Only.

En gammel indianderstamme i det nordligste amerika for spået en dyster fremtid. Men der er ingen der vil tro den. Ingen bortset fra fire indianerbørn, der alene tager på den farligste rejse, nogensinde. Men vil det være for sent at redde stammen ?

0Likes
0Kommentarer
416Visninger
AA

4. No, no, no.

 

Solen var ikke stået op endnu, men den måtte være lige på trapperne til det. Joda trak grimen over Jassas hoved. Sari var allerede gjort klar, og stod uroligt og ventede. Hun vidste hun skulle af sted snart. Jeg havde pakket provianter til to måneder. Nassans fødekælder var altid åben, og Minja og Nakuh kunne jage. Jeg så ned  i jorden. To par fodstep som ikke var mine og Jodas var printet i sandet. Jeg vendte mig om. ”Vi MÅ med,” sagde Canka og så bedene på mig. Amhra så nedtrykt ud, som han ventede sit svar. Jeg blev hurtigt forvirret, vidste ikke hvad jeg skulle sige. Uden varsel stod de der bare. Joda var kommet nærmere. ”Hvad laver i her?” spurgte han og så strengt på Amhra. ”Vi vil virkelig gerne med. Vi, må væk fra alt det her. Dinaj har sagt at Canka bør tage med, og Lakun..” Jeg så hurtigt på Joda og så over mod Canka og Amhra igen. Hvordan kunne Dinaj vide at vi ville tage af sted?

 ”Hvad vil i ride på?” Denne gang tog jeg ordet. De kunne kun komme med, hvis de havde noget at gøre, og ikke var til besvær. ”Amhra har Inha og jeg Neurom.” Cankas stemme var høj i luften. ”Jeg kender alt til skoven, og Dinaj har lært Canka alt hvad hun ved.”

Amhra smilede svagt. Joda og jeg nikkede til hinanden. ”Vi rider nu,” sagde Joda og svang sig op på Jassas ryg. Jeg fandt Sari  og steg op i stigbøjlen. Jeg red hen ved siden af Joda. Snart var Amhra og Canka bag os og vi red hen mod skoven. Nu var lejren langt bagude og de eneste lyde i skoven, var fire hestes hove, som slog mod jorden.

De første nætter var svære at bære. Jeg græd i smug, da de andre var faldet i søvn. Amhra og Canka var gode at have med. De var altid i højt humør og vidste meget mere end Joda og jeg. Vi var allerede godt på vej mod Manadarudalen, men det kunne allerede ses, at provianten var taget for af.

 

”Drej mod Nord!” råbte Amhra og vi drejede ned af en lille skovsti. Der var helt stille, når Amhra ellers ikke navigerede. Jeg havde mit lille kompas med, der stod også hvor langt vi var reddet. ”Hvordan har du lært så meget om skoven?” Jeg drejede ikke hovedet, men Amhra vidste det var til ham. ”Lakun synes det er vigtigt, at jeg kan færdes i skoven.. Efter det der skete med Emre så…” Amhra tav. Jeg følte mit hjertes puls stige og så falde igen. Jeg var tæt på at få et lille raserianfald. Man skulle ikke snakke om Emre. Det var fortid, vi levede i nutiden. Det vidste Amhra også godt. Han sagde heller ikke mere. Saris hovslag lød højere end de andres. Men det var nok bare fordi hun var tættest på. Manadarudalen kom tættere og tættere på. Vi red ud fra skoven og ud på et nærliggende fjeld. Der lå nogle telte. Der var ikke nær så mange som på vores lejr. Jeg fik en klump i maven. Lejren. Jeg savnede den forfærdeligt meget, men jeg trøstede mig selv med, at Joda var her jo. Vi red ind i lejren. Ville forsøge at få husly et par dage. ”Vent, det er jo denne stamme Guro tilhører!” udbrød Canka og fik Neurom op på siden af Jassa og Sari.

Vi steg af hestene. Jeg så på kompasset. Der var noget der ikke var, som det skulle være. Der så tomt ud på lejren. Vi stødte ind i en af de ældre, og spurgte om husly. Han svarede ikke men pegede mod et stort telt, ikke så langt derfra. Joda trådte forsigtigt ind i teltet. Jeg spejdede ind i teltet over Jodas skulder, og mærkede Amhras åndedræt mod min nakke. ”Lion?” Canka lød urolig. ”Ja,” hviskede jeg uden at vende mig om. ”Lion!” Denne gang var det højere. Jeg vendte mig om og udstødte et hyl. ”Hvad sker der herude?” spurgte Joda og kom ud af teltet, men bakkede hurtigt tilbage da han så hvad vi stod overfor. To meter oppe i luften endte hans krop. Han var pæreformet og hans tøj var beskidt. Nok aldrig vasket. ”Dreis. Altid til tjeneste,” sagde indianeren og rakte højre hånd ned mod Amhra. Amhra tog den let, og blev næsten svunget omkuld, da Dreis rystede på hånden. ”Ja, mine forældre Nopel og Xeni var de højeste indianere i stammen. Måske i alle stammer der findes,” sagde Dreis stolt og skød brystet mod himlen. Jeg drejede mig, da en lav, kutteklædt indianer, trådte ud af teltet. En dyb rysten, der fik Dreis stemme til at lyde som opera, malede sig ud over fjeldet; ”Dreis.” Han nikkede op mod Dreis, og skyndte sig videre, uden at se over mod os andre. ”Vent lidt,” sagde Dreis og hev fat i den kutteklædte mands skulder. Han udstødte en mindre brøl og vendte sig om mod os. ”Gå ikke Lasson.” Dreis bøjede sig ned mod Lasson og han så angst væk. ”Gå ikke. Før du har fundet Hopel. Hun skal se de unger her,” sagde han og nikkede over mod os. Lasson nikkede hurtigt før Dreis slap ham og han halvløb ud over fjeldet med kappen svingende fra side til side. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...