Only.

En gammel indianderstamme i det nordligste amerika for spået en dyster fremtid. Men der er ingen der vil tro den. Ingen bortset fra fire indianerbørn, der alene tager på den farligste rejse, nogensinde. Men vil det være for sent at redde stammen ?

0Likes
0Kommentarer
413Visninger
AA

2. But how ?

 

Solen var på vej ned og jeg havde stadig ikke fundet Joda. Jeg regnede med at han i raseri, var randt ud i skoven og snart ville komme tilbage. Minja havde været ude ved Englo. Hans teori var rigtig. Englo ville ikke overleve, medmindre der var en der gad at risikere sit liv for den.

 Nassan kunne fortælle at Titja havde det bedre. Jeg turde ikke selv besøge ham uden Joda. Jeg kendte ham trodsalt ikke så godt. ”Ramusaften hjalp ham gevaldigt.” Nassan smilede til mig. ”Tak for hjælpen.”

Jeg mumlede tilbage, at det var det mindste jeg kunne gøre. ”Hvad er det så jeg hører med Englo?” spurgte Nassan lidt bekymret. ”Joda er helt ude af den. Englo er blevet ramt af Satsjiforbandelsen, og Englo er snart den eneste familie Joda har tilbage.” Jeg så på Nassan. ”Det lyder ikke godt,” sagde han lidt trykket, mens han svang øksen over harens hals.

   Mørket trængte sig på. Jeg havde ikke set Joda siden han forlod Minjas telt. Næsten hele lejren vidste om Englo nu, og jeg kiggede flere gange til hestene end jeg plejede. Jeg ha         vde fortalt Nassan at Joda var væk. Han tog det ikke så nøje, men mente at han nok snart ville komme tilbage.

 

Dagene gik og Joda var ude af syn. Englo fik det værre og værre. Det samme med Titja. Nassan havde besøgt ham, for at hører hvor Joda kunne lide at være. Men Titja kunne ikke tale mere og snart ville han flytte ind i hos ToTo-guderne i himlen. Jeg følte mig ensom, som jeg sad og så nedover Karastrømmen, på klippeskredet. Joda havde aldrig været væk så længe. Han var meget trofast over for lejren, og snart holdt alle udsyn efter ham. ”Englo har fået det værre.” Jeg kendte den stemme. Pludselig faldt det mig en hvem det var, og jeg vendte mig om, og sprang op i hans arme. Jodas blik var trist, men han omfavnede mig, som om det var et år siden vi sidst havde set hinanden. Jeg ville ikke vide hvor han havde været. Det måtte han selv om. Bare han ikke forlod mig igen. På vej op mod lejren kom Nassan løbende ned mod os. ”Joda. Godt du er her. Det er Titja, han..”

”Nej,” hviskede Joda, ”det kan ikke passe.”  Vi forlod Nassan på klippen for så at spæne op mod lejren. Joda rev teltdørene op og løb hen ved Titjas seng. Han satte sig på knæ, ved titjas lig. Titjas øjenlåg var blevet lukket, samt hans mund. Han så fredfyldt ud som han lå der. Men Joda kunne ikke finde ro. ”Hvorfor tog jeg dog af sted. ?” Jodas øjne var fulde af vand og tårerne løb langsomt ned over hans kinder. ”Jeg skulle have været der for ham i hans sidste tid. Jeg… Jeg ved aldrig hvordan jeg skal kunne tilgive mig selv.”

Jeg satte mig ved siden af Joda, følte hans sorg, mens jeg forsøgte at berolige ham.

 

Joda var ude ved Englo allerede næste morgen. Han smilede til mig da han så mig, og jeg sendte et smil igen. ”Skal vi ikke ride en tur? Jeg har en masse at fortælle dig.”

Saris hove hamrede mod den bløde skovbund, lige ved siden af Inha. Joda havde fået lov at låne Amhras hest, Inha. Amhra og hans far Lakun boede i naboteltet. Selvom man ikke så meget til dem, var de rimelig venlige. Inha løb lidt hurtigere en Sari, men Joda fik ham til at løbe i samme tempo som hende.

”Jeg har været ude i skoven.” Joda så ned i jorden. ”Egentlig havde jeg tænkt mig bare at forsvinde, men jeg indså at jeg ikke kan klare det uden dig.” Joda så hurtigt ned i jorden. Jeg sagde ikke noget. Var glad for at Joda havde det på den måde. Jeg ville heller ikke kunne klarer en tilværelse uden ham. ”Jeg fandt Minjas gamle bog om hvordan man kurerer heste mod Satsjiforbandelsen. Bare for at være sikker på at det nu var rigtigt.” Joda lød forventningsfuld. ”Jeg håbede lidt..” Jeg afbrød ham hurtigt: ”Du hørte selv hvad Minja sagde, det er alt for farligt!” Joda sagde ikke mere, og vi red i tavshed gennem skoven.

Vi trak hestene ind i indhegningen. ”Jeg ved godt, det var en dum tanke. Jeg vil bare så gerne redde Englo.” Jeg nikkede. Det var forståeligt nok. Englo kom traskende hen til os. Han så ud til at være halt. Joda smilede svagt. Jeg gav Englo en gulerod. Han ville ikke klare at gå ude i frosten, hele vinteren. Man kunne se det på ham. Joda vidste det også godt. Vinden begyndte at tage til og skyerne hang mørkt på himlen. Nakuh kom løbende mod os. ”I må hellere komme med. Vi har fået fint på besøg,” sagde han og drejede om på hælen. Joda og jeg kiggede spørgende på hinanden og løb efter Nakuh med ind i lejren. Der var kun lys i Titjas gamle telt. Vi skyndte os derind. Vi standsede hurtigt da vi så hvem der var her. Alle fra lejren var samlet i en stor kreds. Vi satte os ned mellem dem. De lukkede alle øjnene og gentog. Vi fulgte med så godt vi kunne, indtil prædiken stoppede og alle rejste sig. ”Hvad laver du så her, store Guro?” hørtes Amhras stemme. ”I er alle sammen i fare!” svarede Guro, den viseste af alle Indianere. Han var rejst langt for at nå hertil, så det måtte være noget alvorligt. Han så ud af teltes døre og rystede på hovedet. ”Det er allerede på vej..” sagde han sukkende. Der bredte sig en vild forvirring blandt folket og så rejste Minja sig. Jeg var også selv lidt nervøs. Hvad var det han snakkede om? Men store Guro,” rungede Minjas stemme i teltet, ”Hvad er på vej?” Minja blev stående, rank som han var og så mod Guro. ”Det skal jeg sige dem Minja,” sagde Guro og vendte sig om. Minja satte sig ned igen, mens Guro kom tættere på.

”Jeg hører der er en syg hest i lejren. ” Guro gik lidt rundt mellem folket. Joda og jeg så forvirrede på hinanden. Joda rejste sig op; ”Det er min hest, Englo, store Guro,” sagde han. ”Jaså Joda,” sagde Guro og strakte sine arme mod himlen. ”Englo beskytter denne stamme. Han har været med fra starten. Hvis ikke den kureres hurtigt, går stammen i opløsning.” Der var helt stille i teltet. ”I må hellere bede til ToTo-guderne,” sagde Guro inden han forsvandt. Jeg så forvirret på Joda, han gengældte blikket. Der var lang tids stilhed før folk begyndte at forsvinde ud fra teltet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...