede han to par Forlængelige Ører frem. De var godt og grundigt viklet ind i hinanden, og han begyndt straks  at hive og trække i dem, for at skille dem ad. Lily sukkede, og fiskede sin tryllestav frem. Med et sving var de to ører skilt ad. Hugo grinede fjoget, rakte Lily en snor, og kravlede op på stien. Han åbnede lemmen en lille smule, og stak de to snorer ind gennem. Så skyndte han sig ned igen, og puttede snoren i øret.
"...dig jo, det passer!" Professor Trelawney's stemme. 
"Ærligt talt professor, så har jeg altså temmelig travlt på kontoret, siden jeg blev forfremmet, og spildt tid er ikke noget jeg har råd til. Hvis du ikke har beviser..."
"Beviser!" 
Hvinede Trelawney. "Jamen øh, det har jeg jo! Jo, nu du siger det, så husker jeg faktisk lidt fra min spådom..."
"Jaså?"
"Jaja! Øhm.. Noget med øh.. Med fremtiden! Jaja, naturligvis, og øh.. En bortførelse..."
"Jeg bliver virkelig nødt til at gå, Professor, men du er velkommen til at sende en ugle hvis du kommer i tanke om noget."

Trin hørtes, og Lily og Hugo skulle lige til at trække sig væk, da Trelawney sagde:
"Katniss Everdeen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...