Only.

En gammel indianderstamme i det nordligste amerika for spået en dyster fremtid. Men der er ingen der vil tro den. Ingen bortset fra fire indianerbørn, der alene tager på den farligste rejse, nogensinde. Men vil det være for sent at redde stammen ?

0Likes
0Kommentarer
419Visninger
AA

3. Trust me, please

 

Der gik en lille dag før roen kom tilbage til lejren. De fleste var blevet enige med dem selv om at det alt sammen var noget pjat, og hverdagen var igen som før. ”Tror du på det Guro sagde?” spurgte jeg Nassan, som var i gang med at partere nogle egern. ”Njaah. Du skal ikke tage dig af det, det hele går jo nok,” svarede han roligt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Englo havde fået det værre, og flere gange havde jagten ikke indbragt noget. ”Det var bare en dårlig jagtdag,” prøvede Minja at berolige mig, men jeg vidste nu ikke. Måske var der noget i det Guro havde sagt.

 

”Hvor er det nu Dinajs telt ligger?” Nassan virkede stadig ikke helt vågen, selvom han dog var på vej ud for at hente brænde. ”Hm..” mumlede han og så ud til at anstrenge sig for at tænke. Efter lidt tid kiggede han ud ad teltdørene. ”Se, der kommer Minja jo, det må han vide,” sagde han og pegede udenfor. Jeg løb ud ad teltet og hen til Minja. Han virkede til gengæld meget frisk. Han stoppede hurtigt op og smilede til mig. ”Hvor er det Dinajs telt ligger?” spurgte jeg, og så op mod den høje Minja. Jeg havde været meget sammen med Dinaj og hendes datter Canka engang, men det stoppede pludseligt, og jeg havde kun set hende få gange på mange år, hvis vi lige stødte ind i hinanden i lejren. ”Hvad vil du hos hende?” spurgte Minja og rynkede brynene. Jeg ville ikke sige sandheden, men endte op med at sige at Nassan havde sendt mig. Minja nikkede og beskrev vejen derhen.

Dinajs stemme kunne høres udenfor teltet. Hun måtte råbe. Canka og hende sad på teltets bund og bad til ToTo-guderne. Jeg ventede stille, til de var færdige, og Dinaj så op. ”Gå du bare over til Amhra, Canka. Jeg har fået besøg.” Canka nikkede og forsvandt hurtigt. ”Lion. Hvad skylder jeg æren?” Dinaj så på mig med sit venlige blik. ”Jeg ville bare høre… Jeg mener, tror du på det Guro fortalte?” Dinaj nikkede. ”Sæt dig ned min pige.”

Jeg satte mig på teltes hårde bund. ”Guro tager aldrig fejl, siger jeg dig!” Dinaj stemme ramte lydmuren hårdt. Jeg så spørgende på hende. Hun så ud til at læse mine tanker, som hun sagde: ”Vi kan ikke gøre noget. Det er jo ikke os der ejer hesten.” Jeg nikkede, for Dinaj havde jo ret. Hvis der skulle gøres noget, skulle Joda jo være enig. ”Det hele er op til Joda.”

 

Joda trak striglen over Englos pels. Han var begyndt at fælde utroligt siden han blev syg. Jeg havde fortalt Joda, hvad Dinaj havde sagt. Han havde  ikke sagt noget til det. Bare hurtigt skiftet emne. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med Englo.” Jodas stemme var trykket og lav. Jeg tænkte så det knagede. Hvis det Dinaj havde sagt var rigtigt, måtte vi gøre noget. Hurtigt. ”Vi tager af sted.” Ordene væltede ud af munden på mig, før jeg tænkte over det. Joda lignede et stort spørgsmålstegn. ”Vi tager af sted. Til Manadarudalen. I morgen. Vi stjæler Jassa med i stedet for Englo. Vi må finde det stof. Den her stamme betyder alt for mig og jeg vil ikke miste dig og Nassan, og de andre.” Joda så bekymret ud. ”Men Lion det er farligt, hvad vil Minja ikke sige når…” Jeg så Joda dybt i øjnene og han tav. Han nikkede svagt og så var det afgjort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...